Hvor er du Ka-san?(Ailince)

Han gik roligt videre, "Du ved det vel godt selv gør du ikk?" sagde han en smule opgivende. Han hoppede op i et træ og hoppede fra træ til træ. "Vi trænger til at snakke om det her..." mumlede han. Han var inde i byen kort efter. Han kiggede rundt, "Du må forstå det... Jeg vil forstå dig..." han kiggede rundt. Han havde lidt sværere ved at finde hende, alle de lugte. Han løb i den retning hendes lugt var, han kunne se hende allerede. Han lagde på og løb hen foran hende, "Ka-san!" han lød en smule forpustet.

//Logger nu, er døden nær på grund af søvnmangel nu! :'D

hun så mod ham med sine gule øjne "Hmm" sagde hun koldt og virkede andeledse "Så du vil snakke , hvor sjovt" sagde hun og smilede skævt "du vil jo ikke se mig" sagde hun og begyndte at gå igen , hun så ikke mod ham og gik bare "jeg vil ikke forstå dig mere, vil ikke behandlede på den måde, når du ikke vid noget som helst" sagde hun og man kunne se arret på hendes ryg , det var voldsomt og ikke kønt "du er som alle andre, det er DIG ; DIG & DIG " sagde hun og stoppede op og vendte mod ham, hun så på ham med sine gule øjne "Jeg snakker ikke om min fortid , det kommer ikke andre ved , så lad være med at forstå mig .. om så vi har oplevet nogle ens ting, er der stadig forskel , du vil aldrig kunne forstå mig , ALDRIG " sagde hun bestem og stod og kiggede på ham

Han gik hen til hende, "Fint... Hvis du siger jeg ikk skal forstå dig, skal jeg nok lade være..." han aede hendes hoved. "Men DU bestemmer ikk over mig, og du er ogs sådan." Han aede hendes kind med håndryggen, "Alle er egoistiske nogle gange, og vi to er ens på mange flere ting end du tror..." Han gav hende et kys på panden, "DU er nødt til at se hvad lighederne er før du siger ingen er det mindste smule ens." Han gav hende et kort kram, "Ka-san har måske meget at lære, det har Loup ogs. Men nu er der sagt hvad der skulle siges, så det er dit valg om at forsætte eller forsvinde..." Han begyndte at gå den samme vej som han kom fra.

Ailince vendte blikkede mod ham og smilede roligt "så vis, men så dum os" sagde hun og kunne ikke lad være med at grinede "vi er meget forskellige Manda , lige meget hvad du siger , har vi vores opfattelse på forskellige ting, og den gør vi ser livet og tinget forskellige, som du kan se, vi har oplevet forskellige ting, men ja vi er vel ens på nogle få punkter , men betyder ikke jeg ønsker vi er" hun så ned, hun skammede sig over at sammen lignede en med hende selv på den måde "Men du må forstå, jeg ikke er som du tror , jeg er et tomt person"

Han stoppede op og kiggede på hende, "Vi er ens på mere end du tror... DU tænker bare ikk over det." smilede han let. Han gik hen til hende, "Vi deler den samme luft, himmel og jord. Det er vi ens på... Vi begge går rundt i Terre, der er vi ogs ens." smilede han og aede hendes kinder. "Vi er ikk personligt ens, det er ogs godt. Fordi hvis alle er ens, er der ingen der er specielle." Han gav hende et lille kram og hans hale logrede, "Og hvis du er tom, så er jeg ogs. Hvis du siger du er tom, så er alle tomme..." sagde han roligt og gav slip på hende.

///Er emnet slut?

Ailince sukkede dybt over hans ord *jeg er misforstå igen* sagde hun og trækkede vejt roligt inden og ud, hun begyndte langsomt at falde til ro igen og vendt sig nu mod Manda "Hm" sagde hun bare som svar, hun ville ikke rigtigt svar på det , da hun bare vil blive sur eller manda vil , hun lagde hovedet på skrå og åbnede munden meget langsomt "det jeg ment med tom" hun stoppede og kunne ikke forklar det , hun sukkede "lad mig prøv at vise dig det i stedet" sagde hun og løftede hans hånd og lagde den mod hendes en bryst, man kunne ikke mærkede hendes hjerte slag overhovedet, slog hendes hjerte enligt , Bump bip" sagde hjerte og så gik der op til 5 minutter før du slog igen, hun slap hans hånden "det var hvad jeg ment" hun vente langsom ansigt mod hans og bliv overaske over hans blik, det havde hun ikke forventede