Skoven ved midnat (Chris)

S: Skoven
T: 00.00 (Midnat)
V: Skyfri, stjerner, fuldmåne og lunt
O: nattens dyr og Ailince
P: kort shorts, Top og ballerina sko

Skoven var efterhånden begyndte at blive mørkere om natten, sommer var ved at være forbi, men varmen var der stadig, vis du lyttede efter var der fuglesang og en meget smuk fløjte spil fra træernes toppe, Hov fløjtespil, det er da ikke en naturlig ting, eller det var det blevet efterhånden, da Ailince som altid, nej nemmer var begyndte være aften at tage i skoven og ligge sig på den sammen gren højt oppe i et af træernes toppe og spillede på sin sølvfløjte, tonerne fra en sølvfløjte var smukkere og mere blide end normale, men denne fløjte var særlig den lyd som Ailince følelser, og i dag var den varm og blid, tonerne varme solens ellers så mørke natur op og gjorder den mere behagelig...
Vis man kendt denne tone/ fløjtespil, vil man altid kunne genkende den... Tonen forsvandt, da fløjtespille os gjorder, Ailince havde taget sin sølvfløjte ud af munden og lavede et lille suk, hendes blik mod himlen var drømmende, som om hun ikke var tilstede, hun virkede så rolige og blid, selv i hendes sind, hendes hvid hud lyset op af månelyset, og hendes smukke ydre var utroligt i natten, hun var skabt til at forføre andre, men Ailince udnyttede kunne denne gave når hun skulle jage, Jage sikkert et orde. nok mere når hun var trøstig efter BLOD...
Ailince sukkede igen og mærkede en blid vinden gennem hendes smukke sort hår, hendes duft var genkendelig, blid og beroligende, dette væsen var sådan en modsætning at det var helt vildt

Chris kiggede på en sten, som han længe havde overvejet at samle op, for sjov. Han betragtede stenen længe, og kunne høre fløjtespillet stoppe. Han vidste godt, hvem det var, men han ville egentlig ikke opdages af hende. Han vidste godt, hvad der var sket mellem hende og Jaster. Det sårede ham ikke ligefrem. Dæmoner har ikke følelser - forsøgte Chris forgæves at bilde sig selv ind. Men det passede jo ikke, for han var virkelig glad for Ailince. Det havde han altid været, og ville nok altid være. Det var egentlig Chris som havde lært Ailince at elske. Det var Chris der havde lært Ailince, at der var andre måder, end at lytte til sin far om forelskelser. Han måtte vise hende det. Hun kunne nok ikke huske noget af det!
Chris kiggede op, og sprang op på en gren, svang sig videre til en anden. Han sad der længe og betragtede hende. "Ked af at vække dig prinsesse, men jeg vil vise dig noget!," sagde Chris bestemt. Han bed sig tøvende i læben. "Okay. Det er mig, der har lært dig at elske. Det var dig der var bange for at elske. Dig der var bange for din far. Men jeg påtog mig ansvaret. Jeg ved ikke om du kan huske det. Men det her vækker nok minder," sagde han, og trak trøjen af. Inde bag trøjen gemte der sig en veltrænet overkrop. Et velformet bryst, og smukke mavemuskler - ret tydelige. Men ar fra en pisk var foran på hans brystkasse, og på hans ryg. Han håbede det ville vække nogle af hendes minder. "Alt det har jeg gået i gennem for dig. Og nu tør du elske Jaster. Tak mig senere," sagde han, og trak trøjen på igen. Han lod sine smukke sorte vinger slå sig ud. Han lod sig falde bag over i et frit fald, og fløj langsomt mod Jorden igen.

Ailince havde fået et kæmpe chok, hun havde ikke opdaget ham overhovedet, det sket ikke tit hun ikke opdagede folk, deres dufte vil ramme hende som et slag, men ikke Chris, han havde altid været særlig og betyde noget andet end andre for Ailince, hun så på ham tag tøjren af og hun fik store øjne *hvad vil ha nu ha, hvorfor siger han nu det, jeg husker det beder end nogle andre* en tår faldt ned af hendes kind , ved synet af aren, som hendes far havde givet ham............ hun sagde ikke noget til ham, da han nok ikke vil hører det, hun så han flyv ned igen..
Hans smukke vinger, var ubeskrivelig, det var første gang han lod hende se dem, et smil kom på hendes læber og hun lagt af ud over kanten for at se ham lagde elegant på jorden, hun fik overbalance og faldt ned, lige måde Chris, "Ups" sagde hun mens hun faldt, hun var stadig i chok over hans pludselig måde at gør og sige tingen på, han virkede ...
Ailince tanket Desperat, hvad vil han havde hun skulle sige, vil han ha hun skulle fortalt sandheden til ham , eller vil han ha hun skulle være taknemlig for det han havde gjordet, han lyd desperat efter hende, men stadig ikke... hun sukkede og lukkede øjne i , hun faldt stadig ned mod jorden, vinden var beroligende og blid mod hende, hun var ikke bange, men dum ikke at gøre noget som helst, hun lod sig bare falde, men altid vidste hun ikke vil slog sig, hun kendt værre smerte end dette... hun sukkede dybt

Chris kiggede på hende, og hoppede frem over. Han baskede hårdt med vingerne, og lod dem så blive helt flade for, at han hurtigere ville flyve gennem luften. Han bremsede hårdt op, og fik Ailince i armene. "Jeg håber ikke, jeg har været til besvær," sagde han, og fik sat hende ned igen. Han sukkede stille. Hans sorte vinger slog sig helt ud. Ligeson engle vinger blev de meget store, og skyggede meget af månens lys. Han kiggede lidt væk. "Og det er så noget af min monster skikkelse," sagde han stille, og slog vingerne ind. "Det var ikke meningen, du skulle have set det," sagde han hurtigt, og rettede lidt på trøjen, da den var blevet trukket op ved den utrolige lange strækning af kroppen, da han skulle flyve hurtigere.
Chris kiggede ud mod månen, som langsomt kom til syne efter han havde slået vingerne sammen. Han betragtede Ailince kort, og vendte sig så om. "Jeg har vist dig, det jeg ville," sagde han stille. "Og ufrivilligt vist dig noget andet," sagde han kort. Han bed sig i læben. "Jeg elsker dig," sagde han kort før han stak af til fods ind mod skoven. Da han ikke var til at se, tog han dæmon skikkelse. Hans vinger spredte sig, hans skikkelse blev helt mørk, og sort. Han blev mere tiltrækkende på alt om sig, og han glitrede hver gang han blev ramt af noget lys. Han lod sig lette fra skoven, og fløj op mond månen. Han vendte sig om mod Ailince. *Min rigtige skikkelse Mit uhyre,* tæntek han. Han havde set brug af hendes evner, og vidste godt, at hun kunne høre ham, hvis hun ville.

hun mærkede han greb hende, hun åbnede langsomt øjne, han havde stadig en påvirkning på hende og det vidste hun godt, hun vil altid elskede ham, hun så mod hans vinger, med en roligt blik, man kunne ikke se hvad hun tænkte, da han sætte hende på jorden , stod hun nu elegant foran ham, vinden fik hendes smukke sort hår til at bevægede sig til siden, hendes øjne flugte med hans bevægelser, hun smilede bare roligt ikke tegn på had overhovedet, hun lagde hovedet på skrå, det gjorder hun altid når hun undersøgende, da han snakkede lyttede hun bare interesseende, men sagde ikke en lyd, så bare på ham, hun var stadig forvirrede over hvad han vil havde hende til at sige, da han sagde ordene jeg elsker dig, kom et smil frem på hendes ellers neutrale læber, det var et rart smil, men hendes hugtænder bliv synlig, hun virkede på en måde anderledes , mystisk og hemmelighedsfuld ....
Hun så månelys ramt hans krop og vinger, han var ret smuk på denne måde, men var han jo os normalt , hun så ikke forskel på ham om han være i sit rigtigt udseende eller ej, i hendes øjne var han jo stadig Chris, da han tanket det til hende, kom der et suk fra hendes læber, som åbnede sig langsomt, det først rigtigt tegn på liv , hun så mod ham med sin røde øjne "Hvad vil du ha jeg skal svare Chris" hendes stemmende var rolige men varm, så genkendelig, hendes stemmende , den som altid kærtegn person hun snakkede til....
Ailince var helt perfekt og man kunne mærke hun var blevet vantil sit nye udseende, hendes udstråling og charmende det hele, hun tanket småt, og så på ham, hun vil ikke vis ham sandheden om hendes følelser og hvordan hun havde det... han var hendes bedste ven, større kærlighed , første kærlighed, HAM vil hun aldrig glemme selvom hun tilhøre/elskede en anden , men det behøvet Chris jo ikke vide

* Ailince havde lyst til gå hen og holde om ham selvom han var i luften, de øjne , var så ensom og trist, det ramte hende hårdt, da hun virkelig elskede Chris højt, men det var vel bedre han troede det andet ik

//det skulle lige på//

Chris kiggede ned mod hende, mens han skinnede. "Min virkelige ueskelige skikkelse," sagde han, og lod sig selv transformere til normal, dog stadig med vingerne, som havde samme effekt som hans hud; de skinnede som diamanter. Han måtte snart gå, inden det gik galt. Han kunne ikke modstå Ailince læber, hver gang de bevægede sig. Som kaldte de på ham. Men når han kiggede stod der Jaster på hendes læber. "Jeg vil ikke have dig til at svare. Jeg vil bare gerne have, at du husker det," sagde han, og lod sig selv falde ned på Jorden. Han fløj stille ned mod jorden, og landede roligt. Han gik direkte hen mod hende. "Du er fristende, smuk og dejlig. Og du er en andens. Kig på min situation i et minut. Det her er værre end helved! Og jeg ved det! Jeg har selv været der," sagde han roligt, og kiggede på hende. "Jeg håber Jaster passer på dig. Jeg håber han gør dig lykkeligere end jeg gør. Jeg håber han kan tilfredsstille dig, og at I begge elsker hinanden. Hvis det er tilfældet. Så held og Lykke med det," sagde han stille, og gik ind i skoven igen. Et lille gult omrids kom rundt om ham: hans skikkelse som ILD-dæmon. Det var ild, der var rundt om ham! Han blev frustreret, og lod et træ vælte, da han sparkede lige i gennem med sin fod, der var ild i. Træet væltede over mod ham, og han stod bare stille. Bare træet ville ramme ham. Et kæmpe træ.

Ailince havde stået helt rolige og lyttede det så i værtilfald sådan ud, men vreden var kommet op i hende, hun knyttede hårde hånden sammen, da han gik igen "Du flygter som altid uden kramp, du giver mig aldrig ...."
hun stoppede , stod og råbte ud i mørket, hvad kunne det gøre godt få , hun vidste ikke engang hvorfor hun blev så vred over chris sagde de ting, hun sukkede og så ned "elsker ham vel stadig" sagde hun lavt og så mod skoven efter ham, hendes krop gjorder nu noget uforståeligt, det var den begyndt at gøre fortiden....
Hun løb efter Chris og stod nu bag ham igen, hun træk vejret hurtigt, tydeligt at se hun havde løbet alt hvad hun kunne, hun så op på ham "Jeg..." hun rettede kroppen op og kiggede på Chris