Fyraften (Stéphan)

S//Terre midtby
O//En del mennesker
V//Lunt, stjerneklart
T//Sent på aftenen
D//irl

_______________________________________/

En lettere klodset lyd kom fra jernbænken lidt væk fra musikcafeen 'the silent bell'. Anthon havde med en udmattet bevægelse nedsat hylsteret til sit instrument halvvejst liggende hen over bænkens ene kant. Hun satte sig ligeså med et kort suk idet hun lod sin mælkehvide hånd glide igennem det lange glatte ravnssorte hår. Hun smilede fornøjet og mærkede kort i sin klirrende lomme af småmønterne ved siden af de få sedler hun havde fået i løn for denne aften. Blot to timer gav ikke den store sum, men det var nu rart at have lidt penge på lommen engang i mellem. Gæsterne havde dog også været krævende med deres numre den aften. Hendes hals var tør af at synge deres rå ballader og de ønskede metalnumre fra gamle kendinge. Hun var dygtig, men ikke den bedste. Det ville hun heller ikke være. Hun afskyede hvad mange mente var.. perfekt.
Hun rettede sig op og tørrede sig kort over de lettere røde læber. Hun kunne godt bruge en flaske kold vand. Hun sukkede kort og smilede endnu engang idet hun tog sine fingre op fra jakkelommen. Hendes glasklare isblå øjne satte sig imod himlen i en tid. Sikke en smuk aften. Hun lukkede kort øjnene og lod den blå farve blive fanget bag de lange sorte øjenvipper med et stilfærdigt, dog harmonisk suk.

//skal lige spise//

Påklædning: briller, tennissko, orange T-shirt, hvide shorts, gips på højre håndled.

Stéph kom gående langs gaden. Han havde ikke helt styr på, hvor det enlig var, hvor han gik henne, men det gik nok. Han skulle bare finde sin cykel, så han igen kunne komme hjem. På ryggen havde en taske, som var fyldt med ting, som han havde hentet for sin far. Hans far havde åbenbar tfor travlt til, at han selv kunne hente det, derfor havde han bedt Stéph om at hente tingene. Det var ting, som mad og reserve ting, som de manglede i huset. Så Stéph var cyklet afsted efter de havde spist ofr at hente tingene. Han havde nemlig ikke lyst til, at han endnu engang skulle skændes med sin far. Det gik ikke særlig godt mellem dem for tiden, men det ville vel ændre sig igen og blive normalt. Det håbede Stéph bare at det ville. Han var langt væk i sine egne tanker, derfor lagde han ikke mærke til sine omgivelser.

//Okay.//

Anthon sukkede endnu engang og vendte blikket imod guitartasken med et suk. "Nåh dit skrummel.." mumlede hun opgivende og rejste sig igen op for så at hive den tunge taske med lidt besvær op på ryggen. *Memo til mig. Køb guitartaske med hjul for den næste løn* tænkte hun med et anstrengende udtryk idet hun begyndte at gå. Hun havde endnu ikke opdaget drengen der gik ikke langt foran hende, da hun var nød til at bøje ryggen for at holde tasken i nogenlunde uskadelig stilling. Hun huskede de første gange da hun havde smadret den ind i alt og alle på vejen tilbage imod slumkvarteret. Hendes halvlange sorte frakke gik hende til lårene, hvor hendes hvide blondenederdel stoppede og så et par sorte gemasher nedenunder og stoppet ned i to lange lethælede støvler. Normalt gik hun ikke klædt sådan, men hun skulle ikke bære det sædvandlige gear når hun skulle optræde. Hun havde dog undladet at bruge makeup. Hun brød sig ikke om det stads, men hun havde heller ikke brug for det. Hendes øjne var store og kønne og hendes øjenvipper var mørke nok, så ingen optegning var nødvændig.
Der gik kun kort tid inden hun stødte ind i denne grønhårede mandsperson og væltede et par skridt bagud, så guitartasken fik overbalance og væltede ned imod asfalten. Hun derimod formåede nogenlunde at holde sig oprejst, men også kun lige. "Eh. Det må du undksylde." sagde hun og fjernede noget af det sorte hår, som var løbet imod hendes ansigt. Hun kiggede undskyldende på personen.

//wow.. lod mig rive lidt med xD hehe//

Stéph, som havde gået og kigget ned, var langt væk i sine tanker, men han blev pludselig revet ud af dem, da nogen stødte ind i ham. Det lykkedes for ham at blive stående på sine ben ved at gå nogle få skridt bag tilbage, så han kunne opretteholde sin balance. Det var kun lige lykkedes, fordi han havde kigget ned ad på jorden foran hans fødder.
Stéph så på den sortklædte dame/kvinde/pige, han vidste ikke helt, hvad han skulle kalde hende. Hun havde også sort hår. Stéphs første tanke var, at hun var emo, men da han så guitar tasken ramme jorden, tænkte han det om igen. Emo'er spillede vel ikke guitar?
"Nej, det er min skyld." sagde Stéph, "Jeg så mig ikke for." Han havde joi ikke set sig for, derfor måtte det jo være hans skyld.

//Jeg kan ikke skrive så lange indlæg som dig.
Håber ikke det gør noget.//

//det er i orden/

Anthon smilede usikkert til ham. Trods hendes mørke tilværelse og ravnssorte hår, havde hun et lyst smil og endnu lysere blå øjne. Havde man set hende bagfra eller noget lignende kunne man ha fristet sig selv til at tro at hun var vampyr eller noget, men så snart hendes tavshed var brudt og hendes smil opnået var der ingen tvivl om at hun under ingen omstændigheder kunne være et væsen under den sorte månes side. "Eheh... tja.." mumlede hun og rejste guitartasken op. "Vi var vel lige gode om det så, for jeg så mig heller ikke for." sagde hun med et varmt smil til ham inden hun rakte ham sin kølige lyse hånd. "Raven Anthonia.." sagde hun og nikkede til ham. "Kald mig Anthon." tilføjede hun derefter med endnu et smil inden hun kort rettede sig op. Hun var ikke lav, men heller ikke særligt høj, men hendes ranke figur kunne godt få hende til at fremstå højere end hun egentlig var.

Stéph lagde strakt mærke til, at hun faktisk var en gladere person, end hendes udseende viste, hvilket han blev glad for. Det ville bare ikke passe ham, hvis han skulle støde ind i nogen nu. Men der var noget over hende, som mindede ham om en anden. Mon hun kunne være en Aspara? Hun virkede lidt, som en. Hun var smuk, og der var ikke mange, som var så smukke. Men han ville ikke turde spørge hende, måske skulle han bare konstantere det over hende. Måske ville hun virke forvirret eller reagere på en anden måde.
"Stéphan Mark Chevalier." svarede Stéph, da hun havde nævnt sit navn. Var Anthon ikke et drengenavn? Men, han trak på skulderne, sådan var nogle mennesker bare. "Ved du, hvad jeg synes, du ligner. En aspara." sagde Stéph sådan lidt halv sjovt.

//srry nettet røg et sekund

Anthon kiggede lidt på ham alt imens hun holdt tasken oppe. Hun smilede derefter stille. "Tjaa.. det der med aspara her jeg godt nok hørt et par gange før, så.. jeg antager at det er det som jeg er.. mere eller mindre." sagde hun lidt usikkert på det endnu. Hendes evner stemmede med at hun ville være aspara.. eller.. en anderledes aspara ihvertfald. Hun vendte igen sit stille smil op til ham. Hun lagde hovedet på skrå.
"By the way, så tak. Du ser sgu også godt ud." sagde hun med endnu et stille smil til ham. Hun lagde hovedet på skrå. "Mhm.... er du ny her i byen?" sagde hun så og rettede sig kort op for at få bedre fodfæste og greb om sin taske. Det store skrummel af en taske.

Stéph blev lidt overrasket over det svar, som hun kommet med omkring det med aspara. Ja, nu var det jo også et fantasivæsen, som alle kunne læse om. Men gik vel nok, han fandt vel aldrig ud af det. Men det ville ikke røre ham. Han havde det bedre i sin menneskeverden, hvor der ikke var så mange underlige ting, som man skulle holde styr på. Han havde det meget godt.
Stéph blev ikke særlig overrasket, da hun sagde det med, at han så godt ud. Pigerne fra hans klasse jagtede ham jo rundt på skolen, fordi han så "godt" ud, som de fleste sagde. Det irriterede ham lidt, hvorfor skulle det netop være ham, som ikke ville have nogen opmærksomhed.
"Hvem mig? Jeg har boet i byen i 11 år, men jeg ikke rigtig været i centrummet af byen så tit." sagde Stéph, hun havde måske opdaget, at han ikke helt vidste, hvor han var.

"Ah.. så er det nok nærmere mig der er den nye.. eller.. mhm..?" mumlede hun og begyndte stille at pille ved en tot der hang ned over skulderen. Hun lod til at koncentrere sig dybt. "Nope. Jeg aner ikke om jeg boede her før." sagde hun derefter opgivende, men med et kort smil, for ikke at lade det falde i al for seriøs jord.
"Men i realiteten.." prøvede hun igen derefter. "Ligemeget." sagde hun så og trak på skuldrene. "Du ser nu lidt disointeret ud.. er det på grund af mit 'angreb' eller er det fordi du har mistet din vej?" sagde hun og lagde armene om på ryggen og foldede dem stille idet hun vendte blikket imod vejen, hvorfra han var kommet. Det sorte hår gav et kort slag i den rolige sommervind. Hun kiggede tænkende derimod i en tid.. Gennemgik sin egen rute meget kort inden hun kiggede på ham igen med et afventende stille smil.

"Jeg er ikke helt disorientret, jeg ved godt, hvor i byen jeg er. Jeg kan bare ikke lige finde ud af centrummet, derhen hvor min cykel står." forklarede Stéph og smilte, men han fandt vel ud på et tidspunkt. Så det skulle nok gå, hvis han da ikke kom for sent hjem. Det ville måske irritere hans far lidt. Og Stéph ønskede virkelig ikke at diskutere med sin far igen. Alle de skænderier steg ham til hovedet. Han havde ikke godt af det, når hans håndled var brækket. Men det var et offer værd. Troede han da.
Stéph måtte igen lige tænke over de ting, som hun havde sagt, som noget af det første. Havde hun boede her før? Men hun virkede jo ikke særlig gammel, når man tænkte på hendes udseende.

Anthon havde i mellemtiden set ham lidt an og også opdaget hans hånd som var i gips. Hun gjorde kort lettere store øjne og kiggede derefter undskyldende op på ham. "Jeg ramte vel ikke din hånd før, vel? Med mit held har jeg sikkert gjort det værre.." mumlede hun og bevægede kort halsen lidt på skrå så hun så hans hånd an endnu engang. Hun håbede ikke at ha skadet den yderligere da hun gik ind i ham for han så har været for flink til at sætte en finger på det.
Hun kiggede opgivende op med et kort suk da hun havde fundet sig selv halvpanikke igen. "Theh.." sukkede kort kort. "Jeg prøver igen. Undskyld min mumlen. Jeg skadede vel ikke din hånd yderligre lige før, gjorde jeg?" sagde hun så på en anderledes nærmest bekymret måde, men også som om hun virkelig ønskede at holde på formerne. Hun ville helst ikke virke for.. ja.. fremfusende da hun knapt kendte ham. Hendes humør blev tit fundet upassende for folk, som ofte stod en rang højere end hende.. som.. ja som stort set alle gjorde. Hun kørt kort en hånd igennem sit pandehår og kiggede op på ham igen med et usikkert smil.

Stéph lagde mærke til hendes blik på hans arm, han havde vænnet sig til, at alle andre kiggede på den, så det rørte ham ikke. Også da hun spurgte, om hun havde gjort ondt værre. Det havde han hørt mange gange, så det rørte ham ikke. Der havde også været den periode, hvor folk hele tiden havde været bekymret for ham. "Min arm? Den har det fint. Og nej, du ramte den slet ikke." sagde Stéph og smilte, han havde prøvet det der var værre, mens han havde haft armen i gips.
Stéph løede sin næse, da den kildrede. Han kiggede igne på hendes guitartaske. Så hun spillede musik. Det var ikke mange han mødte, som kunne det.

Anthon åndede lettet op. "Hehe.. det er jeg glad for." sagde hun og nikkede med endnu en positiv indstilling. Normalt var hun meget optimistisk, men hun havde dog også sine anderledes stunder hvor hun let panikkede. Hendes psyke var ikke opbygget på en anderledes måde end et menneske. Hun var ikke ligeså forbundet til naturen.. måske på grund af hendes evne eller.. hendes død? Anthon sukkede kort inden hun lod sin vægt glide hen over imod den anden fod idet hun gav hans hånd et sidste blik. "Mhm.. Jeg bekymrer mig nok bare for meget." sagde hun og smilede. "Du havde sikkert også gjort udtryk for det hvis jeg havde skadet dig?"

Stéph smilte lidt og sagde, "Måske ikke alligevel, fordi jeg skærer bare grimasser. Og så er sagen ikke længere. Det kan irritere mig, at folk hele tiden bekymre sig om min arm." Han syntes også, at det nogen gang kunne blive for belastende. Men det var det jo også, når folk de var for bekymret. Han hadede, når folk begyndte at pyldre rundt om ham, fordi de mente, at det gjorde ondt. Og det gjorde det jo ikke.
"Jeg ser, at du spiller guitar. Er du god?" spurgte Stéph og gjorde en hentydning til hendes taske, som hun bar på ryggen. Han spillede også selv musik.

Ahngel lagde lettere forlegent en hånd imod sin nakke. "Eh. Det beklager jeg." sagde hun beskedent til hans bemærkning om at det kunne irritere ham. Hun kvikkede kort op da han refererede til hende guitar. Hun smilede stille.
"Tjoo.. jeg er nu kun amatør, men jeg har fået udmærket responds." sagde hun og smilede så. "Men.. indtil videre er det ikke andet end simpel cover og enkeltmandsoptræden." sagde hun så idet hun ikke var nået så langt i musikkens verden overhovedet. Hun vidste heller ikke hvordan hun havde lært hverken at synge eller spille guitar. Det var bare i hende i det øjeblik hun fik en guitar i hånden. Anthon tænkte stille mens hendes blik kort synede til en stirreplet.
Det havde nok været før hendes nuværende bevidsthed hun havde lært det og det stadig sad i fingrende?
"Spiller du musik?" sagde hun så og vendte sine blå øjne imod hans.

Stéph vinkede let af hendes bemærkning med hans arm, nu var det emne overstået og glemt. Man behøvede ikke at gøre ondt værre, end det var. Eller noget i den stil. Hele verden drejede jo ikke rundt om hans arm. Det ville han hvertfald ikke håbe, at den gjorde.
Stéph så lidt på hende og overvejede igen hendes ord. Hun sagde, at hun var en amatør, men hun alligevel så spiller hun på en scene. Han ville selv ikke kunne gøre det, fordi så ville han igen få problemer, han var så træt af alle de problemer han blev ved med at få. Måske skulle han bare holde mund. Han tænkte længe over hendes spørgsmål, om han selv spilte musik. Skulle han lyve over for hende? eller skulle han fortælle hende, at han også selv spilte noget. Det kunne vel ikke skade, der var ikke mange, som kendte ham, som vidste, at han spilte. "Jo, jeg spiller selv trompet." sagde Stéph og smilte skævt.

Anthon lagde stille hovedet på skrå med et smil. "Trompet?" sagde hun og lod smilet lyse lidt mere op. Hun kunne godt lide hornmusik for det meste. Det havde et eller andet mere livligt i sig end en aggressiv guitar som hun selv yndede at bruge. Det havde vel noget at gøre med at tage sine aggressioner og putte dem i musik i stedet for at bære dem som personlighed. Normalt var hun meget mild af natur.
"Der er ikke mange her i byen der spiller trompet.." sagde hun stille. "Det gør det unikt." sagde hun og så stille på ham med et roligt smil. "Godt gået!" sagde hun så og løftede en tommelfinger kort bare for ikke at synke for langt ned i tanker. Hun tav og placerede sin hånd på baghovedet med et forlegent smil.
"Ehe.. " mumlede hun men sagde ikke noget dertil derefter.

Stéph så lidt overrasket på hende. Han havde både fået tommelop og et godt gået, det havde han aldrig fået før. Og så det med, at der ikke er mange, der spiller trompet, det vidste han faktisk ikke. Men at det ligefrem gjorde ham unik? Den måtte han tænke længe over, han ville ikke mene, at han var unik. Det lå bare i hans natur, eller sådan noget, fordi hans mor jo havde spillet på trompeten. Hvilket han altid havde været glad for.
"Jeg ikke kalde det unikt. Men selv min gamle lærer mente, at jeg var et talent, og det ikke var tit, at man så dem. Så han havde været glad for at undervise mig." fortalte Stépg, han lagde selv meget mærke til ordene havde og gamle. Han havde næsten sukket over det. Det gjorde ham trist.

Raven smilte stille. Hun fandt det en god instilling ikke at være for selvbevidst på sine talenter. Det vidergjorde ofte selvoptagethed, så beskeddenhed var vel en god ting. "Jamen hvis folk siger det må der jo være noget om snakken. Specielt en så fremmed som jeg." sagde hun og nikkede til ham inden hun rettede sig lidt op med et tænkende blik. Trompet. Det var ærlig talt sjældent at se i byen, men hun var nu glad for variation af talenterne der begav sig rundt, også selvom det ville være bedre end hende.. hun så ikke sin musik som noget stort. Bare en lille hobby og en måde at afreagere på en sund måde i stedet for at være gnaven overfor hele verdenen. Man kunne ikke altid smile, så når det ikke gik så godt, var guitaren altid det første bud. Guitaren og en god rockballade.
Raven lagde nu også mærke til de to nøgleord og bed sig stille i læben. Han var vel bortgået.
"Jeg kondolere.." sagde hun så. "..hvis det er den måde du taler om." hun kiggede kort ned i jorden.

"Jeg ved ikke selv noget om det, har nemlig aldrig hørt andre spille trompet. Du kan jo ikke sige sådan, du har jo ikke hørt mig spille." sagde Stéph og undrede sig lidt, så hvordan kunne hun vide sådan noget. Men han ville heller ikke være i stand til at spille noget for hende, fordi hans håndled var indbundet i gips. Og man brugte jo begge hænder, når man spilte. En til at holde trompeten med, og den anden så man kunne skifte tonerne.
"Nåå nej, han er ikke død." sagde Stéph sådan lidt flovt, "Jeg får bare ikke længere nogen undervisning, fordi min far ikke vil have det. Han mener det er spild af tid." Hans far mente, at han skulle kontrollere sig fuldt om sit tennis, men Stéph elskede sin trompet for højt til, at han kunne lade den ligge.

Raven lagde stille hovedet på skrå med en tænkende og let alvorlig mine idet han sagde det sidste og lod det første komme lidt bagefter. Hendes blik lagdes kort nedad igen imens hun tænkte. Hun så op igen og smilte let. Hun kunne vel ikke sige til ham at hun direkte havde denne fornemmelse..?
"Jeg har øje for talenter uden at se selve talentet." sagde hun så, nærmest hviskede. Hun smilede stille bagefter for at hele herligheden ikke skulle være for mystisk. Det var ganske sandt. I realiteten havde hendes nyfundne kvaler vist sig at være .. læsende på folk. En mærkelig form for synskhed. Hun hørte ingen musik mentalt men havde stadig denne brændende fornemmelse af det. Den som endnu ikke havde taget fejl overhovedet. Hendes smil mundede ud i en lidt mørkere forfatning idet hendes tanker stillede vandrede. De glasklare blå øjne lagdes igen på ham. Det var så lyse at man rent faktisk kunne tvivle om hun var blind, hvis det ikke var for den præciøse fokus med blikket.

Stéph blev bare forvirret over hendes svar, sådan noget havde han aldrig hørt før. "Jeg vil ikke vide, hvordan man gør det. Men gør man ikke det mere gennem, hvordan personen spiller, og hvor godt personen spiller?" spurgte han, det var noget i den stil, som han selv havde hørt. Men hvorfor noget af det, som passede, det vidste han så dog ikke.
Stéph så rundt og kom i tanke om, hvad det enlig var, som han havde været i gang med. Han skulle jo finde sin cykel, som han kunne komme hjem. Han tjekkede kort uret, tiden var jo løbet fra dem. Ikke fordi stéph havde noget imod det, det havde tværtimod været en hyggelig samtale. Men havd ville hans far dog ikke sige til, at han kom så sent hjem. Det ville give skideballe.

Ravens blå øjne sænkedes lidt idet hendes ansigt indtog denne kølige mine igen. "Jo.. det burde man vel.." sagde hun så i en tænkende tone som om hun ikke var sikker. Hun havde ingen ide om hvad hun burde være sikker på. Hendes blik lyste kort op idet hun mærkede det trykke imod hendes bryst. Et kort gip kom fra hende som havde hun akkurat hikket og hun så på ham igen med et tænkende udtryk.. en.. far?
Eller måske bare en mandsperson selvom ordet far blev ved med at rumstere. Endnu en af disse forudanelser. Hun tav kort og så imod himlen idet hun hørte en skræppen. En sort fulg fløj over dem. En Ravn eller en krave.. Raven var stille og skulede kort imod fuglen inden hun så imod Stéphan igen og smilte. "Jeg ønsker dig ikke flere problemer." sagde hun så men med en mere lukket mine, selvom smilet atter bestod. Endnu et skræp kom fra fuglen som nu sad på en lygtepæl.
"Det var rart at tale med dig." sagde hun så og smilede igen til ham inden hun gav ham et taknemmligt nik.

Stéph vidste ikke, hvad han mere skulle sige til dette emne, så han tiede stille. Han flyttede vægten over på det andet ben, da det andet var ved at blive træt. Nu havde han jo også stået stille i længe, hvor det enlig var meningen, at han skulle bevæge sig.
Stéph lagde også mærke til fuglen, men gav den ikke videre nogen opmærksomhed. "Du giver ikke mig nogen problemer." sagde Stéph med et smil, det var jo et sted hans egen skyld. Det var som om Stéph nu kunne huske, hvor det var han skulle hen. "Det var også rart at tale med dig." sagde han med et smil og begyndte at bevgæge sig i den retning, han havde været på vej i mod før. Da han var gået et godt stykke, vendte han sig om og vinkede til hende, inden han forsvandt om et hjørne.