Sun and shiney peoples(Septiel=privat)

Tid : 18:21

Vejr : nær solnedgang, smuk hav udsigt, ingen mennesker næsten, stilhed og
bølgernes brusen. Blå himmel dog med let skyer, 24 gr.

Omgivelser : rolige og næppe for mange folk, langt fra kajikas sted.

Sted : Strande, og terra


Vandet brusede dejligt mod de blanke sorte brand varme sten, mens vandet lod sig let dampe af på dem ligeså snart vandets brusen op af dem forsvand. Mens solen syede langsomt, mens den forsvandt ud i horisonten, langs det blå hav der bølgede roligt og brusende i enden, mens kajika blot lå på sit hvide håndklæde på stene i et hjørne med mange sten og en skrant der skyggede let, så blot hendes krop fik lidt varme.. hun smilede let og lod det lange blonde hår være sat op i en piske fletning, stram og lang og flot som en snoede pisk ville være. hendes blå øjne var for nu lukkede af de lange smukke øjenvipper i sort der sad på de smukke øjenlåg og gemte de uskyldige dådyr blå øjne der var lukket inde i mørke, mens ørene dannet et udtryk om hvad der var rundt om hende

På en sten, et stenkast derfra, stod Septiel. Hvorfor han stod der, var egentligt et godt spørgsmål, og hvis man spurgte ham, vidste han det nok ikke engang selv. Han var iklædt sorte bukser en hvid skjorter, mørkerød vest og en sort blazer udover. Denne tykke beklædning var egentligt ikke fordi han frøs, men mere for at ligge så meget afstand mellem ham og verden som muligt, en instinktiv frygt for alting var begravet dybt i ham, som en termit, der kravlede rundt under huden på ham, gnavende i hver eneste muskel. Det mørke hår blev blæst let tilbage af vinden, som et lille smil bredte sig på de blege læber, og hev en lille smule op i de trætte øjne.

Dette var en utrolig udløsning af følelser for ham, hvis ansigt ellers kunne være støbt i cement. Måske fordi denne solnedgang, duften fra stranden og hele settingen mindede ham om den sidste sommer med hans familie, måske fordi han var træt af at skade, vampyrer, selvom de var udøde, virkede stadig menneskelige! Selvom han fortalte sig selv, gang på gang, at de var monstre, og at de aldrig blev bedre...

Han rystede kraftigt på hovedet, rystende denne sentimentinalitet af sig

Kajika hørte sin mobil ringe efter noget tid og satte sig dovent op i det hun tog den og lagde på efter noget tid og mumlede"årh... så må jeg hellere komme af sted igen" hun var jo eftersøgt så nogen hjalp hende med at leve livet udenfor terra og i terra, for at undgå disse soldat elvere i deres hætter og hvad der nu ellers var at påpege på disse mærkelig væsner der lignede mere plasma spøgelser end elvere i skikkelser. Hun rejste sig langsomt op og tog en gennemsigtig hvid smuk nederdel sjal om hofterne på sig og bandt den i siden i det, det ene lår var helt synligt.. hun smilede og rettede let på den hvide bikini der sad stramt og smukt, i det hun tog mobilen i tasken ved siden og tog håndklædet i tasken og begyndte at gå, men stoppede få cm efter i det hun opdagede Septiel og rødmede let*Wauw... er han en ny Aspara? i Di morga.... hvor er han dog smuk!!!* hun gik stille nær ham i det hun vinkede og sagde"hejsa!?... er du ny her?"

Det gav et sæt i ham. Han hoppede let, snurrede rundt, og førte hånden en under den røde vest. Han stod med front imod hende, de silkebløde natsorte hår hang omkring de isblå øjne, der stirrede direkte imod hende. De knogle blege fingre knugede en pistol mellem hænderne. "Et skridt nærmere og jeg blæser hovedet af dig!" Hvæsede han ud mellem sammenbidte tænder.

Hans øjne gled over hende, langt lyst hår, lettere kraftige skulderparti, der... skjulte noget.... Han kneb øjnene sammen, kiggede på hende læber. Da han konstaterede at de spidse tænder var ikke eksisterende. Sank hans skuldre lidt sammen. "Hvorfor sniger du dig op på folk sådan?" Hvæsede han, tydeligvist stadig godt pissed over at være blevet taget uden at være klar på noget.
Pistolen så mærkeligt malplaceret ud i hans hånd, normalt lignede han et væsen, man ville gætte på hørte til som sengevarmer, prositueret eller showdancer, men her stod han, klædt som en aristokrat fra det 1900 århundrede, knugende en pistol der kunne lave et grimt hul i et hvilket som helst materiale, og med store poser under øjnene, han kunne være smuk... Eller rettere sagt, han kunne være meget smukkere, men der manglede noget. Hvem helvede troede hun hun var? "Ud med sproget mudderblod!" vislede han.

Hendes hjerte pumpede hurtigere nu i det han nærmest så koldt mod hende!. kajika betragtede ham med undren i blikket da han pludselig tog hånden ind under den røde vest og tænkte*hva i???* hun blev lettere overrasket og gik få skridt bagud i det hun stammede let" ja.... jamen? jeg.. øhm? hvad?" hun vidste slet ikke hvad hun dog skulle sige til sådan en aggrasiv fyr, og da slet ikke når han sikkert bar pistol, hun ventede få sekunder i mens hestehalen blidt lod sig piske ned af hendes ryg mens vinden legede med den så den bevægede sig flagrende til den ene side, mens de hav blå øjne var dybere og varmere end Septiel´s.

munden var lettere åbent men ikke som når man sagde folk skulle passe på at sluge flugere, hun så lettere ophidset på ham og sagde"det gjorde jeg skam heller ikke, ellers ville jeg nok ikke ha sagt hej til dig? og om du var ny i dette land" hun vendte sig med siden til ham med armene over kors lettere fornærmede og hørte ham kalde hende mudderblod i det hun vendte sig om mod ham gik direkte hen til ham, stod pludselig foran ham tæt og alvorligt, med øjnene rettet i hans blik og sagde med en lettere voksen tone"Jeg er ikke mudderblod, jeg er Kajika Dé Volkan! fra en ægte aspara race! hele landet over, og min er den fineste!, så kom ikke her og kald mig mudderblod menneske barn" hun kunne ikke nu se han var aspara helt så hun kaldte ham blod menneske.. hun så lidt væk fra ham og der var kun noget der svarede til en halv arm mellem dem og sagde"jeg vil på ingen måde skade dig, jeg ville blot .... blot se hvem du var og måske lære dig at kende men nu vil jeg slet ikke... og må jeg sige du virkelig høflig unge sir!"

"Jeg sagde PIS AF!" vislede han da hun trådte tættere på.... Han prikkede let til hende med løbet. På klods hold ville det være yderst svært at undvige et sådan skud. "Di Volka? PIS AF! Du har ingen magt i vores land, tror du helt seriøst selv, at fordi din familie sender en eller anden blåøjet lækker trunte hen til min, et desperat forsøg på at slutte fred, at vi glemmer at det var jer der bortviste os?" Han hvislede disse ord ud. Han så ned i jorden. "Jeg... ikke vi" At han var den sidste arving til Lacer familien vidste hun nok Di volka havde i sin tid udsent Lacer familien til dette land, grundet deres forræderi imod Di volka... Den da værende leder af familien, Septiels tip oldefar, havde forgiftet den daværende leder af Di volka, i et forsøg på at overtage deres plads som den regerende Aspara familie.

"Septiel Lacer" præssenterede han sig, og sænkede pistolen. Stak den ind under den røde vest, og betragtede hende, værende kun få centimeter højere end hende, kunne han se hende i øjnene uden alt for meget besvær. "Lacer Inter Insula... Tornen blandt liljerne" Mumlede han, familiens motto. "Men du ved vel alt om mig Di Volka" Det sidste vrængede han nærmest ud, som om det var en fornærmelse. Han holdt stadig om skæftet. Inderst inde havde han lyst til at smide sig om halsen på hende, og tilstå hvor meget han savnede sin familie, hun som Aspara måtte vide det... Hun måtte vide hvordan det føltes.

hun løftede hånden som ville hun gi ham en lussing og viste intet glæde i det hun var så irriteret på den møgunge, men i det han prikkede til hende skubbede hun løbet væk med flad hånd og pegede på ham og sagde"jeg!!" hun stoppede i det hun stod stille og hørte ham sige det og betragtede den trætte aspara og gik helt i stå alle ord faldt ud af hendes mund.... Hun betragtede ham med store øjne og kunne ikke få de dumme! ord ud af munden, det var som om de var helt væk og alt var lukket om hende i slowmotion. hun betragtede ham og sagde"jeg... det, altså" hun bed sig i underlæben og gik let bagud i det hun vendte ham hurtigt ryggen og sagde"jeg undskyld" hun begyndte stille at gå lettere hurtigt i det hun intet trude at sige!. *ER DET HAM! JEG SKULLE GIVES! TIL!!!.... er det virkelig! ham... det kan bare ikke passe han er da den mest modbydelig... mest... mest? vent... hans familie lacer inter insula ..... hmm? lacer, er de ikke døde?... eller tager jeg fejl* kajika stoppede brat op og vendte sig elegant om så håret let lod sig følge den drejende bevægelse og sagde"jeg, jeg ked af vis du tror det er sådan, og kald mig ikke en lækker trunte!, jeg ingen trunte og du burde ikke kalde mig lækker for slet ikke at sige at jeg stak faktisk af fra min familie så du skal ikke tro.... tro jeg syntes om bortvisningen jeg var blot et barn den gang" hun sukkede let og strøg blidt en hårlok til siden og så lidt over skuldren i smug hen mod ham med armene krydset og sagde"så.... undskyld, vis jeg kunne ville jeg bede min familie om at tage det tilbage"

Han stivnede. Alle muskler i hans krop spændtes, hvad i al verden var det der skete her. "Øh.... Jeg.... Vi... men.... Han famlede sig frem i ordenes verden, hvad skulle han dog sige, hvad skulle han sige til det, tænk at hun rent faktisk stod og sagde, at hun ikke sympatiserede i hans bortvisning, eller faktisk hans families bortvisning. Han smillede et skævt smil, og lod slapt armene dingle ned langs siderne. Han fnøs. "Jeg kalder dig præcist hvad jeg vil! Man er ingenting værd før man beviser man kan bruges..." Han kløede sig i det silkebløde hår, det fejlfrie ansigt lyste imod hende, udtryksløst.

Han lagde hovedet let på skrå. "Kan... Kunne... Skal det forstås at du er løbet hjemmefra? Eller måske er blevet bortvist ligesom vi? Tør man spørge om grunden?" Han kunne ikke lade være med at smile, hvorfor stod han her og talte med hende. Han kunne jo principielt blæse hovedet af hende, og eftersom det ville være mord på den nuværende arving, ville det give hans familie deres plads tilbage i Aspara rækkerne. Han spændte sine finger muskler... Skulle han?

hun så bestemt mod ham i det hun ikke kunne lade vær med at vise foragt for denne fyr dog kunne hun godt forstå hans følser at han hadet hendes familie men hvorfor hende det var ikke hende der bortviste dem og hun bad ikke at blive smedet sammen med den fyr for at de kunne føre de stolte racer videre?, og dermed skaffe en helt 3 generation af aspara der var fuldblods"du kan ikke bare komme her og kalde mig hvad du vil som trunte eller lækker, så kunne jeg os kalde dig wonderboy eller macho man siden du rander rundt med den store GUN! der næppe er ligeså stor som din egen nede i bukserne" svarede hun til hans at han ville kalde hende som han ville.

Hun sukkede let over han ingen gang hørte ovenlig efter i det hun sagde"vi var bestemt til at skulle lave en 3 klans aspara, føre familierne sammen og kombinere dem, jeg stak af for netop ikke at giftes med dig, eller jeg vidste ikke det var dig jeg ville bare ikke ind i et arrengerede ægteskab!" hun bed sig i underlæben og øjnene flakkede let rundt i det hun var lidt bange for hun måske havde sagt noget forkert.. hun betragtede hvordan han stod og udtænkte noget og blev nervøs i det hun så på ham og sagde"har du tænkt dig at dræbe mig nu, siden dine finger så let bevæger sig blot for at trække på den dumme aftrækker..." dog var han ældre end hende men hun huskede åbenbart best, hun havde set hans finger blidt emme af spænding og spænde alt efter at ville trykke af... han nød sikkert af dræbe det var hun sikker på, det hårde blik, facaden."Sådan her var du ikke som lille!... eller os husker jeg blot ... blot dårligt! septiel. hun gik mod ham tog fat i pistolen og holdte den mod sit hjerte og så ham direkte i øjnene uskyldigt, såret, varmt... hun huskede den dreng far barndommen og sagde med lukkede øjne"skyd vis den dumme arvings ! række betyder så meget for dig, fordi den betyder intet for mig...."

"Care to find out?" Klukkede han drilskt, han stivnede dog midt i et grin.


"Løgn og latin! Jeg husker ingenting! Du skal ikke prøve at lege dine små lege med mig!" proklammerede han. Han lagde hovedet på skrå, det var ikke sådan her det skulle have været, han skulle blot havde skudt hende i nakken, hvorefter hele verden ville have set på ham som den prins han i sandhed var! Hans ene øje sitrede let. "Tror du jeg vil have dig? Er det det du vil?! du vil have mit navn!" Hans fingre sitrede, øjnene var presset sammen, og de sorte rande omkring dem var dybe. Som sprækker ind imod helvede. "Hypotetisk set, hvad vil du gøre hvis jeg nu skød, vi ved begge at du ikke ville dø af dette..... Hvad er det du vil? Hvad vil du med mig, hvorfor fortæller du mig de her løgne, hvad vil du opnå!" Hvislede han. Han smillede og pludselig, som et lyn fra en klar himmel slog det ham, noget der ville pine hende langt ind i helvede, noget der ville ødelægge hende meget mere. Men ikke endnu... Ikke endnu....

kajika så på ham og sagde"fysisk smerte gør ej ondt på mig men jeg ville dø af et skud igennem hjertet fordi jeg er allerede blevet en blanding jeg har været død to gange, den første gav mig vinger!" hun slog de smukke helt hvide 1 meter lange dugnede smukke vinger ud og så på ham og hendes udseende lignede en gudindes smukker end nogen nogen sinde dog på grund af udstråling og ingen mangler, hun sukkede let og sagde"og genoplivet den anden gang.... vis du skyder mig så dør jeg for evigt!... okay jeg kan ej blive genoplivet" hun så på ham og sagde"jeg ville intet gøre vis du skød mig andet end at dø med de rigtige minder om en sød dreng jeg godt kunne li at lege med den gang jeg lyver ej for dig og ..... og tænk jeg en gang forelskede mig i dig! det så modbydeligt! at tænke på at jeg er ved at brække mig" hun vendte ryggen til ham og sagde"jeg tror ej du vil ha mig og jeg vil ikke ha dit navn!, hvad skulle jeg med en bortvist´s navn! for ikke at sige dit navn, jeg har intet at bruge dig til, vis du ikke vil ha det på den søde måde må vi jo tag den på den hårde" hun vendte sig om i det hun så på ham og svang let med håret, og begyndte så småt at traske væk fra ham fordi han kunne umuligt sige mere til hende og ville næppe stoppe hende på nogen måder, ingen skulle holde kajika nede selv ikke sådan en hård fyr som ham eller han troede han var, men hun havde set være.. Øjnene var lettere blanke mens det smukke hvide blonde hår glinsede i solens sidste stråler der langsomt forsvandt i det, himlen var smuk blå og nattens prins månen var ved at komme frem på himlen

Der stod han så, hård som sten og betragtede hende. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Hvordan han skulle reagere på denne konfrontation, hendes arrogante hårdte måde at opføre sig på, hvad end hun troede hun var, så var det ihvertfald ikke noget, der på nogen måde kunne være bedre end ham. "Du er ikke et hak bedre selv, hvem er det der vender ryggen til mig! Hvem er det der ikke orker at kæmpe for noget som helst... Du kan ikke en gang overbevise mig om at det du siger er sandt, så hvorfor skulle du være bedre end mig?" Klukkede han, og med resolutte skridt gik han imod hende, en ny leg var opstået.

"Bevis det! Hvordan kan jeg stole på at det du siger er sandt" Han gik ved siden af hende, hovedet på skrå, og de isblå øjne stirrende direkte ind i hendes ansigt, som om han forsøgte at se noget der ikke var der, eller noget der netop var der, men som han ikke kunne se, det var spørgsmålet!

Kajika gik lidt i stå i det hun stod der og sagde"jeg... jeg siger ikke jeg er bedre end dig, jeg prøver blot at at fortælle dig at du ikke er som før i tiden og vi havde noget... jeg" hun bed det i sig og ville ikke sige hun virkelig var forelsket i ham den gang men den gang var han dog stadig lidt bad selv om de var nogen lunde små næsten teenager i det før hans familie røg ud.. hun sukkede let og sagde med hovedet væk fra hans" jeg kan ikke bevise det, hvordan skulle jeg kunne bevise noget der blot høre mine minder og erindring til, ved mindre" ansigts udtrykket viste hendes store skuffelse over han ej huskede deres guld stunder som man kunne kalde det, både i landet og nær hendes store palas hjem dog ikke som et palas men det var virkelig som et slot. Hendes hav blå blanke dådyr øjne afspejlede den store ærgelse over hun ikke kunne sætte flere ord eller nærmere berørelser over deres fortid eller ide mindste vise ham det, men det stod hende helt fysisk umuligt at kunne vise ham det. hun slog vingerne ind og betragtede ham i mens han ved hendes side og sagde"jeg ved ikke hvordan jeg kan bevise! det okay og jeg vendte ryggen ! for at gå.... og jo jeg kan sagtens kæmpe for noget" hun så ham direkte i øjnene og for første gang rødmede hun foran ham og så hurtigt væk for ikke at afsløre den pludselige rødmen

Noget. noget spirrede i Septiel, en blomst der blot havde ventet på at folde sig ud i længere tid. En plan tog form i hans hoved... Og da huskede han, han huskede alt. Han blinkede med de isblå øjne. Et varmt smil bredte sig over hans læber, en varme der ikke havde preget hans ansigt i længere tid. "Se det lyder lovende" Hviskede han for sig selv, og smillede endnu bredere, de blå øjne stirrede ind i hendes, som ying og yang, det var egentligt det samme, men forskellene var lige akkurat store nok til at de blev betragtet som modsætning. Han kunne ikke lade være med bide sig i læben. Han så direkte ned i jorden, undgik hendes blik. Hvordan skulle man reagere, hvordan skulle en landsby reagere når dæmningen der holdt vandet tilbage, vandet der så længe havde gjort dem lykkelige, når dæmningen brød i stykker og vandmasserne var få meter fra at jævne alt de havde med jorden.

Ligeledes hvordan skulle Septiel reagere, når en viden slog ham som en for hammer, en viden om at han en gang havde næret varme følelser for det der nu blot var et hadeobjekt. Han lukkede de sort randede øjne, og bed sig i læben. Havde han overvejet et valg mere?

kajika så undrende på ham og sagde"hvad mener du med lovende!, du kan jo intet overhovedet huske fra den gang, du er som en mur af beton, og død inden i og især os uden på, du var så smuk og dog os så livsglad syntes jeg..." hun sukkede og gik lidt hurtigere i sit tempo og sagde"jeg.... jeg kan ikke snakke med dig når du skal være som en død mur" hun stoppede let op i det hun endte med at se ham i øjnene igen og så han lukkede sine, dog havde hun med et lille smil opdagede hvordan han var blevet varmere i blikket men os hvordan et lumsk smil var kommet frem, eller hun syntes det var lumsk. Hun stod blot der med tasken hængende ned fra skuldrene og sukkede let opgivende og sagde"Septiel... er du okay?" hun gik hen til ham og stod kun en armlængde fra ham og ventede ivrigt på svar om han var okay, blot for at ha mere tid med ham finde på at trække tiden, gør et eller andet.

Det blonde hår flagrede let som det ville, mens de blanke øjne glinsede med alt sin energi og pragt fanget i det hav blå i hendes smukke dådyr agtige øjne, mens de markerede kindben kunne ses hvordan de bevægede sig når hun lod munden smile let over de fyldige smukke læber og sagde"Hallo? Wonderboy...." hun stod lidt og anede ikke hvad hun skulle sige der var jo sket så meget på få sekunder.. Hun rettede let på sin bikini bh for den ikke skulle vise noget til ham og roedet til sidst i tasken efter noget mere passende at tag over sig

"Wondergirl" Svarede han, hvorefter han smillede, ikke lumsk og ikke koldt, varmt og venligt, som om der var noget der var gået op for ham, og alting bare var perfekt i dette ene sekund. "Jeg er ... en mur?" Grinede han, som om det var noget af det sjoveste et menneske kunne sige. Han rullede forsigtigt med skuldrene. Smillende bredt. "Ved du hvad.... Hvis jeg er en mur... så er du mørtel... eller søm, alt afhængigt af om det er en mur af sten eller træ" Han bed sig i læben og betragtede hende. stirrede på hende, et helt minut gik der før han sagde noget igen, han stod blot og så på hende, for ham kunne der være gået tusinder af år, for det han skulle til at sige, var nok det største, det mest følelses ladede, og dybeste han nogensinde havde sagt.

"Jeg vil ikke have dit navn" Sagde han, mens han skrabbede i jorden med spidsen af sin fod, som om han kunne grave sig flere meter ned i jorden, væk fra beslutningerne. "Og... og jeg hader dig ikke" Tilføjede han stille, næsten umærkbart. Han krattede sig i det halvlange sorte hår, sådan stod han, gravende i jord overfladen med sin sko, bidende sig så hårdt i læben at der kunne gå hul på den hvert sekund, og stirrende hårdt ned i jorden, som om han regnede med at verdens svar stod ridset der.

hun så overrasket på ham og rakte tunge til ham lettere flabet i det hun tænkte*wondergirl ha.... ha .... ha!* blikket flagrede over ham mens hendes øjne dirrede af nysgerrighed over han næste svar eller hvad der mund kom ud fra de smukke læber næste gang i det hun hørte ham sige han ikke ville havde hendes navn betragtede hun ham os meget nu og stod blot der helt stille og sagde"du vil ikke??? ha mit navn..." hun gik lidt tættere på ham og mærkede følserne komme op igen, hende som ellers aldrig var forelsket i nogen!, men alle altid blev det i hende, dog var hun ligeglad om de blev det, undtagen med Septiel. hun lod blidt finger spidserne med de glas agtig smukke katte ligende negle blidt lod sig stryge hen af den smukke kind og lod blidt læberne placere et forsigtigt og meget nervøs kys på hans bløde kind, og hviskede"jeg hader heller ikke dig Septiel" blodet brusede som havde hun et vandfald inde i sig og ikke nok med det så kom nuancen af den røde rødmen hurtigere end ventede så før hun noget at se væk fra hans smukke øjne kunne man let fange den røde nuance over de bløde markerede kindben... hun så stille hen mod ham og gik få skridt bagud.

Han smilte, og en følelse af eufori gled op i ham. Han smilte bredt, og tog forsigtigt et skridt frem, han strakte hånden frem, og lod den røre ved hendes kind. Sådan stod han blot. "du ved godt at du er smuk... ikke?" Spurgte han, som om han spurgte om det var rigtigt at 2 og 2 var 4... Forsigtigt, skælvende... Det perfekte usikre barn. Han ville ønske han kunne gemme sig inde i det sorte tøj, men orkede virkede ikke. Han rullede med skuldrene, som om han spændte utroligt, hvilket også var naturligt da dette var noget af det vigtigste i hans liv. "Velkommen hjem" Hviskede han forsigtigt, trådte helt ind til hende, og lagde armene om hende. Han lukkede øjnene i og bed sig i tungen, bange for hvad der ville ske, hvordan det ville ske og hvordan han ville reagere...

den blide berørelse mod hendes kind, fik flere og flere følser op i hende og hun vidste at vis der var nogen der kunne bruge hende som de ville, få hende til at gøre deres beskidte arbejde eller noget som helst så var det septiel."ja det tror jeg, dog ser jeg det som mit livs forbandelse på grund af de mange bejler, jeg ej elsker" hun sukkede let med blikket gemt for ej at tabe ansigt for dette smukke væsen hun havde kendt så meget og som havde forandret sig på få minutter fra en bombe til en rose. Hun så stille op mod ham, som var han hendes helt, og at han ville redde hende fra alt der var efter hende, alt det slemme der var sket siden hun var kommet til di morga og som bar han noget værdifuldt hun ønskede at eje, hans hjerte?, hans venskab?.... hans tillid, et eller andet.. kajika så på ham lettere undrende i det hun hørte ham sige velkommen hjem og sagde"? hjem" hun rødmede utrolig meget igen i det han tog om hende blidt og krammede hende ind til sig holdte hende og det eneste hun kunne tænke var*Han.... han skulle ha endt med at blive min mand, jeg skulle være hans kun hans forevigt... føre vores familier sammen.... og dog er jeg ligeglad med alt andet end ham...* hun tog blidt fat i hans jakke og rettede let på den i det hun smilede og satte let den hvide skjorte krage smukt og så op mod ham og tog blidt om ham og lagde hovedet mod hans ene skuldre og sagde"årh.. Septiel!" tårene begyndte blidt at starte i det hun ikke anede om han gjorde skuespil eller om han virkelig kunne huske.. Hun slikkede sig let om læberne og lod sig insnuse hans dejlige forføriske duft og lukkede øjnene blidt

"Uno Momento Chica" hviskede han forsigtigt, et øjeblik mine pige. Han trådte væk fra hende. Trak jakken af, smed den på jorden, og slog ud med armene. "Kan du kende mig" Han klukkede for sig selv, de hvide skjorte ærme possede som en anden rænescance adelig, og vesten bidrage kun til denne barnlige effekt. Det var sådan han havde set ud dengang de var små, inden han begyndte at dække sig til i sort tøj, den gang holdt han af fest og farver. Inden han holdt op med at sove, inden han trak i sort tøj og gemte sig bag alting... Han trådte ind til hende igen, lagde armene om hende, han duftede af liljer, hvilket jo, hvis man kunne sine slægthistorier, var hans slægts blomst, det var ikke for sjov at deres motto var Tornen blandt liljerne.

Han strøj hende forsigtigt over håret, kyssede hendes hovedbund, og hviskede forsigtigt til hende. "Hjem... Alle steder er hjem, hvis man føler at man er hjemme"

kajika nikkede uskyldigt og tårene stoppede let og hun tørte dem blidt med håndryggen let ned på den smukke strandede sandjord og sagde"ja jeg kan kende dig Septiel!" hun gik hen mod ham i det han os gjorde det mod hende og da han tog om hende tog hun os om ham som ville hun aldrig slippe og tårene ville presse på igen men hun lod kun få specielle tåre løbe, nemlig glædes tåre, lykkelige tåre over endelig at ha fundet en som hende en af hendes slægts arter af en slags.... en nær hendes familie og alligevel så forskellig... Hun lukkede øjnene og sagde"jeg føler mig hjemme Spetiel, ååårh ja jeg føler mig virkelig hjemme igen" hun huskede let deres små lege i den store rosen have, med forskellige roser, de smukke store springvand der tornede sig op fra jorden og fyldte havens bed med vand og kvidrende fugle mens de tumlede og løb grinte og legede som de ville, dette var den idielle mand for kajika, det var ham der var bestemt for hende, den eneste hun var lovede væk til og vis han ville, kunne han blot gøre krag på hende og hun ville faktisk tilhøre blot ham.. hun så mod ham med de blanke funklende øjne og rødmede let i det hun hviskede i hans øre"men føler du dig os hjemme Septiel" hun ville gør alt for han ikke blev draget af hendes skønhed, han betød virkelig for meget for hende til at han skulle ende med at hade hende blot fordi hun var så køn. Hun tog ham blidt i hånden varsomt og dog nervøst men dog med en smugle mod og selvsikkerhed, det var det hun jo ville. holde ham i hånden og mærke hans trænede dejlige brystkasse og blot glinse i hans forføriske smukke badboy ydre der så let tiltalte hendes tiltrækkelse og fantasi.... "Jeg vil ikke slippe dig igen Septiel... jeg lover at gør alt for at rette op på skaderne"

Han snoede sig finger omkring en lok af hendes blonde hår, smillende, lidt for bredt. "Slap nu af pus.... Verden går jo ikke under bare fordi jeg er her!" konstaterede han, og kyssede hende på håret. Hans undrede sig lidt over hvor bisart dette måtte se ud for en forbi passerende, ham der stod og knugede en, næsten, nøgen pige ind til sig, og hende der stod og stor tudede op af ham, der lignede ... Ja... Han lagde hovedet en smule på skrå, da hendes kommentar om hvordan alt skulle blive godt igen undslap hende. "Selvfølgelig bliver det godt igen... Hvad skulle der kunne gå galt" Han undlod med vilje at svare på spørgsmålet om han følte sig hjemme, dette ville nemlig direkte betyde at han skulle lyve for hende, og det vidste han ikke om han var helt klar til, men på den anden side, hvis han ikke løj, så faldt det hele i vasken, verden brød sammen for anden gang.

"Nå... Jeg stemmer for at vi finder noget tøj til dig, og så er der nogle folk der skal mødes" Proklamerede han, og blinkede til hende. "Og eftersom jeg er udstødt så tælder min stemme for to" Han kyssede hende på næsen, slap hende, og strakte armen, hånden nærmere betegnet ud imod hende, en åben gestus.
Skuldrene sank sammen, som musklerne slappede af. "Skal vi?"

Hendes rødmen var tydlig på den smukke gyldenbrune guld farvede hud, mens hendes øjne var rettet mod ham og hun stod der og mærkede hans dejlige skjorte i sine lange smalle finger og mærkede hvordan han trak vejret, fordi hans brystkasse bevægede sig og hun nød alt dette, dog forstod hun ikke hvad han mund tænkte på, hun var jo ej tanke læser?. Hun sukkede let og tænkte*han svarede ikke? men... men han er ikke ond han er god han kunne aldrig finde på noget ondt? mod mig, nej det kunne han ikke, og ? han ville aldrig give mig til Zane og hans vagter* hun smilede kært og nikkede meegt langsomt med smilet over de smukke fyldige læber og man kunne se hvor rolig hun var på ansigts udtrykket og hendes fremgangs måde med hænderne der før var rystende var nu helt rolige og elegant i bevægelsen. Hun tog blidt hans hånd i hendes og sagde"Okay og hehe tæller for to jamen så siger vi det wonderboy" hun blinkede drilsk til ham i det hun dog ikke kunne lade vær med at drille lidt for sjov, og flugte med ham væk fra stranden og for alle problemer, hun følte sig helt lykkelig inden i og var overglad for at være nær ham igen, og tænk han skulle ha været hendes fyr?... de kom længere og længere mod Terra og hun vidste ej hvad han havde tænkt sig så hun fulgte ham blot med de blide skridt der var lydløse trods hun gik i klipklapper. hendes sjal flagrede som hendes smukke hår... hun kunne ikke lade vær med at betragte Septiel fordi han var så smuk dog ville hun gerne se ham få noget søvn og virkelig vise verden hvor smuk han kunne være når han ikke pakkede sig ind i sort.

Han smillede bredt, det virkede alt sammen så perfekt lige nu, alting spillede ind i hans hænder, og der manglede kun få milimeter før alting var perfekt... Men ikke endnu, tiden var ikke rigtig endnu. Om han var ond, det var et godt spørgsmål, men nu var ond og god jo et definations spørgsmål, ond for den onde, er jo god for den gode... Dette spørgsmål bed sig i halen, men efter Kajikas opfattelse var Septiel måske... og måske ikke ond. Man kunne aldrig være for forsigtig med sine tanker.

"Okay... Har du en lejlighed? Eller tager vi på shopping? Og så har du vel nogle venner og noget familie jeg skal møde?" Mens hans mund plabrede videre om disse trivielle ting, gik hans sind igang med at tælle ned....

//out//

hendes blik så mod ham i det hun pustede blidt til sit pande hår hvor nogen totter hang ned og sagde"hmm?.. om jeg har familie de bor ikke her dog, men jeg har venner du kan møde eller vi kunne os tag på shopping og så bagefter hjem til min lejlighed ja" hun grinte let og sagde"Hmm? nu når vi er så tæt på centret og det er så dejligt vejr syntes du så ikke vi skal blive enig om centret og så hjem til mig" hun grinte let og tog ham blidt lidt mere i hånden og ud af det blå begyndte hun at løbe med et grin og holdte ham så han løb med hende, hen mod centret

//out//