Inde i den Sorte Fæstning (Ma'lakel, Kajika)

Kajika mærkede slagene de gav hinanden blot via øjnene, og Ma´lakels hånd der havde strammede sig om hendes håndled som ville han bare ikke lade hende! gå den gang, de perle formede smukke tåre der skindte som rubiner, røg blidt ned af de bløde kinder, den smukke guld agtig gyldenbrune hud der stille glimtede tilbage til det blanke gulv, mens hun blidt lod fingerne og de glasklare negle køre hen af det meget polerede gulv, det spejlede sig, hun spejlede sig i det, som så hun ind i sin sjæl og alt blev.... STILLE..... hun mærkede det boblen inden i, hun tog blidt hånden op til hjertet og så sig selv og tog sig blidt til ansigtet og uglede håret, mens fyrene stod for dem selv, de kunne ordne deres problemer, hendes øjne blev gulige... rav agtig som bundets rav. Mens hun stille så pupillerne blive lange streger og sukkede let, hun mærkede og så blodet dryppe ned og forme sig som små dråber på det smukke gulv, mens hun betragtede sit rædsels, slagende blik, sit eget blik... hun lukkede øjnene, sandheden var for hård, hjertet bristede snart, hele hendes krop rystede igen.... hun bed tænderne sammen og bed sig let i underlæben til blods, det dryppede så nydeligt ned på gulvet i stilhedens hede lyst... mens hendes ben skælvede og hendes tænder klaprede... alt var så koldt omkring hende og hun var så varm.. Kajika hørte det ikke men følte sorg... Hun rejste sig stille op vaklende som en død Zombie i det hun så på dem begge og lukkede øjnene mens tårene strømmede lydløst uden nogen form for hulken."Jeg ved det mig... der problemet... jeg er til fare for dig Zane, fordi jeg for svag vis nogen skulle bruge mig mod dig.... og Ma´lakel jeg ved man ikke kan tæmme en tiger der ikke vil tæmmes..... jeg .." hun knugede næverne og neglene ind i håndfladerne så det os blødte!... det var blot blod og sår der kunne heles i det hun så på dem begge og gik ud til siden få skridt, og sagde"jeg... jeg vil... det var en fejl at be Zane om at slette mine minder om dig blot for at glemme kærligheden..... i .... i det jeg stadig kan mærke den... jeg kan ikke skulle den forbandet søde !... .... det! .... den!!! følse væk fra dig!" hun lukkede øjnene mere nu.

"Selv om jeg ville kan jeg ikke, og jeg vil egenlig heller ikke... jeg står for problemer!... kaos!, vold, og Sødme, forførelse, charme!.... uden at ville ha alt dette!".. hun trak vejret i små hiv, fordi det var hårdt... hun kunne knap nok trække vejret nu, og hjertet hamrede for hurtigt der ud af i det hun så på ma´lakel og så på Zane over de minder hun havde haft med ham i hans hus, og de gode tider... hun så tilgivende på dem begge og sagde"jeg... JEG!" hun kunne ikke sige hun ville skride, eller blot dø.... uden hende ville det måske gå bedre, men hun havde ingen gang det der skulle til for at trække! KNIVEN!!.... hun elskede sit liv uanset hvordan Ma´lakel behandlede hende? eller Zane.... hun sukkede og tog sig til brystet og stønnede sine ilt åndedræt ud nu, i små hvin og sagde"jeg kan ikke!" hun løb mod dørene igen og denne gang ville hun blot væk fra dem... De minder der kom tilbage... *ma´lakel!.... MA`LAKEL!!!...... hvorfor... hvorfor skulle jeg huske ham igen!!... hvilken nytte gør det, hvilken forskel!!! Argh!!!... mit hoved.... Zane tak for tjenesten jeg bare ked af min kærlighed til ma´lakel er for .... for stærk!!...*

Han så blot sin mester i øjnene, stadig cirkulerede vrden rundt, som var den ustoppelig. Han vidste ikke hvor dette had til hans mester kom fra, men det var der, også selvom han ikke havde sagt at han følte noget for Dådyret. Men Ma'lakel kunne se det. Han kunne fornemme det, han var lige så forhekset som sin bror, lige så korrupt af hendes falske sødme, charme, og hvad end der ellers fik mænd til at falde for hende. Ord der skulle til at rulle ud blev stoppet af lyden fra gråd. Han sank blikket og lyttede til de små hik der kom fra Kajika bag ham, halvt vendte han hovedet og kiggede ud af øjenkrogen men kunne stadig ikke se hende. Han hvilede derfor øjnene på gulvets overflade i stedet. Hørte de smertefyldte ord som undslap hende og kunne mærke vreden forsvinde, men der var stadig had som bankede på døren, had han ikke kunne slippe af med. Hun huskede ham igen, havde knækket de kræfter der havde spærret for de minder som han havde skabt med hende. Det var alt sammen for meget, alting på én gang. Zane ville sikkert løbe efter hende, idet han kunne hører hendes små fødder med stillet skoende der gav et klak for hvert skridt hun tog i dem. Han var ikke typen til at løbe efter nogen, og ville han gøre det denne gang? Måske havde det været bedst at hun var blevet ved med at glemme, ved med ikke at huske.
*For helved!*
Han rev sværdet op fra gulvet, imens han løsnede det andet så det faldt på gulvet og gav et ekko som det ramte. Han satte sit nye sværd fast og vendte sig hvorefter han gik imod døren. Hurtigt, men han løb ikke.

Zane stod som forstenet, Han rørte ikke en muskel før de begge havde forladt salen.
Så faldt han på knæ, og brækkede sig i en voldsom bevægelse.
"S-satans..!" hvæsede han og tørrede sig om munden.
"Hun har genoprettet minderne..."
Han rejste sig op. Hvad skulle han dog gøre?
Han rystede på hovedet af sig selv, og sukkede. Det var jo klart... han skulle selvfølgelig gøre det som han havde forsøgt at lære Kajika: At følge sit instinkt og gøre det man egentlig gerne vil.
Zane satte af og løb efter Kajika. Han fornemmede hende, og brugte sine sporingsevner til at finde hende. Han indhentede hende på omkring ti minutter.

Hun gik stille der, hun løb dog ikke men hendes skridt var faste nu.. og dog ikke så vaklende mere, hun krydsede armene i mens hun stille fandt vej til næsen med armen og tørte det resterende blod der dryppede stadig lidt, væk og sukkede igen let for sig selv og mærkede hjertet briste inden i, denne forfærdelig føle af one side love, til en vis hjerte hun vidste ikke var der, dog alligevel var hendes kærlighed til ham stor, men han tog det blot for kolde ord, der blev begravet i hans dybe sind, had foragt og kvalte det helt.. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, kulden i hele hendes krop spredt sig blot og blev større og større indtil hun intet kunne mærke mere rigtigt, ingen gang sine små nuttede fødder, mens hun gik der og lod blidt armene gå ud af grebet af kors armene og mærkede den dejlige porte der var smukt lavet og tænkte*hvorfor... hvorfor tror han jeg lyver.. han ved jeg kan få så mange og alligevel fatter han ikke at jeg blot bil tilhøre ham eller... blot være nær ham...* hun strøg bidt det lidt blod klistrede platin blonde hår til siden bagved øret og snøftede nogen gange mens hun så lyset mod hendes ansigt, fra portens åbning i et hun hørte ekko´et, stoppede hun få sekunder op, drejede sig elegant så håret svang med hende og tog blidt den ene hånd op til kinden og så uskyldigt på ma´lakel med disse hav blå øjne som det dådyr han havde valgt hun skulle være fra første møde. Hun sukkede let og mumlede"Dådyr... ja... måske men et forbandet dådyr, måske bambi nærmere sagt, der mister sin familie..... soom dog bliver smuk og mægtig hvilket jeg dog ikke er..." hun hørte Zane nu komme løbende og så sig over skuldren og sagde"Stop! så i ..... Begge! TO!" hun begyndte nu stille at sætte lidt i løb i det hun kun lige nået ud af porten hvor hun syntes at blændes og satte hænderne foran øjnene og gik ned i knæ og mumlede"arh.... nej..."

Der gik meget igennem hovedet på ham, men én bestemt ting blev dog sikkert: han måtte gøre det klart en gang for alle før at tøsen fattede det! Som han nåede hende stod han mundlam, uden helt at vide hvordan han skulle få ordrende presset ud på læberne. Som han stirrede ind i de blå dådyr øjne kunne han tydeligt mærke tilstedeværelsen af hans mester komme glidende forbi ham. Hans mester jagtede hende på grund af en uigengældt kærlighed til hende, hun flygtede på grund af en uigengældt kærlighed til ham selv og han fulgte efter hende... hvorfor? Havde han nogen grund til at gå efter hende at jage hende. Hvis mørk elveren var så betaget af hendes hekseri så værsgo.
Som hun endnu engang satte af for at ville løbe væk rakte Ma'lakel hånden ud efter hende igen. Tog fat om hendes håndled men stille denne gang, han havde ikke i sinde af efterlade endnu et rødt mørke på den hvide hud igen.

,, Lad være med hele tiden at stikke halen mellem bene!!", råbte han af hende!
Han kunne ikke have det længere, alt det løberi, alt den drama! Han hadet piger der gjorde det! Opmærksomheds søgende små kaniner, med intet rigtigt formål i livet! Hadet det, hadet det så ufatteligt meget!

,, Hvordan kan du bede os stoppe når det der sker er noget du selv har påbegyndt!! Lad være med at være sådan en fandens kujon for engangs skyld, og se os begge i øjne, sig til min Mester koldt og kontant hvad du føler for ham, og derefter... kom med mig..".
Det sidste blev sagt imens han så hende direkte i øjne. Vreden var stadig ikke svær at se, hadet hvilede stadig tungt indeni i ham. Men han havde en fornemmelse af at det her aldrig ville blive afsluttet før han tog sagen i egen hånd og fortalte Dådyret, hvad han følte og hvorfor!

Zane så på Kajika med et ulæseligt blik.
*Ma'lakel... han...* tænkte han.
Zane D'tarion vendte sig om og gik tilbage mod Abbadon med faste skridt.
Han sagde ikke et eneste ord. Han gik bare.

Kajika så på ham helt lam i det han tog hendes hånd og rejste sig op sstille og roligt i det hun betragtede ham med de blå dådyr øjne og da han begyndte at råbe af hende så hun stille ned i jorden og lyttede, blot lyttede til alle hans ord og sagde"ja..." hun ville ikke sige ham i mod hun fik intet godt ud af det i at sige til ham hvor dum eller hvor meget hun hadet ham... det ville blot forvære situationen og i det han sådan bare var ved hende og holdte hende gav hende kvalme, hun ville slippe fra ham, hun ville end ikke se på ham kvalmen var ved at kvæle hende inde fra, hun ville løbe vis hun kunne men det var teknisk set umuligt i det han blot stadig holdte hende i hånde. hun strøg blidt håret til siden og tog hånden i et hårdt ryk til sig og vendte så ryggen til ham og mumlede"hvorfor... jeg ved du ikke elsker mig, jeg ved du en fri fugl, det jeg os selv.... jeg har intet at sige eller høre..... angående dig eller fra dig... Ma´lakel" hun kiggede stille ned mod jorden og pustede ud forpustede af ordenes tunge vægt og de sårende ord i hendes mund, mens hun sparkede blidt til sandet foran fæstningen og kiggede stille mod Zane i det hun bed sig i underlæben og sagde"jeg elsker dig ikke Zane mine følser tilhøre dette bæst bagved mig... ikke fordi det behager mig men sådan er det.... jeg... Jeg! er hans og kun hans fordi jeg ikke kan smide disse kvalmende følser væk, min krop og hjerte er hans men mit sind hader ham så inderligt..." hun så væk, hun mente det egenlig ikke jo hun hadet ham virkelig for hans fuckt up opførsel over for hende og hun ikke måtte rør men han godt! MÅTTE!!.. men hun hader ham dog heller ikke som hun gav udtryk for nu.. hun ville blot .... blot ha han forstod... men han var dum!.. han fattede ikke hvad hun mente og hans forulempelse om ham og hende badet i selve månens smukke blålig skær gav hende lyst til blot at grave sig ned eller sænke månen med en Bacooka..

Hun vendte sig om mod Ma´lakel med et lettere badgirl udtryk og sagde"Rør mig ikke mere... forstået.. og vis du vil fortælle mig hvor meget du hader mig eller min engle side eller det med set så værsgo... jeg bad jo bare om at blive voldtaget og miste min onde side og mit kendskab til min første virkelig ven og båndet af et eller andet magisk!..." hun satte sig ned og tog bene op under sig og sad der lidt og lod hovedet synke ned mellem bene og så op på ham igen og sagde"mmmmh.... så vis du vil sige du hader mig, du ikke elsker mig, du foragter mig, du aldrig vil se mig, jeg død for dig igen!... eller at du en fri fugl, du ikke til forhold, du hader mig som person og tror jeg flirter med alle og vil ha alles opmærksomhed så skrid!... ma´lakel ! skrid fra mit årsyn så!... fordi de ord har jeg hørt og jeg har slugt alle! ord... alt jeg har hørt alt fra dig! så vis du vil sige det så skrid! og lad mig elske dig på afstand!..." hun rejste sig lettere vredt op men havde dog ikke råbt af ham men snakket roligt og afslappet til ham i det hun lod hænderne gemme sig i lommerne og gik forbi ham stille og roligt vis det ikke var det han ville fortælle hende kunne han stoppe hende men ellers var hun blot den der var skredet... og så ville hun ikke bruge mere tid på det samme gentagelses snak og fortids pjat, han var som en tøs der hang fast i fortiden med det med set og fortabelse og gammelfar med hans holder sit ord altid til SIG SELV!... en tåre trillede blidt da hun gik forbi ham, ordenes vægt havde tynget hende ned på et plan der var så vredt, såret, fortabt...... til ham.... kun ham forevigt.....................................

Halv-dæmonen stod stille, for en gangs skyld gav han sig faktisk tid til overhovedet at lytte til kvinde menneskets ord, til det hun sagde til Zane, til de ting hun sagde til ham. Hans øjne fulgte hende, som hun sad ned, snakkede, blinkede, alt hun gjorde og imens prøvede han at få samlet sig selv inde i hovedet. Hans Mester havde reageret mystisk, han havde regnet med vrede, eller i hvert fald nogle ord, bare et? Det gav kuldegysninger at tænke på hvad helvede der foregik inde i mørk elverens hoved. Kom med mig, de ord kunne have betydet så mange ting, at han ville have hende, at de skulle flygte over andels bjergene og leve lykkeligt i et træ? Eller at han ville noget mere intimt med hende, men nej, hans mester kunne vel ikke være så naiv at tro det om ham? Efter han havde udvist intet andet end afsky for pige barnet? Men det ændrede ikke på at Ma'lakel stadig var overbevidst om at hans Mester tog det forkert. Som Kajika vende sig for at gå væk, fæstnede dæmonen's øjne sig på hende én gang for alle. De var alvorlige, og hårdere:

,, Jeg hader dig ikke... Men jeg elsker dig heller ikke. Jeg kan lide dig, men så kan jeg heller ikke lide dig. Du er irriterende men beroligende. Du er speciel, men normal. Du er alt og ingenting for mig. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklarer det...".

Kajika så på Ma´lakel i det hun nikkede og sagde"ja..... og nu du intet" hun vendte sig om og begyndte at gå i det hun kogede inden i at hun havde mistede alt... den nat han tog hende fortrød hun så inderligt han skulle aldrig ha rørt hende til at starte med de skulle aldrig ha mødtes, han kunne bare holde sig til alle sine hore der så meget savlede over ham, han kunne blot ...... blot ! skride fordi hun var.... hun! var ligeglad nu, hun havde stået model for!... for meget nu, hun orkede det ikke mere hun ville ikke se! Ma´lakels ansigt mere hun ville forpæste ham til den dag han døde under Zane´s kolde hænder... hun var ligeglad og alligevel.... så løg hun for sig selv... hun var ikke ligeglad som hun gav udtryk for, men hun vidste hvordan han havde det hun vidste han ikke var den type man normalt faldt for eller der faldt for andre hun vendte sig efter få skridt og så på ham i det hun sagde"Ma´lakel alle de ord du lige har sagt vidste jeg undtagen at du kunne li mig lidt... men jeg vil altid hade dig for den du er og jeg ville inderligt!.... ønske at du ikke eksisterede, min kærlighed til dig er brudt, jeg trækker det hele tilbage!, og alle der siger man skal følge sit hjerte er idioter, fordi ét hjerte gir blot liv intet andet til en krop der blot er en krop med en død organisme inden i der kan tale som nu, jeg vil aldrig mere se dig Ma´lakel The Vanquished... jeg håber du dør en dag, en ulidelig død..... og jeg håber inderligt jeg får det af se med mine egne øjne... den dag vil jeg sandelig være lykkelig" hun så væk fra ham mere ned i jorden i det hun begyndte at gå fra ham vred og såret... hun kendte alt det han sagde, han var intet for hende mere ville hun bilde sig ind, hun ville ikke mere se det slimede klamme kryb igen!.. med hans beskidte stinkende lugt, og den måde han smilede ondt eller så ud! .... ordene hang i luften mellem dem som hun brød det sidste af deres bånd mellem dem og gik sin vej for ikke at vende tilbage......

Han lyttede igen stille og nærmest frosset fast tid det sted han stod, hans øjne gled ned på jorden og blev der i noget tid. Stikken fra den ikke eksisterende samvittighed begyndte. Stikken der fik det til at gøre ondt o både sjæl og krop, og igen kunne Ma'lakel mærke uroen der hang over ham. Forvirring, frustration, desperation efter noget han ikke ville have skulle ære hans.
Som hun vendte sig og skulle til at forlade ham, med djævelens ord på læberne gik noget op for Ma'lakel: det han havde lyst til var ikke det han behøvede. Det han gerne ville have var ikke livsnødvendigt. Han gik op imod hende: med hurtige skridt på man tydeligt kunne høre patronerne i hans lommer rasle. Som en løve overfaldt sit bytte, svang han armene omkring hende, trak hende hårdt ind til sig og holdte hende fastlåst der. Han hviskede:

,, Du hører bare aldrig efter, Kajika."
Første gang han har sagt hendes navn.
,, Du fordrejer mine ord ind til det som du gerne vil tro på. Lad være og lyt, tænk over hvad det betyder. Alt og Ingenting".

// sorry for stavefejl O.o..

Kajika så mod ham og lagde armene over kors i det hun lukkede øjnene og så fornærmet op i luften i det hun mærkede hans armen om hende og han trak!!!?? hende ind til sig gik hun nærmest i chok og de stramme kors bøjede arme, blev slappe i det han sagde hendes navn hviskende nærmest?, ind i hendes øre i det hun blidt løftede armene og stod der og vidste ikke om hun skulle tag om ham eller blot lade ham være, alt det med hun ikke måtte rør havde gjordt hende forvirret . Men hun lod dog vær... denne gang, og tog ikke om ham i det hun frygtede han ville flygte fra hende, skade hende, eller skubbe hende væk!. Hun betragtede blidt omgivelserne med det helt åbne øjne der vidste chokket i hendes sjæl... han holdte om hende???..

Hun lyttede til de rolige ord han så smukt fik udtalt nær hendes øre, og de bløde former han dannet inde i hende, alt vrede forsvandt, alt hun havde sagt fortrød hun hurtigere end hun havde regnet med??. Hun lukkede øjnene i og bed sig i underlæben i det hun mærkede tårene presse på!.. *Alt og ingenting...? alt..... alt? og... ingenting.... ingenting....* det gik igen i hendes hoved i det hun spærrede øjnene blidt op og tog blidt om ham og sagde"Undskyld...." hun vidste nu at inderst inde, at hun betød noget for denne dæmon der havde været modbydelig blot af natur over for hende. hun lod de blide finger stramme deres greb om ham og sagde"undskyld mit forræderi!... undskyld alt!!" hun mærkede tårene men ville ikke lade dem slippe fri, hun havde lovet sig selv aldrig! at græde!!....

Han mærkede Kajika's arme lukke sig omkring ham og han kunne samtidig mærke bæstet indeni krympe sammen som var det parat til at storme frem og angribe hvornår det skulle være. Det var en sær følelse, unaturlig, det føltes ikke som om han egentlig skulle stå der og holde om hende, og på grund af det løsnede han også grebet om hende efter lidt tid, satte sine store hænder på hendes skuldre og trak hende lige så stille væk fra sig. Som de kom i snakke-afstand igen, så han ned i jorden og trak vejret ind, én gang. Det var let at se at han ikke var vant til ting som disse, og at han ikke brød sig særlig meget om det. Han så op på hende, med de grønne dyre øjne. Han havde sagt hvad han skulle, og gjort sig sikker på at hun forstod det så nu... var der vel ikke så meget andet at gøre end at gå? Han sagde ingenting til hende, gav hende blot et anerkendende nik for at signalere at hun havde forstået hans ord. Derefter gled hans hænder ned fra hendes skuldre og han vendte sig ind imod fæstningen igen, imod Abbadon, imod hans mester. Og begyndte stille at gå:

"Tam'kora Atavisa, Dådyr." (Pas godt på mit hjerte til vi ses igen, Dådyr)
Et meget normalt ordsprog Tana're's brugte om sine allierede hver gang de så dem af når de skulle i krig. En hilsen, der ikke betød farvel, men vi ses!

Kajika så på ham og blev ked i det han trak hende væk men hun vidste inderst inde at det alligevel ikke ville vare ved det dejlige kram, hun betragtrede Ma´lakel med øjne så blanke på grund af tårenes fremtræden forneden i øjenranden og kunne ikke lade vær med at lade en falde men tog den dog hurtigt væk og da han så vendte sig om og gik, sank hun ned i jorden som havde han lige slået hende ihjel inden i, ..........


Kajika så ned i jorden rystende over det hele i det hun rejste sig hurtigt op og løb den anden vej, hun løb hjem hun ville væk lige for nu, da hun kom op på sit værelse tændte hun bruseren og gik under den med tøj på og så på alt i det hun stille tændte det tøj hun havde haft på antændte hun..... hun så det brænde i sin metal spand i det hun smilede let og lukkede øjnene og røgen spredte sig men luften ved hende var ren... hun slappede af og ilden slukkede sig selv efter noget tid.... pas på mit hjerte til vi ses igen .... dådyr.... det var hans ord.... de vidunderlige ord..... hun ville for altid huske dem i hendes hjerte.... i hendes sind..... Ma´lakel.......... Tam´kora Atavisa..........

//out//

/// Awww awesome ending XD!!

//JA! ^^ og så der jo et emne privat til Ma´lakel og Kajika ^^ i terra :P//