det hjemsøget slot i bjergen// Garrett=Privat//

T: 23:00
O: ingen
V: tortde
S: hjemsøget slot i bjergen




Mikala hade søgt ly for torden vjerte i et gammel og folfalden slog i bjegen . Det var fuld af gammel ting hun så sig om og fandt et værlse hun kunne sove i i nat hun var så træt af at ha løben , så meget i dag nu lå hun under dyen og var ved at falde i søven da hun hørt en tordenskral og et lyn som slog ned tæt ved slotte . Men hvad Mikala ikke viste at det var hjemsøget og at det ville koome ander den nat , men lige nu lå hun og sov i seng

Garrett havde været åndsfraværrende hele dagen, så han havde overhovedet ikke lagt mærke til, hvor han gik.
Og nu stod han så her. Midt i lynnedslag og regn. Han kunne se en mørk siluet af et stort slot eller borg. Han kiggede derefter ned af sig selv. Tørvejr ville ikke gøre skade. Han fortsatte i trav hen ad stien, og klatrede op af den grå våde klippe som slottet stod på. Han klatrede op af muren og sprang ind igennem et ødelagt vindue hvorefter han satte sig ned på en rød stol. Han kiggede rundt. Værelset var stort og måtte have været smukt engang. Nu lå der støv overalt og edderkopperne havde lavet spind. Og han kunne se en mus pille hen over gulvet.
Pludselig hørte han nogle dybe vejrtrækninger. Han kiggede hen mod sengen og så en pige ligge der. Han havde faktisk forventet at han var alene. Men at der var et levende væsen ud over dyrene kom virkelig bag på ham. Han gik hen til sengen og satte sig ned på en træstol vedsiden af.
Hun sov. Han betragtede hende stille

Mikala var meget køn selv når hun sov hun hade ikke hørt ham komme hun støg en tår af hendes hårom bag øret i mens hun sov hun lag sig på ryggen og lå og drømet hun kunne mærke at det var en anden man var for træt til at se efter lige nu

Garrett var skilt. Skulle han lade den kønne pige sove eller vække hende?
Han ville helst ikke forskrække hende. Det ville være synd.
Men ville det ikke virke mærkeligt hvis hun bare sov, uden at vide at en sad og kiggede på hende?
Han lagde forsigtigt en hånd på hendes kind og klappede den stille, hvorefter han trak hånden til sig igen. Ville hun vågne af det?
"hallo" hviskede han. Bare lige for at få hende til bevidstheden igen

Mikala gabet og satte sig op og gned sine køne lillaøjne og så på ham hun fik et lille chok " ååh puh de gjore mig forskræget " sagde mikala og så på ham hendes øjne så ind i hans øjen de fleste ville at at hendes øjen var forføren og prinsesseagtig hun smilede svaget men sødt

"bøh" sagde han sarkastisk.
Han smilte undskyldene tilbage
"jeg er ked af at vække Dem. Jeg var lidt usikker på om De var død. Eller om du bare var en gengangerprinsesse der hjemsøger dette værelse" Han slog en hånd ud mod værelset.
Så rejste han sig og gik med svævende skridt tilbage til den røde, behagelige stol.

" åhh nej jeg søget bare ly her for det dumme vejer og jeg sov kun jeg var så træt og undskyle jeg ikke hørt dem komme jeg hedder Mikala tung men de flere kalde mig Mika og jeg er på en måde en prinsesse " sage Mikala og satte sig beder op og streget sig

Garrett lyttede kun med halvt ører på hendes ordstrøm. Da hun var færdig rettede han et undersøgende blik mod hende
"Jeg er Garrett Haou Zaiol. Skyggejæger og nomade" svarede han høfligt.
Han smilte friskt til Mikala
"Må jeg kalde Dem Milak?" spugte han. Mika var for normalt i hans smag.

"ja det må du godt hovsa " sage mikala og hendes vingen kom til syne på hendes ryg den venster hang lidt hun tog fast i den og støj den blidt " undskyld mine vinger de er ikke til at styre " sgade mikala og fik den trukke ind i hendes ryg igen hun smilede så man kunne den hendes ret spidse hjørentænder hun slikke sig om munden men ville ikke har blod da hun var 1/3 vampyr, 1/3 dæmon og 1/3 mennske

Han grinte lidt. Vinger var han heldigvis sluppet for. Han havde altid ment at man var bedre tjent uden. Og han havde klaret sig ganske godt uden dimser der groede ud af ryggen på en
"stakkels dig" svarede han. Der var dog ikke medfølese i hans stemme. Det var lidt svært når han ikke kunne skabe den følese. Og også fordi han aldrig havde haft vinger
"hvem er du så prinsesse for" spurgte han med oprigtig nysgerrighed

" jeg skulle endlig være Prinsesse af underverden men efter min far forsvandt er jeg var prinsesse over ingen ting 2 sagde mikala hun holdt sin vinger inde i ryggen hun så ned hun viste at han ingen føldster har og ikke følde noget men smerte kunne han nok uden at hun så det fløj en ildkugel frem og ramt ham i nakken hun kunne mærke det og gispe bang

Han kiggede på staklen. Prinsesse Nothing lød ikke særlig godt.
Han kunne pludselig mærke en brændene varm smerte i hans nakke.
Han hvæsede irriteret. Hans hud begyndte at lyse lilla op. Hen langs arm begyndte der at stråle nogle blodrøde tegn og hans øjne blev blå. Iskolde. Sådanne var det altid når han brugte sortelver magien. Hans hår blafrede selvom der ikke var nogen vind.
Garrett mumlede et eller andet og ildkuglen bevægede sig ned mod hans hænder. Ilden gjorde ikke ondt mere, når hans krop opførte sg sådanne. Han fik langsomt kontrol over den, hvorefter han sendte Milak et koldt og hadefuldt blik
"Var det dig?" spurgte han rasende. Ildkuglen lå i hans hånd. parat til at blive kastet tilbage mod den skyldige.
Han var først og fremmest sur over at hun havde fået ham til at blive sortelver. Han foretrak de lidt mere afslappede forhold som vampyr.

" nej det var ikke mig eller jo men mine kræfter et some tider ikke til at styre for mig og det var ikke med vijle " sagde milak og rejste sig op og bakke op i mod en af væggen hun så bange på ham hendes kræfter gjore som tid ting uden at hun hade bedt om det det for hade Milak mange fjendet og modstander

Garrett pressede nærmest ildkuglen sammen, så der til sidst kun var røg.
Ligeså langsomt forsvandt den lilla hud og de røde tegn. Til sidst var der kun de irriterende smukke blå øjne.
"Hvis dine evner gør det der engang til vil du nok ønske du kunne få bedre kontrol over dem" mumlede han koldt og kiggede på hende
"hvad var grunden egentlig? Jeg mener. ukontolerede evner handler selv, men kun når den person de ejer for en bestemt følese"
Han lukkede øjnene óg lænede sig tilbage i stolen.

2 det er liget meget ingen kan lære mig at styre dem når jeg er 3 forsellige race " sagde mikala hun så ud til at ænder sig " åh nej ikke nu igen for pokke da også " sage Mikala hun begyndte at forander sig til sine 3 racer vinger som en dæmon krop som et mennsker og ansiget og evener som en vampyr hun vile noget som ikke kunne passe en iko

Han kiggede på hende, med voksende overraskelse. Hun var virkelig underlig. blandingsmennesket var samlet i et puslespil. Nærmest ligesom en smoothie. Jorbær, citron og mynthe.
Garrett vidste ikke helt hvad der kunne ske nu. Men han var forberedt på det værste. Og det ville være meget svært at nedlægge ham, hvis hun pludselig gik helt grasat

Mikalas øjen lyset rød hun så meget farliget ud nu hun for frem i mod ham for at slog med ham hun var ikke bange mere men på en måde rigtig rasen hun kunne ikke styret men vis han faldt hendes taske kunne kan nok finde noget der ned som kunne stoppe hende med eller lidt efter hun slog ham i ryggen så håndt hun kunne men en ildnæven

Garrett fik den samme underlige farve i huden og de røde tegn opstod. Han greb hendes ildnæve, efter hun havde slået ham og kastede hende tilbage i sengen, med en kraftfuld kraft. Sengen knagede og faldt ned over hende. Han hoppede op og hvæsede rasende.
"Du er ikke rigtig klog" sagde han iskoldt.
Nu havde hun virkelig taget hendes livs fejl. At udfordre ham, var en sindsyg idé.

Mikala kom frem hendes hår var sort med rødestriber i og hendes hud var hvid hun var ikke til at kende mere hun var så aggarsiv at hun ikke kunne styres af noget eller nogen hun for på ham og fik ham vældte ned på gulvet når hun var sådan kunne hun ikke styre sin vampyr del hun bed ham i nakken og næget at slippe ind til hun hade får nok af hans blod hun suget stille og roliget

Garrett kunne mærke gulvet ryge op mod ham. Eller var dem ham der faldt ned mod det. Han kunne mærke tænder i nakken og hans blod blev suget ud.
Nej. Det her fandt han sig ikke i. Han var ikke nogen bloddonore til en blodtøstig kvartvampyr. Hvis der var nogen der skulle have blod i nat var det ham.
Han sparkede hende rasende væk, så hun nærmest ramte loftet, hvorefter han hoppede op på et bord
Han kunne mærke han havde mistet blod. Men det var ikke så slemt. Han var stadigvæk kraftfuld. Og blodet ville komme igen i løbet af nul koma fem.

Mikala ramte lofte og falde ned på gulvet men kom hurtih på bene igen og for på ham hun hade også får nok blod til at klar ham men hun var meget u forsiktig når hun hade får blod og i sære vide det var elver blod det gjore hende rundtrosset og svimmel

Han ville ikke gå til angreb først. Det var hans hemmelige trick, der havde holdt ham i live. Og denne her lille 3 kløver ville ikke kunne slagte ham. Han sendte hende et sindsygt smil
"Der er kun 1 i denne verden der kan smadre mig totalt. Men det er desværrer ikke dig. Sorry" Hans stemme skar igennem det hele. Alt kaoset. Loftet så ikke ud til at kunne klarer mere. Der røg masser af støv ned fra loftet, og lysekronen ramte gulvet med et kæmpe brag

Mikala sad rundtrosset på gulvet hun så vredt på ham i det smamen sprang hun sin enegi nivue helt i luften hans blod han giver hende flere kræfte han ha kunne forstille sig at hun kunne få hun for på ham igen men den gang så hårdt hun kunne hun viste at hun nok brække nogen af hans knogler i hans krop

Garrett kunne mærke nogle knogler der brækkede. Men det var peanuts. Han greb fat i hendes hoved og bed hende i halsen. Han kunne mærke blodet sive igennem ham. Selvom hans magi og krop var sortelver, var han stadig vampyr. Han kunne smage hans egent blod bag hendes blandede blod. Blodet havde en underlig smag. 4 former for blod blandet sammen, var ikke normalt.
han slap hende og sparkede hende væk, og tørrede sig derefter om munden. Hans ene ben var svækket af hendes fremstomning, men blodet havde hjulpet ham

" arh 2 sagde Mikala og ryste en smule men kom på bene hun ville ikke lad den fyr gøre hende til grin over for noget selv om det kunne koste hende lvet ville hun gøre ham så ukampdøtig at han ville tigge hende om at skåne ham hun sammen alle sine kræfet og for atte på ham mener hårdt og meget hurtiger hun brave ind i ham så hendes egen skulder sagde knæk men den bliv bare skubbe på plads igen