Sangen i natten (Stèphan)

s: skoven
k: midnat
o: skov, bæk og ingen mennesker
v: kølligt


Haru sad på en sten og kiggede ud over den lille bæk. Der var små fisk i som næsten lyste op i måne lyset. I dag var det fuldmåne og der var stadig massere af stjerner. Hun lod sig falde bagover ned på jorden så næsen vende imod himlen. Hun kiggede på stjernerne i et tænkende blik. Hun begyndte at synge for sig selv. Haru tog hånden op som om hun skulle til at tag fat i månen. Hun var svagt gennemsigtig men hun var jo også død, et spøgelse

Stéphan gik roligt rundt i skoven, han ledte netop efter noget vand. Ham og en af hans venner havde netop slået lejre for en time siden, så de skulle bruge noget vand, så de kunne lave mad.
Stéphan fik øje på bækken, som løb stille. Han havde en spand med sig. Han fik på klodset måde, spanden i vandet. Hvorefter han trak den op igen. Det havde været kldoset, fordi hans højre arm var pakket ind i gips.

Haru hørte lyden af en der kom gående. Haru satte sig hurtigt op og gik om bag et træ lidt efter så det var en dreng. *En dreng helt her ude i skoven? og et menneske?_* tænkte Haru. Hun så hans arm var pakket ind i gips og ville gerne hjælpe ham, men hun var van til at folk ville løbe væk da de så hendes gennemsigtige farve. Nå hvad kunne det skade tænkte hun og gik over til ham hun var lydløs indtil hun tråte på en gren "brug for hjælp?" spurte hun venligt og smilte

Stéph havde været i sine egne verden, hvor han havde spillet en af hans melodier. Da han hørte nogen træde på en gren og sige noget til ha, så blev han en del forskrækket. Han vendte sig om med spanden i hånden. Han fik øje på pigen, troede han da. Hun var gennemsigtig? "Du ligner ikke et menneske." var hans første reaktion og smilte lidt skævt.
"Ej, det må du undskylde. Jeg har bare set underlige ting på det sidste." sagde stéph så, "Jeg behøver ikke nogen hjælp, jeg klarer mig. Men tak."

Haru ungik at svare på 'du ligner ikke et menneske' Han kunne nok regne det ud senere. *eh jeg syndes jeg har set ham før* tænkte hun og studerede ham med hendes blå øjne. Nå ja det var jo også rigtigt de gik på samme skole bare i forskællige klasser. Om dagen var Haru's gennemsigtige farve væk, der lignede hun en normal pige. "er du sikker det ser ikke så godt ud med den hånd, hvad har du lavet? " sagde Haru lidt bekymret. Det var lidt irriterende hun kunne ikke huske hans navn.

"Min hånd?" spurgte Stéph forvirede og kiggede ned, det gik op for ham, at hun mente hans brækkede håndled. "Min hånd har det fint, den gør ikke så ondt. Lægerne mener, at den healer med en fantastisk fart." Han troede selv på, at det var fordi, at han levede sundt. Han overvejede lidt med at svare på hendes spørgsmål.
"Det var bare et mindre uheld. Jeg væltede temmelig hårdt." sagde Stéph og smilte skævt.

"Det var godt at det heler hurtigt, hvad var det nu du hed? se..ste.." Haru kunne simpelthen ikke huske hans navn. Han kunne nok heller ikke huske hende. Hun var altid i musik lokalerne og spillede på violin så det ville være sjældent vis han havde set hende. "mit navn er Haruhi Anju , jeg går på din skole" sagde hun

Stéph blev lidt overrasket over at høre hendes navn, han havde faktisk hørt nogen med det navn men han kunne ikke huske hvorhenne. At de gik på sammen skole skulle ikke undre ham. Men han var glad for, at hun var en af de piger, som ikke jagtede ham døgnet rundt.
"Jeg er Stéphan Mark Chevalier." præsenterede Stéph sig og smilte.

"Stèphan" gentog Haru for at kunne huske det. Nu kunne hun pludselig huske navnet. Mange piger jagede ham på skolen, og råbte hans navn konstant. Så hvorfor var det nu lige at Haru glemte det. Nå skidt pyt. "hyggeligt at møde dig. " sagde hun og smilte. Hun bukkede kort i en hilsen.

"Du havde ikke behøvede at bukke, så kendt er jeg ikke." sagde Stéph og smilte skævt. Han var ikke van til denne behandling. "Det er også hyggeligt at møde dig." sagde Stéph lidt efter. Det var ikke tit, at han mødte nye mennesker, fordi han altid var omgivet af de samme. Han havde faktisk ikke regnet med at møde nogen herude i skoven, hvor der næsten aldrig var nogen.


//Skal spise.
Er tilbage om en 20-25 min.//

"undskyld det er en vane " sagde Haru og grinte. "hmm jeg havde ikke troet der var nogen der ville slå lejer i denne skov. Folk siger den er hjemsøgt og farlig" sagde Haru tænkende. Dog var hun ikke selv bange. Hun var jo selv et spøgelse så hun kunne jo ikke dø. Hun stod i skyggen så man kunne ikke se hendes gennemsigtie hudfarve. Haru smilte som altid venligt.

"Det er helt i orden." sagde stéph og smilte til hende. Dårlige vaner var sværre at komme af med. "Jeg havde heller ikke regnet med at møde nogen." sagde stéph, "Hjemsøgt siger du? Min og jeg ville faktisk se om dette var sandt. Vi tror ikke på det overnaturlige." Selvom Stéph godt nok havde mødt noget, som var overnaturligt, men det gik vel nok.

"du burte ikke tro sådan, der mere imellem himmel og jord end du kan forstille dig " sagde Haru og amilte. "jeg ved det , for jeg har set det overnaturlige med mine egne øjne om du vil tro det eller ej ved jeg ikke, det bedstemmer du selv" sagde hun og tråte igen ud i lyset. Hun blev med et gennemsigtig

"Jeg tror enlig på overnaturlige, men jeg har ikke mødt meget af det. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tro." sagde Stéph og virkede lidt forvirret. Han spærrede øjene op, da hun trådte ud i lyset. Nu var han sikker på, at hun var blevet gennemsigtig, men hvordan skulle han forklare hende det.
"Jeg tænkte på," begyndte Stéph, "Hvorfor ser det ud, som om du er gennemsigtig?"

"fordi nå solen ikke er på himlen er jeg gennemsigtig.. sådan er det at være død eller rettere et spøgelse " sagde Haru og smilte "jeg døde 2 år siden" mere sagde hun vis han ville vide hvordan eller hvorfor hun døde skulle han spørger ellers sagde Haru det ikke

Stéph stod og gloede på hende. "Spøgelse?" spurgte han forvirret. Han havde aldrig mødt et, så vidste det vel ikke. Men han vidste heller ikke, at de eksisterede, men nu så han på en med sine egne øjne. Så hun var altså noget, der lignede en levende død, eller sådan noget. "Jeg har aldrig set et spøgelse før." sagde stéph så.

"det har du så nu" sagde Haru "jeg bliver i denne verden fordi jeg er bange for at gå videre til næste" sagde hun ærligt. Hun var ikke stolt af det men hun var heller ikke som de andre spøgelser der dræbte folk. Dog var Haru's hjerte opslugt af had og hun ville ha hævn ved dem der dræbte hende.

Stéph stod lidt og kiggede på hende, så der var den næste verden, som folk gik og snakkede om. Men der var jo også dem, som frygtede stedet. "Jamen, skulle stedet ikke være et harmonisk sted?" spurgte Stéph sådan lidt forsigtigt. Han vidste selv intet om dette emne, så han ville ikke blande sig for meget. Han ville jo ikke virke for indtrængende.

"jeg er bange for at der ikke er en næste verden..." mumlede Haru "jeg er bagne for intetheden vis du forstår" sagde hun og smilte. Hun ville heller ikke videre til næste verden. Haru stod stille og kiggede så på stjernerne. "det er ikke let at være anderledes derfor glæder jeg mig til solen står op" sagde hun og smilte stort

Stéph så lidt på hende, han havde aldrig overvejet disse tanker. "Men der er jo det, man kalder det nsæte liv." sagde han og prøvede at opmuntre hende. Det kunne jo være, det ville hjælpe på det. Han vidste ikke helt selv, hvad han skulle tænke om disse ting, fordi han var jo ikke så gammel endnu.

Haru smilte "ja , det kan godt være der er mere imellem himmel og jord end man kan forstille sig" sagde Haru og så op på stjernerne som genspejlede sig i hendes øjne. Da hun sænkede blikket så hun en krage , som sad og gloede på hende med dens gulerovdyr øjne. Hendes blik blev alvorligt "du burte nok til at gå tilbage før de andre bliver bekymret for dig og jeg burte også gå nu" sagde hun, med et venligt smil og vente sig om og begyndte at løbe. Dog vente hun sig om og vinkede farvel til ham.


//Næste dag//

Var Haru igen i samme skov. Denne gang stod solen højt på himlen og fuglene sang. Haru var i hendes menneske skikkelse vis man kan sige det. Når solen var fremme lignede hun et normalt menneske på alle punkter hun var ikke gennemsigtig mere. Hun var havnet samme sted som i går ved bækken. Hun tænkte lidt på Stèphan mon han var taget hjem? eller var han det stadig i nu ?

Stéph nikkede til hendes ord, det var jo sandt. Han vinkede farvel, da hun vinkede til ham. Han smuttede tilbage til teltet, hvorfra han var kommet. Man kunne nu igen høre en latter fra stedet, man kunne også dufte, hvordan maden var ved at blive tilberedt.

//næste dag? ;D

Stéph var ved at vække sin kammerat, som stadig lå og sov inde i teltet. "Din dovne krop. kan du så få rejst dig op, så vi kan komme afsted igen?!" råbte Stéph hen mod teltet, hvor der kom snorke lyde fra. Stéph sukkede opgivende, han måtte vel finde på noge andet. Måske mad?


//undskyld det sene svar.. ^^//

"hmm, var det ikke den her vej han kom fra " tænkte Haru og prøvede at gå den vej. Lidt efter kom hun til lejeren. Hun så Stèphan og ville gå hen til ham imens hun vinkede, men hun var uforsigtig og snuplede over en rod. Et højt vin kom fra hende og hun tog sig til hovedet. "aw"

Stéph sad med hovedet over Trangiaen og lavede røræg og bacon. Han lagde mærke til, at der kom livi teltet. Han grinte let over det. En svaghed, som han opdagede for noget tid siden. Han slukkede for trangiaen.
Stéph kiggede op, da han lagde mærke til, at der havde været en lyd. Han så rundt og fik øje på Haruhi. Han lagde mærke til, at hun ikke var gennemsigtigt. Han rejste sig op gik hen til hende. "Spionage?" spurgte han for sjov og grinte.

"mh (ja) jeg syndes det ville være sjovt ta udspionere dig, men så faldt jeg og planer er ødelagt" sagde Haru sakastisk xD og rejste sig op. Hun børstede jorden af hendes tøj. Hun var ikke gennemsigtig så længe solen var på himlen, hun så anderledes ud hendes hud var ikke så bleg og det lignede ikke hun var et spøgelse. hun lignede en normal pige. "morgenmad`?" spurte Haru og pejede på trangiaen.