Hideki (Cash)

Tid~Eftermiddag
Sted~Parken
Vejr~Sol, det er virkelig varmt!
Omgivelser~Mennesker der er ude og nyde det gode vejr, træer, buske

_______________________________

,,Hii domi saka dibu, domi nu na nii!" De høje toner skar igennem luften, som en kniv. Lyden kom fra en af de højeste træer i den menneske fyldte park.
På en af de nederste grene sad en lille gul fugl, der med sine lungers fulde kraft havde sunget sin lille "fjollesang", ejeren var der intet spor af.
Et par små børn der havde fået øje på den lille gule kanariefugl pegede op på den med store øjne, andre tog sig til ørene og flygtede for ikke at komme til at midste hørelsen da fuglen igen begyndte at hærge, den ellers så rolige og stille park.
Alex, den lille fugls rigtige "jeg", sov.
Han lå hen i en dyb søvn inde i fuglen, og havde ingen idé om hvad der forgik rundt om ham, ej heller at fuglen overhoved var sluppet ud!
Sådan var det, når man ikke kunne kontrollere sig selv.
Fuglens sang stoppede, da et par børn forsøgte at få fat på den, ved at kaste små sten efter den. De ramte ikke, da fuglen blev ved med bevæge sig rundt på de tykke grene, som fyldte træet.

//Undskyld, skæld mig ud hvis jeg er ukreativ ^^''//

En sædvandelig dag, som alle andre, hvor solen skinnede på sit højeste og folk var ude og morer sig, også var der andre som selt iokke havde det sjovt, så at sige at det var solens skyld, da derf var nogen som i grunden slet ikke kunne tåle denne sol, de var bange for dens stråeler, bange for at blive jaget ud i lyste og blive blændet og til sidst dø hen i en varm død med pinsler. Sådanne folk var der mange af, og en af dem var ihærdigt på vej hen til et træ, og havde sorte klæder på sig, en lang hættetrøje som var mørkeblå og et tykt halstørklæde så intet ramte den kolde hvide hud, hænderne var dækket med nogle handsker og næsten trykket helt ind til kroppen, og nogle mørkebrune øjne kiggede ned på den helt oplyste jord, som bogstaveligt talt skar sig ind i dem, og fik det til at svige. Folk gloede på ham som om han ikke havde det varmt? Som om at de mente at han da ville blive sindssyg af alt det tøj han havde på lige nu, men i grunden var han ligeglad, sådan var det med folk som denne person der gik hen af parken og over til et stort træ hvor han kunne hvile sig i ly for solens dræbelige stråler som truede med at sende ham til jordens undergrund hvor helvede herskede og jorden rystede. Han sukkede stille for sig selv. Cash, som han nu hed, var i grunden ret træt af folks overtroiske ord omkring hvad der kunne ske med Dæmoner, vampyrer, hekse og hvad vidste han, de var vel alle lige gode om alt, han dræbte dyr og mennesker, mennesker dræbte dyr og mennesker? Hvad fanden skulle der være galt ved det så? De var jo begge lige gode om tingene, han sukkede lettere irriteret for sig selv, og hastede ind i skyggen hvor en masse børn var på vej op i et træ efter en fugl han kiggede op på dem og rystede lidt på hovedet. “Smut så med jer!” Sagde han i et advarende tonefald så de små unger blev helt forskrækkede da de ikke havde registreret den møkrklædte mand, men det havde deres forældre som nu kaldte på dem i et håb om at Cash ikke skulle gøre dem noget, men hvad skulle en enkelt mand, med hugtænder og evner kunne gøre mod nogle rollinger? Han sukkede igen, ja de skulle bare vide. Han gabte kort og satte sig ned i skyggen og lænede sig op af stammen imens han tog nogle dybe åndedrag, selvom han i grunden ikke havde brug for det, men nogen gange var det ret behageligt at have noget luft ned i lungerne, om det så var koldt eller varmt.

Fuglen baskede kort med de små, dunede vinger, idet børnene hoppede ned fra træet og hen til deres forældre.
Den vendte de sorte perle øjne mod den sorte skikkelse og vendte og drejede hovedet mens den studerede ham. Sort...
Hvordan takkede man en person, når man ikke kunne tale?
,,Hii domi saka dibu, domi nu na nii!" Fuglen begyndte så småt at synge sin mærkelige sang igen med sin skingre og høje sangstemme, idet den satte af fra grenen og fløj et par omgange rundt oppe over ham, intil den tilsidst ladte lige så stille og let på hans redningsmands hovede.
,,Hideki! Hideki!" Lød det kort fra den mens den så dumt ud i luften.
En mindre takketale måske?

De rolige øjne kiggede efter disse små skrøbelige skabninger, børnene, som om de var hans næste offer. Men selv han vidste at det ville være en dum idé og lod da også være, hvad skulle det i grunden nytte? Han kunne ikke se det… En sagte mumlen røg ud igennem de smalle læber, som så ud til at være godt klemt sammen pågrund af en mindre anstrengelse på at holde en lille stemme som belv ved med at dukke frem tilbage, en lille stemme der blev ved med at hviske blod, og drab inde i hans underbevidsthed, denne stemme drev ham bogstaveligt talt til vandvid lige nu, men han beherskede sig, og prøvede bare på at holde sig nede på lav grund. Han kiggede lidt op på den lille fugl som sad på hans hoved og hævede det ene bryn han tænkte lidt inden han lod en hånd glide op til den og tog forsigtigt fat rundt om dens skrøbelige lille krop og kiggede lidt på den gule kanarie fugl som lå i hans hånd, han aede den kort dens fine dug mave, og smilede en smule så den ene hugtand kunne skimtes bag det store halstørklæde, men pressede så læberne sammen igen og tænkte lidt, “Underlig fugl…” brummede han stille for sig selv, og rystede atter på hovedet inden han gav slip på den så den kunne komme fri og kiggede lidt rundt, verden omkring ham var så lys, så evig lys, og positiv, energisk og svag, at man skulle tro det var løgn, havde mennesker ikke lagt mærke til hvilke farer de havde med at gøre, at de faktisk kunne være i en fælde hvert øjeblik det skulle være, uden at de havde set noget som helst, han smilede lidt i det han pustede noget luft ud igennem næsen, at de ikke vidste at det der vandrede i mellem dem var… magisk? Han smilede en smule mere, men smilet forsvandt så langsomt igen, og blev til en tynd lige streg, men Vampyrer var lige så svage som mennesker, man skulle bare finde deres svaghed også var det ude med dem, folk skulle bare knibe øjnene sammen og ikke være så godtroende, så … taknemmelige, som Josef Stalin havde sagt, som havde været ruslands ambasadør eller noget i den retning. Hunde led af taknemlighed, de viste den hele tiden, og underligt nok så var det rigtigt selvom Stalin var en lidt skør mand, som elskede vold kunne man sige, og at han så får et tog fyldt gaver på sin 70 års fødselsdag, ville Cash sige var noget stort, men på den anden side havde der også været tale om frygt til denne Stalin. Måske over hans totur. Et kort træk på skuldrende blev taget som om det var ligegyldigt, og ingen grund til at tænke på, men hvorfor fanden var det så i hans hoved? Det gav jo ikke mening, han tog en dyb indåndning og holdte vejret i et minut inden han slap det igen.

Fuglen lod hans redningsmand tage fat om sig, uden at protestere. Måske var den i virkeligheden dum, den fugl?
Den vidste jo ikke engang om denne dreng var ven eller fjende og Alex kunne jo intet gøre for at hjælpe.
,,Hideki! Hideki!" Lød det igen, højt og tydeligt fra den lille, dumme fugl som så fint landte på den så nydelige drengs hanskebeklædte hånd, da han gav slip.
Den så lettere studerende op på ham med sine store sorte øjne.
En vampyr måske? Hvilket også ville forklare alt hans tøj, når det nu var så godt vejr!
Alex ville ha' set det med det samme, men han var der jo ikke til at hjælpe den lille kanariefugl, når den kom ud i vanskeligheder som den jo var så god til!
Modig? Nej, men nyskerrig!
Denne dreng var da ret interesant!

Et studerende blik var kommet frem i de brune øjne, underlig fugl, sagde hans stemme inde i hovedet, “Hmm… gad vide hvad du render og laver, står og leger skønheds konkurrence eller hvad?” spurgte han så stille til den lille fugl, han følte sig faktisk godt dum, bare sådan sidde og snakke til en fugl der kun kunne sige den samme tone igen og igen også var det det. Han rystede lidt på hovedet og trak sine knæ op til sig, og lagde hænderne på imens han kiggede på fuglen, den virkede anerledes, og om den havde ejer eller nogen anden form for et sted at have beboelse havde han ingen anelse om. Han tog en lille dunk frem og satte den for munden, blod var hvad den indeholdte, dejlig tykt blod efter Cash’s mening, og lige det der kunne slukke hans tørst, han tænkte lidt og satte proppen på igen og roede videre i sin lomme imens den anden hpnd, som holdte om dunken langsomt hvilede sig ned mod jorden, og ventede på den anden hånd var færdig med at rode. Han fandt så endelig åbningen til en pose som indeholdte nogle kiks, og trak en op, han kiggede lidt på den i en kort stund inden han rakte den til fuglen som så ellers kunne hakke løs så tosset den nu ville, og underholde ham med sit hakkerri. Det var i grunden utroligt så høj en lyd den kunne lave så lille som den nu var, han hævede det ene bryn og undrede sig lidt over det nyssgerige blik, som den havde sendt ham for lidt siden, han rystede kort på hovedet og mente at han da måtte være ved at blive skør pågrund af heden der var her, men han kunne jo ikke fryse, han kunne ikke have det forvarmt, så hvordan kunne det i grunden lade sig gøre? Han fugtede stille sin underlæbe og kiggede nu op på kronbladende i træets top som strakte sig udover græsplænen og skabte et lille køligt sted at være uden at føle sig helt igennem gennemstegt. Et lille gab trådte på, og kom så ud igennem hans læber som ellers var godt dækket af halstørklædet. Forbandet, tænkte han og rystede irriteret på hovedet over at han gabte. Han mumlede noget utydeligt noget, som ikke rigtig havde nogen sammenhæng om at han hadede solen og ville ønske han kunne hører noget musik, og hvorfor han kige sagde dette havde han ingen idé om, men folk var jo heller ikke helt igennem fantastiske, og det var han bestemt ikke, han kiggede let rundt imens han tænkte og tog så fat om sin dunk og lagde den ned i lommen så den ikke gik hen og blev varm, og ulækker at drikke af. Han kløede sig kort på håret og kærtegnede fuglen blidt på hovedet inden hans overkrop blev lændt tilbage mod træstammen og hvilede den mumlende.

Hideki vendte det kulsorte blik mod kiksen der bliv holdt op foran den.
Den løftede kort vingerne før den stille begyndte at hakke i kiksen og knække små stykker af, bare for at smide det på jorden.
Måske var denne vampyr venlig... eller også var det kun dyr han var så venlig imod.
Fuglen hoppede let over på drengens knæ og vendte blikket mod ham igen. Den lagde hovedet på skrå med en hurtig bevægelse mens den så på hans vanddunk.
Drak vampyre vand?
Den hoppede ned op hans hånd igen og begyndte at hakke i det stykke af kiksen som endu ikke var helt væk efter dens sidste "angreb."
,,Hii domi saka dibu, domi nu na nii!" Sang den, med sin høje skingre stemme, som overhoved ikke lød som en fugls!
Dens stemme var dog lidt lavere en før, men ikke meget, hvilket var et tegn på at Alex var begyndt at vågne.
Selvfølgelig skulle det ske nu! Hvis han dog bare kunne lokke drengen med!
Hideki lettede fra drengens hånd og så ned på ham med et underligt glimt i de sorte øjne.
Næsten som om han prøvede at fortælle ham noget.

Han kiggede på den lille fugl som hakkede i den lille kiks, og smilede en smule for sig selv. Han tænkte lidt og hørte så igen denne lille skingrende stemme der kom nede fra dets strube som skar igennem alle folks sind og tanker, han kiggede undrende på den sådan som stemmen fra den var blevet svagere end sidst og fattede ikke helt, han tænkte lidt inden han kiggede rundt og mumlede lidt for sig selv og rejste sig så da fuglen lettede fra hans knæ af, og kiggede lidt rundt, hvorfor var nogen fugle så underlige? Han kiggede lidt op på dens sorte øjne som nærmest bedte ham om at følge med, han sukkede lidt, “Fint…” sagde han i et langtrukket tonefald i ebtegnelse om at han var lidt doven lige nu. Han sukkede lidt og lagde hænderne i sin hættetrøjes stroe lomme som kunne skjule de blege håndled og kiggede lidt rundt inden han skuttede sig i den sorte beklædning og kiggede rundt imens han betragtede den lysedal der lå foran ham, det lyse helvede, efter hans mening, han rystede lidt på hovedet og trådte ud i det hadefulde lys og ventde på at den underlige fugl ville vise ham vej, han havde ingen anelse om hvor den ville fører ham hen men hvad pokker, selvom man var 432 behøvede det jo ikke at betyde at man vidste alt, men han havde da oplevet en del, ja. Han kløede sig lidt på kinden som var dækket af halstørklædet og gemte så hånden i lynene fart ned under sin lomme igen, som om det var hans rednings sted, han ventede på at fuglen ville vise ham hvor han skulle spadsere hen, folk kiggede nok underligt på ham, da han faktisk mumlede om hvor helved den ville hen, man kunne vel sige at han var et ret hurtig provokeret person, men i grunden ville han ikke være sådan, og hans humør var kun sådan pågrund af at solen havde vidst sit ansigt og at han hellere ville se månen stråle og sige at dette var hans kongerige, selvom solen var større og ældre en månen så skulle den jo have en stedsfortræder. Og som der var blevet fortalt i en dokumentar serie, så kunne månen ikke uden jorden, og omvendt, der ville ikke være balance i atmosfæreren på nogen måder, så måske var det bare skæbne bestemt at jorden skulle være til fra jordens skorpe, efter at en kæmpe planet eller astroide havde hamret ind i jordens ene side, som så os var grunden til at jorden ikke var fuldkommen rundt men en lille skæv kugle, som var en smule fladtrykt efter hans mening, men hvad vidste han omkring det, ingenting, han sukkede stille og kiggede lidt op på himlen fra sin udsigt bag hætten og drejede om ved et hjørne hvor der var skygge ved en af murerne som førte til kirkegården.

Hideki fløj en gang rundt om drengen da han rejste sig op og landede så på hans venstre skulder, som om den var blevet træt efter at have fløjet i de få sekunder han var om at rejse sig.
Den pippede kort, igen en smule dybere end normalt, mens den håbede på at drengen gik et mørkt sted hen med ham så Alex ikke behøvede at vise til verden hvad han var.

,,Hideki! Hideki!" Lød det igen fra den lille fugl, med den nu ret mærkelige stemme!
Skynd dig! Var det som om den sagde, det skulle ikke ske på åben gade!
Den så dumt ud i luften med de sorte øjne og så kort rundt på de få mennesker der endu var i parken.


//Okay...den her blev kort, sorry /: //

Han mumlede lettere irriteret over at folk gloede over hans beklædning, hvis de vidste hvad han var, ville de ikke glo, de ville ikke glo hvis de vidste hvad han virkelig var, at han i virkeligheden var det mest mod bydeligste person nogensinde, de ville hade ham, melde ham, halshugge ham og hvad de nu ellers kunne finde på, han kiggede lidt op på himlen sådan som han nu stod i skyggen og tænkte lidt over hvad der hvade været sket i de gamle dage hvis folk havde fundet ud af hvilken forbandelse der lå gemt under den pæne facade af ham? Han ville nok højst sandsynligt blive brændt eller halshugget, landsforvisning tænkte de vidst ikke rigtig over kunne man vel sige. Han bed sig lidt i læben uden den skarpe tand som kunne gennemborer en hver form for forhindring til hans mad, alt det han ville have fra et menneske uden at personen skulle vide noget om det, men han var da heller ikke stolt af sin gave, og sin forbandelse, han havde aldrig bedt om den, og nu levede han af blod som sin enestte føde, men han tænkte næsten aldrig længere på hvordan ofrene havde, han var ligeglad nu, han havde vænnet sig til tanken om at de bar hans føde, så de var skrøbelige skulle bevares, og sammentidig beskyttes, indtil deres skæbne var kommet til sin ende, og deres krop var under hans herredømme. Han fugtede langsomt sine læber og kiggede nu på fuglen igen som så ud til at være meget optaget af det der skete omkring den, eller rettere den stenede bogstavligt talt. Han pustede lidt ud, underligt at han aldrig rigtig havde kunnet vænne sig til at han ikke havde behov for luft, at han bare kunne lade sig begive sig afsted uden luft, han kunne ikke helt begribe det, så han trak stort set altid vejret, nok mest for at vide at han faktisk var i live at han kunne virke menneskelig, og stadig havde menneskelige rester tilbage i sig. Men på den anden side, kunne han heller ikke se sig selv uden de mange evner han havde nu, alle de ting som han kunne nu, han kunne ikke forstille sig et liv uden at kunne have dem, det var under alle omstændigheder helt umuligt, kort sagt. Han kunne sikkert finde en masse andre tillægsord omkring det han mente omkring sine evner og sin afhængighed af dem, men han gad altså ikke til at finde et hav af ord remser og hvad vidste han, altså han kunne jo bare ikke uden dem, og sådan var det bare, så måtte folk sige hvad de ville, selvom de fleste nok bare ville kigge dumt på ham som om han var idiot og havde en masse pshykiske fejl.

Fuglen så pludselig hurtigt til siden, hen på et par buske der stod tæt op af hinanden.
Det kunne vel bruges? Det var trods alt kun Alex!
Hideki lettede fra drengens skulder, fløj dovent og vaklende op over dem og landte et sted bag dem.
Et mindre gisp hørtes efter et øjebliks stilhed, og noglen trak desparat efter vejret!
En mørkhåret dreng på de 17-18 år lå med øjnene lukkede, fladt nede på jorden.
Han havde bukser på, men ingen sko eller trøje og han havde sved dryppende ned af hans halvlange hår.
Det krævede altid sit at blive menneske igen...at blive til Alex!
Bortset fra at han så ret...død ud, kunne man høre at han trak vejret tungt, som om han stadig sov.
Alex havde kun lige noget at opfange Hidekis "følgesven" før han blev sig selv igen.
Menneske!

Han kiggede hen efter fuglen som forsvandt fra hans skulder og undrede sig over hvad den havde planer om men trak blot på skuldrende, det var jo en fugl den var dets egen herre så hvad pokker, han mumlede lettere for sig selv, og betragtede tingene, men nu hørtes der en vislene lyd fra buskadset og en noget ranglende åndedrag, han rynkede brynene og vidste ikke helt hvad han skulle forvente lige nu, hvad var der nu sket? Hvad var det nu der var omme bag busken? Han var ikke bange, men heller ikke helt tryg ved det, hvad skulle man forvente, et vildsvin der lige havde ædt den lille fulg, og nu fået den galt i halsen? Han trak let på skuldrende over det, og mente nu ikke at vildsvin spiste fugle, men stadig hvad fanden skulle man forvente af sådan noget som skete så pludseligt? Det var ikke helt til at vide efter hans mening, men hvad pokker, han bed sig lidt i læben og gik hhen til buskene, og kiggede hen over deres lag af blade som takkede sig op over synspunktet for hvad han skulle se. Han fjernede nogle grene, og følte sig ret ubehagelig ved at gøre dette allerede… af en eller anden grund, som han ikke helt kunne forklarer, han rystede let på hovedet og fik så øje på en dreng, men ingen fugl, og vidste ikke helt hvad der lige var sket. “Øh… He.. Hey er du okay?„ spurgte han så og kom over på den anden side lige så forsigtigt, og lod to fingre gribe fat om der hvor pulsen gerne skulle være bare for at tjekke pulsen, man kunne vel ikke vide om han var ved at dø eller noget? Han bed sig lidt i læben men pulsen var normal og trak dog også hurtigt sin hånd til sig da han var bange for at få en lyst til blod i dette øjeblik hvilket ikke helt var det der var meningen så at sige. Han rystede lidt på hovedet og kiggede lidt rundt imens han overvejede hvad pokker han skulle gøre? Han kunne ikke give sin hættetrøje til drengen det ville koste ham hans egen død, men han kunne da ikke forlade ham sådan der? Han kiggede lidt rundt og prøvede at finde ud af hvad han skulle gøre og hvordan det skulle gøres, han blev enig med saig selv om at han bare var nød til at springe ud i det, han trak sin hætte trøje af og havde en t-shirt inden under som sad lidt løst på hans overkrop og hjalp drengen på jorden, en smule op så han kunne give ham trøjen på, og sagde bare til sig selv at han bare måtte forholde sig inde i skyggen eller forvandle sig til en kat hvis det skulle være det der var besværet med at komme ud i sollyset, han kiggede lidt rundt og var lidt usikker på hvordan fanden han skulle bære sig ad med sådan en dreng, og trak drengen hen til et træ hvor der var lejlighed for noget skygge, han lænede ham op af det, og stod så bare selv og kiggede rundt imens han ventede på at drengen ville komme til sig selv, på et eller andet tidspunkt skulle det jo ske, eller noget?

Der lød et klagende støn fra ham, da drengen rørte ved ham, men ellers skete der ikke noget.
Alex lå livløs på jorden og så næsten død ud, bortset fra selvfølgelig at man både kunne se og høre at han trak vejret.
Han lod til slet ikke at bemærke at han blev rørt af denne dreng som han ikke kendte eller vidste hvorfra kom!

Efter et kort stykke tid begyndte han at røre på sig, og hans øjne gled langsomt op.
Alex tog sig til hovedet med en smertens grimasse mens han forgæves prøvede at sætte sig op, han blev selvfølgelig stoppet af den bidende smerte der fyldte hans spinkle krop.
Hvor var han?
Med endu et svagt støn fik han rettet sig halvt op og lod sit mørke blik glide hen over omgivelserne han ikke kunne genkende. Hans øjne mødte drengens, og han trak sig kort tilbage.
,,Hv-hvor er jeg?" Spurgte han svagt og rakte ud efter ham, uden noglen som helst grund!

Han kiggede let rundt og vidste ikke helt hvad han skulle give sig til imens han ventede på at drengen ville vågne fra hans besvimmelse eller hvad han mon skulle kalde den? Han kiggede lidt rundt og satte sig indenlænge ned på jorden og kiggede lidt op på himlen, hvorfor var den så klar? Han havde sol, hvorfor var der sådanne dage hvor alting bare var i mod en, og man kunne bare ikke forstå hvorfor, hvad pokker havde man gjort får at det skulle være sådan? Han kunne ikke se det, men man kunne vel heller ikke bestemme over vejret, som man kunne bestemme over natur, så at sige. Han kløede sig kort på kinden og fugtede sine læber igen, en underlig vane han havde men noget skulle han jo tage sig til imens denne dreng lå der og døsede den af i sin egen drømme verden kunne man vel mene, i grunden mistundte han denne dreng for at kunne sove, han kunne jo ikke selv sove, eller jo det kunne han, men han anede ikke hvordan, der var jo tider hvor man godt kunne falde hen i døsighed. Han mumlede noget for sig selv om at han da var et underligt væsen, men det kunne alle vel være selv et menneske, og at man var normal ved det ene gjorde det for den anden en til unormal syntes han var underligt.

Et lille gab kom fra Cash som havde siddet og kigget frem for sig i stilheden men nu rød hans tanker sammen i det han kunne hører drengen ømme sig i det fjerne af sine tanker, han kiggede hen på ham og hævede det ene bryn imens han så på ham og vidste ikke helt om han skulle plapre løs med alt muligt men ventede til at drengen kom til sin fuldefem, “Hmm… jeg kan ikke give dig et helt konkret svar… men jeg fandt dig her ved busken da en fugl fløj her hen som jeg mødte tideligere nede ved parken…” fortalte han og syntes det lød ekstremt dumt nu når man tænkte over det, men det kunne vel være det samme, nogen ting kunne man vel ikke forklares på andre måder, end på den måde, selvom der som regl plejede at være det, men nok om det. Der var jo ikke noget at tænke over nu, da det jo var sagt så hvad var der at lave om så? Han bed sig kort i læben og smilede en smule til drengen ved siden af sig uden at sige yderligere.

Alex lod sin hånd røre drengen og han fik sig trukket en smule længere op så han rigtig kunne betragte ham.
Hans altopslugende øjne flakkede en gang da drengen nævnede en fugl.
Hideki...det kunne umuligt være andre!
,,Åh..." Mumlede han kort og tænkende.
Han havde ikke lyst til at fortælle ham at Hideki faktisk var ham... hvis drengen gad ville han jo alligevel finde ud af det på et tidspunkt!
Alex trak sin hånd til sig, da han kunne mærke en prikken i fingerspidserne, og en mørkerød væske pressede sig stille frem.
Det skete altid efter en forvandling...typisk!

Han trak blot på skuldrende af det og lod som ingenting, det kunne vel være det samme som ingenting, så at sige, han kløede sig kort i håret og mumlede let for sig selv imens han overvejede hvad han skulle gøre, om han skulle gå, eller hvad han skulle, han vidste det ikke, hvorfor skulle ting være så sværer at vælge imellem han kunne ikke begribe det. På nogen måde! Han tænkte lidt over hvad det var han i grunden mente med åh? Det kunne vel os være så meget andet der var faldet ham ind? Men hvad så han mumlede let for sig selv og kunne nu lugte en smule blod i luften, ja vel nok var det ikke meget med en vampyrs lugtesans blev forstræket til 100 gange bedre når bidet var sat, han kiggede hen på drengen som havde slået sig eller hvad han havde og hævede brynet da han så den let blødende finger fugtede langsomt sin overlæbe og sukkede så stille da han fandt et lommetørklæde, der skulle en del mere til får at friste ham så vidt vidste han da. Og efter hvad han kunne lugte var denne fyr Animagus, det forklarede sikkert det der med den lille fugl og dette Åh. Som var kommet fra ham, han duppede forsigtigt noget af lommetørklædets stof på såret så det ikke skulle blive værre end hvad det var og da blodet var holdt op med at fosse ud, fjernede han kluden og lagde den ned i sin jakkelomme. “Du burde passe lidt på… vampyrere er ikke helt til at spøge med når det gælder blod…” mumlede han stille og smilede svagt inden han kiggede op i drengens øjne, med sine egne røde øjne, han gad ikke til at skjule det da han da var udmærket klar over at denne dreng var et væsen, men heldigt for ham da, at Cash var til elverblod frem for så meget andet, men for meget blod på spil kunne han ikke styre selvom han ville, og når det var indtaget kunne han ikke kontrollere sig selv, så var det ligemeget om det var elver eller aspara eller what so ever, så var det blod, og hans føde og næringsstof, som han skulle styrke sig på, han brummede lidt for sig inden han igen kiggede ud i det lysende område og ville nu ønske at i dette øjeblik at en sky eller to ville dukke op. Men intet kom frem, himlen for blev klar og kun træerne gjorde sig nyttige på denne tid af dagen, og lige nu var de så at sige hans redningsmænd?

,,Undskyld, at jeg slår mig..." han sukkede opgivende, men man kunne tydeligt se at han holdte et smil tilbage.
,,Jeg kan godt set at det var dumt gjort!" Endu et suk, men denne gang kunne han ikke holde smilet tilbage og han smilte, lettere drillende op til ham.
,,Alexius" præsenterede han sig kort og lagde hovedet spørgende på skrå.
,,Og hvad må jeg så kalde dig, hr. Vampyr?"

En mumlen kom atter frem igen, og han sukkede lidt imens han lyttede til drengens plaprende mund, som vidst ikke gjorde holdt, men det kunne vel være godt det samme, han satte sig ned på græsset og lænede sig tilbage mod træstammen og lukkede sine røde skinnende øjne, og var bare tom i sit indre sind imens han lyttede til tingene rundt om ham, han åbnede så det ene øje og kiggede på drengen som havde svært ved at holde smilet tilbage men sagde ikke noget til det. “Kald mig bare Cash.. eller hvad dine fantasier nu synes at kunne byde op med..” kom det fra ham mens den ene mundvig gled op i et lille smil, der næsten ikke var til at se, hans øjne var forsat rolige, en anelse trætte, selvom han kunne sove på hvilket som helst tidspunkt, efter de gamle myter sov han under jorden, eller i en kiste om dagen, og om natten strejfede han rundt og vækte rasler i folks sind og jagede deres beskyttende følelse af tryghed bort, sugede deres blod til de ikke længere havde mere, han var et monster. Han kløede sig kort i nakken og tænkte lidt tilbage på de fine fester der kom så ofte i de gamle dage hvor der var klassisk musik, med den evige dejlige folke dans, par dans, samles i en kreds, stille på rade række, går fire skridt frem, to tilbage gribe kvinden om armen fører hende rundt og ud i pardans igen. Et lille smil gled op i hans mundvige, og en sagte nynnen af den gamle musik kom frem som en lille brummen igennem hans adoms æble. Han kiggede så hen på drengen igen, og bed sig lidt i læben, dog uden de skrabe tænder ramte den bløde hud, hvordan mon det ville blive hvis der kom sådan et bal her i Di Morga? Han kunne mærke glæden fryde sig for hans indre, og sprede sig ud i hver en lille spids af hans krop, helt ud til fingrene og ned til tærerne. Selvom hans ansigt ikke vidste det samme glæde, han havde det med at holde sine tanker for sig selv, men hvad andet kunne han gøre når nu folk rundt om ham tænkte så meget? I det samme undrede det ham om hvor gammel denne Alexius var. “Hvilket århundrede kommer De fra?” kom det fra ham i en lidt formel tone, de gamle minder fra hans ‘ungdom’ var strommet frem fra hans indre og havde ændret hans sprog i en kort tid, men det gik så op for ham at han snakkede uden for det normale sporg og rystede så kort på hovedet og satte sig op og sukkede stille, hvor typisk, tænkte han let for sig selv. Men lod det glide væk igen og kiggede afventende på drengen foran ham.