Inde i den Sorte Fæstning (Ma'lakel, Kajika)

S: Abbadon, den Sorte Fæstning (Midt i Terre)
T: Middag
O: En stor sal med mange søjler
V: Varmt udenfor..

~

Zane D'tarion sad i sin trone. Abbadon var blevet færdig for ganske få timer siden, og borgen stod nu som en sort skygge midt i byns centrum.
Selve den store sal hvor tronen stod, var fuld af enorme, sorte søjler med indskriptioner og våbenmærker.
Bag tronen hang der et stort, lilla banner med en sort drage på: D'tarion klanens segl.
Zane sad bare i sin trone, og kune ikke rigtig klare hovedet.

Portene lød et brag og man kunne høre stiletterne klikke hen over gulvet faste skridt og hurtige, i det hun kom ind i salen hvor Zane var, var hendes vinger spredte og hendes tøj(Som Avataet undtagen blodet :P).. den hvide top flagrede og hendes hår hang løst mens hun gik mod Zane med en seddel og sagde"Zane" hun stod direkte foran ham nu og viste ham papiret og sukkede i det hun sagde"vil du ikke nok betale og skrive det var dig der smadrede vinduet ellers bliver jeg bortvist i morgen og undskyld igår" hun så ham i øjnene og hviskede i hans øre blidt"Du kan altså ikke bare løbe sådan efter at ha givet mig så tændende et kys" hun rødmede let af sine egne ord, hun slog vingerne ind i det hun var forpustede og havde skyndet sig så meget til at bruge vingerne til at få fart under sig... Hun betragtede ham let og sagde"hvorfor..." hun lod hånden køre langsomt mod narken mens hun stod foran ham..." hvorfor sagde du de ting igår jeg ved vi kom lidt skævt ind på hinanden men jeg har dog rykkede mig lidt... øhm se" hun smilte i det hun overvandt sin frygt og følserne i sig der sagde det var forkert og kyssede ham blidt på kinden med et let smil.

Ma'lakel rystede vandet ud af håret, så det sprøjtede til alle sider efter at den store port var blevet lukket i. Hvad skulle det til for overhovedet? Bygge en borg, bah! Unødvendigt. Den høje dæmon fortsatte ned af en gang imod en dør der eftersigende skulle førere ham ind til hans Mester. Der var ikke noget sært ved halv-dæmonen fra sidste gang ham og hans mester havde et sammenstød. Den samme gamle lange, ødelagte læder jakke. Samme slidte cowboy bukser, militær støvler, pistol, det alt for store sværd! Alt virkede til at være som det skulle på dæmonen, udover selvfølgelig han var gennemblødt af grunde der indtil nu forbliver skjulte. Han gik ned af gangen og lagde hånden på den store dør. Hans øjne faldt ned på sten gulvet under ham, og som han strakte halsen kunne man se det eneste nye på ham: et hvidt bandage omkring hans hals, med størknet blød der blidt malede den ene side af det. Håret hang sjusket, og uldent ned omkring hovedet på ham og han lignede bogstavelig talt noget katten havde slæbt med ind! Han skubbede til den, og den ene dør gik op. Hvorfor åbne to, når man kunne komme ind i en? Igen unødvendigt! Det kunne pisse ham af at møg elveren bare kunne... at han?! Suk. Han fortsatte ind i salen hvor duften af hans mester's krydrede aroma pirrede hans næsebor med det samme! Døren gik i med et ekkoende brag bag ham. Som han gik med blikket fæstet på de "fascinerende" fliser, blandede der sig en anden duft sammen med den af hans Mester. Genkendelig. Dådyret. Han fandt det sært at hun var her, men så vidt Ma'lakel regnede ud var hun her kun fordi Zane havde aflagt et løfte til sin broder. Hvis ikke.. havde han vel smidt møg tøsen ud forlængst? De grønne intetsigende øjne, så op på Zane. Så tomme, så følelses forladte at man næsten skulle tro knægten foran en var en skal og ikke et væsen. Men øjne reflekterede følelerende: tom, var et meget passende ord.

,, Du sende bud efter mig, Herre?".

Så vidt man lige kunne se, så han ud til at ignorer Kajika's tilstedeværelse som altid.

Han så undrende på Kajika.
"Så du lytter faktisk til hvad man siger. At overskride sine grænser og følge sit instinkt er en god levevej. Den kan i sidste ende føre til frygtløshed."
Han knipsede med fingrene, og en tjener kom løbende med en bakke.
Zane tog et stykke papir og en smuk, sort fjerpen fra bakken.
Han mumlede et magisk ord, og fjerpennens blev våd af blæk.
Så skrev han et brev og en check på papiret, og rakte det til Kajika.
"Her står at det var mig der smadrede vinduet. Checken er til at betale skaderne, og så en lille godtgørelse for min umodne opførsel." sagde han med et smil.
Så lagde han tingene på bakken igen, og tjeneren løb væk.
"Måske vi skulle tale sammen lidt senere, Kajika." sagde han mildt.
Så hørte han porten åbne sig udenfor, og fornemmede sin lærling.
*Ma'lakel...* tænkte han.
Hans venlige ansigt forandrede sig, og hans øjne blev deres sædvanlige, isnende kolde jeg.
Han kastede et koldt blik på halvdæmonen da han trådte ind, og i stedet for at svare Ma'lakel direkte på hans spørgsmål, sagde Zane koldt: "Du drypper på mit gulv, Ma'lakel... hvad har du lavet?" Han fik øje på såret på Ma'lakels hals og kneb øjnene lidt sammen.
*Vampyr?* tænkte han.

Kajika stod og smilte til Zane i det hun blidt strøg ham over kinden og sagde"årh godt fordi eksamen er i næste månede og de ville smide mig ud så tæt på og jeg den der lægger øverst dog, var jeg ikke det første år men stadig" hun rødmede let i det han snakkede om instinkter og rakte sødt tunge til ham da ingen så det og sagde"årh... det?? heh det gør jeg altid Zane" hun hørte porten komme op og i det hun betragtede Ma´lakel så hun de dyriske øjne der var næsten dækkede af smukt halv langt hår der var driv vådt, hun kunne dufte på afstand at han var Dæmon, dog ikke helt... Hun betragtede ham stadig med et hævet øjenbryn i det hun opdagede hans lille bandage om halsen faldt hun helt i hak i sig selv, hun kunne se det vr forbundet forkert og gjorde mere skade end gavn og blodet var for nyligt størkenede så endten kunne han ikke hele eller os var det sket for en uge eller 2 siden... og han blot elskeede at kradse de saltede sår op i smertens nydelse...

Kajika lagde papiret i det hun sagde"Zane ... han er skadet? og dig hansom" hansom var blevet et ord Kajika brugte meget nu hun var utrolig alvorlig og selvsikker og især strid når det galdt hendes arbejde hun havde glemt før hun fik slettet sin hukommelse hvordan hun havde reddet Zane fra at dø i hans egen overanstrængelser, og hvordan hun havde i hård tone sagt hold kæft til ham uden tøven... Kajika gik med elegante faste dog ikke genkendelig skridt ned til Ma´lakel rolig i sin og bevægelse i det hun stille sagde"Må jeg se på det¨? eller vil du blot gå rundt og lege et sårede dyr" hun lød alvorlig nu i det hun uden tøven fjernede bandagen og sagde mens de Baby blå dådyr øjne var rettede mod ma´lakel"Zane??... skaf nyt bandage kun en halv meter lang ellers vil det blive for langt og det skal være hvidt ikke cream farvede og helst tyndt og blødt ?... kan dine tjener skaffe mig det" hun lagde mærke til hvordan blodet var størknede over hals pulsåren, men kunne dog ikke se om der var sket yderligere skader vis hun ikke fjernede det så hun fjernede det langsomt og roligt dog med varsomme hænder og sagde med en blid rolig stemme"Det gør måske lidt ondt vis blodet er størkenede fast i såret og bandagen men jeg skal nok ordne det vis du lader mig, bare stå stille vis du kan magte det Warrior.... så kan du udføre din mission bagefter" hun lød værken bange eller hånlig i sin tone, blot voksen og fattet, mens hun fjernede forbinding helt uden svar fra hans side. eller hun ville nærmere ikke lytte til ham blot hjælpe...

Ma'lakel knurrede vredt i det hun kom imod ham, truende, og det var ikke svært at regne ud at han ikke ville have hende i nærheden af sig! Forundret over den naive tale måde, over den venlige måde hun snakkede til Zane og at hun ikke vidste at Ma'lakel bestemt ikke var stor fan af at hun kom særlig tæt på ham, rynkede han brynende. Så over på sin mester én gang og regnede med at mørk elveren ville kalde sit legetøj til sig inden hun begyndte på noget der tydeligt ville være meget dumt. Han trak sig væk i det hun ville række ud efter ham for at tage bandaget af. En endnu mere vred og truende knurren kildrede nede i hans hals som den blev låsladt og kunne høres. Han greb den hånd der sikkert forsigtigt ville have fjernet de stramme bandager om hans hals, og plejet om det sår der eventuelt måtte befinde sig under det. Ikke tale om!
De grønne øjne forlod hans mester, og stirrede direkte ind i englens baby blå. Uskyldige, grimme, falske, præcis som den dumme tøs var! De brændende bæst øjne så ind i de smukke lyse blå, med sådan et had at man næsten skulle tro at han virkelig ville kunne dræbe hende ved det blotte syn!

,, Det er ikke et sår... det er noget værdigfuldt."
Hans stemme var næsten for rolig til hans blik. Den beherskede mørke stemme der ikke gav trusler, men hans øjne der ikke gjorde andet end at afslører alle de måder han gerne ville slå hende ihjel på! Han slap hendes hånd og efterlod et rødt mærke på hendes hvide hud hvorefter han så op på sin mester igen:
,, Ude og klare de ting du ikke selv gider gøre, mester."
Det passede ikke, men det var da den mest logiske undskyldning?

Zane så på Ma'lakel som om han var dum. Så rejste han sig op og gik ned til dem.
Han tog Kajikas hånd hvor der nu var et rødt mærke, og så på mærket.
Så lagde han en enkelt arm om hende bagfra og kiggede snedigt på Ma'lakel.
"Så du har været ude og gøre det jeg ikke selv gider hva'? Jeg tvivler... Men det er da altid noget at du udfører dine missioner.. Desuden har jeg snart en ny til dig." sagde han koldt, og et ondt smil bredte sig på hans ansigt.
"Men en enkelt ting Ma'lakel..." sagde han så og kiggede på Kajika.
"Læg ikke hård hånd på Kajika igen, er du med?" hvislede han så, og så Ma'lakel direkte i øjnene som om han havde lyst til at slagte ham på stedet.

Gule øjne, som rav der skindte fra havets bund, kom stille frem og overtog den smukke blålig farve i de dådyr agtig øjne og forvandlede dem til katte dæmoniske øjne, den sorte pupil forblev ikke rund men en lang streg... (Katte øjne) .. hun så på Ma´lakel med disse reptil øjne, bordende ned i hans sjæl som godtog hun hans udfordring som ville hun hade ham og dræbe ham ved første berørelse igen i det hun mumlede hårdt og med foragt i stemmen"ikke rør..." Da Zane kom hen til hende blev øjnene helt normale igen og dette foragtelige blik forsvandt og pupillerne blev atter normale igen.
*De dejlige hænder, den måde han siger mit navn på, årh jeg kunne smelte nu vis det ikke var for denne mærkelige følse inden i???... hmmm* Hun lod blidt den rystende hånd køre mod Zane´s brystkasse i det hun sensuelt så ham i øjnene blinkende langsomt med de lange adskilte sorte øjenvipper, og betragtede hans læber i det han snakkede, mens hun blidt lod sig gå i trance og pressede sin kind mod hans brystkasse og lod hånden os hvile ved siden af hovedet i det hun holdte ham om hoften med den anden lystende.. Hun betragtede Ma´lakel og kunne ikke forstå hvorfor han var blevet så vred"Du kunne bare ha sagt det noget før end at tag så hårdt fat, du skal ikke rør mig igen forstået... og jeg ligeglad hvor betydnings fuldt det var for dig, altså det ikke mit problem din kæreste suger fra dig, du kunne bare ha sagt ikke rør? jeg behøves ikke få en livs historie om dit privat liv fra dig??" hun grinte let i det hun blidt så på Zane og kyssede ham blidt på munden, mens den frie hånd der før havde lagt på hans hofte, strøg over hans kæbe og lod læberne blidt ramme den stramme kind der var blød dog saltede fra hans sved der havde berørt den før hen på dagen.

Hun smilte i det hun blidt lod sig gå ud af Zane´s greb og sagde"jeg går lige ned og får tjekkert min hånd og får noget vand så kan i to herre snakke privat eller hvad i nu plejer i mens hansom" hun blinkede let i mens hun elegant og fattende gik ud fra salen og fandt et sted ved tjenerne og slog sig lidt ned der. de blanke matte blå øjne så rundt i lokalet i det hun fandt noget vand frem og blidt berørte det røde håndled der så ud til at være godt beskadigt...

Han foretrak ikke en mine. Hverken til hans mester eller til hans mesters lille kæledyr. Der gik lidt tid hvor han bare observerede, stille som en ulv der lod tålmodigheden komme den til gode. Det var ikke det værd, ikke det værd at spytte igen på dem. De var alligevel for primitive, for dumme til at forstå! Alt hvad han sagde ville gå igennem det ene ører og ud af det andet. Hvis Zane havde lyst til at tage hans rester, var han da velkommen. Det betød intet, hun nød det jo tydeligvis. Åndssvage kvinde, dumme kvinde, stupide kvinde! Men han vidste det ikke, dog var hans vrede stadig det der dominerede hans øjne. Hvis de kunne blive det, eller hvis han ville have tilladt dem at blive det, ville de sikkert have været rødlige med kun et skær af den grøn/gullige nuance der lige nu udgjorde deres farve. Men han lod dem ikke, så de grønne bæst øjne forblev intakte: selvom de var ligeså skræmmende som en hver anden. Han lod sig tale ned til, lod sig blive talt til som var han mindre end tøsen: men hendes ord, ligeså giftige, bedrageriske som hendes falske kærligheds erklæring. Han hadet hende! De grønne øjne fuldte hende som hun gik væk fra hans mester efter at have begramset hans brystkasse. Som hun var forsvundet, fæstnede hans øjne sig atter på hans mester:
,, Eller du burde lærer at styre dit kæledyr?", sagde han med sin normale mørke stemme.
Rebelsk som Ma'lakel altid var, men denne gang stak der noget under trodsigheden. En vrede, en frustration, desperation. Mærkeligt som alle disse ting var, kunne man dog ikke fornemme eller regne ud hvad der gjorde halv-dæmonen så anspændt.

,, Først taler du om kærlighed, og nu lader du dig koste rundt af en kvinde, hvad foregår der? Sig ikke min næste opgave bliver at indhylle byen i blomster?".
Respektløs. Så fandens respektløs dette væsen var, men var denne opførsel ikke naturlig nok? Efter alt virkede Ma'lakel anderledes end før, knækket. Men Zane var blind og dum som en ged, han ville ikke bemærke noget som helst, som sædvanlig! Møg elver, dumme elver, fandens elver!!

Han lagde armene over kors og betragtede Ma'lakel i en tid. Så smilede han bare og sagde:
"Jeg lader mig ikke koste rundt med af hende. Men det er irrelevant Ma'lakel..."
Han så halvdæmonen koldt i øjnene.
"Selvom du er trodsig og vred, så er du en fandens god mand at have her. Du er stærk og du ved hvordan man rammer folk, både fysisk og psykisk, og det giver dig mange styrker. Du er dygtig med pistoler, ja jeg vil tro at du kunne nakke to fluer med et enkelt skud... men du mangler én ting." sagde han og smilede endnu bredere.
"Ganske vist har jeg trænet dig i brugen af sværd, men det er tydeligt at din stil ikke er finesse og kunsten at bruge to våben... derfor har jeg lavet noget andet til dig."
Han trådte et skridt tilbage, bredte armene ud, og hvislede nogle magiske ord.
Lilla flammer dannedes i en cirkel foran ham, omtrent en halv meter i diameteren.
Zane slog hårdt næverne mod hinanden og sagde så: "Summon!!"
De lilla flammer forsvandt, og der hvor de havde været, stod nu et meget stort tohåndssværd.
Det så ud til at være omkring to og en halv meter langt og en halv meter bredt. Sværdet var sort, og beklædt med lysende, lilla runer. Håndtaget var bundet smukt ind i blødt, lilla læder.
Dette var et meget smukt, og helt sikkert et meget stærkt våben.
Zane lagde armene over kors og så på Ma'lakel.
"For at vise dig at jeg sætter pris på dit arbejde, forærer jeg dig hermed dette sværd. Jeg har selv smedet det for længe siden... det passer mere til din stil. Desuden hedder det Zenkai, som betyder 'total udslættelse'..." sagde han. Så gik han op og satte sig i tronen igen.
"Sværdet er dit."

Kajika tog sig til håndledet og lod blot det lange blonde hår falde ned foran det smukke ansigt mens hun bed tænderne sammen og skar dem lidt mod hinanden fra side til side mens den smertelige grimasse blot spredte sig over det yndige ansigt, mens hun mumlede noget og betragtede rummet hun sad i, det var et slags køkken ville hun gætte på, og endda et smukt et, men dog faldt det ikke hende lang tid at tænke over det da hun begyndte at få næse blod. kajika for op på begge ben så hun næsten var faldet forover og stod der lidt og trippede i det blodet stille dryppede ned fra næsen... mens hendes hoved begyndte at gøre ondt som stikkede nogen til hendes hjerne halvdel. Kajika gik ned i knæ og mærkede hele sin krop ryste, hun havde dog arbejdet meget de sidste par dage?, kunne det måske være for meget stress eller måske..... måske den følse eller de ting der gik hende på hun ikke vidste hvad var som folk hun så og troede hun kendte og så alligevel havde hun ingen minder om dem??.. Hun så på gulvet mens blodet fra hendes hånd malede det smukke blanke gulv mere drabeligt.... mens dråberne blev vildere og blodet strømmede mere ud nu fra næsen... Hun havde åben mund og hev stille efter vejret i det hun ikke forstod hvad der skete.. hun så det plette ned på sin top som hurtigt blev indsmurt i blod, som var hun kommet op i slagsmål eller havde nogen slået en ihjel foran hende, dog var det næppe det som skete jo.. Kajika fik sig hevet op på bene og tog noget papir her og der, og skyndte sig at holde det under næsen stadig hivende efter vejret.... det var som om hun blev kvalt, følsen af alt luften forsvandt....... og så kunne hun alligevel trække vejret normalt..

Ma'lakel så væk fra Zane som han snakkede. Ikke koste rundt med, tsk, elveren kunne sikkert ikke selv se hans egen blindhed. Selvfølgelig blev han det, det var det møg tøsen kunne. Manipulere! Men... han havde aldrig troet hans egen mester ville falde når han selv havde været stærk og holdt sig tilbage. Alting syntes at være forandret lige pludselig, han havde forventet at blive råbt ad, eller måske få trusler kastet tilbage i hovedet, men det skete ikke. Ordrene var næsten ulidelige. Det... nej! Som Zane lavede sin summoning, vendte Ma'lakel ansigtet væk. Skjulte det bag det halv lange mørke hår der på grund af vandet der havde gennemblødt det, så sort ud. Et sværd! Et sværd til at destruerer og ødelægge, et sværd til at skabe kaos! Ma'lakel kunne ikke komme i tanke om en bedre gave til ham selv, hans mester havde ramt plet. Men kunne han, skulle han acceptere en gave fra en der lige nu bedrog ham på det værste? Lige meget! Det var elveren det gik ud over til sidst. Halv-dæmonen så op og rakte hånden imod sværdet, lod sine fingre lukke sig om det lilla læder håndtag og kunne mærke sig selv blive et med dette dødelige mesterværk. Han trak det til sig med lethed, selvom det så så stort og tungt ud. Spidsen blev sat imod jorden med et dunk og ellers stod han stille imens han holdte ved håndtaget for at det ikke skulle falde til jorden:

,, Tak, Mester.."
Sagde han, højt.
Han så ned i noget tid, inden spørgsmålet fandt vej til læberne:
,, Hvorfor informerede du mig ikke, herre?"

Han så på Ma'lakel.
"Informeret dig om hvad? Våbnet eller... Kajika?" spurgte han.
"Hvis det er din gave... så er det fordi jeg mener at du skulle bestå en test for at bevise dit værd og bevise din loyalitet. Det har hele tiden været planen at du skulle have Zenkai hvis du bestod testen, og at du skulle dø hvis du dumpede... Hvad angår Kajika, så er det en sag mellem hende og jeg. Lad os bare sige det sådan at jeg har gjort min sidste blødsødne gerning... og det var for hendes skyld. Men tænk ikke på det... og Ma'lakel..." Han smilede koldt.
"Tro ikke at jeg er svag på grund af hende."

Kajika tog sig til hovedet og fik igen styr på sin krop, hvor hun var og hvem hun var. Hun så stille rundt i det hun tog et glas vand og tørte blodet væk under sin næse og gik stille hen til den store Sal igen i det hun hørte ma´lakel svare Zane stoppede hun op og gik stille der hen i mod, da hun så hørte Zane blev hun lidt mere varsom og tænkte tilbage så det knagede men kunne dog ej huske at hendes hukommelse var blevet pillede ved af Zane og forvandlet Ma´lakel til intet i hendes erindringer.. Hun bed sig let i underlæben med hjørnetænderne spidse som en katte killings og betragtede de to fyre stå overfor hinanden og snakke, hun ville så nødig forstyr dem og kunne knap høre hvad de sagde så hun satte sig ned i skrader stilling og fik katte øre og hale, i det hendes øre vibrerede på fuld tryk og hendes hale bevægede sig lystigt og lydløs hen af gulvet. Hun betragtede dem begge med de lysende blå dådyr øjne og mumlede let helt uhørligt for selv hendes egne øre"Informerede mig..... blødsødende gerning?.... mellem mig og hende.... hvad snakker de dog om" hun tog sig til hjertet bare af at se på Ma´lakel fik hendes krops tempratur til at stige drastisk!... og hendes hjerte til at ville springe ud af brystet...

Ma'lakel stod som en statue. Stille, væk?! Hvad mente elveren med det sidste? Gjort hvad ved Kajika, hvilken sød gerning? Han havde ment det med Set, hvis dusør var blevet offentlig gjort samt andre informationer. Det havde forvirret Ma'lakel, men væsnet han skulle jagte var som sunket i jorder, derfor havde han ikke fuldført sin opgave. Og en test? Hvilken...- han blev ved med at stå stille i lidt tid, han kunne lugte Dådyret der trådte ind i rummet, men reagerede umiddelbart ikke på det. Han så op på sin mester igen og svarede kort:

,, Hvilken blødsøden gerning?", spurgte han meget konsekvent.
Vreden kunne man sagtens skimte i hans stemme.

// Sorry lack of insp.

Han rystede på hovedet.
"Det er min og Kajikas private sag..." sagde han, og fornemmede nu Kajika i nærheden.
Han sendte Ma'lakel et blik der sagde 'Ti stille om det!' og rejste sig fra tronen.
"Kajika, kom bare ind, du behøver ikke vente derude." sagde han højt og med et smil.
*Har hun mon hørt noget?* tænkte han, men han mente ikke at have sagt noget der afslørede hans gerninger.

Kajika kom stille gående ind fra dørene af i det hun betragtede dem begge to, halen snoede sig om hendes ene lår i det den hurtigt slap igen og lod sig svnge fra side til side, mens hun stille sank ørene som om hun havde gjordt noget forfærdeligt og bed sig i underlæben og piv stille i det hun tog sig til det smukke hvide læder dirmant besatte halsbånd og rødmede let over kinderne og sagde"Zane.... jeg kan ikke selv huske det... men... men? fortæl jeg ber dig.... jeg vil gerne vide hvad vi gjorde... ""Sammen"".. Zane jeg ber dig" hun flettede fingerne omme på ryggen og så på ham med blanke blå øjne og gik stille hen til dem i det hun mærkede det trykke lidt i hovedet, men det var dog på grund af det store blodmangel, hendes hvide top var indhyllet i blod, fra næsen af men det lignede ikke det akommet fra næen men mere fra munden fordi der var så meget. Hun strøg let håret tilbage, om bag på ryggen og stod blot der op af en søjle lettere uskyldig som om hun intet vidste om hans gerning.... fordi ...?? det gjorde hun jo ikke

Ma'lakel skulle lige til at sige noget da Kajika kom in dog begyndte. Han kunne tydeligt lugte blod, hendes blod. hans øjne gav et glimt fra sig idet han vendte sig for at se på hende. Blodet der malede den hvide top, men også det glimtende diamant halsbånd lagde han mærke til. Kæledyr, det var vel egentlig ikke så langt fra det han først havde antaget. Hans mave vendte sig, tanken om de to sammen gjorde ham syg. Han havde lyst til at knække sig. Derefter vendte han hovedet og de grønne øjne så fordømmende på Zane efter Kajika havde talt.

,, Vist kun... en sag imellem dig alene? Ikke sandt?"

Han så fra den ene til den anden.
Så sukkede han og satte sig i tronen igen.
"Hvis jeg fortæller dig det, så..." begyndte han.. men hvad skulle han sige? At han så ville ødelægge det nye liv han havde skænket hende?
Aldig i livet.
"Kajika.. du husker det nok ikke..." sagde han.
"...men du har haft et forfærdeligt liv hvor sorgen var den største del af din hverdag. Og jeg har givet dig et nyt liv... en ny chance. En mulighed for at leve et lykkeligt liv."
Han så på hende, og håbede inderligt at Ma'lakel ville holde sin kæft.

Kajika fik det lidt mærkeligt igen det var som om sved perlerne ville falde igen mod det blanke gulv og hun var flov over at både hendes top og bh var smurt ind i hendes eget blod, på grund af en lille hjerne trykken, der havde fået hendes krop til at gå i panik og trykke på alle nerver i kroppen og alle paniske anfald, så hun ikke havde kunne styre sig selv. Hun betragtede Ma´lakel undrende i det hun fangede hans blik et kort sekundt før hun rødmede let og så ned i gulvet flovt med ørene stille bøjede ned mod jorden og tog sig til det smukke blonde hår og flettede det stille i det hun sagde til ma´lakel eller nærmere mumlede for denne måde hun havde været mod ham på dagen"undskyld mine maneger og min tale måde overfor dig, jeg misforstod dig og burde ha vidst at nogen ikke bryder sig om berørelse, jeg er jo trosandt i lære som sygeplejerske.... så jeg vil sikkert komme ud for det igen, så undskyld hr" hun vidste stadig ikke hva?? POKKER!... Ma´lakel hed, men hun vidste der var noget galt, hun så uforstående op mod Zane og hendes blik var fortvivlede ventende, blanke matte øjne der så uskyldig og uforståelige ud, mens hun ventede med halv åben mund og hendes ilt let ramte de silkebløde læber der glinsede lidt for sig selv af fugten ilten lavede mellem den, på grund af den høje krops tempratur. kajika betragtede Zane i det han begyndte og sagde"hvad.... jamen alle disse minder de ikke væk jeg har dem da? de alle lykkelig der ingen dårlige minder.... mit liv kan ikke ha været dårligt" hun tog sig til hovedet i det hun mærkede trykken igen og sagde"jeg... jeg nød til at trække noget luft Zane undskyld...." hun løb direkte forbi Ma´lakel, håret blafrede forbi ham det lange smukke Engle hår, og rørte blidt hans kind i det hun løb forbi ham, hun måtte ud og tænke.... bare væk i få sekunder.. hun hadet ikke Zane fordi vis det var sand var hun glad for han gav hende det nye liv med lykkelig minder kun tilbage, men hvordan skulle hun nu skelme mellem ven og fjende, portene slog hun op i det hun løb mod udgangen..... løb....

For første gang i den tid han havde været i fæstningen, stået overfor Zane, trak halv-dæmonen på smile båndet og som han så Dådyret på vej til at læbe væk fra hvad hendes egne gerninger sikkert havde ført hende ud i, rakte halv-dæmonen hånden ud og greb fat om hendes håndled endnu engang, hårdt men ikke så hårdt som sidste gang, aldrig i livet at hun fik lov til at stikke af nu! Hun skulle blive, blive og lytte, for Ma'lakel havde regnet det ud nu! Disse, ubehagelige ting.. disse sorger der var i hendes liv. De var vel på grund af ham? Det var skønt, skønt! Hadet kogende og udvilkede sig til en selvisk glæde! Glæden over at hun led som hun havde fået ham til at lide.
,, Du løber ingen steder, Dådyr!", lød det fra ham i det han havde taget fat i hende.
Derefter rettede han sine grønne øjne imod Zane, og de lyste, lyste af ren og skær ondskab. En glæde, en sygelig glæde! I dette øjeblik kunne man vel godt sige at han var grebet af sindssyge:

,, Ååh, jeg ser hvad der sker her. Så, af dit hjertes "godhed" slettede du de hadefulde minder og lod kun de gode være tilbage, så du kunne... tage hende?", han så ned og smilte.
,, Og jeg som troede du var blevet blød som en killing, dit dejlige sadistiske svin! Haha, du brugte hendes glemte minder om dig til at skabe en illusion om at du var intet andet end hendes ven? Måske mere? Sig mig, hvilke søde ord fortalte du hende, hm? Min mægtige herre?".

I det øjeblik Ma'lakel sagde det sidste ord, slog Zane blikket ned.
Trykket steg pludselig så voldsomt i salen at ethvert almindeligt menneske ville være blevet mast mod gulvet.
Zane kiggede op igen, og mødte Ma'lakels blik, og i det deres blikke mødtes, begyndte hele bygningen at ryste.
Zanes øjne lyste helt lilla, og raseriet stod ud af dem.
"Slip... hende..." sagde han, sandsynligvis med den farligste og vredeste stemme som Ma'lakel nogensinde havde hørt.
Zane Rejste sig op med så kraftigt et ryk at tronen røj bagover.
"SLIP HENDE!!!" brølede han, og en aura af lilla flammer dannedes omkring ham.

Kajika mærkede grebet i det hun gav et skrig fra sig et lille pivende skrig, mærkede javet i sin arm og gik ned i knæ i det hun sagde"slip mig din.... din ting!?" hun så på Ma´lakel med de samme øjne, følse , skræmt, fortvivlede, nysgerrig på ham som første gang de mødtes ved skyderummet, ude i skoven.. Hun hev armen til sig eller prøvede i mens hun betragtede Ma´lakel med den store rædsel og så op mod Zane og sagde stammende"Det ....pa...passer... ikke ve..vel Za.Zane??" Kajika stivnede i hele kroppen og lukkede øjnene i mens hun var nede på sine knæ og tænkte*Zane...* hun rødmede i det hun så mod Ma´lakel og bed ham hårdt i håndryggen og prøvede at vride sin hånd fri fra hans greb og så mod Zane i det hun fik hånden fri og løb mod ham og sagde"Zane... rolig ellers styrter hele bygningen ned over os!!" hun lagde ikke mærke til ma´lakel lige nu, lige nu handlede det om at få Zane ned på jorden igen hurtigt og forsigtigt, måske skulle hun kramme ham eller måske skulle hun lade vær, hun så mod Ma´lakel og sagde"hvorfor kan du ikke bare gå din vej!... jeg kender dig ingen gang, eller dette kælenavn Dådyr??!!! kald din specielle noget ting til dig det i stedet for en der intet betyder for dig!!! dit BÆST!" det var den gamle kajika der talte det. kajika så på ham med de blanke matte blå øjne der spejlede ham i sine pupiller og mærkede en følse inden i, og tænkte*Hvad! var de ord der kom ud af min mund!! argh.... hvordan kunne jeg sige det.... jeg kender HAM INGEN GANG!!!*

Stemningen trak op og alt blev nærmest sort for hende et øjeblik i det hun gik ned i knæ og sad bare der mellem dem begge fyre... sad der og så ud i luften mens øjnene blev nærmest helt sorte i det, som om pupillerne udvidede sig og slugte det blå i hendes smukke øjne....

Der gik en kuldegysning igennem dæmonen idet han kunne mærke den forøgede tynde kraft som hans mester fremkaldte. Vrede, den enorme vrede der eksploderede i Zane's øjne idet deres blikke mødtes. Bulderet fra tronen der faldt bagover. Det truende krops sprog, alting ledte op til at de endnu engang skulle ryge i flæsket på hinanden. Han kunne mærke tøsens tænder bore sig ind i hans hånd men gjorde ikke mine til at lade hende gå, hans hårde greb blev dog løsnet som hun blev ved med at vride sig for at komme fri. Han lod hende vakle videre imod mørk elveren. Hvis han ønskede sig den kvinde, den tøs var han velkommen til at beholde hende. Til at beholde de blå øjne, de bløde velformede læber, den smukke hud der var som fløjl når man rørte ved hende. Det gav et stik af smerte, der løb igennem ham mentalt. Måske hvis han nu glemte... måske hvis han bare skubbede de ord dengang til side. Den ed han havde svoret, de ord der havde forkastet hende for altid, måske? Nej! De var hvad de var, hun var død, hun skulle være død, og hun ville være død for ham! Fra nu og til den dag en af dem ophørte med at eksistere. De grønne øjne gled ned på hende, fra top til tå, observerede han hende. Måske var det bedst sådan. At hun ikke anede noget, at hun fik den bløde lille mørk elver der tydeligvis havde ladet sig opsluge af hendes hekseri. Hendes alt ødelægende charme.
*Svage, lille elver!*
Hans greb om sværdet blev stærkere og han løftede det med en hånd, svingede det engang rundt og hvilede det stille imod sin skulder. Hvad skulle han stille op nu? Han havde et par muligheder, gå sin vej og lade som om ingenting havde ændret sig, at han ikke vidste hvem Kajika var og spille på de aldrig havde mødt hinanden, eller han kunne gøre krav på det der allerede tilhørte ham: hendes hjerte. Efter alt, ville det være en test på hvor stærk hendes kærlighed til ham var, og hvis hun virkelig kunne bryde ud af selv hans mesters kræfter på grund af noget så ... alt ødelægende som kærlighed, ville han tale, åh han ville tale, sige de ord der endnu ikke var blevet sagt. Han så op på Zane, lagde hovedet let på skrå og tog nogle skridt. Et skridt, to, tre, fire, fem.. så mange der nu skulle til for at nå op foran Dådyret. Igen svingede han sværdet rundt, lod spidsen bore sig ned i sten gulvet denne gang, og så tilbage på sin mester med den samme vrede i sine egne øjne:

,, Du er som din bror.... du lader dig opsluge af kærlighed så meget at den kvæler dig. Ligeså blind som ham er du, og lige så meget vil jeg nyde at dræbe dig hvis du en dag begynder på det samme blød søde pis. Jeg har set igennem fingrene med meget Zane, med de ting du siger og gør, jeg har ikke forladt dig eller forrådt dig, men... hvis du så meget som siger en kærlighed erklæring eller fortæller mig at Dådyret har erobret dit hjerte, vil jeg skære dit hjerte ud af din krop og sende det tilbage til det sted jeg reddet det fra! Og Hel, lader ikke sine sjæle gå fri to gange! Vælg dine ord med omhug Mester, jeg kan være din stærkeste allierede, eller din værreste fjende!"

Zane havde en indre kamp med sig selv.
Hvis han gav efter for vreden, vill han gå amok. Han ville smadre alt og alle på sin vej, både Ma'lakel og Kajika.
Han kæmpede imod, og vandt til sidst over raseriet.
Auraen forsvandt og han slappede mere af.
Trykket forsvandt fra salen, og bygningen holdt op med at ryste.
Kajikas ord havde nået ham, og de havde hjulpet ham.
Han så på Ma'lakel og for første gang, anede han ikke hvad han skulle sige til sin lærling.
Han var blevet sammenlignet med Velarian, og det brød han sig ikke om. Zane var ikke blød ifølge ham selv. Han var hård! Men hvad ville livet være hvis ikke man kunne holde af nogen? Bare en enkelt person?
Zane rystede på hovedet.
"Du har endnu meget at lære Ma'lakel." sagde han. Så kiggede han på Kajika.
Han kunne ikke sige det lige nu hvor Ma'lakel var til stede, så han tænkte det i stedet, selvom hun ikke kunne læse tanker: *Tilgiv mig...*