Det perfekte sted til at undskylde...Mix

S: Gæt engang?
O: Væsner hist og pist.. som skal se en film you know?
V: Mørket har lige taget fat..
T: Aften, skumring
D: Hmmm...?

___________________________________________*

Dehvil sad ved en bænk. Han så tomt for sig, og han kiggede på et bestemt punkt.
Det var på byens biograf. Væsner gik ind og ud, og de fleste var par.
Dehvil havde ikke tænkt sig at gå ind, men alligevel kom folk grinene ud. Dehvil satte sig til rette på bænken og så på den mørke himmel.
Mon hun havde fået hans brev? Vidste hun at han ventede på hende?
Hvem skulle også komme? Dehvil var jo nærmest ved at dræbe hende! Så hvorfor skulle hun komme, og hvorfor skulle hun overhoved stole på ham? Dehvil gav en lille suk fra sig, og begravede sin hoved inde i sine hænder.

Asma gik langs vejen. Hun så de forkellige væsner der snakkede højt og et par nogle som havde fået lidt for meget at drikke.
Asma så på himmlen og smilte stille. Mørket havde taget fat, det var ellers syndt for dagen havde været perfekt.
Asma starkte sig, for hun var en smule øm i kroppen og årsagen anede hun ikke.
Hun opdagede en bænk, hvor ingen sad. Men der var jo også flere bænke.
Asma satte sig, og så på den modsatte bænk. En dreng eller mand? Sad med hovedet begravet, havde han mån også drukket for meget eller ventede han på noget?
Asma sukkede, og roedede i sin lomme. Et krøllet papir kom til syne, og et slange skrift mødte hendes blik.
Hun læste det kort inde i sit hoved, hun kunne faktisk brevet uden af nu.
Mon han kom?..

Dehvil mærkede en sødme duft. Han kunne ikke huske duften, men det var som om det stak inde i ham. Det var en engle duft. Han kunne mærke blodet koge inde i persones åre, men lige nu havde Dehvil noget andet i tankerne.
Han vente sig ansigt imod personen der sad modsat ham. Da han så personens ansigt, smilede han kort.
Asma, det var hende, så kom hun alligvel, og hun sad og læste hans brev! Dehvil satte sig bedre til rette så han kunne betragte Asma stille. Han nød det, hun var virkelig smuk og han kunne næsten ikke få øjnene fra hende.
Han rystede på hovedet, og kom lidt til fornuft.
"Asma" sagde han, og underligt nok lød hans stemme hæs og meget dyb ind den plejede.

Asma så op fra brevet da hun hørte en stemme. Ikke en stemme hun havde hørt før men derfor betød det ikke at hun kendte den.
"Dehvil, det dig!" sagde hun og rejste sig op. Brevet røg ud af hendes hænder, og en lille smil blev kaldt frem på hendes læber. Selvfølgelig var det Dehvil. Så kom han, og hende som troede at hans sad derhjemme uden at fortrakket et mine.
Asma bed sig på underlæben og var ikke så sikker på at hun kunne nærme sig ham.
Hun havde ikke set ham siden episoden ved bandegården, men det var længe siden.
Og Asma havde aldrig blevet klog af den grund.
Hun havde altid synses godt om Dehvil, bare ikke så meget som ham.
"Rart at se dig Dehvil" sagde Asma stadig med smilet på læben.
Dog blev hun stående hvor hun var, for tænk hvis han ikke var i humør til at snakke. For han så ikke særlig godt ud, eller retter sagt, han så ikke frisk ud.
Kunne vampyr være syge? Eller var det bare noget hun bildte sig ind?

"I ligemåde Mix" sagde Dehvil og bukkede sig. Han rette sig dog op lidt tid efter.
Han betragtede Asma, og smilede sit varme smil.
Hun havde ikke ændret, selvfølgelig havde hun ikke det, det var han glad for. Men hun så nervøs ud. Dehvil vidste det jo godt, det var jo hans skyld, og han havde kaldt på hende for at undskylde.
Han gik stille over til hende, og en lille brise tog fat om hans kappe. Det var som om han svævede over til Asma. Men det gik faktisk langsom. Han skulle tænke sig om, han skulle ikke gøre hende bange. Han vil sige alting pænt og velorden.
Han var så tæt på hende, at han kunne mærke hendes ånde imod hans kind. Han svang begge hans hænder over hedne og holdte hende tæt ind til sig.
"Mix, jeg undskylder" mumlede han ind i hendes hår. Det duftede. Underligt nok af anemoner, roser, aroma.. og mange ubeskrivelige dufte.
"Undskyld prinsesse"
*Jeg æder hende snart!* råbte en høj stemme i Dehvil stemme. Men Dehvil tog sig ike af det. han holdte bare om Asma, selvom hans instikt var imod det. Men skide med det.
Han var glad for hende. Hun var her. Det var kun det der betød noget for ham.

Asma var bare stivnet. Hun lag stille en hånd på hans hårde ryg og klappede stille.
Det gjord ondt, sindssyg ondt. Hun lukkede øjnene og bed smerten i sig.
Kaldte han hende prinsesse? Hvad blev det næsten, min brud!?
Asma sukkede og gik stille fra ham. Han holdte ikke hårdt fast, for det var let at komme ud af grebet. Asma holdte på sin ene skulder og så på Dehvil.
Hun var ikke sur på ham. Hun var bare lidt rystet over sidste gang. Hun kunne godt lide Dehvil, men ikke så meget som han kunne lide hende.
Asma sukkede endnu engang og lag sin lillefinger på sin varme pande. Hun så på Dehvil og smilte.
"Du skal ikke undskylde.." sagde hun bare og så derefter ned. Hun vil ikke møde hans blik, ikke endnu.

Dehvil prøvede at fange hendes blik, men da hun blev ved med at kigge ned, gav han op.
Han havde læst hendes tanker, han forstod hende godt, men alligevel gjord det ondt på en måde. Dehvil var en person der altid fik sin velje, men på en måde havde Asma været den første der sagde ´nej´ til ham. Hun mente jo det ikke ondt, men måske var der en anden i hendes liv? Måske en Dehvil ikke kunne hammle op med eller noget helt andet. Dehvil kunne alligevel aldrig beskytte hende, for han vil selv sætte tænderne i hende når alt kom til alt.
Han vil ikke gør skade på hende, det ville han bare ikke. Men det andet ´jeg´ ville, det vilså kaldt dræbe hende, eller dræne blodet af hendes åre. Men på en måde så Asma ud til at være beskyttet, og Dehvil havde sådan set ´studeret´ lidt om Asma.
Han havde fået meget af vide blandt hendes venner og bekendte, men det vigtigste havde han ikke nu, og det var jo ikke sådan noget han bare kunne spørge ind til..
"Just smile" afsluttede han hendes sætning. Han havde hørt hendes sige den sætning så meget, at han kunne den uden af nu.
Han virkede ikke lad som normal, han var ramt. Hvad skal man nu kalde det? Han var såret, en pil havde ramt ham lige i hans stenhjerte, den borede igennem hjertet og efterlod et sort hul. Det var det Asma lige havde gjort. Hun havde såret ham uden at ane det. Den pige han elskede alt på jorden, ved første øjekast, den pige gad næsten ikke genkendes ved ham.
Men Dehvil vil ikke give op.. hvorfor skulle han give op nu? Han vil ikke lade hendes være i frd, ind til den dag hun har sagt ja til ham.
Asma var en engel, selvfølgelig var hun det, men Dehvil elsker hende. Hun er mere ind bare en engel for hende, hvofor forstår hun ikke det?
Dehvil sukkede og betragtede hende. Hun så ud til at lide inden i, men hans øjne bedrog ham.
Det var jo det han følte.. så hvofor skulle hun også føle det samme?
"Mix, jeg ved du ikke elsker mig som jeg elsker dig, men vil du ikke nok give mig en chance? Jeg vil kæmpe for dig, jeg vil gå i døden for dig, hvis jeg bare kan få lov til at tage din hånd i al evighed. Du er smukker ind diamenter, du er lyser en solen, du dufter bedre ind blomster. Mix, jeg elsker dig ubeskrivelig meget, jeg vil ikke give op uanset hvad din svar bliver.
Jeg tænker på dig vær´ nat, jeg ser dig altid når jeg tåger rundt og har ingen at snakke med. Det som om du med et springer op og fortæller mig at jeg er i live. Du er i mit liv nu, kort sagt du er min udvalgte, jeg vil aldrig mere svigte dig og forveksle mine vampyr følelser for dig. Jeg har aldrig været rigtig forelske før, men nu ved jeg hvordan drengene over ved mig har det. Hvordan det er at få et nej i sit åbne ansigt" Dehvil mente været eneste ord han sagde. Han lød som om at han var en digter. Som om, man ikke kunne standse ham.
"Mix, bare sig at du har tilgivet mig, slip mig fri fra det her helvede, slip mig fri fra mørket. Jeg beder dig Mix, du må tro på mine ord. Det kan godt være at jeg sommetider vrøvler, men alt det jeg siger er ikke tomme ord. Lad mig se, det kommer her inde fra" afsluttede Dehvil og bankede sig selv på sin hårde brystkasse så det lød som om, to klipper var stødt ind i hinanden..
"vil du ikke nok.. tilgive mig?"

Asma så bare på Dehvil. Alle orderne der fløj ud af hans mund.
Orderne ramte hende som et lyn, og hun kunne selvfølgelig se at han mente det.
Asma kunne ikke sige noget. Hun var lammet. Kunne Dehvil virkelig føle så meget for hende? Var hun virkelig så meget værd i hans øjne? Asma sank en klump spyt som sad fast i halsen. Hun havde tilgivet ham- fra langtids siden endda. For alle væsner her i Vie la Mort behøvede mad, det gjod ikke noget at han ikke kunne styre sig.. det ville en være da havde gjord.
Men på den måde han undskyldte på, gjord bare ondt på Asma. Hvordan kunne hun være så kold imod ham? Godt nok sagde han mange ting som gjord Asma sur. Men hun belv aldrig alvorlig sur på ham, han havde aldrig gjort hende rasende, men mere nervøs.
For på et tidspunkt sagde han at han elskede hende, men så skiftede han og sagde at han hader hende?
Hun vil nok aldrig blive klog på Dehvil, han var noget af en underlig væsen, efter hendes mening. Men en ret sej væsen, for man kan ikke helt tyde på hvad hans næste træk vil blive.
Men Dehvil kendte hende virkelig godt. Alt for godt endda. Hvem var ham Dehvil anyway?
Hvorfor var det lige hende han skulle hænge på? Han vidste jo på forhånd at han ikke vil få noget ud af det?
"Du er allerede tilgivet Dehvil" sagde Asma stille og fremkaldt en lille smil. Ikke sådan at han kunne se det, men bare et lille hemmelig en.

Dehvil så halvt trist på hende. Hvordan kunne man tilgive? Han havde jo lyst til at tage livet af hende! Han sukkede kort og tog sig til sit hoved. En lille brise tog fat hans blond/gule hår.
"Jeg forstår dig ikke Mix. Jeg troede ikke at du vil tilgive mig, jeg vil jo dræbe dig, også.." Dehvil sukkede endnu engang. Han forstod ikke den her engel. Hun var helt anderleds. Dehvil havde troet at hun aldrig gad at se ham mere, eller var bange for ham!
Men Asma kom skam tilbage uanset om hun vil miste livet igen. Hun elskede ham ikke som han gjord, men alligevel kom hun til ham via et brev?
"Je.. jeg elsker dig noget så forfærdelig Mix. Hvis bare du kunne forstå det. Mit kærlighed til dig vil aldrig dø. For inden du kom ind i mit liv Mix, så føltes det som en mørk gyde og helt forladt, inde i mig. Men da jeg så dig første gang, kunne jeg ikke lade være med at smile. Du er naturlig smuk, ikke som andre piger jeg har mødt. Ahngel må virkelig være stolt af dig, og jeg vil ønske at du elskede mig så halvt som du elsker ham. Mix, du er den lys jeg har ventet på, du giver mig på en måde en grund til at leve, du giver mig varmen tilbage"

Nej, han forstod hende ikke. Asma så ned, mens hun hørte på ham. En grund til at leve? Mente han det? Og den lys han havde ventet på? Det skulle han jo sige. Oh hans kærlighed til hende vil aldrig dø..uh?
"Undskyld Dehvil, jeg vil ikke såre dig, men du er min ven. Du skal ikke samligende dig selv med Ahngel, Ahngel er noget for sig selv. Han er også min ven, men min ven lige siden vores barndom. Jeg kender ham og er kommet til at holde af ham som en bror. Men hvis jeg kendte dig i længere tid vil jeg nok forstå dig. Jeg har jo lige mødt dig Dehvil, giv det en lille chance. Men du må aldrig samlinende dig med Ahngel, aldrig" sagde Asma mens hun så ned på sine fødder. De fleste væsner var sikkert allerede igang med at se film, mens de stod her og talte ligegyldig. Asma vidste at han vil snakke om det her, og hun forstod ham da godt på det punkt. Men at han ligefrem skal sige, at hun giver ham en grund til at leve?...Det forkommer hende underligt... meget endda.

Dehvil gav et lille nik fra sig. Hvad skulle han dog mere sige? Han havde lige fortalt hende sin historie..yah story of my life. "Jeg acceptere det Mix. Men jeg venter på dig, jeg giver ikke op, til den dag jeg dør rigtigt. Mix" Dehvil gik nu helt over til hende. Han bøjede sig forover, og kyssede hende på læberne. Det gav et knal, så Dehvil var nødt til at gå par skridt tilbage.
Han smilede af hjertenløst og bukkede sig for Asma. "Here i am. Sig hvad du vil, jeg kan tage det" sagde Dehvil og rettede sig op. Han vidste at Asma nu vil gå i panik, eller et eller andet. En vampyr kysse en engel? .. Det da aldrig set før.. eller hvad?
*I kill her!*

Asma stirrede på ham. Hun kunne også mærke knalet, men hun stirrede bare på ham. Hendes læber dirrede af raseri, men hun kunne intet gøre. At kysse hende på den måde? Hvordan i alverden kunne han finde på det? Den..den.
Asma rørte sig stille på panden, for at få ro i sindet. Hun måtte tage det med ro, for af og til virkede Dehvil som en der handlede uden at ane hvad. "Dehvil, jeg vil ikke sige noget. Jeg vil..du..arhg mand!" Asma drejede om, så hun vente ryggen til Dehvil. *Fanden også*

Dehvil så uskyldig på hende med hovedet sat på skrå. Han kunne på en måde ikke lade være med at more sig over det kys. Han lag sine hænder bag hans nakke mens han smilede glad for sig selv. "Damn, jeg elsker dig. Og ingen skal få lov til at få dig" sagde Dehvil og satte sig på hug, mens han lod sin hvide marmor fingere røre jorden. Hans gule/blonde hår stod i vejen så hvis han kiggede op, så kunne han ikke se Asma. "Indrøm det min pige. Du kunne lide det, men du vil bare ikke sige det?" Dehvil sukkede stille, mens hans dystere smil aftog ikke. Hans blik hvilede underligt på Asmas ryg, uden at man kunne se det.

Asma vente sig om og slog ud til siden. "Nej! Jeg nød det ikke! Altså du ved ikke hvad der kunne ske! Dehvil" Asma sukekde opgivende og rystede på hovdet. Hun måtte ikke blive så sur, og det kunne hun heller ikke lide. "Dehvil, jeg troede at den her møde vil gå helt normal. Jeg er ikke forelsket i nogen, og jeg vil heller aldrig nyde et kys på læben. Dehvil forstår du det ikke? Jeg kan ikke være sammen med dit, hvis du bliver ved med at være sådan, undskyld, men jeg håber da du forstår lidt" sagde Asma og lag sit hoved tilbage så det gav et lille knæk. "Jeg er ikke som de andre piger, jeg falder ikke for nogen. Og tror mig, du er ikke den første jeg har afslået, og du vil heller ikke blive den sidste" Asma gav et mindre suk fra sig og sad også på hug. Hun så lidt på Dehvil, men rettede sit blik imod himlen. "Jeg venter på den rette. Der er ikke noget der hedder kærester i mit liv mere.."

Dehvil tykkede på alle ordne der kom ud af Asmas mund. Okay, he lost the game. Han rejste sig op og gik over til hende. Fjernede noget af hendes lange hår fra kinden, og holdte hende på den måde på nakken. Han så hende dybt inde i øjnene uden at smile. "Jeg har tabt, men jeg giver ikke op. Jeg lade være med at snakke om den her emne" sagde han og kyssede hende stille på panden. Han gik stille fra Asma og så på hende. "Er der nogensinde nogen der har fortalt dig hvor pæn du er?" spurgte han og lag sit hoved på skrå. Nu kunne han ikke holde på sig mere, eller tingsten i ham. Han sukkede og rørte stille på sine tændinger.

Asma så ham nærmer sig, men stod dog bare stille. ”Ja, du giver ikke op, men det så dit egen problem” sagde Asma koldt. Men da hun mærkede hans hånd bag sin nakke og værre endnu hans kolde læber imod hendes sukkede hun. Hun kunne intet stille op med den dreng og lige nu stod han og snakkede om hvor pæn hun var. ”Dehvil, jeg troede at det var slut med denne her emne” hun så på ham og hævede sine øjnebryn. ”Dehvil jeg håber vi bare kan være venner. Jeg orker ikke til at såre dig mere” sagde Asma mere mildt og lag sit hoved på skrå. ”Jeg håber du forstår det”