En verden indhyllet i tåge.

S: Di Morga's havn
O: ingen
T: Sen nat
V: En tyk og tæt tåge har lagt sig over havnen
D: forår

_____________________________________________________________

Der var tyst ved Di Morga's havn. Ind i mellem hørtes en klokke fra havet, når bølgerne slog ind imod de små 'poster' som var sat ud, for at forhindre uheld. Man kunne ane lyden af en hunds gøen langt borte. Ellers var alt tyst. En mørk silhouet voksede i tågen og tog langsomt former, som skyggerne veg fra hans krop. Han var høj og klædt i en sorte lang frakke af gotisk udseende. De dystre mørke øjne var delvist skjult bag det halvlange sorte hår. Et grumt og svagt modbydeligt smil sad fæstnet over hans læber, som han langsomt bevægede sig fuldstændig lydløst afsted. Han bar navnet Akumu - mareridt betød det, og det passede strålende til ham. Han stoppede op og lod sit dybe og gådefulde blik glide over det slørede område. Vidste han ikke bedre, skulle man tro han var alene. Men nej. Noget... elelr nogen, nærmede sig længere borte. Det kunne hverken ses elelr høres endnu. Men Akumu kunne mærke det - helt ude i sine fingerspidser. Smilet voksede, og han ventede tålmodigt på at den fremmede skulle nærme sig..

En lille starut klædt i alt for lang mørkeblå trøje med sorte striber, pinke tight jeans og et par himmelblå allstars kom fornøjeligt slentrende hen ad den hårde, grå asfalt, der sled hans skos såler på grundlag af, at han ikke altid huskede at løfte sine fødder. Så man kunne tydeligt høre ham på den skrabende lyd, der kom, hver gang hans skobunde blev slæbt hen over jorden. Et finurligt og optimistisk smil havde forplantet sig på hans svagt lyserøde læber, der bar tre sorte ringe på underlæben og to sølvkugler i den øverste. Tågen trådte mere og mere til jo længere han kom på byens havn. "Sikke en forfærdelig, tyk tåge. Det er jo ikke til at se en pind for dén!" klagede han i et lavt toneleje, hvorefter han hævede sin højre hånd og viftede med den i luften foran sig i et tumpet forsøg på at blæse tågen væk. Han grinede dæmpet for sig selv, inden han satte tempoet op og nu mere hoppede afsted med små, nærmest svævende skridt. Han var høj. Høj på livet selv. Det var meget sjældent, man så ham, hvor han ikke havde det der glade, strålende smil på. Han kunne bedst lide at forholde sig positiv lige meget hvad, der så end måtte være galt. Efter noget tids vandren, eller hoppen, begyndte han at nynne en smittende melodi, som han havde haft på hjernen hele dagen lang og i går aftes med.

Akumu trådte ind til siden og lænede skulderen op ad et forladt pakhus. Bygningens skygge lagde sig fuldkommen om Akumu's mørke skikkelse og gemte ham. Han begyndte at kunne høre slæbende skridt, som vandrede i et raskt tempo. Man kunne næsten høre at personen var opstemt, bare på de regelmæssige skrabende skridt. Han hørte en stemme som talte længere borte. Han så i dén retning, men kunne ikke ane nogen skikkelse endnu. Først da de tunge skridt ændrede deres tempo til nærmest gadedrengehop. En skikkelse begyndte at tegne sig forude og personen begyndte at nynne. Akumu hævede undrende det ene øjenbryn. Hvad var dét? En cirkusklovn?... Det var godt nok et underligt syn der mødte ham da tågerne lettede og skikkelsen - drengen - kom til syne og Akumu blev mødt af forskellige farveblandinger. Dét var et underligt og sjældent syn. Specielt på disse kanter, og dettte tidspunkt. Akumu blev stående og betragtede stilfærdigt personen med korslagte arme. Overvejede at gå personen i møde, for at forhøre sig om hvad for én han var. "mærkværdigt..." mumlede han lavmældt.