Hjemsøgt galeanstalt, min bare! (Amelia og Israel).

Vejr - Det er enormt koldt, men det er dog ikke under frysepunktet - og så er det tåget.
Tid - Deromkring klokken ti over elleve om aftenen; så det er temmelig mørkt udenfor.
Omgivelser - Så vidt han kan se, er der ikke nogen ... eller ... er der?
Sted - Et af de mere dystre steder i Di Morga, Maison de fous - den gamle galeanstalt.
Dato - I midten af oktober; d. 16. oktober.

En høj, skummel skikkelse listede rundt nær den forladte galeanstalt grumt smil klistret på sine læber. Et par mørkeblonde totter strittede ud til alle sider af hans hoved, og så det nærmest fik den mørke silhuets hoved til at ligne et pindsvin. Langsomt nærmede han sig stedets indgang og standsede i døren, hvor han lagde en af sine hænder op mod dørkarmen og lod sit blik følge den lange gang, der førte længere ind i galeanstalten. Selvom der ingen var, føltes det alligevel som om stedet rummede mere end blot tomme celler, hvori der førhen havde siddet galinge i hvide spændetrøjer, der ikke havde andet end dem selv til selskab. Man kunne næsten høre de gales modbydelige og psykopatiske grin, og deres evindelig snak om, at de nok skulle flygte. At de nok skulle slippe ud herfra, ligemeget hvad. Hiruma, som var navnet på den høje, pindsvine-hår-lignende fyr, slog en psykotisk latter op. Hah. Skulle det sted være hjemsøgt? Uh, hvor blev han dog bange. Han tog et skridt indenfor og stoppede atter op, hvorefter han dernæst vadede over til den nærmeste cellevæg, som han lænede sig op ad og rettede sit blik opad mod loftet. Et djævelt, lidt smøret smil spillede svagt om hans læber. Hjemsøgt ... bah!.

Israel stod ved siden af ham som et usynligt spøgelse. Eftersom hans rigtige spøgelse var i Dødens landsby, var det her spøgelse en slags Astral projektion han havde fået lavet af Døden ham selv da han jo allerede vidste hvor længe Rettergangen for hans genfødsel kunne tage.
Så der stod han. Et spøgelse med størknet blodkager i håret et stort blødende hul midt i maven, forrevet tøj og sår på hver en synlig del af huden... Og intet hjerte.
Hans øjne var også blevet blodrøde... Den tåbelige pige skulle absolut spise hans hjerte og sprøjte blodet ud over alt.
Nu havde han bare rendt rundt omkring heroppe på jorden, mens han ventede på at han skulle hen i sin krop... Ligemeget hvor længe det ville tage, ville han ende i en krop... Døden skyldte ham den tjeneste... Enten det eller også ville helvede bryde løs hos døden.
Han tillod sig at smile vagt over den lille vittighed... Døden hadede virkelig Djævlen... OG han hadede virkelig Helvede... Eller det gjorde den Død der tog sig af ham.
Han kiggede på Drengen der stod og grinte psykopatisk... Hvorfor mon han grinte over det? Hvad var der overhovedet at grine af her?
Han kiggede rundt. Han kunne ikke se andet end de tomme celler hvor der før havde siddet galninge i hvide spændetrøjer...

En lille skikkelse gik rundt udenfor med hurtige og næsten sværvende skridt. Det halv lange hår flagrede efter den og månens blege lys genspejlede i det. Man kunne se på bygneingen at det var en veludviklet pige på ikk mere en cirka 157 cm. Hendes bevægelser var bløde og smidige og næsten lydløse. Hun stoppede op ved døren ind til Maison Di Fous og stod lidt og betragede den. Den var en smule åben og hun var sikker på at nogen enten var gået ind eller ud siden sidst hun gik forbi. Hun lod sin nysgerighed tage over og gik hen hvor hun forsigtigt åbnede den lidt mere og så ind. Hun så ikk noget med det samme og gik så stille helt ind. I lyset fra de få fakler der stadig brændte kunne man nu se hende ordenligt. Hendes hår var brund og skinnende og en smule bølget og hun ahvde smukke klare brune øjne. Begge dele hasselnøde brunt. Hun lignede en pige på ikk mere en 14- 15 år og hendes hud var ikk forbleg men eller ikk for brun. Hun var tilpas mente hun selv. Hun så sig lidt omkring igen men stadig ingenting. Hun følte det som om at der var en der hældte et glas med iskoldt vand ned i nakken på hende da hun var trådt ind. Hun kunne stadig fornemme skrigende og al den råben der kunne høres frs stedet for nogle år siden da den blev brugt.

//Skal lige spise men kommer igen ^^ Vent på mig//

//Maden er forsinket og jeg kan godt nå at skrive lidt mere :3//

//Jeg laver selv mad og kan sagtens svare xD Venter på Iain skal svare...//

Hiruma lod sine øjne glide lidt rundt i lokalet, så han bedre kunne orientere sig stedet her. Årh, det var kedeligt. Der var jo intet. Lidt åndsfraværende kom han til at banke sit hoved ind i den væg, han stod lænet op ad, hvilket resulterede i at et svagt 'banghk' kunne høres, idet det skete. Irriteret tog bukkede han sin nakke forover og tog sig ømmende til den bagerste del af hovedet. Auwch. Efter noget tid i denne stilling rettede han sig atter op og trådte et skridt væk fra cellens væg, hvorefter han derpå endnu en gang kørte blikket søgende rundt i omgivelserne. Det tog lidt tid, før det så endelig landede på noget interessant, netop som en brunthåret skønhed valgte at træde ind af døren. Et psykotisk smil bredte sig på hans blege læber, inden han lod et svagt grin bryde stilheden. Eftersom han ikke var specielt opmærksom, havde han ikke opfattet spøgelseset, der var af hankøn, så hans tilstedeværelse påvirkede ham ikke. Med korte, men dog hurtige, skridt traskede han over til galeanstaltens nyankomne gæst - den pige, hvis navn han stadigvæk ikke kendte. Hiruma undlod at sige noget og sendte hende blot et lettere skummelt smil som blev større/bredere jo tættere, han kom.

// Jeg skal også lige spise - brb :3

Israels hoved lagde sig lidt på skrå. Hvorfor pokker gjorde drengen dog det? Der var da intet smart ved at banke sit hoved ind i væggen... Selvom han selv havde gjort det før.
Han lod sig ganske langsomt blive synlig så han stod som et blødende menneske der hvor drengen havde stået før...Lige inden han var gået ind til pigen der var trådt ind... Det her ville blive interessant... Meget interessant endda.
Han fulgtre efter drengen. Lydløst som kun et spøgelse kunne. Bare for at være med for at se hvad det var fyren havde tænkt sig at gøre med den pige.
Eftersom Israels gik omme bag Iain kunne han ikke se smilet direkte, men han så hvordan hans kindben trak sig lidt tilbage som når man smiler... Så det var ikke særlig svært at regne ud at han smilte... Spørgsmålet var nu bare... HVorfor smilte den dreng dog lige her og nu?
Han kiggede over skulderen på pigen og nikkede lidt... Hun var smuk... Men spørgsmålet var jo så bagefter... Var hun menneskelig? Israel havde aldrig kunne se hvad der havde været hvad i nogen af sine tidligere liv.
Han lavede et lydløst suk og fulgte stadig støt efter drengen.

//Så sidder jeg bare her xD//

Hun så sig endnu en gang rundt og fik så øje på en eller anden dreng eller måske mere ung mand kom gående mod hende. Huna hvde først lige opdaget ham nu. Hun havde ikk sådan noget imod at snakke men nogle men ham her skræmte hende en smule. Det smil der voksede og voksede på hans læber gjorde hende urolig. Og så den svage tåge der langsomt var blevet til en anden utrolig blodig dreng stod bag ham og fulgt efter ham. Hun spærrede sine øjne en smule op og så frem og tilbage mellem dem begge med lidt paniske blikke. Hun gik så bagud og håbede at ramme en åbning i døren hun var kommet ind af men som sædvanlidg vat hun uheldig. Hun stårdt så muren et stykke fra døren. Hun så sig kort over skulderen om på muren og så lige frem for sig igen. Hendes øjne blev spærret op igen. Lidt mere. Hendes krop rystede en ganske lidt og det kunne ikk rigtigt ses på hende. Hun stod næsten helt presset op af muren bare for at komme længere væk fra de to drenge af en slags. Nu havde hun fået svaret på hvem der var kommet ind. Hvorfor skulle hun også have været så nysgerig. Hun sank n mindre klump der lige havde valgt at sætte sig fast i hendes hals og anede ikk det mindste hvad hun så nu skulle gøre. Denne piges navn var forresten Amelia. Hun var ikk sådan kendt mest i skolen som hun stadig gik på. Den klodsede pige der gik i specialklassen men det vidste de sikkert ikk noget om.

//hmm..Måske x3//

Hiruma standsede, da den ubekendte pige begyndte at bakke. Var hun bange? Han smil falmede en smule, men det forsvandt dog ikke helt. Selvom fyren bag ham, som han endnu ikke havde fået øje på, ikke havde formået at lave bare den mindste lyd, kunne han alligevel fornemme et eller andet bag sig. Noget, der fik ham til at glemme alt om den tilsyneladende skræmte pige, så han drejede sig en halv omgang og fæstnede sit blik mod det/den. Sikke et modbydeligt syn. Ham, han nu stod med sine øjne rettet imod, var fuldstændig oversmurt i sit eget blod - eller det gik han da i hvert fald ud fra, det var. Selvom synet af ham var lettere frastødende, kunne han ikke få sig selv til at fjerne sit blik. Der var ikke længere det, der bare mindede om et smil på hans læber nu. Da han havde stået sådan i et godt stykke tid, kom det dog frem igen - hans smil altså. Det startede i den en mundvig og bevægede sig langsomt hen mod den anden, så et næsten uvirkeligt bredt smil dannede sig på hans læber. Smilet fyldte omtrent hele hans nederste ansigtsregion, hvorefter hans overlæbe og underlæbe ligesom blev trukken til side, idet han blottede sine tænder i et afskyeligt smil. Spekulerede på om han mon skulle åbne sin mund og sige noget? Men da han ikke fandt det nødvendigt, bestemte han sig for blot at holde mund. Måske var den sårede unge mand blot en illusion, som hans forvirrede og psykotiske hjerne prøvede at narre ham med? Han kunne i hvert fald ikke være levende. Ikke med de skader han havde på sin krop ... og det manglende hjerte. Langsomt, stadigvæk med blikket naglet mod fyren, vendte han sig om, så han atter stod med front mod den brunhårede unge kvinde. Derefter tog han et langt skridt hen mod hende og dernæst endnu et, så der nu kun var sølle 5-10 centimeter, der holdt dem adskilt. Hiruma hævede sin ene hånd, som han førte op til hendes kind og forsigtigt lod sin pegefinger ae hendes kind med et modbydeligt smil plantet på læberne. "Hvad laver en køn, ung pige som dig dog her? Det her er ikke et sted skrøbelige skønheder som dig selv," hviskede han med sin hæse stemme og grinede lidt for sig selv, før han fjernede hånden fra hendes kind igen og løftede et af sine kantede øjenbryn.

Lige i det sekund Drengen vendte sig væk igen kunne et psykotisk smil ikke hoppe af Israels læber. Han havde set alle hans tanker i hans øjne. Hvordan han ikke kunne tro på at Irael faktisk havde stået der lige foran ham. Hvorfor han var her? Hvad han var? Om han var ægte eller falsk.
Alle disse tanker var grunden til Iraels psykotiske smil som vidste hans sylespidse tænder, der ligesådan var indsmurt i blod... Ikke hans dog, men Damias... Den slange.
Hans øjne og smil blev formørkede da han tænkte på Damia, hvilket også kunne mærkes rundt om ham da en kold atmosfære lagde sig tungt som et kvælertag mod en. Utrolig skræmmende, men det nåede dem ikke... Heldigvis.
Han kiggede på dem mens de snakkede med stor interesse som langsomt fik hans mørke vrede til at forsvinde ganske langsomt... Bare af nysgerrighed efter hvad de snaker om og han vil ikke snakke eller skræmme dem væk så han ikke ville kunne høre hvadde ville snakke om.

Hirumas smil blev en anelse større, da hun begyndte at sige noget. Det var tydeligt, at hun var skræmt, eftersom hun både rystede og stammede. Hvor ynkeligt. I et minuts tid stod han blot med blikket fæstnet mod hendes øjne, før han atter åbnede sin mund for at lukke et eller andet ud. "Nej da, bliv her. Jeg kunne godt bruge lidt selskab," svarede han med et frastødende smil, inden han hævede det andet øjenbryn og lod sit blik glide ret udiskret op og ned af hende et par gange, hvorpå hans blik vendte sig mod hendes ansigt, som han storsmilene studerede. Dernæst tog han fat i hendes ene arm og hev hende helt ind til sig. Eftersom højdeforskellen på dem var rimelig stor, måtte han bukke sig forover/ned for at kunne hviske noget i hendes øre. "Jeg bider ikke ... så meget," hviskede han med et bredt smil efterfulgt af et grumt grin. Der gik dog ikke så længe, før han slap hende og atter drejede om, så han kunne se den blodige dreng. Lidt tøvende rettede han sit blik mod den unge kvinde igen og blottede sine to hvide tandrækker med de spidse tænder til hende i endnu et lumsk smil, idet han lagde hovedet en anelse på skrå.

Israel rykkede sig ikke d af flækken men kiggede bare på dem begge og kiggede i særdeleshed på drengen... Han var absolut ikke menneskelig... Ikke med de tænder, eller noget andet... Så kunne han bare ikke være det.
Han lagde hovedet på skrå og tænkte lidt over om han skulle sige noget og derved afsløre at han ikke var en eller anden syg minfestation i en deres hjerner... Det ville være meget sjovere at se hvornår en af dem ville pege på ham og spørge om den anden godt kunne se ham... Ja... Han ville vente på det... Ellers ville det ikke være ligeså sjovt.

//Kunne ikke lige finde på noget bedre lige nu//

Himura blev hele tiden forstyrret af drengen, som han efterhånden havde fundet ud af var virkelig. Det håbede han i hvert fald, han var. Ellers var han ved at blive bims. Mere end han var i forvejen. Lige for tiden så han og hørte næsten hele tiden syner. Nej, ham der var virkelig. En simpel hallucination kunne ikke have sådan en kraftig aura. Med en godt tag i den unge piges overarm rettede han nu al sin opmærksomhed mod den ukendte fyr. Hvad ville han? Havde han bare tænkt sig at stå og glo eller hvad? Endnu en gang blev hans læber skilt ad, da han sendte ham et lettere sadistisk tandsmil. "Så sig dog noget, knægt," vrissede han efter noget tids stilhed og hævede det ene øjenbryn. Han havde i mellem tiden glemt pigen og derfor blev hans greb om hende løsere og løsere, hvorefter han lidt efter lod sin hånd/arm falde på plads ned langs den ene side. Ventede stadigvæk på at drengen ville sige noget. Hans smil var langsomt blegnet, og han stod blot og stirrede på ham. Eller måske nærmere igennem ham, eftersom han var lettere gennemsigtigt, og man derfor ikke kunne undgå at se det, der var på den anden side af ham. Hvilket i dette tilfælde var galeanstaltens tomme celler.

Israel trådte helt hen til Iain med et iltert blik i øjne. "DU skal ikke kalde mig knægt" hvæssede han stille og truende af ham. Hans splittede tunge ud mellem tændene. "Laver du den fejltagelse igen, trækker jeg dig med ned til helvede" Hans øjne viste han ikke løj, selvom han gjorde. Han havde jo allerde Trukket Damia med... Så var der hellere ikke flere han kunne trække med ned i helvedet... Desværre... Han havde slået ihjel for mindre da han havde været i live.
"Jeg slog småskravl som dig ihjel da jeg stadig vandrede rundt på jorden uden mine våben" Hvæssede han videre... Stadig lavt og livstruende.
Hans hånd var knyttede sig kraftigt så blodårene nærmest lyste lidt op.
Den tunge, klamme og kolde atmosfære lagde sig over ham igen og derfor også dem. Luften ville kravle ned i lungerne og ligge sig tungt... Det vidste han det ville , sådan havde det altid været på krigsmarkerne efter Nogle Krigsdæmoner havde været blevet slået ihjel.

//Skal logge... Skrives//

//Kunne åbenbart være længere på end jeg lige troede... Men det kan hurtigt forvsvinde...//

Hiruma smilede blot af hans trusler, men hans smil var dog ikke så stort, som det tidligere havde været. Atomosfæren omkring ham/dem blev langsomt tungere, og han følte kort, at han var ved at kvæles. Forholdsvis hurtigt fik han styr på sine vejrtrækninger, så de tilpassede sig den klamme og tunge luft, der lige nu fyldte dét sted, hvor de befandt sig. Da han ikke havde noget fornuftigt svar til det, vendte han sig vagtsomt om og løsrev kun sit blik fra ham efter noget tid. Dernæst slog han blikket hen mod det sted, hvor den unge pige havde stået, men hun var ikke længere til at se der. Hvor helvede var hun forsvundet hen? Han scannede lynhurtigt omgivelserne med blikket, hvor det til sidst landede på det, han søgte - hende. Igen bredtes et skummelt, uigenkendeligt smil sig på hans læber, inden han sjokkede hen til hende med rolige og målrette skridt. Hans fødder stoppede kun, da han kun var cirka tyve centimeter fra hende, og han lagde derefter en fast hånd på hendes ene skulder, som han gav et forsigtigt klem. "Skal du allerede gå?" hviskede han spørgende med et bredt smil og strammede sit greb om hendes skulder. Dernæst fik han tvunget hende til at vende sig om ved at dreje/skubbe hende rundt med hånden på hendes skulder, så de nu stod ansigt til ansigt. "Det var da en skam. Jeg nåede ikke en gang at præsentere mig selv," fortsatte han med sit psykotiske smil og kørte hånden på hendes skulder længere ned, indtil den nåede hendes overarm, som han i stedet for tog fat om. "Mit navn er Yoichi Hiruma. Jeg går blot under navnet Hiruma. Glem det nu ikke ..." præsenterede han sig storsmilende efterfulgt af et hæst grin. "Og hvad hedder sådan en køn pige som dig så?" spurgte han efter en kort pause og lagde spørgende hovedet på skrå med et lettere drillende smil om sine læber.

Amelia Så op da hun kunne høre og mærke nogen komme hen mod hende og hun vidste uden at se op hvem det var. Hun så hurtigt op da en hånd tog fat i hendes skulder. Det gjorde ikk ondt med det samme men da han strammede grebet lavede hun en lille grimasse der vist at hun ahvde ondt. Hun sank endnu en klump der sad fast i hendes hals. Hun ahvde det som om at hun havde svært ved at trække vejret. Ikk fordi at spøgelset havde gjort et eller anden men sådan hande hun da bare i at være her inde og så tanken om ikk at komme ud igen. Hun kunne mærke at han lod sin hånd glide fra hendes skulder ned på hendes stadig ømme overarm hvor hun igen lavede en grimasse som viste at hun ahvde ondt. Hun stod nu bare stille og så ham lettere skræmt, og så ikk alligevel ikk, i øjnene. Hun lyttede godt efter hvad han sagde han nu hed og spærrede så sine øjne op da hun svagt genkendte men det var nok ikk den samme. Det kunne det jo ikk. Hun genkendte navnet fra en bog der var en blanding af fakta og fiktion. Så hun var ikk sikker på om den dæmon virkelig levede. Hvis det var ham var hun lidt i knibe da hun ikk rigtigt kunne tåle ild og det der. "A-Amelia Sia Lukumi..Og jeg går ikk under andet navn det det" fik hun så frem stammet i den svage smerte der kom siden at han holdt et fast greb om hendes overarm. Dog stammede hun ikk mere som før hun talte.

//Nåeh nu er det så min tur til at logge x3 hehe skrives//

Israel fulgte efter ham og kiggede på ham og hende.
Han tog en dyb indånding inden han ganske langsomt lod sine kolde og dystre atmosfære falde til jorden. Det var som om en istap knak og ramte jorden med et knald.
Han listede om bag pigen. Raphael, hans Tempetaner ven, havde lært ham et trick eller to om hvordan man skulle forføre mennesker til at følge deres inderste ønsker... Desværre var Israel jo ingen Tempetaner så han kunne hverken føle deres inderste ønsker eller snakke som deres samvittighed, med Djævlens silkebløde stemme... Så i stedet ville han skræmme livet ud af både ham og hende... De havde endnu ikke set alle de Idiotiske genfærd der var i dvale i det her gamle sindsygehospital.
"Håber i er klar på det her" Hvislede han og forsvandt i en lettere gennemsigtig tåge og blev blæst væk af et vindpust der ikke havde været der.

//Jamen... Så skrives vi i morgen... eller Noget andet^^//

Hirumas smil blev en anelse mindre men besudlede dog at forblive på hans blege læber, mens han ventede på, at hun skulle få præsenteret sig, så han kunne få sat et navn på hendes ansigt og gemt det i sin hukommelse. Idet hans ører opfangede hendes navn, fortrak han sine mundvige i et endnu større smil og nikkede efterfølgende. "Jamen, Amelia Sia Lukumi - sig mig, du er da ikke en helt almindelig pige, er du vel?" spurgte han med et bredt smil og bukkede sig lidt ned for bedre at kunne se hende i øjnene. "Du er ... en aspara ... har jeg ret?" gættede han med et hævet øjenbryn, hvorpå hans smil blev forstørret en smule og nu nåede helt op til hans øjne. Ja, selvfølgelig var hun det. Hun var alt for køn til blot at være en almindelig menneskepige. Med han grumme smil spillende om sine læber, lod han sin ene pegefinger køre ned over hendes kind og grinede lidt indvendigt, før han i ren refleks drejede sig om, da han hørte en svag hvislen fra det mystisk spøgelse, der havde formået at vække en hvis interessse i ham. Hvad var det, han ville? Han spejdede rundt efter ham, men han var ikke at se nogen steder. Hvor? Hvor var han? En lidt urolig fornemmelse svømmede ind over ham, men den forsvandt hurtigt igen. Hiruma rynkede svagt sine mørke øjenbryn og ledte næsten desperat efter den før levende krigs dæmon.

// Jeg må desværre også logge af nu - svarer næste gang jeg logger på xD