Den er på vej.. //Stéphan//

Tid?; 13.21
Sted?; High School Di Morga
Omgivelser?; elever og lære osv..
Vejr?; fint solskin men dog med en smule regn

"Hey.. Nej, hvorfor skal jeg nu gøre det?" lød en blid og rolige stemme gennem gangen. Det var Amelia der lige så stille blev skubbet rundt af nogle piger fra hendes paralelklasse som åbenbart havde fundet ud af at hun kendte Stéphan godt. Den store afslutningsfest var på vej og pigerne tænkte at de da bare kunne få Amelia til at høre han om han havde en af følges med.. "Ej kom nu, Sia. Please!" sagde de bedende og med en sukkersød men falsk stemme. Amelia prøvede stadig væk at få stoppet dem i hvad de havde gang i hvilket ikk var særlig nemt. 5 mod 1.

Påklædning: kortærmet blå, stribet skjorte, briller, hvide jeans, sorte sko

Stéph stod ved sit skab, som han lukkede i med et lille smæld. Han havde lige hentet nogle bøger, som han skulle bruge til den næste time. Så man på ham, ville man med det samme opdage en forandring ved ham. Han havde gips på højre arm, som dækkede hånden og det meste af under armen. Hans håndled var brækket. Han sukkede tungt, alle havde hele dagen spurgt ham om, hvad der var sket. Han havde bare undskyldt med, at han var faldet. Men han havde jo prøvet at redde Amelia. Det der irriterede ham mest var, at han ikke kunne spille trompet eller tennis det næste stykke tid. Selv hans far var blevet lidt irriteret over det og havde ment, at Stéph måtte undgå den slags uheld.

"Nej gør det dog selv.." hun prøvede stadig at få dem stoppet men kunne stadig ikk. "Hvorfor skal jeg altid gøre det for andre" mumlede hun lettere irriteret for sig selv. Et hårdt skub fik hende ud af sine tanker og med klodsede skridt kom hun rumlende hen mod Stéphan. En mindre overraskende gisp eller udbrød var kommet fra hende. Hun knurrede kort og så sig mod pigerne bag sig. Hun børstede sine bukselår som også bare var en vane. Så tog hun en dyb indånding og go
ik hen til ham. "Hej Stéph" sagde hunmed sin blide og rolige stemme og med et varmt smil. Hun blev liv forskrækket da hun så hvad der var sket og hun spærrede sine øjne op. "Hvad er der sket!?"udbrød hun lidt skræmt. Selv havde hun stadig den lange hudafskrabing over hendes næse.

Stéph havde været på vej i den retning, hvor pigerne kom fra. Han havde set, hvordan de havde skubbet til Amelia. Han stoppede og betragtede dem, hvad ville de nu? Han var virkelig træt af, at folk hele tiden ville ham noget. En tanke slog ham pludselig, handlede dette mon om afslutningsballet.. igen. Alle pigerne fra hans klasse havde spurgt ham ad, men han havde sagt nej. Han himlede let med øjne.
Stéph så Amelia, da hun hilste på ham. Han ville have sat noget til de andre piger, men hun havde afbrudt ham. "Det er ikke noget, som er værd at bekymre sig om." sagde Stéph ligegyldig. Han kunne i det mindste bevæge armen uden de store smerter. Men 5 uger med gips.

Amelia kunne mærke at han var irriteret over et eller andet men fandt dog hurtigt igen. "Øhm.. Jeg kan da se det er noget at være bekymret for men altså.. Er det fra her for leden dag?" Hun stivnede da hun kom o tanke om det. Hun havde bare gået. "undskyld fordi at jeg bare gik. Jeg ved ikk hvorfor jeg bare gjorde det" hun halvløj lidt men hun kunne da ikk bare stå og sige at hun havde en svaghed for ham. Det havde han sikkert hørt mange gange før. "Nåeh men altså.. Jeg kom egentligt for at spørge om du havde en partner til afslutningsfesten? Jeg Kulle bare høre fra nogle fra min paralelklasse.." hun lød ret ligeglad med festen selv. Hun havde ikk selv tænkt sig at tage afsted.

"Jeg sagde, at det ikke ar noget at bekymre sig om." sagde Stéph bestemt. Det havde virkelig været en anstrengende dag, alle var bekymret for ham, hvilket han syntes var irriterende, fordi han godt kunne passe på sig selv. Dog havde lægerne måtte arbejde en del på han håndled, mens de skældte ham ud, fordi han havde brugt armen mere, i stedet for at tage ind på hospitalet med det samme. Han kunne risikere at skulle gå med gisp en uge længere, end normalt.
"Afslutningsfest? Jeg tager ikke med." sagde Stéph og sukkede, selvfølgelig var det om festen, sådna havde det være hele dagen.

"Super.. Vil du med i biograffen? Ej jeg laver bar sjov" sagde hun roligt og mere muntert. Hun kunne fornemme skuffelse hos de andre piger der bare gik. Det var så irriterende at hun skulle have gjort det. "Jeg tager heller ikk med.. Det var en katastofe sidste år". Hun sukkede lavmælt og strøg lidt af sit hår væk fra sit ansigt. "Men jeg kan mærke du ikk er i det bedste humør idag så jeg vil bare lade dig være hvis det er det" Hun smilte lidt og vendte sig så om før at gå igen og hendes hår havde flagret svagt om hende.

Stéph lagde sin venstre hånd på hendes skulder og vendte hende om. Han håbede ikke helt, at der var andre til stede. Sådan han havde gjort ved nogen før, han lod altid folk gå, når de ville gå. Men hun havde jo spurgt ham om noget. "Biografen lyder, som en god idé. Tager vi afsted, når de andre tager til afslutningfest?" spurgte Stéph med et skævt smil. Ville hun ikke, så kunne han jo bare studere lidt.
Nej, han var ikke i det bedste humør lige nu, men det kunne han jo takke alle hans klassekammerater og nogle af lærerne for.

Stéph nikkede og gav så slip på hende igen. Han samlede sin taske op, som stod på jorden foran ham, og svang den over skulderen. "En dag, hvor der slet intet er at lave, ville være fint." sagde Stéph og små grinte. Han ville ikke have meget at lave i disse dage. Han kunne ikke engang spille trompet.
Stéph kunne høre nogle skridt bag ham. Han kiggede sig over skulderen. To af hans klassekammerater kom gående. De havde et underligt ansigtsudtryk, som om noget irriteret dem.

Stéph havde vendt sig mod dem, da hans kammerater var kommet nok på. Han kunne ikke helt gætte sig til, hvad de ville, men han opdagede, at en af dem sendte en blik hen til Amelia. Nu var det Stéph, som måtte blive bekymret. Hvad kunne denne sag handle om?
"Vi har nogle rygter. Det står også i avisen." begyndte en af hans kammerater, "Var det på grund af hende, at du brækkede håndledet? Fordi nogle drenge forfulgte hende eller sådan noget?" De så begge to på ham med et afventende blik. Men det var også virkelig bekymret for ham.
Stéph sukkede, da han hørte, at den begivenhed var kommet i avisen, som han frygtede.

"Jeg har fortalt jer, at I ikke behøver at bekymre jer om det. Min hånd har det fint, og jeg var jo til lægen med den. De siger også, at den bliver normal igen. Så, it is no big deal." sagde Stéph, han var ved at blive træt af at blive ved med at gentage sig, fordi folk hele tiden spurgte til hans hånd. Han havde det fint.
Helt uventet gik en af Stéphs kammerater hen, han skubbede Amelia op ad skabbene og satte en hånd ved siden af hende. Han kiggede ned på hende, da han var højere, end hende. "Er du skyld i, at Stéph har brækket sit håndled?" spurgte han, "Er du godt klar over, at han ikke kan spille tennis? Og det er sin skyld." Man kunne godt høre, at han var lidt irriteret på hende.
Stéph lagde en hånd på hans kammerats skulder. "Victor, hun har intet med det at gøre." sagde han roligt. Victor troede, at Stéph var nede, fordi han ikke kunne spille tennis, men han var kun nede, fordi han ikke kunne spille trompet.

//Undskyld, det blev lidt langt. ^^//

Amelia blev lidt nevøs da en af dem, Victor kom gående mod hende men bestemet skridt. Et mindre smerte udbrød kom fra hende da han skubbede hende hårdt ind i skabende. Hun aklmte først sine øjne hårdt sammen og spærrede dem så op og så skræmt på ham. Hun kunne ikk lide at han var højere end hende men det kunne hun nu ikk gøret noget ved. Hun sank endnu en klump der sad fast i hendes hals og hendes ryg rystede lidt. "Måske er det min skyld, måske er det ikk men hvis det var så havde jeg ikk gjort det med vilje. Jeg er ikk sådan..Han hjalp mig bare" prøvede hun stammende at forklare Victor men det så ikk helt ud til at han troede på hende sådan helt. Amelia klemte igen sine øjne i og vendte sit hoved væk da hun troede at han ville slå hende.

//det er okay ^^//

Victor sukkede helt opgivende og mumlede, "Stéph, du er for venlig. Men vi ses vel efter skole, ikk?" Da Stéph aflagde sit løfte, så begyndte hans kammerater igen at gå. Han åndede lettet ud, han forstod virkelig ikke, at de var så bekymret for ham? Var de det? Var de også hans venner, ligesom Amelia. Stéph var sikker på en ting, hans syn på verdene havde forandret sig fra den dag, hvor han havde mødt Amelia.
"Jeg må vel undskylde for deres opførelse, men sådan har de altid været. Jeg tror, at de ser mig lidt, som en bror. Victor og jeg har været sammen, siden vi var børn. Men han kender ikke helt til det med min far." sagde Stéph, da han havde vendt sig mod Amelia, og smilte.

Stéph stod lidt efter hende, han måtte klø sig eftertænktsomt i håret. Amelia havde igen overrasket ham, han lærte åbenbart hende aldrig helt at kende, men sådan var livet vel. Han faktisk frem til sin eftermiddag sammen med Victor, det var ikke første gang, de skulle bruge tiden sådan, men det var bare meget lang tid siden, at de havde haft sådan en tid sammen. Gad vide, hvad de skulle lave?
Stéph så ned på sit gips. Han havde faktisk ikke så meget imod den igen. Den gav ham en pause fra tennis, og hans fars brokkeri. Selvom han savnede at spille trompet. Han nynnede, mens han bevægede sig md sit klasseværelse.

Stéph nåede lige i sidste øjeblik ind i klasselokalet. Stemningen var høj, fordi klassen overhovedet ikke havde fået lektier for, og de ville heller ikke få det i denne her time, hvilket glædede dem alle sammen. Stéph sad og snakkede med Victor om, hvad de kunne lave, når skolen var færdig.

//efter skole//

Stéph var ved at blive afslappet, han lagde slet ikke mærke til hans arm mere. Han smuttede forbi sit skab, hvor han smed tasken ind, fordi han ikke skulle bruge af noget det, som lå i den. Det var en foredel at kunne smide tasken derind. Så skulle han ikke bære rundt på den.
Stéph smuttede videre, han havde lige noget han skulle ordne, inden han skulle mødes med Victor. Han kom ned ad en gang, hvor han fik øje på Amelia.

Stéph havde lagt mærke til, at Amelia havde set ned i jorden med et mere ikke så glad ansigtsudtryk. Da hun fik smilet frem, troede han ikke helt på, at det var et helhjertet smil. Da han passerede hende tog han fat i hendes arm og trak hende lidt afsiddet fra de mange elever. "Hvorfor hænger du med mulen?" spurgte Stéph lidt bekymret. Hun plejede altid at være glad, og han kunne godt lide den glade Amelia. Den, som altid støttede ham. Nu måtte han støtte hende.

//blev lidt kort, var lidt ukreativ.//

Stéph slog sig selv for panden, selvfølgelig havde det været det. Piger tog sådanne ting meget tungere, end drenge gjorde. "Amelia, hør på mig." sagde han og fik hende til at kigge ham i øjene, "Det var ikke din skyld. Det var mit eget valg, som jeg tog. Jeg tog denne beslutnign, fordi jeg ville. Og jeg ville hjælpe dig. Derfor er det min egen skyld, at jeg kom til skade. Jeg vidste, at det kunne gå galt."
Stéph gav igen slip på hende, så hun kunne løbe, hvis hun ville. Han ville ikke holde hende tilbage denne gang, det ville ikke blive nødvendigt, fordi han havde sagt de ord, som han ville sige til hende.