Hjemsøgt galeanstalt, min bare! (Amelia og Israel).

Israels spøgelse svævede rundt på en etage over dem.
Han hadede normalt at være spøgelse... Men nu kom han til at kunne lide det. Han kunne vække andre spøgelser... Men det var ikke sikkert at de ville gøre sådan noget for ham i længere tid... Muligvis kun blive på deres sted... Men det var slet ikke til at sige noget om det.
Han tog en dyb indånding, eller hvad spøgelser nu gjorde, og kom ud med et isnende koldt skrig som normalt kun var til at svække moralen hos fjendtlige tropper... Men han havde engang hørt den også kunne bruge til spøgelses vækkelse... Så hvorfor ikk få den brugt nogen sidste gange inden han blev sat i en ny krop?
Skriget ville få det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Det ville mest af alt minde om et Banshee skrig. En gammel Indiansk overtro om en Sindssyg kvinde der sugede livsenergien ud af mænd og kvinder gennem sine nerveflænsende skrig... Det var et skrig der kunne minde om det.
Spøgelserne, eller ihvertfald nogle af dem, rejste sig dovent op fra nogle få af cellerne.
Et smil splittede atter Iraels Læber... Jo... Han skulle nok kunne få lavet rav i den.