Hjemme i Mary Lue's lille hytte... - Israel

Tid. 23.45
Sted. I forêt skoven i en lille hytte og der bor Mary Lue
Omgivelser. Mary Lue's ting og sager
Vejr. Regn og koldt
Påklædning. En lille sort kjole der går til lårene og bare ben og fødder
__________________________

Mary Lue gik op til sin hytte og låste op. Hun havde været ude og gå en lang tur. Hun var meget våd og kold.
Da hun fandt ud af at inde i hytten var der koldere end udenfor sukkede hun dybt. Hun havde lige glædet sig til at komme hjem til sin dejlig varme hytte. Hun gik ind og tændte ild i brændeovnen. *bare der snart bliver varmere* tænkte hun mens hun lagde brænde ind. Da hun havde fået ilden til at brænde dejligt satte hun sig på en stol foran.
Mary gned sine hænder af hinanden for af varme dem. Hun så sig rundt. Der var ikke rigtig noget at lave i det vejr der var nu. Der var nok heller ikke nogen der var ude og ville komme ind. Det var simpelthen bare noget møg vejr. *Hvofor kunne det ikke bare have været lidt varmere* tænkte hun for sig selv og krybbede helt sammen og sådan varmede hun sin krop.
Hun så ud af vinduet og der var ingen. Men pludselig hørte hun det skræmle i huset. Hvem mon det var? Var det venner eller fjender?

Israels spøgelse vandrede lidt rundt for sig selv... Det var endnu ikke tid til at tage til underverden... Men det var det snart.
Regn gled på hans krop så det så ud som han faktisk stadig var i live... Selvom han jo faktisk var død... Den forbandede Skyggedæmon, Damia, som havde slået ham ihjel.
*Hey... Den der Hytte har jeg da ikke set før* Tænkte han. Han pillede fraværende ved sit sår i maven... Også lavet af Damia, den snog...
Som en skygge gled han lydløst hen imod huset, lige indtil han rørte ved træet. Han havde ikke rørt ved noget som helst i nogle dage, så da han endelig rørte ved noget, nogen andre havde brugt, så han kom til at smadre træet, som om han havde smadrede en fod ned i gulvet.
*Jeg har helt glemt hvordan det er at være spøgelse* tænkte han stille og bandede lydløst af sig selv mens han ventede på at høre om der var nogen reaktion inde fra huset.

Det gav et sæt i Mary. Hun rejste sig og så rundt. Hun gik hen til døren og åbnede den. "Hallo?" sagde hun ud af den. Hun vidste ikke hvad elers hun skulle gøre. Hun samlede en masse luft i hænderne, hvis der nu var nogen. Hun gik ud foran døren og så rundt. Hun kunne ikke få øje på noget.
*Er det her bare for sjov* tænkte hun og så stadig rundt. "Hallo, er der nogen!" spurgte hun ud i luften og ventede på et svar.
Hun kiggede ned på vejen og igen rundt udenfor døren.

Israel stod en halv armslængde fra hende og kiggede på hende. Hun var ikke menneskelig... Eller jo, men hun var ikke et menneske... Det kunne han da se...
Han trådte meget forsigtigt ind i huset og kiggede sig omkring. Det var en hyggelig lille hytte... Det kunne han ikke kun se, men også mærke det.
Han blev grebet af en pludselig trang til at lave narrestreger i hendes lille hytte. Han satte sig stille i nærheden af ilden, så der blev kastet en svag skygge ud i rummet.

Mary fornemmede nogen. Hun kunne se spøgelser om så de var usynlige. "Du holder dig fra mine ting," sagde hun og pegede på ham(Israel)
Hun gik hen mod ham. "Jeg mener det," Hun så alvorligt på ham og lod sine smukke blå vinger komme frem. Héndes kjole blev lyseblå og hun nu sådan ud(billedet)
Mary gik om bag ham og så ned i hans hår.

"Dejligt... Jeg er heller ikke god til at snige mig omkring" sagde han med et grin og rettede sig op i sin fulde højde og kiggede på hende. "Og du er?" spurgte han hende så lidt efter han havde taget hendes nye udsende i øjensyn.
Han ventede tålmodigt på hendes svar, mens hans spøgelses blod dryppede stille ned på gulvet fra hans mange sår... Heldigvis efterlod det jo ingen pletter på gulvet.

//Aner ikke hvad jeg skal skrive lige nu.../

//det er okay//

"Jeg er Mary Lue Jolena, fra alferiget bag bjergene," sagde hun og så på ham med et sødt blik. "Og så er du joo..." HUn så spørgende på ham.

//Kan jeg heller ikke//

//Hehe//

"Navnet er Israel fra den Moderiske Familie af Dæmoner der hvor Skyggerne ender" sagde han med et svagt buk. Han kiggede op på hende med sine bloddryppende øjne. Grunden til at han ikke lignede den han plejede var fordi Krigsdæmoner også så ud da de døde... For at kunne vise stolt hvordan de døde.
"Men bare rolig... Jeg har fået slukket min tørst for blod og drab... Så skal nok lade være med at angribe her" uddybede han med sin lette hvisken af en stemme.

"Det var godt," Hun Kiggede blidt på ham. Han var ret sød i følge hende, selvom hun lige havde mødt ham. "hvad vil du lave, hvis altså du vil blive?" spurgte hun spørgende og ebd sig i underlæben.

"Jeg trækker blot tiden ud indtil jeg bliver indkaldt" sagde han og kiggede stadig på hende med et venligt blik.
Han havde ikke så meget andet at sige så han vandrede rundt i rummet. Han var så godt som synlig så længe han var inde i lyset fra ilden, men i det sekund han ikke længere var inde i lyset, forsvandt han nærmest og blev næsten kun en svag varmedis der var i luften i hendes hus.

Hun sukkede. Det gav et lille sug i maven og der var en lille underlig følese fra da han talte til hende. Hun prøvede at få den væk, men hvad hjalp det?
"Ved du hvad det er hvis man har en underlig fornemmelse i maven, første gang en anden person taler til en?" tog hun sig sammen til at spørge om. Måske vidste han det...

"Jeg har aldrig prøvet det... Min familie har ikke andet en følelse for hvornår slaget er vundet eller tabt... Men min Ven Raphael har forklaret mig det" sagde han stille. Hans stemme lød nærmest som om den kom alle steder fra...
Men rigtigt var han henne og kigge ud af vinduet for at se hvordan det gik med vejret.

"Ved du hvad det er?" spurgte hun for det han sagde før havde hun ikke helt forstået. Hun syns det var mærkeligt, men hun måtte ´jo leve med det hvis han ikke vidste det.

"Raphael siger at så er man forelsket... Men jeg ved ikke hvad det er" sagde han ligeud, hvilket var sandt... Han havde endnu ikke følt noget der kunne minde om en forelskele, men Raphael var åbenbart blevet forelsket i et par stykker...
"Eller også er man syg" sagde han grinende og kiggede på hende.

Hun vidste udemærket godt hvad forelskelse var. Hun faldt tilbage i stolen. "Det kan da ikke passe," hviskede hun. Hun så på ham med åden mund. Hun lukkede kort øjnene og følte faktisk at det var hun, men hvorfor? Hun havde lige mødt ham.(Israel)

Han kiggede tilbage på hende.
"Men hvorfor spørger du et spøgelse om sådan noget?" spurgte han hende nu lettere forvirret. Det måtte da være rimelig tydeligt at et spøgelse, med sår, hul i maven og blod løbende ned af sig ikke ligefrem er den smarteste at spørge om sådan nogle ting som forelskelse.

"jeg ved, det ikke, det røg bare ud af munden på mig." sagde hun og så op i loftet mindt lige så forvirrte som Israel

//Skal logge, sorry//

"OKay" sagde han og kiggede venligt på hende med et lille grin.
Han lod en hånd glide igennem væggen og grinte lidt over det.

//Vi skriver bare videre...//

Hun så på ham. "Er det sjovt at være spøgelse?" spurgte hun sødt. "jeg mener man kan jo gå igennem ting og sådan," Hun smilte til og gik hen til ham.

//tilbage.//

"Jeg ved ikke... Det er lidt kedeligt den tredje gang" sagde han og gabte rimelig kraftfuldt, nærmest for at understrege hvor kedeligt det var og smilte så.
Der var stadig de sølvgrå pletter under de blodrøde pletter, af hvor hans Kropsrustning havde været.
"Men det er sjovt at drille dem der ikke kan se spøgelser" Drillede han hende og gik hen i lyset igen så man nemmere kunne se ham.

Hun smite blidt. "Det kan jeg da godt forstå at det er," sagde hun med et smil.'


//har virkelig ikke meget krea, er det OK?//

//Det er okay xD//
//Så skriver jeg bare heller ikke så meget xD//


"Ja... Det er rimelig uinterresant når alle har skubbet spøgelsesteorier væk..." Sagde han og sukkede lidt over det.

Hun smilte igen sødt. "Hmm..." sagde hun og nikkede forstående. Hun lagde armene over kors og lænte sig op af væggen.

Han satte sig tilrette på gulvet og kiggede på hende.
"Så hvad laver du egentlig herude?" spurgte han og kiggede på hende og derefter rundt igen.