Tåge-Jake=Privat

Omgivelser: Ingen
Sted: Havnen
Tid: Tidelig morgen
Vejr: Tåget og køligt.
Dato: ??



Ikke en lyd, kunne høres nede ved den smukke båd havn. Men kort tid efter blev stilheden blev brudt, da man kunne høre knirkede lyde, længere fremme. Det var sådan nogle knirkede lyde, som når man pillede ved en gammel døre eller generelt noget gammelt. Men det var nu også der lyden kom fra, eller i hvert fald noget lignede. Men der stod en skikkelse henne ved det gamle båd hus, men det var ikke bare en kat, eller et dyr, nej. Det var en ung pige, på seksten, sytten år, som der stod, med hendes hånd, flade på den gamle dør. Men det var ikke blot et svagt menneske, nej, det var en kvindelig vampyr. Vampyr pigen, hed Cathy, eller rettere Cathy Lá Fo’nt. Cathy var smuk, men på en anderledes måde. Det brune hår krøllede ned af hendes ryg og skuldre, og de brune øjne, skinnede let. Men man kunne godt se at denne pige ikke blot var et menneske. For ellers ville hendes hud, ikke være så sne hvid, og isende kold. Men det lignede næsten marmor, altså hendes hud, fordi den var så blød, og så næsten skrøbelig ud. En kort og let vind fik hendes hår til at blafre let. Denne Cathy var klædt på i stramme jeans, med slide mærker,og en hvid stroptrøje.. Men på hendes ene hånd, havde hun finger vanter på, hvor der var klippet hul til fingerspidserne. Men sleve vanten eller handsken, var lavet ud, af noget som der lignede net stof. Det man lavede net strømpebukser eller gamacher ud af. Hvis man nu lagde mærke til hendes sko, var det bare ganske almindelige, converse. Sorte og slidte var de, men perfekte til hende. Hun spejede rundt med de brune øjne, og fik øje på en skikkelse længere fremme. Men hun kunne dufte at dets hjerte ikke slog så voldsomt som et menneskes. Nej, skikkelsen måtte være som hende, en vampyr.

//mangler krea sorry

Rolige, slæbende skridt mod den hårde, grå asfalt kunne høres. Afslørede at der var ét eller andet på vej. Ned imod havnen. Efter lidt tid kunne en svag nynnen også høres. Den blev tydeligere og tydeligere, lige så gjorde skridtene. En dreng på ikke meget mere end seksten år standsede brat op, lige som han nåede ned til Porten. Lige dér hvor havnens areal startede. Han stoppede ligeledes med at nynne og så op fra den ting, han havde liggende i sin hånd - en iPod, hvor der var langt over femhundrede sange på. Med missende øjne så han rundt i de øde omgivelser. Eller næsten da. For det viste sig kort efter, at han ikke var den eneste her på stedet. Eftersom han som sagt ikke havde forventet at møde nogle hernede, fik han et mindre chok, da hans blik landede på en mørk silhuet længere henne. Personen stod ved noget, han gættede sig tilm var et bådhus. Det lignede egentlig bare et ret forfaldent skur. Det kunne i hvert fald godt trænge til noget maling. Han trykkede pause-knappen på sin iPod ned, inden han tog headsettet ud af ørerne. Puttede det ned i hans ene bukselomme, før han begav sig videre. Forsøgte så godt som muligt at ignorerer skikkelsen, men hans øjne blev hele tiden draget imod den. Og jo tættere han kom på den sorte silhuet, jo tydeligere blev den, og han kunne nu bekræfte, at det var en pige. Omtrent på samme alder som ham. Det kunne han ikke helt bedømme i denne tåge. Han bed sig en smule forlegent i underlæben, hvorefter han lidt modvilligt slog sit blik ned imod jorden og fortsatte sin gang. Stoppede først, da han var nået hen til en skæv bænk, der stod forenden af en mole. Dér drejede han hovedet og kastede et enkelt blik hen på den ukendte pige, før han satte sig ned på bænken. Kløede sig kort i nakken, lænede sig tilbage mod ryglænet, inden han lod sit hovede falde en lille smule bagover og lukkede sine øjne i. Han gad bare ikke i skole. Men det skulle han. Senere på dagen. Og det blev bare overhovedet ikke bedre af, at det var hans første skoledag - altså på den nye skole. Han var nemlig netop lige flyttet hertil. Væk fra alle hans venner, gamle hus og alt det han ellers kendte så godt. Og så skulle han bare starte på en ny dum skole, hvilket han overhovedet ikke gad. Virkelig surt. Han ville faktisk slet ikke tænke på det! Det gjorde ham helt deprimeret.

Da Cathy igen spejdede rundt, og fik øje på en anden person. Hun smilede blidt, det var endnu en dreng, og for engang skyld på hendes alder. Et svagt smil bredte sig hen over hendes let lyserøde læber. Hendes brune øjne skinnede blidt, da en af de meget svage solstråler brød igennem tågen. Hun kunne godt se at han havde musik i ørene. Hendes blik, flakkede på ham hver en bevægelse han gjorde kunne hun se. Da han satte sig på bænken, tog hun blidt mod til sig, og fik taget sig sammen. Hun gik hen mod ham, ”Hej” sagde hun stille og strøg leten hånd gennem håret. Hun satte sig blidt på den samme bænk. Men dog lidt væk lidt fra ham. Hun smilede blidt, og kiggede så på ham, inden hun kiggede ned i jorden. ”Håber det er iorden jeg sidder her” sagde hun blidt, og strøg blidt hendes hår væk fra hendes øjne. Hun smilede blidt igen, ”Ømm.. Hvad høre du???” spurgte hun nysgerrigt, og pillede let ved hendes såkaldte net handske. Hun bed sig kort og meget hårdt i underlæben, mens hun let betragtede ham. Han var køn, meget køn. Hun smilede blidt, og fugtede let hendes læber, med tungespidsen. Hun bed sig kort i underlæben, og lukkede blidt øjnene, og åbnede dem blot meget hurtigt igen. Hun lod let hendes fingre berøre bænken. Hun kiggede blidt på ham. Hun glemte helt han hun skulle præsentere sig selv. Hun skulle også til at begynde i skole. Eller nærmere begynde i skole her. Hun så ikke lige sådan frem til det. Men det skulle jo overstås Hun bed sig hårdt i underlæben, idet hun let så på ham.

Jake rettede sig med et sæt op, idet han fornemmede noget i hans nærvær. En anden person der åbenbart havde valgt at sætte sig på den samme bænk som ham. Det kunne han mærke. At der var kommet mere vægt på den anden side af den skæve bænk. Langsomt lod han sine øjenlåg glide op. Som turde han ikke rigtig se, hvad det var, der havde besluttet sig for at gøre ham med selskab. Han havde dog en rimelig god fornemmelse af, hvem det var. Den pige han før havde set stå henne ved det lille bådhus. Hvem skulle det ellers være? Han skævede hen til hende, da hendes stemme lød. Flere gange. Tre for at være helt præcis. Til de to første ting hun sagde, nikkede han bare stille med hovedet. Det var vel et frit land, og det var ikke hans bænk, så selvfølgelig måtte hun det. Men det sagde han ikke. Han rystede svagt på hovedet, hvilket fik hans mørke pandehår til at falde ned foran hans øjne og mørklagde det meste af hans lyse ansigt, inden han drejede hovedet og vovede at fæstne sit blik på hendes ansigt. "Jeg hører ikke noget lige nu ..." mumlede han meget, meget lavmælt og glippede en smule forlegent med øjnene. Hun var utrolig bleg. Præcis ligesom han var. Det skyldtes nok hans lille solforskrækkelse. Hun var faktisk endnu lysere i huden end ham. Næsten helt marmorhvid. Det var kønt. Hun så næsten helt kongelig ud. Som en fin, skrøbelig porcelainsdukke. Han tog sig i at stirre lidt for meget på hende og vendte straks sit blik ud imod vandet. Kørte det en anelse op og så ud over horistonten. Dér hvor det så ud som om himlen og havet mødtes. Eller normalt gjorde. Han kunne faktisk slet ikke se noget derude lige nu. Det var alt for tåget. Især dér længere ude på det store hav. Han slog kort efter sine arme omkring sig selv. Det var ret køligt. Han havde faktisk ikke regnet med, at det var så koldt, da han i morges stod og kiggede ud af vinduet fra sit værelse. Bare han havde været syg, så han kunne slippe for den dumme skole. Han bed sig blidt i underlæben med de to blåsorte metalringe i, og lynede lynlåsen på hans hættetrøje helt op.

Cathy Kiggede let over på ham, da han kiggede på hende, ”Jamen Æhm.. Okay” sagde hun let, og kiggede kort ned i jorden. Hun bed sig kort i underlæben, og lod let hendes blik glide ud over vandet. Hun smilede blidt, inden hun vente blikket mod ham. Lige bleg var han også, men han måtte være et menneske. Hun smilede blidt, og kiggede kort på ham. Hun bed sig let og uskyldigt i underlæben. Hun rødmede svagt i kinderne da han kiggede let stirrede på hende. Men han fjernede dog blikket hurtigt. Hun fugtede let hendes læber med tunge spidsen. Hun smilede blidt og bed sig kort i underlæben. Hun kiggede kort op på ham. ”Hvor gammel er du egentlig??” spurgte hun blidt og bed sig kort i underlæben. Hun lod let hendes blik scanne denne drengs smukke ansigt. Han var i det hele taget enormt køn. Hun bed sig let i underlæben. Hun fjernede så blikket fra ham, for hun ville nødigt komme til at stirre på ham. Hun lod let hendes blik flakke ud på vandet. De brune øjne skinnede let, da en af de meget svage solstråler ramte dem. Hun lukkede blidt øjnene, så hun ville kunne se noget igen. Hun smilede blidt til ham, og trak blidt hendes knæ op til sig og lagde hovedet på dem. Hun kiggede så hen på ham, idet hun lagde hendes arme rundt om hendes knæ. Hun kiggede hen på ham, ”Fryser du?” spurgte hun blidt. Hun bed sig kort i underlæben. Hun smilede blidt, og lod let hendes tungespids, berøre hendes underlæbe, så de let blev fugtet igen. Hun lukkede kort øjnene, og begyndte let selv at fryse. ”Er det i orden hvis jeg øm.. Rykker nærmere, så vi kan dele varme??” spurgte hun blidt. Hun rødmede svagt i kinderne, og lod let hendes øjne hvile afventede på ham. Hun havde nu egentlig spurgt ham om mange ting. Hun bed sig ingen i den let lyserøde underlæbe. Det var nu en dårlig vane hun havde fået sig der. Altid at bide sig i underlæben, og når hun blev en smule nervøs. Hun bed sig kort i underlæben, da hun begyndte at spekulere på at hun ikke skulle bide sig i underlæben. Men det gjorde hende nervøs at spekulere.

Jake flyttede sit blik hen på hende, da hun igen henvendte sig til ham. Endnu et spørgsmål. "Jeg er seksten år," svarede han stille og nikkede efterfølgende for at bekræfte det, før han hev lidt ned i ærmerne på sin trøje, indtil hans hænder ikke længere var at se. Han løftede sin ene hånd og strøg noget af sit hår til side, inden han åbnede sin mund for at sige noget. "Hvad med dig?" spurgte han, mest bare for at være venlig, men han ville også gerne vide det. Selvom han havde en ret god fornemmelse af, hvor gammel hun var. Det kunne selvfølgelig snyde, men hun lignede en, der var på samme alder som ham. Ved hendes næste spørgsmål nikkede han stille med hovedet. Ja, han frøs. Gjorde hun ikke det? Han kom næsten til at fryse endnu mere af at se på hende, - hun havde jo kun en sølle stroptrøje på. Efter noget tids stilhed løftede han atter sin ene hånd og bed en smule forlegent i sit trøjeærme, lige indtil hendes stemme igen lød og brød tavsheden. Det kom lidt bag på ham, dét hun sagde. Han var ikke ligefrem særlig vant til at sidde tæt med komplet fremmede personer, men af en eller anden uforklarlig grund nikkede han bare som et 'ja'. Da han atter havde sluppet sit ærme, lagde han begge sine hænder i sit skød og slog blikket op imod himlen. Overvejede kraftigt bare at pjække og blive væk fra skolen, men det ville hans forældre nok komme til at høre om. Han gad bare virkelig, virkelig ikke i skole ...

Cathy hørte hans svar, Mhmm.. næsten lige så gammel som hende. ”Mhmm.. Jeg er sytten, ” svarede hun blidt på hans spørgsmål. Hun kiggede blidt på ham, og smilede så forsigtigt da hun let, slap hendes greb rundt om hendes ben. Hun rykkede hen til ham, og satte sig blidt ind til ham, selvom hun ikke kunne blive opvarmet på huden, kunne hun blive opvarmet inden i. Altså ingen varme udvendigt, men indvendigt fik hun i stedet varmen. ”tak” sagde hun blidt og trak blidt satte hendes ben på jorden. Hvis ikke han kendte til vampyrer, ville han nok tænke at hun frøs enormt meget siden hendes hud var så kold som is, og sne. Hun smilede blidt til ham, og lagde blidt hovedet på hans skulder, for at få varmen helt. Hun smilede til ham, og tænkte ikke rigtigt over at hun måske afkølede ham. Nej, det gjorde hun nu egentlig ikke, nej hun føltes blot kold, men var det ikke sådan hvis hun sad op af andre folk, gav hun dem ikke kulde.. Hun bed sig kort i underlæben, ”Går du i skole her? Skal nemlig starte i næste uge, og gider ikke men skal jo gå ii skole så” mumlede hun blidt og spørgende.. Hun bed sig i underlæben og så så let på ham. Han var nu dejlig varm i betrækning af vejret. Hun overvejede at spørge ham om han ville med hjem til hende, og have noget varmt at drikke eller sådan noget. Men det turde hun ikke siden hun lige havde mødt ham. Hun var dog også bare bange for at spørge sådan bare lige pludselig. Det ville være pinligt efter hendes egen mening.

Jake smilede indvendigt, efter hun havde svaret ham. Sytten år. Så havde han haft ret. Eller okay, hun var ét år ældre end ham. Det var ikke noget. Det gippede lidt i ham, idet hun lænede sig op af ham. Selvom han både havde hættetrøje og en tshirt på indenunder, kunne han alligevel mærke, hvor kold hun var. Ikke så underligt. Han havde også frosset, hvis han ikke havde haft mere tøj på, end det hun havde. Til hendes spørgsmål slog han først den ene hånd op mod sin pande og åbnede munden, netop som han lod et melodramatisk suk undslippe sine blegrøde læber. "Ja, jeg gør. Eller det er faktisk min første skoledag i dag ... jeg gider bare ikke til at skulle få helt nye venner. Jeg hader at flytte skole ...." mumlede han til svar og fjernede atter sin hånd fra sit hovede. Efterhånden havde han flyttet skole sådan cirka fire gange, - og han var så træt af det. Hvorfor kunne han ikke bare blive boende et sted, ligesom normale familier gjorde? Men det var fordi hans far - eller plejefar var det jo - hele tiden fik nye og bedre jobs. Og det var vel sådan set godt nok .. for ham. Så tjente han flere penge. Men det var surt alligevel. Han var ellers lige faldet til på hans gamle skole, men nææ nej, så skulle de absolut til at flytte igen. Jake vågnede op af sin imidlertidige trancelignende tilstand, hvorefter han så hen på hende. "Jeg hedder Jake forresten..." præsenterede han sig selv med et lavt toneleje og fik vendt sin ene mundvig lidt op, så et skævt smil dannede sig på hans læber.

Cathy smilede let, til ham, ”Jeg kan godt forstå det, men du har vel en familie som der kan hjælpe dig hvis det bliver trælst ikke??” spurgte hun let. Hun havde ikke selv en familie som der kunne bakke hende op når hun havde brug for det. Nej desværre levede hun alene. Hun kiggede på ham da han præsenterede sig, ”Jeg hedder Cathy, Cathy Lä Fo’nt for at være helt præcis” sagde hun let. Hun kiggede let på ham, skulle hun spørge ham? Ja, det blev hun vel nød til. ”Æhmm.. Jake, vil du med hjem til mig og få varmen eller noget” spurgte hun blidt før en svag rødmen brød frem i hendes kinder. Hun lod let hendes tunge fugte hendes læber, ”Jeg tænkte bare at ømm.. Du ville have varmen eller noget” tilføjede hun let, og pillede let ved en af de lange brune hår totter, fordi hun blev nervøs igen. Hvorfor vidste hun ikke helt, men sådan var det vel bare. Hun lod let, hendes lettere skarpe tænder bide sig fast i hendes underlæbe. Hun smilede kort, før hun let kiggede ud over havet. Hun overvejede at fortælle ham at hun var vampyr, men det skulle nok komme på emne en dag for håbligt. Hvis nu altså de gik hen og blev venner. Hun bed sig kort i underlæben, igen. Hun hadede at være nervøs på sådan en underlig måde. Hun kiggede blidt ned i jorden, og igen op på vandet. Hun smilede igen blidt, og pillede så bare igen let ved en af de brune hår totter. Hun prøvede igen at smile, men det lykkes dog ikke rigtigt, Nej desværre. Hun lod derfor bare hendes blik hvile ud på det store hav som man næsten ikke kunne se begrund af tågen.

Jake trak kort på skuldrene til hendes første ord. Ja, det havde han vel. Men det var ikke helt nok nogle gange. Det havde været lidt bedre, hvis han havde haft nogle på sin egen alder at snakke med omkring det. Hvilket han faktisk havde nu. Dén tanke fik ham til at smile lidt. Gud ja. Forhåbentlig ville han gå hen og blive gode venner med hende. Hendes næste spørgsmål kom lidt bag på ham. Han lukkede sin mund en anelse op for at svare, men der ville bare ikke rigtig komme nogle ord ud. Og hvad skulle han også svare? Skulle han bare vælge at tro på denne person og tage med hende hjem? Han lukkede sin mund igen, hvornæst han nikkede stille med hovedet. Ja, hvorfor ikke. Det var i hvert fald bedre end at sidde herude og fryse halvt ihjel. "Det vil jeg gerne .... ligger dit hus langt væk herfra?" Han missede kort med øjnene, da en smal solstråle skinnede igennem skyerne, inden han fortrak sine mundvige i et forsigtigt smil. Håbede på at hun ikke boede så forfærdelig langt væk. Hans ben var nemlig dødtrætte, og dagen var ikke en gang startet endnu. Han krydsede fingre for at idræt ikke var et af de fag, han skulle have i dag. Men hvad, det kunne da også være ligemeget, hvis han alligevel ikke kom. Og det troede han faktisk ikke, han gjorde. Nej, nu blev han her sammen med hende! Så kunne skolen og de sure lærere - og han forældre - rende ham. Han skulle skam nok selv bestemme, om han ville i skole eller ej.

Cathy smilede blidt, ”Nej det ligger 10 minutter her fra, men det er en lejlighed, meget lille efter min mening” sagde hun og smilede blidt til ham.Hun rødmede let i kinderne, da hun let fik rejst sig. Hun smilede forsigtigt til ham, da hun let bed sig i underlæben. Hun ventede blot på at han rejste sig op. Hun bed sig kort i underlæben, og så let på ham. Efter han havde rejst sig begyndte hun let at gå, sammen med ham. ”Ehm… vil du da gerne bæres hjem til mig eller???” spurgte hun blidt og bed sig i underlæben. Hun smilede blidt, til hende… Hun bed sig kort i underlæben, og så på ham, med hendes store skinnede øjne. Hun bed sig kort i underlæben, og kiggede kort ud over vandet. Hun smilede blidt til ham, inden hun let kiggede ned i jorden mens de blidt gik hen af stigen. Hun pillede let ved hendes hår tot igen, hun anede ikke hvad hun skulle sige. Lige nu vr hun ikke særlig god til det med at holde en samtale kørende. Hun smilede kort og blidt, igen. Da de kom lidt hen af bådehavnens stig. Åbnede hun llet den port der førte ud til gaden i Terre. ”Det er ikke langt herfra, det er rent faktisk deroppe” sagde hun og pegede blidt, på et vindue på anden sal. Hun smilede blidt, idet hun kunne se at hendes vindue stadig stod åben. Det gjorde hende tryg på en underlig måde. Hun kiggede blidt på ham idet hun fik ham med over vejen, og ind i en lille gård, hvor hun fik ham med ind i en opgang hvor hun let gik op til en dør sammen med ham hun låste blidt op og smilede kort. ”Bare gå inden for” sagde hun med et lille smil.

Jake smilede lidt ... lettet, da hun fortalte ham, at det ikke lå mere end ti minutter derfra, hvor de befandt sig. Det kunne han nok godt klare. Efter hun selv havde rejst sig fra bænken, kom han ligeledes op at stå og smilede derefter en smule forlegent til hende, inden han lige så stille fulgte trop efter hende. "Nej, det går nok ..." mumlede han til svar og bed sig svagt i underlæben for at tilbageholde et smil, der ellers var lige ved at træde frem på hans blegrøde læber, - han kunne nemlig ikke fordrage sit eget smil. Hans ene hånd dykkede hurtigt ned i en af hans bukselommer, hvor han trak sin iPod op, puttede headsettet i ørerne og trykkede på afspil-knappen. Han havde dog sat volumen ned, så han stadigvæk ville kunne høre noget, hvis hun nu skulle begynde at snakke igen. Selv sagde han ikke noget. Han gik bare helt rolig ved siden af hende, og så i den retning hun pegede. Op mod et åbent vindue, som han gættede sig frem til måtte være hendes. "Bor du helt alene?" spurgte han lidt efter og kiggede spørgende på hende med hovedet lagt på skrå. Fulgte ellers bare med og skyndte sig indenfor, da hun først havde fået låst døren op.

Cathy smilede blidt til hans spørgsmål, ”Ja, jeg har ikke nogle at dele denne dejlige lejlighed med” sagde hun med et lille smil. Hun kiggede blidt på ham,da gan skyndte sig ind af hendes dør. Hun smilede varmt. ”Du er den første jeg har med hjem” sagde hun og rødmede en smule i kinderne. Hun smilede blidt til ham, da hun let smed hendes sko, på gulvet og lukkede døren efter sig.
Selve hendes lejlighed var mere lys end man havde regnet med. Men de farver der nu var der va sort og hvid, og dog med en smule blod rrød ind imellem. Men det var meget ekelt. Hun smilede ti ham, 2Vil du have kakao eller the, kaffe eller noget andet??” spurgte hun med et smil. Hun bed sig kort i underlæben, igen, mens hun let betragtede ham, han havde hans headset i igen.
”Hvad høre du nuj??” spurgte hun med et smil og kiggede let på ham, med de brune øjne.”Eller er du sulten???” spurgte hun let og bed sig kort i underlæben. Hun pillede let ved en hår tot mere, da hun igen blev en smule nervøs. Hun kiggede blidt på ham, med hovedet let på skrå. Hun kiggede blidt på ham, og lod blidt hendes fingre snurre sig rundt om hårtotten.

Jake så en smule overrasket på hende, men dét ansigtsudtryk forsvandt dog hurtigt, hvorefter han hev headsettet ud af ørerne. "Jeg bor stadigvæk hos mine forældre ... desværre," mumlede han med et lille smil og begravede sin iPod med headsettet viklet rundt omkring den i sin ene lomme. Det var måske ikke helt så slemt at bo derhjemme, men ind imellem ville han ønske, at han havde et sted, som han kunne kalde sit eget. Ud over det værelse han allerede havde selvfølgelig. Han tog forsigtigt sine sko af, skubbede dem lidt sammen og stillede dem henne i et hjørne, inden han vendte sin fulde opmærksomhed mod hende. "Jeg vil gerne have kaffe ... men den må ikke være for stærk ... og der skal sukker i ... og mælk ... tak," svarede han til hendes første spørgsmål og trak kort på smilebåndet. "Undskyld, jeg ved godt, at jeg er ret besværlig. Men jeg kan altså sagtens lave det selv, hvis det er .... hvor er køkkenet?" Han tog et par skridt ind i hendes lejlighed. Hendes andet spørgsmål vedrørende musik ignorerede han, men til det næste rystede han svagt på hovedet. "Nej, jeg har næsten lige fået morgenmad," fortalte han og stoppede så helt op, drejede sig en halv omgang og placerede begge sine hænder bag i nakken, hvornæst han lod sit blik vandre rundt i det rum, han nu opholdt sig i.

Cathy smilede blidt, ” Træls, men også snyd, har ikke nogen familie, så er helt alene, andet end de få venner jeg har mødt” sagde hun med et svagt smil. Hun kiggede blidt på ham, ”Du er bestemt ikke til besvær! ” sagde hun med et lille forsigtigt smil ,og traskede let ud i den gang som han nu stod i. Der var åben køkken, hvis man trådte til siden hun traskede let derind og stildte sig let på tær da hun kom hen til køkkenskabet. Hun kunne ikke nå skabet. ”Utroligt jeg kan stadig ikke nå det” sagde hun med et lille smil, før hun let kravlede op på køkkenbordet, og åbnede det derfra. Hun greb fat om hendes kaffe maskine, som hun egentlig ikke vidste hvorfor hun havde. Hun havde det vel bare. Der var kaffebønner i som der bare skulle knuses, og så skulle der vand i. Hun hældte blidt vand i fra et kaffe glas, og lod den ellers bare kværne og lave kaffe. Fem, til ti minutter efter var den færdig. Hun hev let slukkeren frem og puttede det i hans kaffe, og til sidst mælken som hun let havde rystet. Hun smilede blidt til ham idet hun rakte ham det. Efter han havde taget det smilede hun kort, ”Vil du med ind og sidde i stuen???” spurgte hun blidt og kiggede på ham med hendes brune øjne. Hun smilede blidt til ham, inden hun let, pillede i hendes hår tot igen. Hun blev igen en smule nervøs, men det væreste var hun ikke anede hvorfor.

Jake smilede knap synligt til hende, efter hendes første ord var strømmet ud imellem hendes læber. "Ja, det kan jeg godt se. Det må være lidt kedeligt at være helt alene. Hvorfor finder du dig ikke nogle at bo sammen med? Du kan jo lave en annonce og sætte den op på en opslagstavle nede i byen," foresog han med en rolig tone, og fulgte lidt efter med hende, da hun var trisset ud i køkkenet. "Det har jeg en gang prøvet. Altså ikke med en bofæller ... men en kat, jeg havde fundet. Der gik faktisk ikke en gang særlig lang tid, før vi fandt dens ejer .. eller ejeren fandt os," plaprede han løs og nikkede efterfølgende af sine egne ord. Det var utroligt. Når han først var kommet i gang med at snakke, kunne han næsten slet ikke stoppe igen. Han rettede sit blik imod den kop, hun rakte til ham. "Tak skal du ha'," mumlede han med et lidt forlegent smil og tog dernæst imod den, før han nikkede med hovedet til hendes spørgsmål. "Jah selvfølgelig. Er det herinde?" Han trådte ud af køkkenet, hvorefter han blik mødte noget, der meget passende kunne være en stue.

//logger nu svare imorgen x3 Er ved at falde i søvn med min dejlige kat sov godt x3

Cathy smilede kort til ham, meget forsigtigt. ”Tror ikke at der er nogle der tør at bo ved mig ” sagde hun blidt, og smilede forsigtigt. ”en kat?” spurgte hun blidt da han snakkede om en kat. Et svagt smil bredte sig ud over hendes let lyserøde læber. ”Æhmm… Ja, ” sagde hun med et kort nik da han spurgte om det var der. Hun gik forsigtigt derind efter han var gået derind. Hun satte sig blidt ned i hjørnet af hendes sorte stof sofa. Den var dog enormt blød, men det var sådan den skulle være. Hun bed sig kort i underlæben, og smilede forsigtig til ham idet hun let klappede på sofaen.”Sæt dig bare ned.” sagde hun kort og igen med et forsigtigt smil.
Hun trak hendes ben til sig, og lagde blidt armene omkrig dem. Hun smilede forsigtigt, og lod let hendes tunge fugte hendes læber. Hun smilede kort, og kiggede på ham. Hun sukkede blidt, og lagde blidt hendes hoved på hendes knæ. Hun kiggede blit på ham, og smilede kort, før en svag rødmen brød frem i hendes kinder. Men den var ikke særlig tydelig, som når man virkelig rødmede nej den var mere mild på en måde.

Jake rynkede svagt sine øjenbryn, efter de første ord var kommet ud af hendes mund. "Hvorfor ikke? Er du da farlig?" Han forhindrede et grin i at komme ud ved at bide sig i underlæben, hvorefter han med stilfærdige, rolige skridt luntede efter hende hen til sofaen. Selvom han ind imellem skævede til hende, var han fuldt ud fokuseret på den kop, han havde i den ene hånd, så han kunne holde øje med, om kaffen skvulpede ud over kanten. Det gjorde den heldigvis ikke på noget tidspunkt. Forsigtigt satte han sig ned ved siden af hende i sofaen, da hun bad ham om at sætte sig. Han førte koppen op til sin mund og pustede et par gange til den sorte, varme væske. Eller den var ikke så sort mere. Det havde mælken sørget for. Den var lysebrun. Han så lidt undersøgende ned i kaffekoppen, før han endelig tog mod til sig og nippede til den. "Whaa, den er varm!" udbrød han beklagende og førte kort efter sin tunge ud af sin mund. Kørte den ud ved den ene mundvig og forsøgte at se ned på den. Det føltes som om, den brændte. Han skævede hen til hende og fik hurtigt lagt sin tunge på plads inde i munden igen, før en knap synlig rødmen trådte frem på hans kinder. Hvorfor skulle sådan noget altid ske for ham? Han satte koppen ned på sit ene ben, men holdt dog stadigvæk fast i hanken, da den ellers ville tippe og falde ned på gulvet.

Cathy smilede blidt til ham, ”Ja, på nogle måder, men andre ikke…. Du kunne jo bo her nu hvor du gerne vil flytte?” sagde hun spørgende og smilede blidt til ham. Da han brændte sig smilede hun kort, og hoppede let op af sofaen, og på to sekunder var hun ude ved fryseren. Hun hapsede en isterning. Og gik elegant hen til ham, og smilede. ”Åben munden” hviskede hun blidt. Efter han så havde gjort som hun sagde, puttede hun den blidt ind på hans tunge. Hun smilede blidt til ham, ”Vi skal nødigt have at du skader dig lige så meget som jeg gør” sagde hun med et smil, inden hun satte sig ned, hun trak blidt benene til sig og lagde hendes arme rundt, om dem. Hun kvalte et gab. Et svagt smil bredte sig hen over hendes læber, idet hun kort, lod let hendes tungespids fugte hendes læber. Hun lagde blidt hovedet op af væggen og smilede til ham, ”Ville du for resten bo ved mig? Altså hvis du må for din familie?” spurgte hun blidt, og kiggede på ham. Hun betragtede ham let. Hun kunne jo se hver en detalje på ham. Gud, hvor hun ønskede at være et menneske igen. Hun ville give alt for at blive det igen. Men der var ingen udvej. Hun ville for altid være en vampyr. Men sådan var livet vel, det gik op og ned af bakke. Hun smilede blidt, og kørte let hendes hånd gennem det brune hår. Hun smilede kort til ham inden hun fjernede blikket fra ham og ned til jorden/gulvet.

Jake så spørgende efter hende, da hun rejste sig fra sofaen og derefter trissede et eller andet sted hen. Gad vide om hun virkelig mente det med, at han kunne flytte ind? Han smilede svagt ved dén tanke, før han kørte sit blik hen på hende, efter hun var kommet tilbage. Kiggede lidt på den isterning hun havde medbragt, men stillede ingen spørgsmål. Han åbnede bare munden og kneb sine øjne lidt sammen, idet hun lagde den ind i hans mund. Derefter lukkede han atter sin mund og lukkede så sine øjne helt. "Mm det er koldt!" mumlede han og følte straks at hele hans mund blev frosset til is. Men det gjorde den selvfølgelig ikke. Han fik med en smule besvær - og ved hjælp af tungen - ført isterningen hen ved sin ene kind. Hans blik flakkede lidt rundt i stuen, men endte igen henne på Cathy efter noget tid. Da hun endnu en gang spurgte, om han ville bo hos hende, spærrede han i første omgang bare sine øjne op. "Mener du det virkelig?" udbrød han så og sprang nærmest op fra sofaen. Han rettede hurtigt sine øjne imod kaffekoppen, der havde været tæt på at vælte, men heldigvis havde han holdt godt fast i den og dermed forhindret, at der blev spilt kaffe på gulvet. Det ville have været noget værre noget. Et lettet suk slap derpå ud imellem hans læber, og han kiggede så hen på hende igen. "Det vil jeg gerne! Men ... jeg skal nok lige snakke med mine forældre om det ..." svarede han, tøvede lidt ved den sidste del. Ja, han kunne jo ikke bare sådan uden videre flytte ind uden overhovedet af have vendt det et par gange med sin far og mor. Han vendte sine mundvige op ad i et kækt smil og nikkede kort med hovedet. Krydsede fingre for at han måtte få lov til at flytte herhen.

Cathy smilede til ham, da han spurgte om hun mente det. ”Ja, det ville være rart med noget selskab fra dig” sagde hun og smilede til ham. ”Og, jeg skal nok betale huslejen, har i hvert fald pegene til det lige for tiden, og der er et ekstra værelse, så det skulle ikke være noget problem.” sagde hun smilede. ”Men ja du skal nok snakke med dine forældre, men du kan jo ringe til dem ikk??” spurgte hun blidt, og lod let en hånd køre gennem håret, inden hun let, bed sig i underlæben. Hun smilede kort til ham, inden hun let slog blikket ned i jorden. Hun rødmede svagt i kinderne, og fik let et smil frem hen over hendes let lyserøde læber. ”Men de giver dig sikket lov,” sagde hun og muntrede hun op. Og smilede til ham. Han virkede glad, nu? Det var da rart. Eller h han virkede også glad før, men nu meget mere glad. Hun bed sig kort og blidt i underlæben. Hun smilede kort og lod let hendes blik hvile på ham kort. Hun kom til at kigge i lidt for lang tid og fjernede hurtigt blikket, idet hun rødmede svagt i kinderne. Hun kiggede blidt på ham. ”Tager du en pjække dag fra skole eller?” spurgte hun blidt og med et varmt smil. Det håbede hun at han gjorde for så kunne han jo blive her ved hende. Hun kiggede kort, på ham, igen. ”Det syndes jeg du skal” tilføjede hun let, med et smil. Og blinkede sødt som overtalning.Hun lod let hendes blik flakke rundt i lejligheden. Underligt den var stadig helt ren på en måde. Men det var vel også fordi hun ikke lige frem spiste specielt meget, nej men hun spiste da alligevel nogle gange. Men hun behøvede det ikke.

Jake's smil falmede en lille smule, idet hun nævnte det med huslejen. Det havde han ikke tænkt på. At man også skulle betale for at bo sådan et sted. Men selvfølgelig skulle man det. Hvor dumt af ham ikke at have tænkt på det. Hvis det kun var hende, der skulle betale, ville han få dårlig samvittighed. Dét var han fuldstændig sikker på. Efter noget tids tænkning lyste hans ansigt atter op i et smil. "Jeg skal nok hjælpe med at tjene penge. Jeg får bare skaffet mig et job!" Han nikkede fornøjeligt af sin egen idé, inden han løftede sin ene hånd lidt og knyttede den, hvorefter hans blik for en kort stund hvilede på oppe på loftet. Det skulle nok gå. Der måtte da været en eller anden ledig stilling i den her by. Han vendte sit blik tilbage på hende og satte sig dernæst ned i sofaen igen. "Ja ... men jeg tror først, at jeg ringer senere. De er vidst begge to på arbejde, og de bliver altid så sure, hvis jeg ringer midt i deres arbejdstid," fortalte han med en let rynken på næsen og lagde først nu mærke til, at isterningen var smeltet. Hans tunge brændte heller ikke helt så meget mere. Han følte sig enormt glad lige nu. Bare han måtte få lov. Det var hendes spørgsmål angående skolen, der fik revet ham ud af sine tanker. Han glippede et par gange med øjnene, før han trak på smilebåndet og nikkede. "Ja. Jeg giiider ikke i skole i dag," svarede han efterfulgt af et melodramatisk suk og et undertryk grin, der, skønt han bed sig i underlæben for at tilbageholde det, alligevel kom ud.

Cathy smilede blidt til ham, ”Nej, det er okay, du skal blot passe din skole , så du får en udannelse! Så skal jeg nok klare at arbejde har også et job nu, såå” sagde hun med et smil, og kiggede let på ham da han knyttede hånden. ” Mhmm.. Men u skal have et job alligevel, kan du lave mad? For på den resturan jeg arbejder som tjener på, mangler de en kok” sagde hun og smilede blidt til ham. Hun bed sig kort i underlæben, da hun let betragtede ham. ”Jaaah.. Så behøver jeg ikke at være alene hjemme i dag” sagde hun med et smil, og kiggede blidt på ham. Hun fugtede let hendes læber, og smilede til ham, da han satte sig ned, ”Ja, de bliver nok en smule sure hvis du ringer nu” sagde hun og smilede let til ham. Hun trak hendes ben helt ind til sig, og ruskede sig let i håret. Hun bed sig kort i underlæben, og et smil brød frem hen over hendes kinder. Hun bed sig kort i underlæben, igen. Det var gået hen at blive en rigtig dårlig vane. Ja en rigtig dårlig vane. ”Nåårh..? Hvad skal vi så lave i dag???” spurgte hun med et bredt smil. Hun håbede aat han havde en idé for det havde hun ikke lige umiddelbart. Hun lod let hendes tungespids fugte hendes læber, og så, så på ham. Hun smilede bredt og en smule blidt til ham. Et svagt smil bredte sig let hen over hendes læber igen, men denne gang kunne man se hendes fine spidse tænder. Ikke helt godt. Hun lukkede hurtigt munden, så han umiddel bart ikke kunne se hendes tænder mere. Det var nok ikke det mest praktiske at lade være med at fortælle ham noget om vampyrer. Lige foreløbigt i hvert fald. Det ville nok ikke være den bedste idé lige nu.

Jake lyttede opmærksomt til hvert ord, hun sagde, hvorefter han rystede på hovedet, da hun spurgte ham, om han kunne lave mad. "Nej, jeg er en elendig kok. Jeg er i hvert fald ikke god nok til at arbejde på en restaurant. Medmindre det er sådan en speciel morgenmads én, og det eneste jeg skal gøre, er, at hælde cornflakes op i skåle," svarede han med et lille fnis, inden han pustede til noget af sit pandehår, så det straks fløj til side, og hans brungrønne øjne blev mere synlige, eftersom der ikke længere var noget hår, der hang nede foran dem. Hans smil voksede en smule ved hendes lille glædesudbrud. Det måtte også være utrolig kedeligt bare at bo helt alene. Men det gjorde hun forhåbentlig snart ikke mere. Ikke hvis han fik lov til at flytte ind hos hende af sine forældre. Jake flyttede al sin opmærksomhed over på hende, idet hun spurgte, hvad de skulle foretage sig i dag. "Hm, det ved jeg ikke ..." mumlede han blot i første omgang og så lidt tænksomt op mod loftet, før han vendte sit blik mod hende igen. Hans øjne nåede lige akkurat at spotte et par usædvanligt skarpe hjørnetænder, netop som et smil fandt vej til hendes læber og spredte sig på dem, men det forsvandt ret hurtigt igen, så han nåede ikke rigtig at se meget mere på dem end et sekund. Han rystede kort på hovedet og blev enig med sig selv om, at han nok havde set syner. "Vi kuuunnee .... gå et eller andet sted hen?" foreslog han og trak på smilebåndet, så et kækt smil dannede sig på hans blegrøde læber. Han havde nemlig endnu ikke fået set særlig meget af byen, og ville faktisk enormt gerne se noget mere af den. Det virkede som en ualmindelig hyggelig by. Men han kendte selvfølgelig heller ikke til alle de knap så venlige væsner, der boede i den.