Tågen *åbent emne*

Sted: Allées
Omgivelse: kan sådanne set ikke se så meget
Dato: ??
Tid: 4.00
Vejr: En tyk tåge, der er umulig at se igennem

Ailda kunne ikke se noget. hvis hun rakte sin hånd vandret ud, forsvandt hendes fingerspidser i den tykke tåge.
*hvor er det bare typisk* tænkte hun spydigt, mens hun vandrede rundt i de endeløse gyder.
Hun var stødt ind i murer og overfyldte skraldespande. Hun fandt det faktisk irriterende. Hvorfor dog stille en skraldespand midt ude på en vej?
Hun var ikke grebet af panik. Faktisk blev Ailda sjældent grebet af panik.
Ligenu var hun bare irriteret, sur og våd.
Våd var det værste. Ailda kunne mærke hvordan hun langsomt blev slappere og slappere. Tågen var sjovt nok bare en lavthængende sky. Og en sky var bare vanddampe. Og vanddampe var vand.
Og Ailda hadede simpelthen vand. Det gjorde hende slap og kraftløs
Aildas hvide tøj var gennemblødt og gennemsigtigt. Men Ailda pissede stort på det ligenu. Ingen ville alligevel kunne se hende.
Aildas skridt blev langsommere og langsommere.
Så satte hun sig ned. Hun kunne ikke mere.
Der sad hun. Midt i tågen og panikken ville simpelthen ikke komme.

En skikkelse iklædt et grønt jakkesæt kom stilfærdigt gående. Hvert eneste skridt han agtede at tage, var meget forsigtige og påpasselige, eftersom han helst ville undgå at støde ind i noget på hans vej. Årh, den pokkers tåge, det var jo ikke til at se noget som helst i denne gyde. Retningsforvirret stoppede han op og drog et fortvivlet suk. Hvad lavede han i det hele taget herude? Dette var ikke ligefrem et af de stedet, hvor han opholdte sig mest. Faktisk holdt han sig helst langt væk herfra. Her var så ... beskidt og lurvet. Iain foldede sine hænder, der var beklædt med hvide handsker, omme et sted på ryggen. Det var hans tankespind, der havde forstyrret ham, som havde ført ham hertil. Han havde ikke været helt klar i sit syn og havde bare ladet sine fødder få frit løb. Nåh, det var hans egen skyld, at han var endt her. Han burde lære at være mere opmærksom på sine omgivelser ...

Ailda lukkede øjnene. Hvor ville hun bare give alt for varme ligenu.
Der lød skridt. Ailda følte sig udsat. Hun ville ikke kunne forsvare sig for nogle i hendes tilstand. Hun rykkede sig baglæns, så personen ikke direkte faldt over hende.
Det ville være sådanne lidt umuligt at se hende.
Hun bandede højlydt da hun bankede hovedet ind i en iskold cementmur. Men så stoppede hun.
Hun vidste ikke hvilke personer man kunne støde på her.
Ailda var faktisk dødirriteret.
Hendes følelser var blandet. Hun havde lyst til at springe frem for personen. Så ville de være to der var farret vild.
Men hvad nu hvis væsnet var farligt?
I Normal tilstand ville Ailda kunne forsvarer sig glimrende. Men Nu, hvor hun nærmest ikke kunne gå ville det være rigtig dumt.