Even at night i'm on my own.. //Cash//

Endelig en nat, hvor alting var som det skulle være i hans hoved! Endelig en dag hvor man kunne vandre frit rundt omkirng uden at føle sig begloet uden at føle at man er i farer for solens riddere. Han smilede stille for sig selv, og kløede sig let på hovedet inden han kiggede rundt i det mørke landskab som viste sig at være let for ham at se, end hvad det ville være for et almindeligt menneske, ham og hans mørke øjne, mørke sind, og mørke udseende, alt ved ham havde et inderligt mørkt had til alt, han prøvede nogen gange at lægge denne mørke side fra sig, men på den anden side, han var som han var, folk kunne sige hvad de ville, hvis de ville, han skulle ikke være den der skulle læse deres tanker hvis de ikke turede at komme ud med det de ville sige, bare fordi de havde sagt noget shit allerførst og derefter ikke turede at fortsætte deres disserri når man så endelig stod foran dem, sådan var det nu ret tit, og nogen gange kom folk altså galt af sted, ikke fordi at han havde et problem med dem, men som sagt, Cash var Cash, og han sugede blod, så hans irritationer gik udover folk der gik op imod ham, sådan var det bare, det behøvede ikke at have noget at gøre med om han var sulten eller ej, han kunne lige så godt være stop mæt eller noget i den dur, men altså folk skulle bare ikke provokere ham, sådan var det bare. Han rystede let på hovedet og prøvede at klarer lidt op fra sin tanke gang som begyndte at løbe løbsk det var lidt lige som når han skrev digte, sange, eller historier, pludselig spillede tankerne bare på det højeste punkt og alt hvad der var omkring ham blev lagt til side og hans koncentration hvilede kun på det han havde i hænderne, disse papirer og denne blyant som han ind i mellem kunne gnave i når han var gået død i en sætning. Mange ville nok sige jat han intet liv havde, men han var da os død for mange år siden, så det skulle da nok passe så kunne man jo bare sige igen, jamen det var godt gættet fordi at, det har jeg heller ikke haft i mange århundrede. Men så ville de nok bare glo dumt på en og tro at man var sindssyg, men hvad pokker, men er jo sindssyg på så mange måder at man skulle tro det var løgn, man kunne være sindssyg på en positiv og negativ måde, om man ville se dem eller ej, var så op til en selv kunne man vel sige. Han kiggede lidt rundt og opdagede at han var kommet hen til byens sø, som lå lidt uden for dets areal. Han betragtede let området omkring sig, fantastisk sted, sagde stemmen i hans baghoved.

En lille mumlen pressede sig igennem hans læber, der ellers som så ofte var så tavse som dagen var lang, han kiggede lidt rundt og lod de mørke øjne betragte de mange træer, bølger, og græstotter som var i mørket og lige kunne skimtes af månens skær, som vogtede over nattens rige. Han tog en dyb indånding og smilede stille for sig selv, mørke, hans elskede mørke, det mørke man altid kunne søge trøst hos. Han gik langsomt ned til søen som kantede sig lidt hen over bredens side, og bølgede elegant rundt i det mørke intethed, kunne man vel sige, han sukkede stille, “Hvilken dag…” mumlede han let for sig selv, da han havde været rundt og lede efter et sted og bo, han havde jo ikke noget sted kunne man vel sige, nej det havde han faktisk ikke men hvad så, han var vampyr, havde de i grunden behov for en bolig eller hvad? Han trak lidt på skuldrende, det burde han vel vide som den 400 år gamle mand han nu var, gad vide hvordan han ville have set ud hvis han ikke var vampyr og stadig i denne levende alder? Han kunne ikke helt forstille sig det, eller jo, gammel mager, kroget, lang skæg, skaldet, rynker over hele ansigtet og derefter en stok som han kunne støtte sig til, gepis, og en hånd om ryggen, og lige prikken over i’et det mest latterligste bondeknolds tøj som havde været der da han for længe siden var blevet født, han smilede lidt da han tænkte på gamle dage, og dog forstummede smilet atter da han kom i tanke om sit hårde liv som barn, hans familie var ikke rig, hans mor var syg, hans far dårligt forsvar, så derfor var alt arbejde lagt på Cash’s skuldre, som arbejde fra klokken 4 om morgenen til klokken 21 om aften. Han sukkede lidt og prustede lidt med sine læber så der kom en lille heste lyd fra dem, han kiggede lidt rundt og satte sig ned i vandkanten og kiggede ned i vandet, hvorfor var det egentlig at han ikke kunne tåle solens stråler, var det pågrund af at hans oprindelige skaber var bange for solen? Eller fordi man lærte at gemme sig bag klipper og hvad vidste han får at kunne vente på byttet? Han rynkede brynene lidt over tankerne det lød noget underligt men på den anden side ret realistisk kunne man vel sige? Somehow… mumlede han let, og rystede lidt på hovedet igen, og fant en fin glat sten, og rejste sig så op imens han betragtede den, kort kærtegnede han den med en tommelfinger inden han kastede den afsted ud i vandet så den slog smut.