blodig opgør med en fjende //Barishan =Privat //

T: 23:00
O: en gammel fjende
V: overskyet
S: skoven



Mikala stod i skoven . Hun hade et opgør med en gammel fjende han var så ond i mod hende selv da de gik i skolle sammen , hade han vært ond i mod hende og nu var hun træt af at han hele tiden og så igen skulle slog eller skære hende . Til blods være gang de så hinande og Mikala kunne ikke fordrave ham efter han hade snitte hende i skuldere , i dag hun holdt for sin bløden skuldere " din nar lad mig så være jeg vil ikke se dig mere . Så lad mig være i fred og kom aldrig tilbage igen " sagde mikala vredt , men han grint bare og snitte hende dybet i knæet så hun faldt . Sammen og lå så hun ikke kunne komme op igen han støde kniven i mod hendes hjerten , men ramte kun hendes skulder stæder for hendes hjerte

Barishan kunne høre råben i skoven. Han greb sit sværd og løb ud af sin hytte. Efter noget tid så han Mikala lå for fødderne af en person. Barishan piftede og brugte sine vind evner til at forstærke lyden og sende den direkte ind i øret af personen. Barishan stod og ventede på at personen skulle kigge imod ham og sagde. '' undskyld men hvad er det lige der sker her? ''. Barishan var klar på kamp. Dog virkede han ikke til at se personen overfor sig som en modstander han skulle være bange for.

han så ham men grinet bare og vendt opmærksomhende i mod mikala igen hun hade haft tid til at rykke sig en smule men han tråd på hendes ryg og holdt hende fast ned i mod skovebunden han satte kniven for hendes strube for at skære den over på hende Mikala ryste og græde hun var meget bange for ham

Barishan satte af fra jorden og sigtede mod personens hoved og prøvede at skære det af i et sving. Uden at kigge satte han sig og tog det sidste af den healing salve han havde lånt af Zal og smurte det på Mikala's sår på struben. '' det er det sidste jeg har, lig stille det burde heale snart, bare lig helt stille''. Barishan havde et bekymret blik i øjnene, dog også et bestemt blik. Han havde set Mikala i problemer alt for mange gange nu, han vidste hvad han blev nød til at snakke med hende om hvis salven virkede og hun overlevede.

Mikala lå meget stille såret hade drænde hende for kræfter hun blødte fra skulderen og knæet hun så Barishan stå ved hendes siden og hade smurt salven på hendes strube " tak Barishan du har atte reddet mit liv tak " sagde mikala og midste bevisthende hendes sår lammet hende alt for meget til at hun kunne holde sin bevisthed mere

Barishan ladge et pres på hendes sår og bar hende hen til sin Hytte. Han lagde hende i sengen og fandt noget vand frem og begyndte at rense hendes sår. Bagefter tog han nål og tråd og startede med at så hendes sår sammen, efter han havde renset hendes sår. Barishan rystede let på hovedet og sukkede mens han så på hendes sår. Det var tit hun kom til skade, den her gang kunne han ikke lade hende gå ud igen. Hun måtte blive her ellers endte hun bare med at dø.

Mikala var meget svag og udmatte den fyr hade bare funde hende igen efter så lang tid og hade skadet hende voldesomt hun lod Barishan rense hendes sår og lod ham også sye dem sammen hun hade midste en masse blod ved det men det måtte barishan bare ikke finde ud af eller får at vide så ville han ikke lad hende være alene for længe af gangen

Barishan sukkede og kiggede mod Mikala. '' du bliver her frem over. Du går ikke udenfor en dør uden at have en med der kan beskytte dig. Du ender altid i fare. Jeg kan ikke være der hver gang til at redde dig. Du bliver her så jeg kan træne dig bedre i kamp så du kan forsvare dig selv ''. Barishan virkede bekymrede og alvorlig. Dog udstrålede hans krystal blå øjne varme og venlighed.

Mikala lå og sov da hendes bevisthed var væk lige nu # bare han ikke opdaget at jeg har midste en masse blod ved det her så får jeg slet ikke lov # tænket mikala stille hun lå og ryste at kugle og blodmangel man kunne godt se det på hende vis man så ind i hendes øjen som var lukke i men huntraj vejert nomalt