Here I`am - Aidin=Privat emne!

[center]omgivelser: En masse elever og lærer.
sted: Di Morga High School
Vejr: Ikke koldt, men heller ikke varmt.
Dato:??
Årstid: Forår.
Tid: Morgen
Påklædning: Det der er på billedet andet end at hun ikke har tørklæde på, men istedet, en sølv halskæde, og hendes sko er Converse hendes hår er sat op i en knold, ligesom mit profil billede.




Eleverne myldrede frem og tilbage hen af gangene, mens lærene, gik stille og roligt rundt, og tysede på folk. Mellem nogle af eleverne, gik hope for sig selv. Hope tog et par skridt ud fra den store flok med elever som vadede frem og tilbage.
Derefter gik hun hen til hendes skab og låste det op. Hun fik åbnet det og stod så og fandt de bøger hun nu skulle bruge til den time hun skulle have. Hendes øjne, var en lys brun, som passede enormt godt til hende. Og hendes hår mørkebrunt, som krøllede let, hvis det hang.
Hendes kropsbygning var slank og smuk. Sådan set slank over det hele. Og det klædte hende enormt godt. Hope mærkede hvordan fol de susede forbi, somom de ikke kunne se. De gik bare helt naturligt og vadede ind i folk. Hope havde hendes sølv halskæde på. Den var bygget som en medaljon, man kunne åbne og lukke. Men inden i medaljonen, sad der et lille billede af en gammel dame, som var hendes bedstemor.[center]

//Er det så her, jeg os er med?! o.O//

//Ja upsi havde glemt at skrive dig på xD Undskyld, men du kommer bare med i dette emne xD

//Godt nok :P//

Derrick, kom gåene ned af gangen, vor en masse elever var på vej til time? Han drejede til højre, låste sit skab op, tog sin skuldertaske (sort Converse) og sine bøger. Han havde sin hvide trøje på, og udover den en hættetrøje med lynlås. Han havde nogle sorte bukser, og et hvidt bælte (Ligesom avataret) Han lukkede sit skab, og begyndte at gå hen til matematik timen. Folk pjattede, og en af hans venner kom hen og spurgte om han skulle noget efter skole, men han viftede ham bare væk med en viften, med hånden o.O

Aidin kom stilfærdigt gående hen ad den lange skolegang og blev konstant skubbet til eller overhalet af de andre elever. Hvorfor havde de alle så travlt? Jo flere skridt han tog, jo længere ind i sin egen verden kom han. Det var også på det grundlag, at han lidt efter kom til at støde ind i en af de større elever, fordi han var faldet helt i staver over alle de tanker, han prøvede at holde styr på, men som bare fisede rundt inde i hans hoved og fik det til at dunke. Aidin standsede og trådte af ren refleks et skridt bagud, netop som det skete. "Se dig for, idiot," hvæsede personen, som han uheldigvis havde gået ind i, hvorpå den ældre fyr tog fat i den tegneblok Aidin havde i favnen og rev den ud af hans arme. "Det var ikke med vilje," undskyldte han med dæmpet stemme og slog forlegent sit blik ned mod skolens gulv. Den store elev, der sikkert var på sit sidste år her på skolen, lod sit blik glide ned over hans tegning, der sad hæftet fast til tegneblokken, han havde nakket fra ham. "Hah, hvad fuck er det?" udbrød han og slog en hånlig latter ud og pegede derefter på den tegning, han havde sit blik rettet mod. Aidin løftede blikket fra gulvet og så op på ham, da han sagde det. Han var mindst tyve centimeter højere end ham selv. "Giv mig den," forlangte Aidin og rakte ud efter sin blok, lidt tøvende. Fyren holdt tegneblokken således, at de andre i hans 'slæng' kunne se den. Tegningen bestod af to engle, der var af hankøn, og holdt lidenskabeligt om hinanden. "Tænder du på dit eget køn? Fuck, hvor er du klam," grinede han hånende og blev bakket op af sine tilhængere, der ligeså brød ud i latter. "Giv mig den," gentog Aidin hjælpeløst og mærkede en svag, stikkende varme brede sig på hans kinder. Den ældre elev kastede tegneblokken hen af gangen, inden han gav Aidin et hårdt skub på brystkassen og begyndte så at gå. Dernæst, ligefør han forsvandt ude af syne, så han sig over skulderen og sendte ham et modbydeligt smil. Aidin tog sig ømmende til brystkassen og luntede derefter hen til det sted, hvor han havde smidt hans tegneblok, bukkede sig ned og samlede den op.

//Undskyld mit langsomme svar - jeg skulle lige hjælpe med noget nedenunder :D//

Hope havde set alt, hvad den anden elev gjorde mod en dreng, som holdte en tegneblok.
Derfor listede hun hen og bukkede sig let ned og fik fat i hans tegneblok. Hun kiggede kort på blokken, med hendes smukke lysebrune øjne. Hendes øjne mindede ælet om en rævs øjne. Elegante og lyse, var de aligevel, selvom de var lysebrune.
Hun så hen på den dreng som, var blevet drillet, eller hvad man kaldte det. Hun betragtede ham kort. men da han kom hen til hende, fik hendes kinder et svagt lyserødt skær. "Øm.. Her, du tegner smukt" sagde hun og rakte ham tegne blokken. Hans tegning var enormt smuk, og special.
Hendes hår var lettere pjusket, og flot slevom den sad oppe i en knold. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, da hun kom til at kigge ham ind i øjnene. Hun slog let hendes blik ned i gulvet, fordi hendes kinder fik den svage lyserøde farve igen. Hun ventede blot på at han ville tage tegneblokken, eller hvis han ikke ville, hvad skulle hun så gøre med den??

Derrick havde set alt. Han følte en vrede, af en grund han ikke viste. Drengen havde jo ikke gjort noget. Hvad vis nu tegninge ikke var hans. Der var måske en anden der havde tegnet den. Han gik hen til den store dreng, som nok var dobbelt så bred som ham. "Hvad fanden har han gjort dig?"Spurgte han, med vrede i stemmen. "Han kom jo bare til at gå ind i dig!" Begyndte Derrick at råbe. Den store dreng smilede, over hele fjæset. Et grimt smil. Den store samlede hånden i en knytvæve, og jog den lige indd i Derrecks mave. Han bukkede sammen, og hostede. Derrick så op. Han stilte sig ud i sin egen stilling, og begyndte at lave en kampsport, som vare en blandning af alle de 3 han havde lært. Han hoppede op på skabene, for at hoppe ned igen og smake drengen i hoved. Den store drengs slæng, gik os på ham, men de fik os en på hoved. Da de alle lå ned, råbte han: "Vis i nogensinde rør ham igen.. Nej andre igen, får i en omgang mere!". Han gik hen til drengen, og pigen som nu var der. "er du okay?!" spurgte han, mens adrenalinen stadig kørte rundt i hans krop.

Aidin smilede kordialt til den tilsyneladende venligsindede pige og tog imod sin tegneblok. "Mange tak," fik han mumlet, inden varmen i hans kinder steg yderligere, og der bredte sig en svag rødmen henover hans kinder. Han trykkede blokken indtil sig, som om det var hans kæreste eje. Ikke mere end et halvt minuts tid efter opfangede han ører noget påstyr længere henne, og han vendte sig derfor om for at se, hvad der mon skete. Det var en eller anden ubekendt dreng, der var kommet op og tottes med ham, der havde taget hans tegneblok fra ham. Hvorfor gjorde han det? De kendte jo ikke en gang hinanden og alligevel ... forsvarede han ham. Eller det var måske lige så meget for alle de andre gange, den ældre elev havde drillet nogen. Det var ihvertfald ikke først gang, han havde drillet Aidin. Han trådte et skridt bagud og forsøgte at gøre sig så lille som mulig ved at skjule halvdelen af sit ansigt bag den hvide tegneblok, mens han så måbende til da drengen udfoldede sin dygtighed indenfor kampsport. Hvor vildt. Gid han selv havde kunnet sådan noget. Det ville være nyttigt de mange næste gange, han sikkert ville blive udsat for den slags igen. Aidin knugede sin blok indtil sig, da drengen kom hen til gående hen mod ham/dem. Han sænkede sin tegneblok lidt og nikkede stille til svar, hvorpå en ny, kraftigere rødmen bredte sig på hans kinder. Han vendte sine øjne ned mod gulvet og bed sig i underlæben, som han hurtigt slap igen.

Hope stod med fronten hen mod den dreng som lige havde provokeret ham den store elev. Det var måske ikke det mest kloge at gøre, men da hun så ham udføre hans kampteknik, betragtede hun ham, med hendes smukke lysebrune øjne.
Men bagefter kom han hen mod dem. Et lille smil fik hun frem hen over hende kønne bløde læber. "Det det vær utrogligt" mumlede hun let og hentydede til hans enormt speciale kampteknik. Hvordan kunne mennesker lare sig uden magi?? Det måtte hun finde ud af. Hun kunne i hvert fald ikke overleve hvis ikke hun havde den magi, som hun nu havde.
Hun kiggede skiftevis hen på den ene dreng til den anden. Hvad skulle hun sige??
det andede hun i hvert fald heller ikke. Der var endelig mange ting som hun ikke vidste lige nu. Hun havde hendes skulder taske svunget over skuldren. Og bed sig let i underlæben. et lille nuttet smil fandt vej hen over hendes utrolig bløde læber, som havde et skær af en rosa farve. kort tid efter ringede klokken. alle de andre elever gik ind, men de blev vidst ståede. En lære kom ned af gangen og pejede let på dem. "I TRE TIL REKTORS KONTOR" sagde hun højt og strenngt. Hvorfor nu det?? Det var da underligt, de havde da ikke gjordt noget, som ikke var nødvendigt vel?? Nej! Ikke hvad hun vidste i hvert fald. Måske troede læren bare det? "Det er nu!" råbte læren til sidst.

Derrick smilede.. "Det var godt" grinte han og klappede drengen på skulderen, mens de gik. "Jeg er Derrick.. Og i hedder?" spurgte han, pigen og drengen. Derrick, kunne mærke noget nede i benene. Selvfølgelig havde han ondt. Han havde øvet jumpstyle, og sin egen lille kampsport. Juka-jump-jutsu, Kaldte han den. Det var en blanding af alle de 4, ting han lavede. Jumpstyle, judo, karate, og ninjutsu. Han kiggede rundt, og så de store drenge var forsvundet.

Aidin så forskrækket op, da han hørte en velkendt stemme fra en af de lærere, der underviste her på skolen. Selvom han udemærket godt hørte Derricks spørgsmål, svarede han ikke. Det turde han ikke. Ikke med den strenge mine læreren bar. Hvad havde de gjort? Hvad havde han gjort? Han bed sig atter fortvivlet i underlæben, og vidste slet ikke hvor han skulle se hen, så han slog bare sit blik ned mod gulvet. Ikke et ord vovede at undslippe hans læber. Hvad skulle han gøre? Jo, han skulle gå ned på rektorens kontor, men ... det var som om hans fødder var blevet sømmet fast til gulvet. Det var simpelthen umuligt at flytte dem, selvom han gerne ville. Læreren skulle jo nødig blive mere vred. Aidin kastede et enkelt blik hen på de to andre og skubbede hurtigt sine briller længere op på næsen, eftersom de var ved at falde ned over hans næsetip.

Derrick, så tilbage på drengen. Han gik ikke med. Han gik tilbage.. "Kom nu.. vi skal jo bare op på rektors kontor" smilte han. Da drengen ikke bevægede sig, greb han ham om livet, og løftede ham over skulleren. "Kom nu vi har ikke hele dagen". De gik ned af gange, og stoppede op foran rektosr kontor. Derrick, satte drengen ned. "Så er vi her" grinte han.

Hun kiggede hen på den dreng, som åbenbaret hed Derrrick.. "Ømm.. jeg hedder Hope" sagde hun stille, før hun let hviskede noget. "Skynd, jer at stikke af" mumlede hun næsten utydeligt, da hun let kiggede hen på dem begge.
Det var nok det smarteste at stikke ind i koste skabet, eller sådan noget. For den lære ville nok glemme det hurtigt siden at der var andre problemer, lægere nede af gangen. Hun kiggede hen på den dreng som nærmest var sømmet fast til gulvet.
"Øm.. Er du okay??" spurgte hun let og kigede på ham.
Han så temlig skræmt ud. Øv! Hun kunne ikke lige komme i hendes ræve skikkelse nu, for den skræmte tit folk, så de kom lidt til sig selv, i hvert fald. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, da hun let kiggede hen på Derrick igen. han virkede ikke nervøs begrund af en lære som bare var dum og utildfreds. Hun fulgte med dem hen til rektors kontor.. "Vi ka stadig stikke af" agde hu let.

Derick, kiggede på Hope.. "Man ville være en svans vis man stak af" sagde han og grinte

//Ukreativ//

Aidin flyttede lettere åndsfraværende sit blik hen på Derrick og åbnede tøvende munden. "Men ..." begyndte han men nåede aldrig længere, eftersom han så blev løftet op at hænge over Derricks ene skulder. I endnu et forsøg på at sige noget, åbnede han munden. Han ville sige, at han skulle sætte ham ned. At han faktisk godt selv kunne gå. Men atter agtede hans taleevne at svigte ham. Der kom ikke et eneste ord ud af hans mund. Det lykkedes dog et uhørligt suk at undslippe hans læber, hvorefter han blev sat ned, da de nåede hen til rektorens kontor. Hans blågrå øjne flakkede væk fra Derrick og blev ført hen til pigen, hvis navn var Hope. "Jeg ..." mumlede han og strammede sit greb om sin tegneblok. Aidin kneb sine øjne hårdt i, før han åbnede dem igen og så hen på Derrick. "Jeg ... j-jeg hedder Aidin," præsenterede han sig selv og tvang sine mundvige opad i et usikkert smil.

"HAN KAN TALE!" udbrød Derrick, og smilede. Han tog sin mobil frem, og spurgte: "Vil i se mit jumpstyle?! Gør det tit ude på gaden. Man får let penge på den måde" grinte han.

Et lille smil bredte sig hen over Lills bløde, men blide læber. "Hyggeligt at møde dig Aidin" sagde hun stille og fik den lette lyserøde frave hen over hendes kinder.
Hun kiggede derefter hen på derrick.. "Ja, jeg vil gerne" sagde hun stille og smilede forsigtigt og nuttet. Hun havde altid været en smule genret, men det var vel naturligt nok ikk??
Jov det måtte det være, for det var jo endelig ret sødt når man ¨ådan tænkte over det ikk?
Jov det måtte det jo være en smule i hvert fald.
rektoren snakkede allerde med nogle elever, så de skulle nok vente i et godt stkke tid.

Aidin smilede forsigtigt til dem og nikkede lidt efter med hovedet til svar. Selv var han enormt dårlig til alle former for dans. Eller også var det bare det faktum, at han ikke rigtig turde at slå sig løs, når der blev bydt op til dans. Så følte han sig helt forkert, når han stod derude på det fyldte dansegulv med fødderne sømmet fast til gulvetæ Sådan føltes det ihvertfald. Aidin lod meget diskret sit blik glide lidt rundt på de to andre elevers kroppe. Ud fra de få minutter han havde kendt dem, virkede de begge to utrolig søde. Ikke at det havde noget med ham at gøre. Han var ikke særlig bekendt med såkaldte venskaber, da hans bedste ven var hans kat derhjemme. Og selv den virkede ikke en gang som om, den var specielt glad for ham. Aidin drog et svagt hørligt suk og pustede til en af sine affarvede hårtotter. Hans hår bestod af to farver. Det lidt kedelige brune hår var hans oprindelige hårfarve, og det platinblonde havde han farvet i. Så dét var ikke ægte. Endnu en gang blev han nødt til at skubbe sine store, sorte 'nørde'-briller længere op på næseryggen, fordi de var ved at falde ned. Han var faktisk fuldstændig fortabt uden dem. Hvis han ikke havde dem på, kunne han ikke se en pind. Alt blev helt sløret. Aidin sendte både Hope og Derrick et af sine generte og skæve smil, inden han vovede at tage et skridt længere hen mod Derrick. Hans hænder holdt nærmest krampeagtigt fast i hans tegneblok, som om han forventede, at der når somhelst kunne komme en springende hen til ham og tage den fra ham. Men han holdt virkelig meget af sine tegninger. Alle hans dyrebare værker var i den. Mange gange havde han hørt de andre sige, at det jo bare var nogle åndssvage tegninger. Papir med blyantstreger på. Han mente dog det stik modsatte. Det var ikke bare tegninger. Nogle af dem rummede faktisk en del af hans tanker. Hvis han var forvirret eller bare havde brug for at få noget ud af hovedet, så kradsede han det på papir. Og så følte han, at hans hovede ligesom blev lettere, når han havde fået lov til at slippe noget af sin kreativitet ud. Når han en gang blev stor, ville han være kunstner. Det havde han altid sagt og holdt stadigvæk fast i det. Men det var ikke det, han skulle være, havde hans mor sagt. Skuffet over at hendes søn valgte noget så tumpet som at være maler. Det kunne man ikke leve af. Tænk nu hvis der ikke var nogen, der gad købe hans værker. Så ville han ikke tjene nogen penge. Det var Aidin sådan set rimelig ligeglad med. Han elskede at tegne, og det var det, han ville arbejde med, når han på et tidspunkt selv skulle sørge for at indtjene nogen penge til at sætte brød og vand på bordet - basta! Om hans mor så brød sig om det eller ej. Hvilket i dette tilfælde var et ej ...