Hvorfor er man det man ikke vil være!?

Faith kom langsomt gående hen af gaden forbi domkirken og stoppede langsomt op og kiggede lidt på den flotte domkirke der tornede sig op foran hende. Hun sukkede lidt og bed sig i læben, tænk at hun virkelig stod for denne religion, kristendommen, hende som aldrig havde troet på gud eller noget som helst andet i hele sit liv, hun var blevet et engel. Hvorfor!? Hvorfor var hun så i det hele taget ikke bare blevet en dødsengel?? Det passede jo en del bedre til hende, hende som var så kold, hende som ikke kunne finde ud af at smil eller have det sjovt uden at havde drukket flere liter af alkohol, okay det var så også en overdrivelse, men folk fik for det meste pointen, eller mest hende selv, det var ikke så tit at hun delte sine synspunkter med folk, hvorfor egentlig også? Folk lyttede jo aldrig. Hun trak vejret dybt ned i hendes lunger og tænkte lidt over det hele, en dag ville hun måske ændre sig, måske få opnået de drømme hun gik og drømte om, men det skete jo i grunden aldrig. Langsomt åbnede hun døren ind til domkirken og sukkede, her var så pænt og nydeligt, hun kunne faktisk slet ikke lide at være her, så heller kirkegården, men der viste man jo aldrig hvem man kunne støde på når det kom til stykket. Et lille tegn på et smil spillede på hendes læber da hun lod sine fingre glide ned af et egetræs stamme som stod i domkirkens have. Hendes øjne kiggede rundt i det mørke miljø, mest bare for at se om der var nogen, men intet var at se, lige nu ihvertfald. Hende øjne faldt på en marmorhvid bænk som hun langsomt gik over til og sætte sig ned.

Døren ind til domkirken åbnede sig knirkende og langsomt. Fran stak hovedet ud af den sprække der udgjorde døråbningen. Hun brød sig ikke om at blive set her. Ikke fordi han hun var bange for at folk opfattede hende som over religiøs, men fordi at hun gang på gang havde stødt på typer, hun ikke brød sig om at møde en mørk aften. Det så ud til at der var fri bane, og hun kom i sin menneskeskikkelse helt ud gennem dørsprækken. Hun lukkede døren efter sig igen. Det tog sin tid, eftersom at den var så gammel, og så tung. Hun støg en tot hår om bag det venstre øre, og sneg sig rundt om kirkens hjørne, for at tage den hurtigste vej, som lå gennem kirkens have, hjem. Hun rettede på sin sorte t-shirt, og bevægede sig så lydløst som muligt afsted. Godt nok var hun aspara. men hun gad ikke spilde sin energi på at forvandle sig til en kat, en flagermus, eller noget andet mørkt og lydløst. Hendes blege hud lyste let op i mørket, og hendes smukke ansigt var indrammet i langt sort hår. Hun var ikke særlig høj, og bevægede sig elegant. Hendes tøj var plain, og sort. Ikke noget specielt, da der ikke var nogen grund til det lige nu. Hun nåede hen til buegangen, hvor roser kravlede op ad, og bevægede sig ind i haven. Hun så det store træ, hvor hun vidste at der var en bænk bagved. Hvad hun ikke lige havde regnet med, var at da hun kom forbi træet, og så bænken, så hun også en ung kvinde sidde der. Hun stirrede forskrækket på hende.

Faith kiggede lidt rundt da hun havde hørt en dør der knirkede men rystede dog bare på hoved af det og tog det for ingen ting, hvem ville da også liste rundt her ved denne tid når det kom til stykket? Virkede bare ikke som noget folk ville gøre, eller dog? Man viste aldrig rigtig med folk der gik rundt på denne tid af aftenen, hun bed sig lidt i læben og pillede lidt ved hendes sorte og blå hår mens hun kiggede ned af sig selv *Du er blevet alt for tynd Faith* tænkte hun for sig selv og sukkede mens hun betragtede den tynde slanke krop, det hjælp nu heller ikke så meget når man nu også var så høj som hun nu engang var, hvad var hun nu 190, 193? Hun kunne faktisk ikke huske det mere, men høj det var hun. Hun var iført nogle sorte slim bukser med røde linjer der udgjorde et mønster ned af hendes ben, faktisk var hun rigtig glade for disse bukser og især fordi hun selv havde lavet dem, faktisk var alt det Faith havde på noget hun selv havde lavet, hun fandt det meget federe at have noget hun kunne være sikker på ingen andre havde end hende. Derud over havde hun en stram grå t-shirt og en ret stor sort hætte trøje som skulle hjælpe lidt på at hun ikke så, så undervægtig ud som hun i grunden var, og derud over havde hun også noget til at dække sine arme da hun ingen havde til at vise folk hvilken cutter hun var, de eneste mennesker som så det var de folk som hun nu og da strippede for på hendes arbejde, men der havde hun altid pudrede det så godt til at det ikke var så slemt, og havde også såret for at hun ikke havde nogle friske sår når hun skulle derhen. Hun fugtede langsomt sine læber og kiggede så op og så en anden ung kvinde som var gået her hen uden at havde set hende, hun gispede lidt over chokket at der lige pludselig var en, hun rystede dog på hoved og kom hurtigt ud af chokket "Jamen.. hej" sagde hun stille og hæv sin mundvige op for at få et smil frem, men mundvigen gled langsom tilbage og viste den maske som hun altid havde på, ingen form for følelser, bare en kold maske der ikke kunne græde, smile eller le. Intet kunne den mere, for meget sorg var lukket ind og nu ville den ikke give mere efter, og i hendes hoved fik man kun sorg ind i sig så snart man åbnede op, folk var ment til at svigte andre folk, gøre dem kede af det og knuse deres hjerter.

Da det første chok havde lagt sig, så hun at pigen der sad på bænken nok var samme alder som hende selv. I hvert flad i udseendet. Eller måske var hun lidt yngre? Det var lidt svært at se her i mørket. Hun kunne afgøre at pigen hverken var menneske, dværg eller vampyr. Sidstnævnte var et plus for Fran. Hvis det havde været en vampyr hun havde stået over for, var hun flygtet så hurtigt hun kunne. Der var dog en anderledes aura om hende. Måske en engel? Det ville heller ikke være så mærkeligt at finde en engel på disse kanter. Da pigen talte, gik der et lille gip gennem Fran. Hun havde ikke regnet med en samtale, og pigens ansigtsudtryk indbød heller ikke til en, men hun samlede sig sammen, og smilede til pigen. "Hej," sagde hun så let hun nu kunne mønstre. Hun bevægede sig med små langsomme skridt hen imod bænken, og satte sig lydløst ned på den. Efter nogle få sekunder vendte hun sig mod pigen, og smilede igen. "Hvad laver du her ude på det her tidspunkt, hvis man må spørge?" spurgte Fran, bare for at sige et eller andet. Hun var ikke den store til at bygge samtaler op, men kunne på den anden side godt li at snakke med folk. Pigen var meget højere end Fran, selv når de sad ned. Hun kunne høre et par flagermus flakse op i luften over dem. Hvilket andet dyr kunne man også forvente var i nærheden på det her tidspunkt af døgnet. Stort set alle andre dyr var gået til ro da solen gik ned, hvilket den havde gjort for nogle timer siden.

Hun lagde mærke til hvordan pigen tog hendes ansigts udtryk som om hun ikke ville være selskab, egentlig var hun ret ligeglad, hvis hun havde lyst til at snakke kunne hun da bare snakke, hun bestemte ikke over verden, faktisk bestemte hun jo slet ikke over noget som helst, jo hende liv, men allerede der havde hun ikke kunne bestemme hvordan hendes liv skulle forme sig, det valg havde hendes far taget den gang han havde dræbt hende. Hun var ved at få billederne ind i hoved men rystede dem hurtigt væk, ud af hendes hoved så hurtigt hun kunne, det var ikke noget rart billede og det havde det med at poppe op hele tiden, men det var der jo ikke rigtig noget at gøre ved når det kom til stykket, ville hende minder jo altid være hos hende, det var jo hendes, ved at sige det det ikke var hendes ville hun jo et eller andet sted benægte en del af hende selv. Hun vente nu opmærksomheden mod kvinden hvis navn hun ikke viste hvad var og smilede skævt "jeg var ude og få noget frisk luft da jeg ikke har noget at lave derhjemme og det er for tidligt at gå i seng" hun trak lidt på skuldrene af det "Men jeg kan jo spørger dem om det samme" sagde hun langsomt og kiggede stadig på hende, tog hende lidt i øjesyn, hun var virkelig smuk og allerede der kunne hun se at det var en Aspara hun havde med at gøre, men ud over det havde hun ret god til at mærke hvad for et slags væsen hun havde med at gøre. Hun bed sig i læben og sukkede lidt mens hun kiggede rundt i haven og lod hendes hånd glide ned mod jorden og roserne som voksede op af det store træ og den hvide bænk som de sad på og plukkede en af dem. Hun undgik de mange torne og lidt efter havde hun hævede alle tornende væk og sad med den i hånden og lod den langsomt glide frem til tilbage mellem pege og tommelfingeren.