At være eller ikke at være - Abbon

Tid: Eftermiddag.. Lige i den værste traffik af mennesker
Sted: Udenfor domkirken, på den hvide marmortrappe
Vejr: Der er overskyet, lettere tåget, men stadig tørt vejr
Omgivelser: Der er befolket.. Alt for befolket

Mennesker og væsner småløb frem og tilbage i Terre. Enten fordi de skulle hjem, på bar, måske en tur forbi stripklubben eller noget helt tredje. Jo Terre var en by som indeholdt alle typer mennesker.. Og væsner. Det undrede hende.. Folk var altid så stresset i mylretiden. Det var jo ikke fordi at minutterne ville indhente dem på den korte tid de sparede på at løbe sig selv til døde. Faktisk så det kun ud til at en enkelt person stod stille i hele denne by. Angelie.. En lav kvinde, som i dette øjeblik lænede sig op af domkirkens marmorvæg på venstre side af indgangen, halv indhyllet i skygger som skjulte hendes ansigt. Dem som kendte hende godt ville kunne genkende hende på det rødlige hår, men andre ville ikke ane hvem hun var. Man kunne vel heller ikke beskylde dem for det når det kom til stykket. Forhåbentlig havde visse personer glemt alt om hendes eksistens.
Hun havde langt om længe lagt vejen forbi byen. Indtil nu havde hun ellers holdt sig langt væk fra dette sted.. Især efter den nye herre var kommet på tronen.. Nogle havde ikke levet her under andre end Malakel, men Angelie kendte til bagsiden af medaljen, og det var ikke hemmeligt at hun nærede et personligt had til denne person, og alle der støttede ham.
Et kort suk gled over de let farvede læber, mens hun lod armene falde over kors. Hun var klædt som altid. Sort nederdel og sort tanktop.. Ingen sko, og om venstre side af hoften hang en enkelt sølvkæde, som var hendes trofaste følgesvend. De dybe blå øjne havde en gnist af kølighed over sig, mens det lod sig falde på den ene person efter den anden.. Bare af ren nysgerrighed. Hvis den rette indfandt sig, ville hun da også følge efter denne.. Bare for at få et indblik i hvordan det 'nye' Terre fungerede.

En indhyldet skikkelse kom glidende ud af den enorme kirke. Hans skridt var glidende, og dog let sjokkende, som om dennes fødder tyngede ham til jorden, og gjorde det besværligt at føre den ene fod foran den anden. Hans ansigt virkede komplet normalt, og hele hans udstråling virkede ikke meget anderledes fra enhver anden af hans art. En let duft af metal hang i luften omkring ham, og hans lange røde hår var samlet i en pisk i nakken. Egentlig foretrak han at holde sit hår løst, men i disse omgivelser syntedes det at ændre hans position i samfundet. Det gjorde ham mindre frygtindgydende end han var i forvejen.
På trods af alle disse ting, syntedes hans holdning at være lidt mere ret end de flestes, som om han var opvokset som prins,og tvunget til at gå med ret ryg. Hans øjne syntes at skinne med en utrolig glans, på trods af de lettere indsunkne øjne, der vidnede om en hård hverdag, og som desuden gjorde det umuligt at se hans øjenfarve. Hans udstråling virkede dog mere som et barns, end som en voksen mand, og han måtte tit beherske sig for ikke at gå fuldt og holdent hen til den barnlige tilstand, der tit ophobede sig ved store eksplosioner af vrede eller irritation.
Han gik ned af trappen, og hans ansigt tilknappedes, og han stak ænderne helt ned i lommerne på de hullede, og slidte jeans. Hans trøje så ud til at være halvt hjemmelavet, halvt affaldsbaseret, og en umiskendelig jern agtig lugt af blod steg fra den når han bevægede sig.
Hans havde ingen sko, men gik rundt i et par meget tykke sokker, tydeligvis også fundet i en container, sammen med resterne af den sikkerhedsnål der stadig hang fast i kanten af sokken, der var svøbt rundt om enden af det ene bukseben.
Hans blik var rettet mod en sidegade overfor kirken, og han ikke så meget som lagde mærke til kvinden der stod for foden af trappen. Han var på vej ned mod hende, og skulle i forbifarten rette lidt på det tynde tørklæde han havde om halsen. Da hans hånd var på vej ud gennem lommen, bemærkede han ikke at en lille sølv-genstand svang sig ud gennem et lille hul, og landede med en let melodisk klirren på jorden bag ham.
Han gik videre uden at bemærke at han havde tabt en medaljon.

Minutterne fortsatte med at glide forbi, hvert sekund føltes længere, og hendes blik begyndte at flakke irriteret omkring i omgivelserne. Det var tydeligt at se, at frustrationen over at stå stille var begyndt at gå hende på. Hun var ikke typen der ventede, men mere typen som opsøgte folk. Hun havde planer.. Ting der skulle sættes igang, efter sit nyerhvervede fund med en allieret. Men grundet sikkerheden var det næsten umuligt for hende at komme den ene eller den anden vej. Det var faktisk ved at være belastende, og igen mindede det hende om, at alt var så meget nemmere når man selv var en del af de højere magter i byen. *Angelie.. Du blev magelig* tænkte hun vredt til sig selv, inden hun kort blinkede en enkelt gang, for igen at fjerne de slørede hjørner i periferien af hendes blik.
Hendes fokus flyttede sig dog med det samme, da den metalliske duft ramte hendes næsebor som en forhammer. Gud hvor var det længe siden hun havde oplevet den.. Det var næsten som en kær ven, der langt om længe var vendt tilbage. Selvfølgelig flyttede hendes blik sig også med det samme mod personen, som i dette sekund vandrede lige forbi hende, imens han.. Jo det var da en han, havde travlt med at rette på tøjet. En skam det ikke virkede til at gøre hans lurvede udseende bedre. Hun havde dog tilbragt tiden blandt de højere range, og vidste derfor at dennes holdning ikke hørte til tiggere og andet rakkerpak, selvom tøjet mindede usædvanligt meget om det.
Igen var det en af hendes andre sanser, som blev taget i brud, da en klirrende lyd fortalte hendes sind at denne person havde tabt noget på sin vej. Ligeglad trådte hun et.. to.. tre skridt frem, inden hun lod sig selv glide på hug, for at samle den sølvlignende medaljon op fra marmortrappen. Kort lod hun blikket glide nedover den, mens hun lagde et let gæt på hvad sådan en muligvis var værd. Hun kendte jo ikke vedkommende, og i hendes verden gjaldt reglen 'hvad man finder må man beholde'. Hun hævede dog kort blikket fra den hugsiddende stilling, mens hun så personen forsvinde hen mod en sidegade til Kirken, som højst sandsynligt var et andet lurvet sted.
En hurtig beslutning fik hende til at knuge medaljonen i hånden, som nu knyttede sig omkring den, inden hun diskret rejste sig i opretstående stilling, for derefter at snige sig efter personen. Altid med fem meter imellem dem, og et opmærksomt blik på om denne ville føle sig forfulgt. Nu var hun pludselig glad for den travle rend af mennesker.. Dette ville kunne skjule hendes formål, men under alle omstændigheder fulgte hun efter personen, for at finde ud af mere omkring denne.

Han fortsatte sin rette holdning, og sin halvt sjokkende,halvt glidende gang hen mod hjørnet af denne sidegade. Hans blik var fæstnet ret fremad, og i det tætte mylder, lagde han ikke mærke til noget som helst andet end det han havde tænkt sig at bruge resten af dagen på. Et varmt bad, og en dejlig nats søvn, uden mere arbejde fra hans side af.
Et skrig lød inde fra kirken, og samtlige hoveder vendtes mod indgangen da en kvinde kom hylende og skrigende ud, og nærmest kastede sig selv ned af trappen. Hendes tøj var sort af sod, og blodet var som sprøjtet op på hendes tøj, og ansigt. Hun græd mens hun skreg.
"Han er død! Ha-han!! Ilden! Den.. Den åd ham.. Den.." og så faldt hun forover, tydeligvis besvimet, inden hun nåede at fortælle hvad der var hændt. Dog kom en meget bleg præst ud, og meddelte de omkringstående, at præsten og den biskop der havde været på besøg, begge var døde, brændt ihjel, af en flamme der ikke bredte sig, men kun forblev tændt, til den person den var sat til at slå ihjel, var død.
Et svagt smil spillede på Abbon's læber, mens han begav sig ned gennem sidegaden. En let kluklatter kom fra ham kort tid efter, som om han kun tillod sin åbenlyse morskab over dette, da han var væk fra den enorme mængde.
Han havde endnu ikke opdaget kvinden.

Hans skridt blev mere afslappede, og den sjokkende, let haltende gang var væk, erstattet af en let og ubesværet marcheren mod enden af gaden. Husene stod skrumpet ind mod hinanden hvor der var plads, og mørket havde lagt sig tættere her end på hovedgaden. Der var stille, og hvis ikke kvinden var meget lydløst, ville Abbon's ører snart opfange hendes skridt, og så ville det sikkert blot være værst for hende selv.
Hans øjne var rettet mod det mindste af alle husene. Blot fire mure, muret af klumpet mørtel, og med de fleste af stenene allerede så løse at man blot skulle knipse til dem, og så faldt det ud, og så med et sort skifertag, blot beregnet til at holderegn ude. Der var en enkel lem af træ hamret ind i den væg der vendte ud mod gaden, og ikke så meget som et håndtag var at se, heller ingen lås. der så tydeligvis ikke ud til at være mere gulv end ler stampet godt og grundigt ned i jorden. Dette hus var ikke beregnet til at bo i.
Det var kun på størrelse med et stort spisekammer, opdelt i to rum. Han stoppede uden for døren, og lukkede øjnene, inden han behøvede at løfte armen, og banke på døren.

Et lettere tilfreds smil gled langsomt over hendes læber, da det gik op for hende, at hun ikke var bemærket.. Endnu. Det undrede hende dog. Selv opfattede hun hurtigt hvis hun blev forfulgt, men hun var også mere.. Panisk på det område. Faktisk følte hun for det meste at hun blev forfulgt, også selvom der ikke var noget at frygte, men man kunne vel aldrig være for forsigtig. Hun nåede dog ikke at føle sig tilfreds ret længe, før hun hørte det forfærdede kvindeskrig, som kom bagfra.. Eller nok nærmere lidt fra siden, eftersom smøgen var der.
Hendes blå øjne vendte sig automatisk mod kirken, og hun så hvordan folk farede ud i rædsel, mens en anden nu stod og fortalte om.. Døde.. Præster. Hendes let svugne øjenbryn gled automatisk i vejret, og hun glemte for en kort stund hvor hun gik, mens hun betragtede det virvar af forfærdelse som foregik omkring kirken. Som altid trak døde andre mennesker til, og en stor klump var hurtigt samlet omkring området.
I samme øjeblik gik Angelie direkte ind i en anden person.. En fremmed, og med en vred vrissen bad hun denne om at skride af helvedes til, inden hun kiggede frem for sig. Hun stoppede op i starten af gyden. Fandens! Hun havde mistet synet af denne mærkelige person. Hun klemte dog stadig medaljonen i hånden, og havde ikke regnet en pris ud på denne endnu, men det skulle nok komme.
Irriteret vendte hun blikket lidt frem og tilbage langs gyden, men fik stadig ikke noget tegn på at han var gået en anden vej. Derfor tog hun nu de første skridt igennem gyden, og hun koncentrerede sig ikke længere om at være stille, men nu skulle hun bare fremad. Hurtigere plaskede de bare fødder mod den ujævne grund, som indeholdt vand fra da det sidst havde regnet, og derfor plaskede vandet let op ad murene når hun passerede.
Han var garanteret sluppet væk. Sikke noget pis!

Han vendte hovedet i et ryk mod de plaskende lyde fra gyden, og i samme øjeblik kvinden havde rundet det lille hjørne, hvis ikke hun nåede at standse,og gemme sig ved kanten af det ensomme stakit, der var ud fra et af de større huse, dog var det forfaldent og ville let kunne falde sammen.
Hans røde hår hang nærmest stift ned over hans affaldsbeklædte ryg, og lod nærmest til at miste sin farve i det øjeblik, han ville have set hende komme.
Hans ansigt ville være fortrukket i let irritation, og nysgerrighed, der pirrede hans sanser, og lod ham stige ned i en form for afkølende pøl af ligegyldighed overfor den træthed han i grunden følte fylde alle lemmer.

Selvfølgelig havde hendes indre løbet af med hende. Hendes irritation var flydt over da denne person var forsvundet fra hendes blik, og derfor var hun blevet uforsigtig. Men det kunne også betyde at vedkommende troede at hun bare ville være en tilfældig forbipasserende, som også lige havde brug for at gå igennem den mørke gyde denne aften. Hvorfor fanden skulle den person også forsvinde lige som hun var igang med at lege spion? Det var måske meget godt, at hun ikke havde valgt lige netop det erhverv i sin tid, men alligevel.. Hun havde da lært de basis ting som man bare skulle kunne, og alligevel brød hun dem.
Hun nåede dog at stoppe op i slutningen af gyden, og hendes plaskende fodtrin stoppede automatisk, da hun endte med at stå helt stille og bare.. lyttede. Lyttede efter et tegn på om han stod lige på den anden side. Hendes blik faldt på det lurvede stakit ved det høje hus, og automatisk gled hun ned på hug, inden hun næsten lydløst bevægede sig hen og søgte skjul bag dette, så hun praktisk talt var usynlig fra hans vinkel.
Igennem et lille kighul i stakittet kiggede hun ud igennem det.. Hullet var lige stort nok til at et øje kunne se ud igennem det, og hun holdt vejret for ikke at lave en eneste lyd. Imens betragtede hun skikkelse med det rødlige hår i hestehalen, som stod og kiggede mistænkeligt hen imod det sted hvor hun ville være kommet ud, hvis hun ikke havde søgt i skjul.

Et øjeblik så han ud til at ville gå hen til stakittet, kigge rundt om hjørnet og sikre sig at der ikke var nogen, men efter et par sekunder opgav an tanken. Det kunne trods alt blot have været en af vejens andre beboere.
Hans blik rettedes igen mod døren, og han skubbede den forsigtigt op. Lige meget hvor forsigtig han havde puffet til døren, ville den skingre lyd nok have indfundet sig alligevel, og den bredte sine skrig helt ud til hovedgaden hvor folk stoppede op, kiggede, og gik videre igen, mens de rystede på hovedet.
Han smilede let, og mumlede noget om at få købt noget olie til at smøre dem med, hvorefter han trådte ind i den lille smule pindebrænde han kaldte for sit 'hjem'. Eller det var i hvert fald en form for midlertidig erstatning for det, mens han stadig boede i byen.
Han trådte ind i det lille værelse hvor der blot stod en gammel, slidt sofa, der ikke desto mindre var blød, og havde en svag duft af citrus, der sikkert stammede fra en spildt flaske med citronsaft; Et lille skrivebord; En køkkenvask, hvis vandhane ikke så ud til at give meget mere vand end en boring i Sahara kunne; En enkeltstående potteplante i hjørne og så ikke mindst en lille mistelten over døren ind til det andet værelse, hvor der stod en ramponeret seng, der ikke desto mindre ville give sig, og lade hvem der end lå i den, ligge så behageligt som nogen konge, desuden var der også et badekar derinde, som kunne fyldes med kogende vand fra en enorm kedel, der stod ved siden af. Vand blev opsamlet gennem regn, og stod i en beholder udenfor huset.

Han tog øjeblikkeligt den lille elastik der havde holdt hans hår i en pisk ud, så snart han trådte ind af døren, og lod den falde ned på gulvet, uden at tage videre notits af at man måske kunne komme til at sparke den væk, og glemme at den lå under det meget tynde vævede tæppe, der fyldte næsten hele gulvet i det største af rummene, det med sofaen.
Et let suk undslap ham, og han rystede på hovedet, mens han forsøgte at lukke døren efter sig. Han kastede ét mistænksomt blik ud, inden han lukkede den helt, og vendte sig mod endnu en aften uden mad på bordet. Han havde ikke haft tid til at indkassere sit honnorar for sit arbejde, og ville derfor sikkert gå i seng på tom mave.
Det gjorde intet, han havde prøvet det der var værre, end en nat med en knurrende mave.

For fanden.. Bare han ikke.. Hendes vejrtrækning var automatisk stoppet, da han sendte et blik hen mod lige det sted, hvor Angelie i netop dette øjeblik sad og gemte sig. Hvorfor gemte hun sig overhovedet? Det var jo ikke fordi denne person var.. Farlig? Og dog.. Han havde trods alt brændt en hel kirke ned, eller.. I hvert fald præsten og biskoppen. Hendes blik hvilede dog tungt på denne person, og hun kunne ikke lade være med at gispe lavmælt og lettet, da hun hørte den knirkende lyd, som praktisk talt fik døren til at åbne sig. Længe gik der heller ikke før denne mandsling var forsvundet ind igennem den, og da døren til sidst lukkede sig i bag ham, rejste Angelie sig op i sin fulde højde, inden hun lod hovedet falde en anelse på skrå, stadig med blikket mod døren.
Hun vendte kort blikket mod medaljonen i sin hånd. Hvad mon det var? Måske kunne den åbnes? Hun prøvede dog ikke.. Ikke endnu. Istedet gik hun forsigtigt frem mod døren, som hun stoppede op foran, inden hun sendte den et mistænkeligt blik. Nej hun havde ikke i sinde at aflevere den tilbage, men hvorfor stoppe sin spionage nu`?
Hun bankede voldsomt på døren.. Tre gange, hvorefter hun tog en tilfældig sten op fra jorden, og kastede denne i retningen af gyden, inden hun selv sneg sig omkring hjørnet på huset, for at være uden for hans synsvinkel, hvis denne ville åbne.
Hvis personen så vil gå hen mod gyden, hvor stenen ville ramme, så han kunne høre det, ville Angelie snige sig indenfor i huset.. Værelset eller hvad man nu kunne kalde det sted.