tåge-forvirring (Taisho)

[i]Sted: Gyderne
Omgivelser: Murer og skidt
Vejr: En tyk tåge
Dato: En dag....
Tid: Sent på aften

Hvis man havde en god hørelse, ville man måske kunne hører skridt, i den tykke tåge.
Hvis man havde gode øjne ville man alligevel ikke kunne se noget som helst.
Den tykke tåge var nærmest magisk.

Alyn var farret vild, hvilket overraskede hende noget. Det var aldrig sket før. Aldrig!
Men den tykke tåge, der bare lige pludselig var dukket op havde overlumpet hende.
Så nu gik hun der. I det man ville kalde ingenmandsland. Og det værste var at hun ikke anede hvor hun var.
*forbandede tåge. Forbandede møgby*
Alyn havde ganske enkelt været nysgerrig omkring denne by Terre. Hun havde boet ude i skoven i over 200 år og det var ved at blive lidt. Tjaaaa ensartede.
Nu fortrød hun straks at hun var gået ind her. Elvere hørte bare ikke til i byen.
Skridtene stoppede og hun krøb sammen bag ved en overfyldt skraldespand. Hendes smukke grønne kjole var gennemsigtig og kold. Kulden havde hun ikke noget imod. Hun var ganske enkelt en kold person.
Men fugtigheden var et minus. Den klæbede sig til hende.
Hun lænede sig op af muren.
Egentlig var hun ligeglad med at kjolen var gennemsigtig. Der var alligevel ikke nogle som kunne se hende.
Hun lukkede sine kønne øjne og nynnede stille

Taisho stoppede op.
Tågen var kommet pludselig og selv ikke med hans gode syn komme man se en hånd for sig.
Han bemærkede at hans hvide bukser og hvide trøje, klæbede til hans krop da tågen var ret så fugtig.
Hans pandehår klæbede til hans kinder og hans lange, hvide hår blev lidt tungere.
Han sukkede, sjælent havde han oplevet noget lignende, det bevidste bare at tingene forandrede sig.
Han gik videre, selv om han snart ikke vidste hvor han var, kun han var i gyderne et eller andet sted, det kunne han se på de skraldespande han støtte ind i og det skidt der var for hans fødder.
Samt den svage lugt tågen ikke kunne fjerne.
Byer! Skove, det var hans hjem, men byer!
Han sukkede og i det samme kunne han høre en svag lyd.
Tågen forvrængede den, men det lød som skridt, han stoppede op og anstrengte sig, vis ikke han tog meget fejl var en person tæt ved ham.
Fjende eller ven? Det var et dårligt vejr at slås i vis det skulle være en fjende...Men tågen gjorde ham ensom og endelig besluttede han sig for at finde ud af hvem det kunne være, da tågen gjorde så han ikke kunne lugte det.

Alyn hørte den alt for dæmpede lyd af skridt. Egentlig utroligt at hun kunne hører noget.
Men hendes hørersans fejlede skam ikke noget.
Hun rykkede tættere mod muren. Hun havde ikke rigtig lyst til at blive fundet i denne tilstand.
Og på den sidde havde hun store fordele.
Alyns fingerspidser forsvandt i tågen hvis hun rakte hånden ud.
Hun hostede svagt, da et dumt insekt fløj direkte ind i hovedet på hende. Sikkert en af skraldespandsfluerne.
Hun rynkede på næsen. Der stank simpelthen af lort her.
Skridtene var meget tæt på kunne hun hører.
Måske skulle hun springe frem og skrige bøøøøøøh.
Men det ville nok være en rimelig dum tanke, da hun med hundrede 100% sikkerhed ville falde.
Hun sukkede alt for højt og slog så en hånd mod munden.
*Så hold dog kæft alyn* skreg hendes anden stemme inde i hendes hoved.
Alyn krympede sig sammen til en lille kugle og blev dødsens stille.

Han følte sig ikke helt tryg her i tågen.
Og han hade vand og denne fugtighed hjalp ikke på det! I det hele taget var han bare irriteret.
Hans mørke øjne, øjnene mange havde en tendens til at kunne lide, så sig søgende omkring i tågen, så stoppede han pludselig op.
Til hans højre stod nogen, han havde hørt en svag lyd, som fra vis nogen klaskede noget mod noget.
Han vente sig langsomt mod lyden men kunne lige så godt opgive at prøve at se noget.
I stedet gik han langsomt fremad, mod hvor lyden var kommet fra.
Han åndede tungt, da fugtigheden besværrede vejrtrækningen.
Hans bare fødder blev næsten lydløse mens han forsigtig gik frem ad, hvem var det? Skulle han være på vagt? Snart kunne han ane noget mørkt frem for sig, han gik endnu nogle skridt men støtte så på en kold og fugtig mur.
Tågen havde frarøvet ham hans bedømmelse, skulle han så mod venstre eller højre? Måske var han gået for langt? For lyden havde været tæt på...Eller var det tågen der drillede ham?
Han valgte at gå mod venstre, langs væggen, på et tidspunkt måtte han gå uden om en skraldespand, men ellers fulgte han væggen, han havde en fornemmelse af en anden var lige foran om ham, og vis han fortsatte ville han nok snart støde ind i noget.

Alyns hjerte bankede afsted. Hun havde allermest lyst til at løbe langt langt væk. Men hun regnede ikke med at komme så langt, da hun nok ville banke direkte ind i en mur, eller endnu værrere. En skraldespand.
Skridtene var lige for an hende. Og så
"av for satan" udbrød Alyn højt. Personen havde trådt lige ned på hendes arm. hun flyttede automatisk armen, hvilket sikkert ville resultere i at personen ville vælte om.
Hun rettede sig ud igen og kom op og sidde på hendes i forvejen ødelagte ben.
Hun kunne ikke rigtig se noget.
Hvor ønskede hun sig bare et supersyn lige nu. Men den magi besad hun bare ikke
Hun kiggede istedet på hendes arm, som hun sådanne nogenlunde kunne se.
Så rettede hun blikket ud i tågen for at se bare lidt af den der havde trådt på hende. Hvilket selvfølgelig var dømt til fiasko. Men hun havde afsløret sig selv. Det kunne hun ikke komme uden om.
"Hallo" sagde hun tøvende ud i luften

Han mærkede noget, en blanding mellem blødt og hårdt, skrald? Et overrasket udbrud fortalte ham at det var det ikke, at det var den person han havde ledt efter...Eller det gik han ud fra.
Han satte sig på hug, men kunne ikke se noget, selv om personen måtte være lige ved siden af ham.
Han blev træt i sine ben og satte sig helt ned på jorden.
Et svagt hallo fik ham til at anstrenge sig, men se kunne han ikke.
Han fjernede noget vådt pandehår fra sine øjne.
"Hei?" svarede han og følte sig dum da han følte han snakkede lige ud i luften.

Alyn der indtil videre havde set til venstre, opfangede en lyd til højre for hende.
Og ligemeget hvor dumdristigt det var kravlede hun mod lyden.
Hun kunne mærke en smerte i sin hånd og trak den op.*bare et glasskår* tænkte hun lettet, og kravlede videre med sin blødene hånd. Hun stødte ind i en skraldespand så det gav noget af en høj lyd.
Og så stødte hun ind i det som hun med det samme indificerede som personen som havde trådt på hende.
Hendes øjne rettede sig straks op. Det var en mand. Det var tydeligt på ansigtstrækkende. Endda en køn en af slagsen.
Hun trak sig lidt væk, men stadig så hun kunne se ham. Vidste ikke helt hvad hun skulle sige.
Men hun regnede med at han også var faret vild i dette grimme klamme slum kvarter

Han ventede spændt på et svar, da han hørte en svag lyd og lidt efter fornemmede han en svag lugt.
Lidt ala elver? på en måde...
Han hørte lidt efter en skraldespand, nogen der støtte ind i en, han begyndte at kravle lidt frem, da han snart dunkede ind i en person, opdagede hende først da de var dunket ind i hinanden.
En kvinde, det havde også været hans gæt ud fra stemmen, men det var blevet forvringet af tågen.
Han lod sine mørke øjne glide over hendes ansigt, hun var pæn, det kunne man ikke komme udenom.
Han prøvede at se resten af kroppen, men kunne kun se lidt, en kjole? Det lignede det...Han opdagede nu det var gennemsigtig af fugtigheden og trak hurtigt blikket til sig så hun ikke skulle tro noget forkert.
"Hej" gentog han

Alyn rettede sin opmærksomhed mod ham. Han lignede ikke en der var ude på noget. Hvert fald ikke lige nu.
Hun blev også straks lettet over at han åbenbart ikke var til det høfligheds pjat, som snart var ved at drive hende til vanvid
"Hej" sagde hun ganske enkelt. Hun anede ikke et levende råd om hvad hun skulle sige.
Mørket, der hurtigt var ved at overtage, hjalp ikke ligefrem på synet. Hun rykkede lidt tættere på ham, dog uden at de rørte hinanden.
"pokkers til lorte tåge" udbrød hun lige pludselig. Hun var simpelthen ved at blive vanvittig. Kunne den ikke snart lette, så hun kunne komme hjem i ly af træerne. Hvis hun da overhovedet kunne finde ud af denne labyrint.

Han tog benene op og holdt om dem, hans utroligt lange hår lå hele vejen rundt om ham.
Han hvilede hoved mod knæene og sukkede.
Han var ikke så nervøs nå han var våd begrund af tågen, det var jo ikke direkte vand, vel? Mørket kom hurtigt, sikkert hjulpet på vej af tågen.
"ja, dum tåge" svarede han mut og åbnede igen øjnene for at se sig omkring, hvilket han ikke kom langt med og det irriterede ham.
Han mærkede hun satte sig lige ved siden af ham, han kom pludselig på den tanke om hun frøs i det fugtige vejr, men det var jo ikke ligefrem koldt.

Alyn trak vejret dybt. Duften af dæmon blandede sig med den afskylige lugt af skrald og fugt.
Hun trak vejret dybt ind igen, med hovedet rettede mod ham. Normalt var hun lidt ligeglad med hvordan folk lugtede. Hun lagde næsten ikke mærke til det. Men i denne her ildelugtende gyde, var duften af dæmon en velsignelse.
Hun rystede på hovedet.
"her sidder vi. Kolde, våde og gennemsigtige" Hun kunne ligeså godt joke, for at løfte stemningen.
Koldt-ja, vådt-ja, gennemsigtig-ja. Så det var egentligt bare en bekræftelse på at det her var en lorte gyde med lorte vejr.
Hun håbede virkelig for hans skyld at han ikke var ild dæmon. Så ville han virkelig være på spanden

//lukker. skal på arbejde//

Han grinte lidt, latteren var overraskende varm i forhold til han var dæmon.
"Ja" han så ned af sit tøj og kunne lige se nok til at han også var gennemsigtig.
Han så lidt hen mod hende.
"Vi må vidst bare vente til tågen letter, ellers er det nok ikke sikkert, man ved aldrig hvad eller hvem man møder eller støder ind i" pludselig bemærkede han en svag lugt af blod, den var der næsten ikke, men så alligevel.
Han så på hende
"Bløder du?" spurgte han

//ok, men vi kan jo fortsætte?//

Alyn lyttede med undren på ham. Var han virkelig dæmon? Eller havde han bare købt en eller anden underlig dæmon parfume?
Hun kørte forsigtigt en hånd igennem sit fugtige hår. Det var blevet sådanne rimelig irriterende, at de hang ned over ens øjne.
Hun kastede et blik ned af sig selv, og skar ansigt. Gennemsigtig og våd. Hendes overdel havde lidt af tågen. Den var gledet lidt længere ned, hvilket bare gjorde den endnu mere nedringet.
*pis og lort* tænkte hun spydigt
Hun skævede hen til ham, og rettede blikket mod jorden, som hun næsten ikke kunne se. Gennemsigtig. Ja det var han, men det klædte ham underligt nok.
Alyn sørgede for ikke at kigge på sig selv. Men hund priste sig lykkelig for at overdelen var grøn og ikke hvid. Ellers havde hun nok valgt at løbe væk fra ham.
Hun lyttede stille da han nævnte, hvem man kunne møde.
*for fanden. Her sidder jeg ved siden af en dæmon! Var han ikke på listen over folk man ikke ville møde i en mørk gyde?* spurgte hun sig selv i tankerne, men rystede tanken af sig, inden mistænksomheden overtog hende. Det var da en trøst at der var nogle og sidde med i tågen.
Alyn kiggede lidt rundt. Hvis det ikke var fordi hun sad på det kolde cement jord og hendes bare hud rørte jorden, da kjolen ikke kunne dække helt, ville hun have troet at de sad midt oppe i skyerne.
Så kom hun på noget de begge havde glemt
"Åh. Forresten hedder jeg Alyn" sagde hun hurtigt. Det var klart en fordel at kende navnet på den man sad ved siden af i tågen

Han lænede hoved mod muren med lukkede øjne.
Hun havde ikke besvaret hans spørgsmål, hvad betød det? At hun blødte? Eller at hun mente hun sagtens kunne klare sig selv, så han bare skulle blande sig udenom? Sikkert det sidste, hun virkede som en bestemt kvinde der nok skulle komme frem vis hun ville.
Ingen svaghed.
Han smilte lidt, i hvert fald ikke af indtryk.
"Så det gør du" svarede han med et smil og åbnede øjnene igen, men tågen gjorde som før at han følte sig ensom, tåge havde altid virket sådan på ham, så tæt at man ikke kunne høre, se eller noget....Som om man var alene i en uformelig verden.
Han sukkede lidt.
"Taisho" svarede han så og så på hende, hendes krop var en smule spinkel, men smidig....Åh gud, hun havde faktisk, så vidt han kunne se, en fantastisk krop...Den grønne kjole var gledet lidt ned, i fugtigheden og fik ham til at tænke på hvordan han mon selv tog sig ud.
Han så væk igen.

"Taisho" gentog hun for ikke at glemme det. Hun havde det med at glemme. Især navne.
Hun havde næsten glemt såret, selv da han nævnte det fløj det ud af hovedet på hende og forsvandt i den tætte mørke tåge.
Hun tog hånden op og slikkede blodet væk. Hun regnede med at hun nok var den eneste elver der kunne lide blod. I hendes gamle lejr havde de kaldt hende for vampyr.
Hun kunne mærke hans blik hvile på sig, men gjorde intet.
Det var da for fanden normalt at glo. Og det var jo ikke fordi hun var grim at han kiggede. Det vidste hun godt.
Hun lænte sig tilbage, mens hun med et ret facinerede udtryk i øjnene kiggede på hvordan hendes blod dryppede ned fra hånden og landte på hendes kjole.
Mørke.
Det gav et sæt i hende. Mørke betød nat og nat betød
"Shit" hviskede hun. Hendes hud begyndte at flimre og pludselig, som om de var dukket op i tågen begyndte en masse natteblå tegn at vokse frem på hendes arm. Hun lagde armene om bag ryggen med et sæt, selvom det var en meget ubehagelig stilling. Rundt om hendes ankler kom der lignene mærke skrevet, skrevet med det mystiske sprog. Hun trak benene til sig hvilket bare gjorde hendes stilling værrere.
Men øjnene. Det kunne hun ikke gøre det store ved. De strålede med den mest fantastiske grønne farve. Strålede mere end det menneskene kaldede lys-kryds.
Hun bandede og svovlede i sit stille sind.
På dette tidspunkt burde hun være ude og jage mad i skoven.
Men hun befandt sig i en klam gyde, hvor hun hverken kunne gøre fra eller til.

Han spejdede ud i tågen, kunne bare ikke lade være, da han bemærkede hun tog hånden til sig, han så på hende, at hun slikkede såret, havde han så haft ret i at hun havde ignoreret spørgsmålet fordi hun kunne klare sig? Det var jo også lige meget.
Han så hvordan lidt blod endte på hendes kjole...Men i det samme begyndte der at ske noget underligt, han vidste ikke helt hvordan han skulle reagere på det.
Underlige tegn kom frem, først på hendes arme, selv om hun prøvede at skjule det, de var også lidt utydelige i tågen, men han kunne ane dem.
Om benene....ansigtet....
Han trak vejret dybt engang mens han så på, bagefter sad han lidt og kiggede.
Så fik han endelig taget sig lidt sammen, revet blikket væk....som blod der spredte sig, var tegnene pludselig kommet til syne.
"Hvad er det?" spurgte han, dette var vist dømt til en underlig dag.

Alyn sad og stirrede fortabt ud i tågen. Mindet plagede hende som sædvanligt
En lille elver pige sidder og stirrer på hendes arm. Man kan se et smil vokse op på hendes ansigt.
"se mor. Er jeg ikke smuk?" spørger den lille pige. Moren stivner med det samme, og slår så pigen med en ufattelig styrke. Den lille pige begynder at græde.
"Nej Alyn. Du er grim. Du er et monster. Fat det nu. Et monster"
Moren vender sig om og går ud i natten. Tilbage sidder den lille pige og gentager for sig selv. Et monster
Ordene gav stadig genlyd i Alyns hoved.
Hun vendte ansigtet mod Taisho. Han havde altså set det
"ikke noget specielt" mumlede hun.
Hun satte sig i en mere behagelig stilling. Så behagelig man nu kunne få det på en kold jord.
Hun strakte sig og kiggede indgående på ham.
Det eneste plus ved hendes nattelige forvandling var at hun kunne se meget bedre.
Og hun havde taget fejl ved et kønt ansigt. Han kunne tjene mange penge som ansigtsmodel.
Hendes blik blev ikke rettet ud mod tågen igen. Hun kiggede bare på ham med et gennemborende blik.

En rynke kom til syne i panden da han undrede sig.
Hun havde tøvet med at svare og svaret havde ikke lydt helt overbevisende, der udover gennemborede hun ham med sine grønne øjne....Dejlige grønne øjne, han glemte helt at han var igang med at tænke at hun ikke fortalte hele sandheden, men det var vel også lige meget? Han var jo stadig fremmed for hende, så hvorfor skulle hun svare ham på det?
Grønne øjne....Han så sin genspejling i dem.
så kiggede han endelig væk.
"Det ligner nu noget...specielt?" smilte han
"Men vis du synes, vil ikke kendes som en der tvinger en køn kvinde til noget" En rotte sprang over hans ben og var hurtigt væk i tågen igen.
Rotter, forvoksede mus, mutanterede mus....De var så ulækre og sikkert fuld af alverdens sygdomme....underligt de kunne overleve dem.
Hvad havde han set i hendes blik? Et svagt skær af....af hvad? Ud over hun gennemborede ham var der også noget andet, men han viste ikke helt hvad han skulle kalde det...Som om...hun havde et godt øje til ham, kunne man vidst sige?

Hun kiggede modvilligt tilbage på hendes arm.
Faktisk havde Taisho gjordt hende tryg. Hans pæne øjne havde afledt hende. Hvorfor ikke hoste ud?
Hvad var grunden til ikke at afslører det? Det kunne ikke betyde hendes undergang at forklarer ham om tegnene på hendes krop.
*og øjnene gør dig igen helt skør* mumlede hendes altid varsomme stemme, der ledte hende ud af de værste kniber. Stemmen rungede inde i hendes hoved
Hun svarede dog ikke Taisho med det samme. Det gav et sæt i hende da rotten hoppede over hans ben.
Hvis det havde været hende, havde hun labbet rotten en flad. Rotter var klamme og ubrugelige. Kun en ulempe for denne verden
"Tak. Jeg er smigrede" svarede hun til hans sidste såkaldte kommentar. Faktisk var hun mere end smigrede. Hvilket hun ikke mente var livsnødventigt for ham at vide.
"jeg er i øvrigt ked af at jeg ikke kan hjælpe dig med kulden. Jeg er ikke baseret på varme" tilføjede hun med en stemme der var undskyldene, men charmerende.
Faktisk gjorde kulde hendes magi stærkere. Bare ikke hendes stakkels krop

Han grinte lidt, ikke nedladende, på en rolig måde.
"Kulden? Jeg har svært ved at fryse rigtigt, her er køligt, ja, men direkte koldt" han rystede på hoved, han følte sig godt tilpas her sammen med hende og kunne godt høre at der var mere bag hendes ord end hun nok ville indrømme.
Kvinder skulle altid virke så mystiske, aldrig forklare de noget men regnede med man bare forstod det.
Eller sådan følte han de fleste var, var hun også sådan? Det vidste han ikke, men måske skyldes det det at han gerne ville vide ting som han faktisk ikke burde blande sig i.
Han trak vejret dybt og fik endnu engang hendes duft ef elver i næsen, men den var faktisk behagelig....
"Jeg beklager også jeg ikke kan gøre meget for dig...Vis du ville have haft jeg skulle" han så på hende og fik lyst til at holde om hende, give hende noget varme som jo kom nå to personer sad sammen.
Men han gjorde det, både bange for at skræmme hende væk og fordi han ikke vidste om hun ville have det...I teorien var de jo stadig fremmede.

Alyn kunne tydeligt se at der foregik et eller andet omme bag det smukke ansigt, som hun var så heldig at sidde ved siden af.
Alyn sukkede dybt.
"se her" sagde hun med en dæmpet stemme.
Hun tog læderbæltet der holdt hendes kjole oppe af, hvilket fik overdelen til at glide lidt længere ned.
Det skænkede hun dog ikke en tanke.
Lige nu sad hun nemlig dybt koncentreret, og lod en undersøgende finger glide rundt på indersiden af bæltet, til hun fandt det hun søgte. En lille revne, var skåret i læderet.
Der opbevarede hun vigtige ting, fx det hun nu lod falde ned i sin hånd.
En mini dolk, på størrelse med hendes lillefinger, men meget smallere.
Hun smilte stille, da hun rakte sin venstre hånd ud og lavede et langt snit, på sin højre arm, der hvor tegnene stod skrevet. En kraftig smerte skød gennem hende. Hun bed læberne sammen og lukkede øjnene i et par sek. hvorefter hun sendte ham et anstrengt smil.
"se her" sagde hun med rystende stemme. Smerten var altid værrere når hun skar sig på tegnene. Hun anede ikke hvorfor men det var den altså.
Hun holdt armen over der hvor hendes røde blod var dryppet ned. Nyt blod begyndte at dryppe ned.
Men det var ikke rødt. Det var mørkelilla og det glitrede på en underlig mystisk måde.
Hun kiggede ud i tågen, der blot blev tykkere og tykkere

Han anede ikke hvad det betød.
Det så bare ret underligt ud.
Han så lidt på hende, så hun skar i sig selv, selv om han mest havde lyst til at holde hende tilbage.
Han lod blodet dryppe, han kunne jo heller ikke andet, men forstod det ikke helt da blodet blev...til noget andet.
"Hvad er det?" spurgte han stille og så lidt på det, da han pludselig bemærkede at tågen blev tættere.
Han havde en fornemmelse af de skulle sidde der i lidt tid, for tågen lettede vist ikke med det samme.
Han bemærkede nu mere end bare hendes arm, at da hun havde taget læderbæltet af var hendes kjole gledet mere ned, mens det våde stof afslørede hendes former.
hendes perfekte former, af hvad han kunne se, bløde former...han trak blikket til sig og så forlegent væk, bare hun ikke havde lagt mærke til det.
i stedet koncentrerede han sig om hendes blod der var blevet til noget andet.

Alyn mumlede stille og lod sin lillefinger glide hen af det lange sår, som stille og roligt helede.
Hvis Alyn havde lyttet godt med på i helings timerene, ved sin gamle flok, ville såret allerede være forsvundet nu. Men ligemeget hvor meget hun anstregte sig for at lærer, kunne hun bare ikke rigtig finde ud af det
Hun bestemte sig for at svarer på hans spørgsmål. Hun havde godt nok undrede sig over hvordan han kunne holde igen. Hvis det havde været hende, havde hun straks stillet 100 spørgsmål.
"dette er et tegn på at..at" hun sad fast i ordene. Så fik hun taget sig sammen. Hun kiggede på ham, og lagde mærke til hvordan hans blik var gledet hen over hende.
Hun følte sig ikke generet. Tvært imod
"at jeg ikke er 100% lyselver" áfsluttede hun. Det sidste ord sagde hun med koldt had i stemmen.

Han så lidt på hende.
Lyselver? Han vidste hun var elver, men han havde ikke overvejet hvilken slags.
Hun mindede ikke om en lyselver, men hun jo selvfølgelig være halvt...Lidt måtte hun være som hun sagde hun ikke var 100% lyselver.
Lyselver havde nogle værdier, men han synes ikke godt om.
Ligesom med mennesker.
Han studerede såret, hvordan både healede lidt og ikke gjorde.
"så...du er både lys og sort, elver?" sagde han, faktisk ville han bare have det bekræftet, for han var sikker på det var rigtigt.
Han kunne godt høre hun ikke synes om dem og det fremtryllede et lille smil hos ham.

"de tror alt er lutter lagkager"
Hun nikkede bekræftende til det han ville have konstateret
Alyn følte der på en måde var åbnet en barrier mellem dem.
Hun kiggede på ham med et meget krævende blik
"fortæl mig noget om dig selv"
Alyn var blevet træt af at være i centrum. Hun rykkede tættere på ham med et smil på læben, og klappede ham på armen
"Det skal jo ikke handle om mig og mit dumme blod. Det ender med at der kommer vampyrer og æder mig"
Hun smilte lidt ved tanken. Hvor ville hun få ondt af den der prøvede at æde hende. Eller. Det ville hun nok ikke. Medfølese var en meget sjælden følese for hende