En smule hygge og afslapning - Garrett

Tid: Eftermiddag
Vejr: Solen skinner rent faktisk
Omgivelser: Nogle enkelte personer, og børn
Sted: I parken under et stort træ
Dag: Fredag d. 12 Juni

Angelie smilede let, mens hun havde plantet sig på et rødt tæppe under et stort skyggetræ. Alle så ud til at hygge sig omkring hende, og den ene dag hvor Angelie rent faktisk godt ville have selskab, var der ikke et eneste øje, som så til hendes side.
Med et lavmælt suk, lod hun hovedet falde en anelse bagover, så det hvilede mod stammen, mens hendes øre opfangede lyden af de leende børn, som åbenbart hyggede sig med en god gammeldags vandkamp.
Selv var Angelie bare glad for at hun kunne nyde øjeblikket i en normal persons skikkelse, selvom hendes tshirt og nederdel så ud til at være en anelse for vamt. Under tøjet gemte der sig nemlig tre skudsår, som Angelie kæmpede for at skjule. Spørgsmål var noget af det værste man kunne udsætte hende for, især omkring hendes død, desuden vidste over halvdelen af disse mennesker ikke engang, at der fandtes væsner iblandt dem.

Garrett sad i skyggen af et stort legehus eller noget i den retning. Der var dog ikke nogle børn der. Han var åbenbert for anderledes til at mødrene lod deres børn komme i nærheden af ham.
Han var nærmest krøbet hen til dette skyggefulde sted, for at undgå den stærke sol.
Og så var han så havnet her. I parken hvor de fleste mennesker var.
Hans hvide jakke var åben og afslørede en smuk bar mave. Ellers havde han intet andet end et par bukser på.
Hans øjne var kneppet sammen. Selv i den mørke skygge, var solen stærk.
Ligenu længtes han efter en mørk kælder eller noget lignende, men han var ikke rigtig i humør, til at tage chancen og løbe hen til den nærmeste kælder. Folk ville nok lægge mærke til at han løb liiiidt for hurtigt til at være et 'normalt' menneske

Angelie sukkede tilfreds, mens hun nød et frisk vindpust der gled henmod hende, og fik det rødbrune hår til at flagre let i vinden.
Det var ikke hver dag at en person som hende, kunne få lov at nyde det gode vejr, selvom hun for det meste foretrak sit mørke værelse, hvor ingen andre end hende selv var til stede. Ensomhed satte normalt sit præg på folk, og hun virkede heller ikke som en der ønskede selskab udefra, selvom det rent faktisk var det hun ville ligenu.
Langsomt åbnede hun istedet øjnene, og kiggede fraværende rundt. Hun kunne fornemme væsnerne omkring hende, der gik rundt som almindelige mennesker, og en enkelt blandingsrace tiltrak hendes opmærksomhed.
Drengen der sad ved legehuset, eller næsten inde i det fangede hendes interesse, og Angelie lod nysgerrigt blikket hvile på ham, mens hun lod hovedet falde en anelse på skrå.

Garrett gravede et lille hul i jorden, med hans fingre. Det var ved at blive en dårlig vane når han var utålmodig.
Han kunne mærke en andens blik på sig. Ikke ligesom de sure trætter mødre der kiggede på ham som om han var noget uvelkomment og farligt (hvilket de så sandelig også havde ret i).
Han lod hans gul-grønne blik glide rundt. Han fandt hvad han søgte. En pige eller kvinde sad under et stort træ.
Hun var tydeligvis ikke menneske. Ellers havde hun ikke sat sig der, hvor ingen kiggede hen.
Han fangede hendes blik i et par sekunder, hvorefter han kiggede væk. En eller anden lille snotunge havde ramt ham med vand. Han sendte den lille unge et iskoldt blik. Drengen løb tudene tilbage til sin Moar.
*hvor typisk* tænkte han spydigt og kiggede hen på pigen/kvinden igen

Angelie bemærkede at han kiggede op og fangede hendes blik. Hendes egne brunblå øjne, stirrede stadigvæk nysgerrigt, også efter han havde fjernet blikket, efter nogen havde ramt ham med vand.
Et svagt fnis gled over hendes læber, og Angelie blev nødt til at dække det med bagsiden af hånden, selvom drengen nok let kunne se det. Egentlig havde hun lidt ondt af det grædende barn, men det var også barnets egen skyld, at det var kommet så tæt på denne person.
Langsomt og alt for diskret, løftede Angelie forsigtigt den ene hånd, og krogede sin pegefinger i en bevægelse, der fortalte at den unge mand skulle komme over til hende, samtidig med at hun smilede en anelse hemmelighedsfuldt.

Garrett kiggede koldt på moren der kom over mod ham, men som dog vendte om da hun så hårdheden i hans blik. Klogt nok. Ellers var hun og hendes lille bullerbasse endt på hans menu.
Garrett gabte stille og betragtede personen, der havde holdt øje med ham. Hun kaldte ham diskret over til sig.
Han kiggede ligegyldigt rundt for at finde den mest skyggefulde vej over til hende.
Hvis han gik bagved de store hække og klatrede op i træet ved siden af det træ hun sad under ville han nogenlunde kunne undgå at blive svækket af solen.
Han hoppede op, kantede sig rundt om de tætte hække hvorefter han hoppede op i trækronen i et enkelt spring.
Hans blege fingre, der aldrig havde været i kontakt med solen, lukkede sig om en særlig holdbar gren. Han hev Svingede sig frem og tilbage, hvorefter han svingede sig hen bag hende.
Vejen havde kun taget nogle sekunder.
han rømmede sig for at gøre hende opmærksom på hans tilstedeværelse, hvis hun ikke allerede havde set ham komme
"Undskyld mig" sagde han høfligt

Angelie kunne ikke lade være med at smile lettere tilfreds, da hun opdagede at den yngre mand, to en lang vej, som kun var lagt i skygger. Noget af hans blanding måtte helt sikkert være vampyr så, men hvad min den anden del var?
Efter de få sekunder, hørte hun en stemme bag sig. Hun var ikke i tvivl om hvem det var, og blev heller ikke overrasket på nogen måde, da hun lagde hovedet bagover, så hun kiggede direkte op på drengen.
"Undskyld for hvad?" spurgte hun venligt, inden hun sendte ham et let smil, der viste hemmeligheder, men stadig uskyldighed, ligesom hun trods alt var. "Hvis du har lyst skal du være velkommen til at dele skyggen her med mig" tilføjede hun så langsomt, inden hun let lod en hånd glide henover græsset ved siden af hende, som tegn til at han bare skulle sætte sig.

"Tja. Jeg ser faktisk ikke noget jeg kan unskylde for" svarede han kort og smilte til hendes ansigt der pludselig kiggede op på ham
Han satte sig ned på det røde tæppe
"Tak som byder. Jeg er lidt småtræt af solen, må jeg godt nok indrømme"
Han lod en hånd køre gennem håret
"Garrett er navnet. Garrett Haou Zaiol" præsenterede han af ren og skær høflighed.
Hans blik gled op på pigen, der stadig stod op.
*Animagus.? Men der var stadigvæk noget over hende, som gjorde hende 'anderledes'* tænkte han, men stoppede så. Det måtte han finde ud af senere

Angelie trak let på skuldrene, for at vise at hun var enig i, at der ikke var noget at undskylde for. Hun ventede istedet med at sige mere, indtil han havde fået sat sig ned, og præsenterede derefter sig selv.
Endnu et smil kom frem på hendes læber, af ren høflighed, og fordi hun kendte vampyrer.. De var aldrig høflige under huden, og hun elskede den form for fare omkring hende. "Solen kan også være ret belastende" svarede hun enigt, og undlod med vilje at nævne noget omkring hans blanding. Det spurgte man jo ikke nogen om, som man lige havde mødt.
"Angelina Walentina" præsenterede hun sig venligt, og lod let hovedet glidt på skrå, inden hun igen satte sig ned ved siden af ham.
Ud gennem øjenkrogen nærstuderede hun Garrets ansigtstræk, kropsbygning, ja endda hans hårfarve og øjne, for at finde noget overnaturligt ved ham, som kunne fortælle hvad hans anden halvdel var.

Han kiggede på hende og gjorde ikke noget for at skjule det.
"det er ikke for at være uhøflig, men jeg er lidt nygerrig..." han stoppede med at tale. Det var faktisk lidt uhøfligt, det han var ved at sige. Og han ville helst ikke give folk et dårligt indtryk af ham. Hvilket selvfølgelig var umuligt, da han fremstod som en kold person hvilket han i bund og grund også var.

//undskyld tiden. Skulle lige spise og se en mega underlig film//

Angelie bemærkede at han igen begyndte at tale, og vendte interesseret blikket mod ham. Efterhånden var der intet for hende, som virkede så uhøfligt at man ikke kunne spørge om det længere. "Spørg endelig" svarede hun bare venligt, inden hun opmærksomt lagde hovedet på skrå, og skjulte nu heller ikke sin interesse i denne unge mand, som så ud til at være et år ældre end hende selv. Men okay.. Når det handlede om væsner kunne man aldrig regne med noget som helst

//Det er helt okay.. xD//

"Jeg er blevet for godt opdraget, til at spørge en person man først har mødt om sådanne ting" svarede han og kiggede på hende med et muntert udtryk i øjnene. Han kunne se hun også var ved at sprænges af nygerrighed, for at spørge om et eller andet.
Han kunne ikke lade være med at smile skjult. På nogle folk kunne man simpelthen mærke interessen sprede sig. Og hende her var ikke en undtagelse

Angelie rynkede let på næsen, da Garrett begyndte at snakke om opdragelse. Hun havde da også fået en vis opdragelse hjemmefra. Det at være selvstændig, og træffe sine egne valg.
"Jamen det har jeg ikke" svarede hun så, og blev enig med sig selv om at hun skulle have sulten for nyssgerrighed stillet. Det havde også gjort hende langt mere nysgerrig, at han havde et spørgsmål.
"Hvad er din anden halvdel af din blandingsrace?" spurgte hun så halvt hviskende, så ingen andre end Garrett ville kunne høre det.

Garrett rynkede brynene.
Hvor var det bare typisk. Overnaturlige væsner opdagede Alting. Og hvis de ikke gjorde spurgte de.
Han lænede hovedet tilbage og kiggede op på de grønne blade. Lyset skinnede igennem, men noget aldrig helt ned på jorden. Han sad sådanne i et godt stykke tid, indtil han vendte hovedet mod hende igen
"Sortelver" svarede han hviskende, i et lavere tonefald. Kort svaret. Men mere behøves hun heller ikke vide

Angelie bed sig forsigtigt i underlaeben, mens hun ventede paa at finde ud af om han overhovedet havde taenkt sig at svare paa hendes spoergsmaal.
Hun lod blikket glide over de faa familier som var til stede i parken, mens hun rynkede let paa naesen. Hvorfor skulle alle andre ogsaa vaere saa forbandet lykkelige. Hun proevede desperat at lukke latter og sang ude af sine oere, og vendte taknemligt opmaerksomheden tilbage mod Garrett, da han endelig svarede.
"Ah.. Saa forstaar jeg bedre" svarede hun i et venligt tonefald, uden at foele nogen trang til at fortaelle hvad hendes egen race var.