Hvor er du Ka-san?(Ailince)

"Ahh " skrig hun og kastede sin taske på ham , hun sukkede og slog hovedet mod sine knæ , der kom tårerne ned af hendes kinder, hun græd "lad vær, du forstå ingenting" hun græd over hun ikke måtte det, lidt mærkeligt ,men hun ønskede et barn med Jaster , men hun måttet ikke

Den ramte ham lige på knolden, han gned sit hoved og kiggede på hende. Han stoppede op, han så hvordan hun græd og tog hænderne til hovedet. Han knyttede dem hårdt og bed sig i læben. Det mindede ham om noget den måde hun var på, men hvad? Han ville huske det, men kunne ikk... Han stoppede og rystede på hovedet, han kravlede hen og tørrede blidt hendes øjne med håndryggen. "Jeg ved det... Jeg ved at jeg ikk forstår noget, jeg er som en mus i en musefælde på det punkt... Jeg er nok en af dem du aldrig ville kunne have ved dig, fordi jeg intet ved om noget..." Han krammede hende til sig, "Jeg vil aldrig kunne gøre noget for dig, men jeg vil prøve..." han aede hendes hoved og vuggede hende. Han prøvede at trøste hende, han ville ikk se en græde. Ikk nu og slet ikk når det var hans egen skyld. "Vær sød... Smilee..." sagde han barnligt, for at se om det virkede.

"det ikke din skyld jeg græder overhovedet ikke" græd hun stadig , selvom han trøst hende tår væk "Du kan ikke bare for folk til at smilede når de er kede af det, tænkt jeg har ikke grædt i 10 år eller mere" sagde hun og så ned og snøftede, hun græd stadig , selvom hun græd var hun smuk

Han tørrede hendes øjne igen, han ville fortsætte med at tører dem væk indtil hun stoppede. "Hør, du skal ikk sige du ikk græder..." sukkede han. Han aede hendes hoved, "Og jeg ved godt jeg ikk kan få dig til at smile..." han tænkte sig lidt om. "Jo jeg ved det!" han lagde en pegefinger på hver side af hendes læber. Han fik hende til at smile, "Sådan!" smilede han glad. Han grinede lidt, "Selvom du ser sjov ud er du stadig min smukke Ka-san..." Han fjernede hænderne og hang med hovedet, "Loup vil ikk have Ka-san græder på grund af ham... Loup vil have hun smiler og er glad..."

"Jeg græder ikke begrund af dig " råbte hun "forstå du ikke min orde, det ikke dig men mig" sagde hun og tårerne faldt ned over hendes kinder, hun så til siden "fordi vis jeg bliver gravid , døder jeg , forstå du , jeg døder" hun rejste sig op og begyndte at gå væk var sur og sårede, han forstå ikke hun sagde det ikke var ham , men hende selv, hun så mod et træ og løb hen til den og slog hovedet blidt mod den

Han stoppede op, "Dør...?" han rejste sig og løb hen til hende. "DU kan da ikk dø! Det må du ikk!" peb han en smule. Han lagde hånden foran hendes pande. SÅ han var sikker på hun ikk slog sig. Han tog hænderne til hovedet, en irriternede lyd gik gennem hans hoved. Han krøllede sig sammen og faldte på knæ. *Nu igen? Hvad skal det til for!?* Han lukkede øjnene hårdt i og krøllede sig mere sammen.

Ailince så ned mod ham som krøller sig sammen "her er du okay" hun var holdet med at græde , noget var kommet over hende , noget var vigtigere , drengen som lå der, hun lagde armene omkring ham og trækkede ham op til hende "Såså , fortal ka-san hvad er galt" sagde hun og aede hans ryg, hun fik et minde i hovede og skær ansigt, hun havde mødt ham før , men der var hun denne aldre os , men ham yngre end hende, hun så hun holdet ham indentil sig og kaldt ham loup , hun fik står øjne og så ned på ham "vi har mødtes før" sagde hun overaskede hun virkede forvirrede , glemt alt om sin sorg

Hans ulveøre hang tilbage, han ville ønske han kunne holde for dem og hans rigtige. Men han var nødt til at tage de almindelige. Han rystede den irriterende lyd i hans hoved blev højere. Han peb en smule, 2Få lyden til at stoppe!" råbte han ind til hende. Han vred sig en smule, lyden blev højere for ham. "Jeg kan ikk klare den!" han krøllede sig hårdt sammen. Gemte sig for lyden, måske ogs lidt for hende... Han fik blod ud af munden og tog den med ro igen, han trak vejret dybt og kiggede på hende. "Hv-ad mener du?"

hun lagde panden mod hans "for nogle år tilbage mødte jeg en dreng som var meget indlukket og meget som en ulv, dig" sagde hun og smilede "jeg var 17 år der og røde håret" sagde hun og aede hans kind , hun smilede "Bare rolige , den er væk nu" sagde hun og lagde hovedet på skrå og tørt blødt væk fra hans mundvig og hud ...
Hun holdet ham stadig indtil sig i et kram "Såsåså" sagde hun

Han kiggede undrende, "Men... Men jeg..." han tog hænderne til hovedet. Hans hjerne prøvede at huske bare lidt af hans fortid. Men det eneste der kom var en ufattelig stor smerte i hoevdet. Han stoppede efter lidt tid, "Jeg kan ikk hjælpe dig... Mine minder... Jeg ved ikk..." Han tog hænderne til hovedet, "Det er som om de er forseglet..." mumled ehan opgivende. Han lagde hovedet ved hende, "Men hvorfor er du så sød ved mig..." mumlede han lidt. "Jeg... Jeg er ikk andet end en torn i øjet..."

"det ikke sand, du er meget mere end det, du er en dele og søde person, som passer på dem du holder af, det betyder meget og du care " sagde hun og smilede sødt "Lad mig hjælpe" sagde hun og lagde sin panden mod hans, hun var nu i hans sind, som hun kunne slette minder kunne hun finde dem igen , alle minder var i hovedet selv vis de bliv slettet ... hun kiggede rundt og fandt hans minder omkring hende, det sket for 5 år siden , han var 12 år og hun var 17, det var som i dag som en mor og søn, men mere end det, de var tætte venner, hun slap og lod ham se de minder, der var inden smerter ved at se dem på denne måde

han fjernede sig hurtigt fra hende, "Ikk!" han tog hænderne til hovedet. Han rystede og krøllede sig sammen. Hans minder var forfærdelige. Han ville ikk se dem, han græd og peb. Han krøllede sig hårdt sammen. "F-få dem til at stoppe!" han fik ikk ondt af dem, han ville bare ikk se dem. "Jeg vil ikk!" Han faldte sammen på jorden og lå stille da de holdte op med at komme frem. Hans blik var tomt, dødt... Men han trak vejret, tungt. Men stille. Hans krop rystede og han græd videre.

"Som du ønsker" sagde hun og lagde hånden og begyndte at slette en efter en, der vil gør de flerest græd mens , de vil føls ensomhed og tomhed , vi at mangle dem , hun så til siden og lod være med at se på ham, da det tog på hende dette. hun stoppede og alle minder som hun lige havde givet var væk , hun sukkede og rejste sig op "Du ikke beder end andre" sagde hun og gik hentil et træ og sætte sig op af det, hun havde lagt et tæppe over ham, hun så mod himlen

Han krøllede sig sammen, han vidste hvad der var sket. Han kunne ikk huske hvad det vaar. Men der var sket noget. Han satte sig op og spyttede en klat væk. Han rejste sig og gik hen til hende. "Hvorfor gjorde du det?" sagde han opgivende. "Nu skal jeg jo til at have smerter ved at huske dem igen..." sagde han surt. "Kender du ikk det at man ber til at de forsvinder, men det ikk var fordi man mente det?" sagde han opgivende igen og trak på skuldrene. Han aede hendes kind, "Jeg vil have de minder, huske min fortid... Sove om natten for en gang skyld..." sukkede han og lagde sig med et bump.

"Shhh, være stille " sagde hun bare og lukkede øjne hun gad ikke til at høre ham , hun lukkede øjne og så alle hans minder i sit hovede "kom til at tag dine minder, så nu kan du aldrig nogle sinde huske dem selvom folk prøver , jeg bære din gammel minder i mig" sagde hun og smilede , hun åbnede langsomt øjne og så på ham med sin røde øjne "Så bare roligt, du kommer aldrig i dit liv til at se dem igen"

Han tog fat i hendes skuldre og havde helt gule øjne. "Du giver mig de minder tilbage!" snerrede han og strammede hårdt grebet. "Hvis jeg ikk skal huske dem, er det udelukket jeg æader en anden tage dem fra mig!" Han borede skarpe negle ind i hendes hud og fik skarpe tænder. Han var blevet anderledes.

"Så dræb mig vis du ønsker det" sagde hun og så til siden "du bad mig om at slette dem og jeg gjorder det, være ikke dum og sig du vil ha dem igen " hun så til siden , hun havde set hans minder allerede og de var ikke lige frem de lyset , hun så mod ham og derefter mod hans en hånden "Det gør ikke ondt" sagde hun og blodet begyndte at komme fra de sår han lavede, hun duftede sødt

"Jeg bad dig ikk slette dem?" snerrede han. "Du gjorde det af dig selv!" han var ved at blive vredere. "Du kan ikk abre gøre hvad der passer dig, min fortid, mine minder!" Han havde lyst til at brække nakken på hende, men hvad skulle det nytte når hun stadig havde dem. "Du skal give mig dem tilbage! Jeg kan ikk leve velvidende om at jeg aldrig ville kunne huske min fortid!"

Hun smilede "du sagde stop dem, for dem væk fra mig" sagde hun og så på ham "du ikke klar til dem , lover dig du for dem igen, når du er klar" hun tog fast i hans hånden , hun var stærkere end ham og så mod ham med et smil som ikke var bange eller frygtede noget , "Så bare rolig , en dag for du dem" hun rejste sig op og hendes sår var healede

Han rejste sig, "Jeg er ligeglad hvornår jeg er klar til dem! Du kan ikk forlange det vil ændres hvordan jeg tager det med tiden!?" han var meget stædig. "Jeg vil ikk ha du går rundt med mine minder! Jeg vil ikk ha nogle kender til min fortid!" han begyndte at græde en smule. Han vidste ikk hvorfor. "Hvorfor kan du ikk forstå jeg vil ha dem for mig selv...?"

hun så mod ham , med et trist blik "Manda , det er forsent, kender hele din fortid nu" sagde hun og vendte ryggen til ham "Jeg er ked af det at jeg kender den, men giver dig dem ikke, du kan ikke klar dem " sagde hun og så mod ham med nogle øjne som kendt den smerte han følte lige nu "dette er bedre end du tro" hun begyndet at gå nu

Han løb hen og tog fat i hendes håndled, "Hold op med at skjule min egen fortid!" han rystede en smule. "Du siger du ved hvordan det er, men det gør du ikk! Du vil aldrig forstå mig! Du har aldrig gjort det og du vil heller aldrig gøre det!" han gav slip på hendes håndled. "Du tror du ved alt lige nu, men sandheden er at du ikk ved en skid..." han begyndte at gå. "Hvis du vil mig noget, så kontakt mig gennem en anden... Jeg vil ikk se dig..." Han tog mobilen han havde fået op af lommen. Han bukkede sig ned og lagde den, "Behold dit bras... Jeg kommer nok aldrig til at bruge den alligevel nu..."

"Min eje far slette min minder , alle min gode minder , alt , og har aldrig fået dem igen , aldrig... begrund af det , husker jeg kun min barndom som mørket , jeg sagde jeg lover du for dem igen " sagde hun og så mod ham , hun vidste han var sur , hun sukkede og stod foran ham "ved du hvad " sagde hun og sukkede "du ved heller ikke noget om mig, og stadig sagde du de ting, ved du hvad , jeg er lige glad med hvad der sket i din fortiden vis du skal være sådan , så her , mærk smerten , mærk hadet og mærke trøsten efter blod" sagde hun og lagde hånden mod hans panden hun gav alle hans mørke og ubehagelig minder tilbage, de var det eneste hun havde taget det andre havde hun ladt blive i hans sind "Jeg lod de gode bliv, her " hun lod mobil ligge "ring vis du vil mig noget " hun gik væk fra ham... hendes ar på ryggen var nu synlig for ham, det var kæmp stort og måtte havde gjordet rundt "i det miste huske du de gode ting på et tidspunkt , BYE " sagde hun og begyndte at løbe væk

Han sad stille da han fik dem igen, rystede en smule. Men det var ikk så slemt som før. Det gav et sæt i ham og han tog en hånd til hovedet. "Det var squ da ogs..." han kiggede på mobilen. Han sukkede let og tog den i lommen. Han rejste sig og fik ulveøre og hale. Han lugtede efter hende og kiggede imod hendes retning. Han begyndte at gå imod hende og tog mobilen frem. "Hva faen var det nu hun sagde?" han trykkede 1 og på den grønne knap. Han så der stod ringer til... Han tog den til øret og gik videre.

hun stod ved en bygning da den ringe "Ah" sagde hun og så det var Manda og sukkede , man kunne hører hun tog den "Hvad vil du" sagde hun og gik vider, hun var allerede inden i byen, det kunne man høre på de lyde omkring hende.. hun sukkede og stoppede op "Manda hvad vil du " gentog hun sig selv, hun var ikke i særlig godt humør lige nu og folk omkring hende var bange, den mørke var udstråling var stærkere end normalt, hun havde gule øjne og koldt