Hvorfor være Genert.. [Gavorn]

Mørket havde næsten lig begyndt at lægge sig over Sombre - Byens dejlige og stadig frodige park. Det var ikke nogen skummel stemning det gav men en mere hyggelig aften stund til en der satte pris på den slags. Lidt fra de andre personer der kunne findes i parken sad en enlig pige der mest bare lignede hun var 15-16 år for sig selv. Men det var selvfølgelig noget hun havde gjort af egen fri vilje, For at være lidt i fred for at så alle disse blikke rettet mod en hver gang at hun lod hendes fingre stryge hen over metal stregene på den guitar hun nu havde i sin favn. Søttet i hendes skød. Hun sad bare der midt på græsetplænen lidt afsides i skæderstilling. Med et sølle måske lidt slidt kladdehæft lagt åbnet foran sig. En blyant var fint lagt skråt over en af siderne. Hendes lange lysebrune og krøllede lokker blafrede svagt omkring hendes perfekte ansigt og skuldre. Mens at hendes mørkebrune dådyr øjne roligt var rettet frem og tilbage mellem guitaren og hæftet hvor hun allerede havde skrevet en smule. Det var ikke ligefrem svært at finde ud af at hun ikke blot var et menneske men en af de skønheder til asparas. Hun skjulte hverken hendes lugt eller udstråling. Hvorfor skulle hun bruge sine kræfter på det. I en kort radius om hende havde græset vokset en lille bitte mere mere end det andet. Den prangende gule farve fra hendes måske lidt store 'Svampe Bob'- sweatshirt hun var iført i kunne nemt skimmes i det grønne område. Der udover var hun iklædt et par mørkebrlå jeans og helt normale ballerinaer eller sådan noget. Man kunne lige kunne høre en syngende mumlen fra hende hvis man var tæt nok på hende. Og kan kunne ikke være i tvivl om hvis hun var igang med. Og hendes navn var Kamillie.

En livløs kvindes krop fald til jorden, inde i et stort lager, der lå i udkanten af skoven. Blod sprøjtede fra dennes nakke, og kødet omkring dennes, var revet af i store flåser. Der var en dyb, og høj vejrtrækning, og en lav knurrend i rummet. Denne knurren steg dog, og blev til et vredt hvæs, og en stor bjælke, der støttede loftet blev slået i stykker, og derved delt i to. Husets monument blev også derved svagere, og der ruskede lidt i lagets loft. Dette hvæs kom fra Vladimir. Og han havde været låst inde i dette lager i løbet af natten. Han Var ikke nået ned i hans sikre kloarker, hvori hans kiste lå, så havde derved ikke sovet denne dag. Han hvæsede igen højt, tog fat i den smadrede bjælke, og kastede den over på en anden. Denne larm kunne hørers langt væj fra lageret, og dette kunne Vladimirs vrede hvæs også. Vladimir hvæsede endnu engang, og kiggede så rundt, og ud imod lagerets vinduer. Han hvæsede, og løb imod udgangen. Han smadrede en sidste bjælke på vejen, og dette var nok, til at lagerets tag, i midten faldt ned. Vladimir forsvandt i en sort røg, og en FLagermus fløj ud fra ravagen.
Flagermusen fløj imod parken, og ind over denne. Han ville finde lykke.. Og smadre dette... Vladimir var mere vred, end han havde været før. Han var ikke træt, da søvn ikke var noget han havde behov for, men nød heller ikke at være låst inde i lageret, af den forbandede sol.
Han fløj over Kamilie, og stirede efter hende. Han snusede dybt, og nød hendes duft, og overvejede stærkt, at lave en desært, efter kvinden i lageret. Han forblev bare i luften, og blafrede med sine sorte vinger, og stirede ned på Kamilie, med sine mat hvide øjne.

Kamille slå en enkel streg af før at hun så mod den lange hals på guitaren der gav de forskellige lyde. hun flyttede den hånd der lå der omrking og satte sine fingre blidt mod forskellige punkter. Ikke noget avanceret nået men heller ikke barnemad for en nybegynder. Hun strøg så igen den anden hpnd ned over alle metal stregende. Helt ubekymret og uden at tænke over at der lå fare lige over hende. Hun havde ikke helt lagt mærkeligt at der ldod at brag lidt fra hende. Hun havde skimmet den store røgsky der var kommet efter at en brygning var blevet jævnet med jorden. Hvad fanden da også! Men mere tænkte hun ikke over det da et par høretelefoner var stykket ind i hendes øre så hun bedre kunne høre den musik hun var i gang med at lave. Hun nynnede svagt et par toner. Det var ikke nogen særlig trist sang men heller ingen posetiv energi strømmede gennem den. det var måske en smule underlig men god efter hendes mening.Et lavmælt suk løb gennem hendes blæde læber mens at hun helt holdt op med at spille og hendes mørkebrune dådyr øjne lukkede sig en smule opgivende. Hun kunne ikke engang tænke klart sådan et sted som i parken. Måske skulle hun alligevel ikke have flyttet til denne by. Der var formeget der skete og hun kunne ikke så sin kreativitet frem i hjernen. Hun bøjede sig lidt frem over hæftet hvor at hun så skrev noget til sidst og en masse punktummer. så blev blyanten lagt ind i midten og hun lukkede derefter hæftet helt. Mere kunne hun ikke lige finde på nu. Guitaren blev lagt ved siden af hende og hun lagde sig selv ned på ryggen med armene under nakken. Hun så mod himlen hvor at denne flagermus gjord edet lettere umligt for hende. Hun blev lidt undrende og hendes hoved blev lagt en lille smule på skrå. Så godt at man nu kunne når man lå ned på denne måde..

Flagermusen skreg igen, og dalede ned imod Kamilie. Den stoppede kun ganske få meter over hende, og hang blot der i et stykke tid, inden den hvæsede højt, og forsvandt så i en lille sort røgskyg, som blev revet i, af Vladimir der faldt ud derfra, og landede med en fod oven på hendes hæfte, og Vladimir gik ned på det ene knæ. Hans hætte faldt derved ned over hans vansirede hoved, så Kamilie ikke ville kunne se det, i den mørke hun sad i. Et stykke fra en lyskilde, andet end den desperate halvdel af månen dr var fri, fra skyernes faste greb. Vladimir rejste sig langsomt, men flyttede sig ikke fra hendes hæfte, og kiggede ned på hende. Hans matte øjne lyste på ingen måde, så der var helt mørkt, bag hættens dække. Ingen øjne kunne ses.. Hans vejrtrækning lavede ingen lille sky, foran hans mund når han trak vejret. Hvilket der ellers var normalt i disse kolde nætter. Vladimir smilede bredt bag hans hætte, og stirede ned på Kamilie, uden at sige noget. Stod bare der, og stirede ned på hende. Hvis at hun forsøgte at få fat i hendes hæfte, ville han presse sin fodhårdt ned på den, for at holde den fast, dog kun i et øjeblik, hvorefter han ville lætte de lidt, så hun ville kunne hive det ud.

Kamille lod sig presse mere end mod jorden da denne flagermus målret fløj længere ned mod hende og fyldte mere af himlens mørke lærred. Hun prøvede at holde sig i ro. Det var jo bare et dyr. Kunne ikke gøre hende noget særlig meget skadeligt. Det var jo så lille.. Så blev hendes mørkebrune dådyr øjen ellers spærret godt op da denne hættebeklædte person pludsleig stod der ved foden af hende. Med sin ene fod overn på hendes elskede hæfte. Hvad fanden! Hun satte sig lige så stille op mens at hendes forskræmte øjne sadig stirrede mod denne persons mærke ansigt. Hun vidste ikke helt havd hun skulle gøre. Men hun ville da have sit hæfte igen. *Så flyt dog din fod!* Disse tanker svævede gennem hendes hoved. Hun snak en mindre klump som om at hun havde en fornemmelse om at dette ikke var det hun havde troet der ville ske denne dag. "Ehm.. Kunne du måske ikke flytte din fod fra mit hæfte??" lød hendes blide stemme med en tand forsigtig og usikker undertone. Hun så lidt bedende mod ham og håbede han ville adlyde uden nogen større problem..

Vladimir stirede fortsat, og en lang stilhed drev over dem, efter hendes spørgsmål, hvor Vladimir bare stod og kiggede ned imod Kamilie. Han kiggede så ned imod hæftet under hans fod, og kort tilbage på Kamilie, som om han ikke forstod. Han knælede så meget langsomt ned, og kiggede ned på hæftet. Han satte hælen i jorden, og løftede sin fod, nok til at kunne tage bogen ud under den, og kastede den så imod Kamilies mave. Han kastede ikke blidt, men helder ikke hårdt. Han sad nu i stede på hug, og stirede på Kamilie, stadigt uden hun kunne se hans ansigt for mørket, som så praktisk stadigt dækkede det helle.
Endnu engang trådte stilhed over dem, som en hætte. Der var ikke andet end let snakken, fra væsener der stadigt var i nærheden, hvis ikke at de var gået, og havde måske hørt flagermusen, men ikke tænkt over det. Vladimir brugte stilheden, til at presse hvad han nød allermest frem. Frygt.. Han håbede på frygt fra Kamilie, da han stadigt var i dårligt, og frygt og sorg var de to ting Vladimir nød allermest.

Kamille blev godt lettet over at få sit hæfte igen. Hun tog sig ikke af at han ikke ligefrem kastede den hen til hende med en hvis blid bevægelse. Hun så lidt på den før at hun så børstede den smule jord der var kommet væk fra den. Så så hun igen mod denne mand som endnu havde sit ansigt lagt i mærke. Et smil voksede frem på hendes bløde læber. Et varmt og ægte nok smil. "Tak.." sagde hun så helt stille og roligt. Hendes frygt der før havde begyndt at vokse var nu væk igen. Til hendes held og måske ikke ligefrem til denne mand. Han virkede ikke helt som den der havde glædelige nuhyd til hende. Hvis han i det heel taget gad sige noget til hende. Hun lagde igen sit hæfte oven på sin guitar. Helt ubekymret og havde ingen anelse over havd der ville ske. "Nåeh men.. Kan jeg måske hjælpe Dem med noget??" Hun så lidt spørgende mod ham mens at hendes hoved blev lagt lidt på skrå. Hun forstod virkelig ikke den tavshed. Og hvad lavede han her på hug foran hende? Afventende lod hun stilheden falde om dem..

Vladimir sukkede og rystede langsomt på hovedet. Det var næsten umuligt at skræmme nogen, i Di Morga. Ikke engang ungdommen. Hans klør groede langsomt frem fra hans lange fingre, og blev næsten lige så lange som hans fingre. Han tog så et kort skridt frem, så han sad knælet foran hende, og pegede så med en af sine lange klør på hende, og begyndte langsomt at smile igen.
"Måske..." Hans hæse, ru stemme skar igennem stilheden som kniv igen skin. Han lagde så sit håndled på sit rejste knæ, og pegede igen kort på hende. "Jeg.. Har sidet.. Og kedet mig sådan.. Heelle dagen... Måske.. Kunne du.. Gøre min aften en smule sjovere?" Spurgte han, og lagde sit hoved en smule på skrå. Væsnerne i nærheden af dem kiggede over imod dem, og lagde mærke til Vladimirs dystre figur, og vente sig lidt imod dem, som om de var klar til at skulle hjælpe Kamilie, da Di Morga jo ikke ligefrem er det flinkeste sted, og at hætteklædte personer som Vlad, ville minde om Ma'lakels lakajer..

Kamille sad så pludsleig som stivnet. Hendes store mørbrune dådyr øjne blev spærre en del op og hun vigede diskræt en lille smule væk fra ham da disse lange klør var blevet rettet mod hende. Hun var nu ikke så godtroende som før. En frygt for hvad det ville ske havde spredt sig med lynets hast. Hun sank en mindre klump op til flere gange før at den forsvandt og hun igen kunne snakke. Hun havde godt hørt hans ordstrøm. Det var ikke lige det hun ahdve forudset ville ske. Hun havde ikke troet at hun ville få det svar. Hun blinkede lidt med øjnene over denne forskrækkelse og overraskelse. "Je-Je-Jeg er.. Det tror jeg ikke helt vil lade dig gøre.." Hun var ufattelig usikker lige nu. Bange for at sige noget forkert. Hun drjede kort sit hoved for at se mod de væsner der havde set mod dem. Ingen hjælp at hente der så hun rettede hurtigt igen blikket mod denne hættebeklædte mand hvis ansigt hun lidt efter lidt endelig kunne få et omkrids af. Hun anede seriøst ikke hvad hun sklle gøre nu. Andet end at sidde stille og prøve at få sine ejrtrækninger under kontrol igen. Hvad fanden var det der skete nu. Hun havde måske været så heldig at måde en af de knap så venlige væsner her i byen. Crap!

Vladimir smilede bredt. Derkom det, han allermest ville have... Frygt.. Egentligt var han ikke specielt interesseret i at dræbe Kamilie.. Dog var hun en Aspara, så.. Det ville jo være ganske godt? Han skævede over imod væsnerne der stod noget fra dem. I det han gjorde det, lettede han sig nok, til at Kamilie lige ville kunne se den ene side, af hans vansirede ansigt, og hans mat hvide øjne. Han smilte bredt, over hans udtørede læber, og kiggede så langsomt tilbage på Kamilie, så hans ansigt igen, stort set var dækket. Nu ville hun dog have et lille indblik i, hvad det var denne mand var.. Bad news... Vladimir hvæsede så højt ned imod Kamilie, så hans ansigt kom lidt frem fra hætten, så det helle kunne ses, og han holdt sine hænder ud til siderne, med sine fingre, og lange klør spredt. I det han gjorde det, kom der et råb fra væanerne et stykke fra dem, og en flamme blev skudt imod Vladimir. Vladimir angreb ikke Kamilie. Var ikke engang det han havde tænkt sig. Men han satte i løb, imod de andre væsner. Han forsvandt i en sort røg, og intet kom ud af den. Da flammen fløj igennem den, skette intet.
Der var en meget kort stilhed, hvor væsnerne der havde hjulpet Kamilie stirede rundt, og ilddæmonen stod klar med en ny flamme. Pludselig kom der en sort røg foran de tre dæmoner, og et skrig kom fra to af dem. Ilddæmonens flamme forsvandt, og han faldt til jorden med et stort dybt sår venstr eside af hans brystkasse. Den anden dæmon blev lyftet op med lange klør igennem sin hals. Den tredje satte hurtigt i vild flygt derfra. Vladimir smilede bredt efter denne, og kastede liget der hang på hans klør efter denne med et hvæs.
"Ynkelige! Denne tids.. Væsner.. Er.. Ynkelige!!" Hvæsed ehan højt efter dem. Han kiggede ned på de to døende dæmoner, og så over sin skulder imod der hvor Kamilie lige havde været. Han drejede sig hurtigt, og satte med hastige skridt imod hende. Der dryppede blod fra begge hans hænder, og hans hætte var væk, så helle hans vansirede ansigt kunne ses.

Kamille kunne mærke hvordan at hun igen slappede mere af da denne skumle mand ikke sad knælende foran hende. Men denne tryghed forsvandt endnu engang da hun lod sit blik vandre hen mod det sted at han var forsvundet hen til. Disse tre dæmoner havde vist valgt at hjælpe hende. Lidt underligt men det var ligemeget. Det næste hun så nåede at se blandt denne mørke røg sky der havde haft samlet sig omkring Vladmir for at han ville forsvinde var denne livløse krop der faldt til jorden. Hun spærrede så igen sine øjne højt op og lagde gispende sine hænder for munden. Det var er forfærdeligt syn men alligevel havde hun svært ved at se væk. En masse nerver var blevet ødelagt og andre blot berørt og gjorde det derfor muligt at se hvordan kroppen stadig var i en svag bevægelse. Der gik ikke længe før at der ikke var mere hjælp at hente. Ikke blandt de levende i h ert fald. Hun kunne selv mærke hvordan at hendes egen krop blev urolig og rystede som en gal da denne skræmmende mand hvis ansigt nu var synligt for hende målretter gik mod hende igen. Hendes hånd greb om guitaren og imens at hun en smule desperat begyndte at rejse sig op to den anden fat i hæftet. Hun havde en mistanke til at dette sted ikke ligefrem ville være det mest sikre sted for hende lige nu. Hun så stadig mod manden af frygt for hvad der ville ske. Hun var for bange til at få ordene frem. Lige meget hvor stor hendes lyst til at råbe om hjælp eller at han skulle holde sig på afstand ville det ikke være hende muligt. Hun var stum. Hendes ben rystede kraftigt under hende men kunne dog lige bære hende nok til at hun ville kunne sætte i en lettere panisk gang væk fra ham. Måske lidt uhøfligt men hvad skulle hun ellers gøre.. 

Vladimir smilede bredt da kamille begyndte at gå væk fra ham. Dystre lyde kom fra ham, som kunne minde om en dyb og udkæmpet latter. Han fortsatte i den samme fart, og hans lange frakke flaprede bag ham. Han havde blod plette over det meste af kroppen, og hans hænder var helt sat til af dette. Han blev ved med at stire imod Kamille imens hun begyndte at virke mere og mere panisk, og han begyndte langsomt at sætte sit tempo op, og hvæsede højt.
"Hvorfor.. Går du.. Din vej? Min lille ven!" Hvæsede han højt, og smilede bredt. Han begyndte at sætte sit tempo op, og begyndte at løbe, dog en smule langsomt, og slet ikke for at fange hende. Han var stadigt mæt, og havde ikke tænkt sig at æde hende.. Dog kunne han godt leve med en lille mundsmag? Jaa hvorfor ikke, hun var trods alt Aspara. Han grinede dystert, dog stille til sigselv, og fortsatte med at løbe efter hende.

Endnu en gang kunne Kamille ikke få ordene frem. Og så anede hun heller ikke havd hun skulle svare ham. Hun så at han morede sig gevaldigt overhendes frygt. Skræmmende syn faktisk. Og hvorfor skulle hun lige opleve dette. Nu. Hun havde selvfølgelig haft en bagtanke da hun kom til byen men mere var det ikke. Hun blev ved med at gå baglæns med sit blik rette mod denne mand. Og lige som ham satte hun tempoet op. Det var først da han begyndte at løbe mod hende at hun vendte sig helt om for selv at løbe sin vej. Hun hadve stadig et fast greb i både sin guitar og sit hæfte. Hvorfor at hun gjorde det var nok på grund af alle de minder der lå i dem. Hendes lange lysebrune krøllede lokker flagrede vildt efter hende mens at hun løb hen over den store græsplæne. Hun vidste godt at der måske ikke ville ske så meget hvis at hun stoppede men hendes frygt havde forlængst taget over hendes krop. Og så så hun hele tiden billedet af hvordan at han havde taget livet af disse tre dæmoner. De ville have hjulpet hende men det havde de ikke lige fået lov til. Så der lå vist alligevel noget bag..

Vladimir grinede højt da hun begyndte at løbe også, og satte sit eget tempo endnu mere op, og hvæsede højt, med sine lange klør ud til hver af hans sider, og høje lange hvæs kom fra ham. Han rev i et træ da han passerede det, hvilket lavede fire lange, dybe flænger i det, og det var nok til at få træet til at skæve en smule, men stod nu bare der i en tortureret tilstand, uden at falde, og uden at kunne gro rigtigt igen. Han knurrede lavt, og han grin var faded, men hans smile forblev.
"Hvorfor.. Prøver du? Lille Aspara! jeg.. Fanger dig.. På et tidspunkt!" Råbte han, og grinede med en hæs stemme, og satte sin fart mere op. Han syntes ikke at det var nødvendigt at hun nåede uden for parken, inden han fik bidt hende, så han gjorde sig lidt mere umage med at fange hende nu. Også selvom hun kom ud fra parken, ville han ikke stoppe.. Ville bare være nemmere inden i den.. Ingen grund til at tage chancer?

Lydender kom fra da træet blev flækket skar markant i hendes øre. Hun tivnede men stoppede dog ikke med at løbe. Hun lod sig se sig over skulderen og så mod det nu toturede træ. Hendes øjne blev spærret en smule op igen og til en overraskelse og nok underende stoppede hun halvt op og fik med en lethed som gjorde dette til bløde bevægelser drejet sig om så hun nu stod med fronten mod denne mand. Men hendes blik var ikke rettet mod ham. Hvorfor at hun var så bekymret for træet vidste hun ikke. Men hun så det blot som en unødighed at beskade det for livet for at få fingrene i hende. Så fik hun endnu en gang sat i løb. Hurtigere end før. Det kunne godt minde om at hun nærmest svævede over jorden. Men så igen var hun utra hurtig. Man kunne stadig se hende. Hun rettede så disse mørkebrune dådyr øjne mod Vladmir. Der kunne stdaig skimmes denne frygt men nu også et målrettet skimt. Hun satte sit hæfte fast i mellem ehndes tænder og læber og da hun var et godt stykke væk fra ham satte hun af fra jorden. På grund af hendes lave vægt lykkedes det hende at komme godt op over ham og landede endnu en gang et godt stykke bag ham hvor at hun igen satte i løbe. Men selvfølgelig havde dette taget en del af hendes energi så hendes fart var blevet reduceret..

Vladimir fnøs af Kamiles reaktion til træet, og grinede hånligt. Han kneb sine øjne en smule sammen, og satte sin fart op, for at kunne fange hende, da han nu ville gøre det. Nu blev det en udfordring at fange hende, så nu var jagten interessant. Nu, var Vladimir glad...
Vladimir rejste et øjnbryn da hun hoppede, og han forsøgte at hoppe op og angribe hende, men hendes vægt og størrelse gjorde at hun fløj forbi ham. Han hvæsede, og svingede rundt i luften, og ramlede ind et træ, som brækkede over hvor han ramte. Knæet knirken næsten lød som et skrig, i det det væltede til jorden. Vladimirs høje, frustrerede hvæs rev sig igennem støjen, og han hoppede op fra træet igen. Han borede sine klør i træet, og løftede det. Han kastede det efter Kamille, uden at sigte specielt, så ville være nemt at undgå. Han satte igen efter hende, med den samme fart, umulig at gøre forpustet. Nu ville han fange Kamille...

Kamille havde haftet målrettet blik mod dette skadede træ .Men der gik dog ikke længe før at hun indså at det blot var et legeme uden sjæl kunne man vel sige. Då nu gjalt det kun for hende at komme væk fra denne ufattelig skræmmende mand der med sikkerhed ikke havde de mest venlige eftertanker der kørte rundt i hans hoved. Hun kunne høre dette knæk der igen var blevet en skærende lyd i hendes øre men hun prøvede at holde sig rolig nok til at kunne løbe videre. Men så opfangede hun lyden af træet der blev løftet og derefter kastet. Det tog lidt tid for hende at reagere på det da hun kun ahvde haft i tankerne at komme væk. Men hun lod sig så sigge sig over skulderen hvor der faktisk til hendes overraskelse kom et træ flyvende lige mod hende. *Hvad fanden!* Hun stivnede kort men nåede så lige at springe lidt til den en eside før at det landede hårdt lige ved siden af hende. Men en af de skarpe rødder eller hvad det nu var i den ende der var blevet knækket spidede sig lidt ind i hendes ene sidde af panden og lavede en lang fænge fra hendes pande, videre forbi hendes ene øje og ved over kinden. Og der blev ikke helt sparet på den tykke røde væske der med det samme blev synlig og efter få sekunder dråbede det ned op græset. Et højt skingert skrig havde kommet fra hende mens at hun var faldet sammen. Det var en næsten ulidelig smerte der også med det samme havde samlet sig som en hovedpine. Dog kun en lille del af den. Hun lagde med det samme sin ene hånd mod denne ret så dybe flænge men trak også hurtigt den væk. Håndfladen havde allerede blevet smurt end i hende let glimtrende og rene blod. Hun havde virkelig tabt pusten af dette og vidste hun umligt ville kunne rejse sig og løbe videre med samme fart som før. Hun kunne ikke få et ord frem. Og hun kunne samtidig mærke hvordan at langsomt kom længere og længere væk. Hun var hverken besvimet eller dø. Blot noget der.. gav hende denne mærkelige følelse af at hun ikke var helt vågen. Hun kunne stadig mærke smerten men det så ikke ud til det..

Vladimir hørte skriget, og smilede bredt. Han lugtede så Kamilles blod, og hvæsede højt imens han satte tempoet og, og hoppede over det faldene træ, og ned imellem grenene, der omringede Kamile. Han greb hårdt fat i hendes håndled, og rev hende væk fra træet, med et hvæs. I det han hev hende ud, blev hun også næsten kastet, så hun gled hen over det bløde græs. Vladimir gik langsomt efter hende, og skyndte sig, niden hun kunne reagere, hvis at hun havde fået det bedre, og knælede ned over hende, og lagde sine fingre hårdt omkring hendes hals hvis ikke at hun undgik det.
"Hrargh! Fik.. Dig..." Sagde han stille, med en lav hvæsen, og pressede hårdt om hendes hals, for at lukke for hendes luftvej. Hun knurrede lavt, og kneb sine øjne sammen, og løsnede så sit greb om hendes hals igen, men hans øjne forblev fastlåst på hendes. Vladimir havde endeligt fanget hende.. Men nu var jagten så slut, og der var ikke så meget mere i det for ham. Nu var det så bare Kamiles skæbne han skulle tænke på...

Kamille kunne mærke Vlad's skridt hen over jorden men hun havde ingen afstands fornemmelse så han var ved hende hurtigere end hun havde opdaget. Hun kunne mærke hans hånd grib omdking hendes håndled og lidt efter blev hun kastet gennem luften. Hun sagde ikke n lyd før at et halv kvalt skrig kom igen ra hende derefter hun landede på jorden og et knække kunne høres. Med sikkerhed et bryd ved hendews ribben. Men alt smerten blev blodt blandet sammen og lagde sig omkring hendes hoved. Det var der at den var højest. Hun trak vejret ufattelig hurtigt og med besvær hvilket så igen blev stoppet.
Da hans hånd lagde sig i et fast og stramt greb om hendes hals spærrede hun hendes store mørkebrune dådyr øjne op og så skræmt mod himlen. Og en hvis tomhed var også at skue i de blanke øjne hvor at et par tørre så gled fra over hendes kinder. Andre små kvalte lyde kom fra hende og hendes krop gav små spjæt fra sig som om det ville hjælpe hende med at komme fri. Hun troede virkelig at han ville dræbe hende på denne måde. Men så blev hans greb mere slap og hun kunne iogen mærke hvordan at lysen sivede ned i hendes lunger. En lille dosis dog kun. Hun vidste at der kunne ske hvad som helst og lige meget om han nu ikke lagde alle kræfter i kunne han gøre det igen. Hun førte sit ene ben langsomt op og pressede med al hendes styrke sit knæ mod hans mave. Ved soloplectius. Måske det ville det hjælpe hende lidt..

Vladimir kunne stadigt mærke Kamiles frygt og smerte, og det var dette han badede sig i, nu.. Med stor glæde. Han nærmede sine tænder imod hendes hals, og smilte bredt, med en lav hvæsen. Da hendes knæ så gik imellem, fnøs han en enkelt gang. Han smilede bredt o kiggede tilbage på Kamile.
"Du regner.. Vel ikke med.. At det.. Vil stoppe mig?" Sagde han med et ondt, halvsadistisk smil. Han lagde så en hånd på hendes lår, og pressede hårdt imod det. Men i stedet for at trække det væk, lod han langsomt hans klør blive længere, og derved presse imod hendes fine silke hud. Hvis ikke at hun fjernede hendes ben hurtigt, ville klørende gå igennem, og ikke stopp før at hun nettop fjernede sit ben.
"Se du nu.. Hellere.. At få det ben.. Væk?" Sagde han med det samme onde smil. Hans forrige vrede, og mangel på søvn var allerede fuldstændigt glemt. Nu havde han denne lille pige at lege med... Men hun var egentligt ganske modstands dygtig.. Hun gav ikke bare op.. Også selvom hun udemærket godt vidste at Vladimir havde overgrebet nu.. At det var ham der bestemte om hun levede eller ej.. Men måske havde denne egentligt fortjent at leve.. At få en chance for at udvikle sig, og måske være mere klar på sådan en situation en anden gang? Disse tanker fløj igennem hans tanker, imens hans klør langsomt pressede dybbere og dybere ind i Kamiles lår, indtil hun fjernede det.

Kamille kunne ikke engang få et ord frem. Så skræmt va hun også stor var smerten. Hun kunne første føle hans klør som en prikken mod hendes lår. Men lidt efter kunne så mræke hvordan at de også brød gennem hendes hud og ødelagde hendes bindevæv. Det gjorde ufattelig ondt. Og så når at hans gjorde det så langsomt som han gjorde. Det nåede virkelig at pine hende. Hun lænbedes sit hoved tilbage og hendes øjne var stadig spærret helt op. Flere tåre trillede fra hendes øjne uden at hun engang blinkede den mindste. Hans klør nåede et godt stykke ind i hendes lårkød før at hun fik taget sig sammen til at fjerne sit ben fra hans mave. Hun havde ikke været meget for det men smerten havde været uliderlig. Man kunn eogså se hvordan at hendes krop slappede en lille bitte smule mere af efter dette. Hun hev efter vejret da hun ahvde holdt det ende under hele toturen. Hun begyndte lidt at hyperventillere.
Hendes gule sweatshirt havde fået en lyd farve i den ene side omkring hendes skulder. Orange. Farvet af hendes eget rød glimtrende blod. Og hendes lysebrune krøllede lokker i den ene sidde havde klistret sig fast i det stadig åbne sår i hendes ansigt. Hendes hoved var stadig lænt tilbage og stirrede ikke på noget bestet. Samtidig med at hun klump en stor klump klemte hun hendes øjne hårdt i og det tåre der blot havde ventet på det væltede frem. Det var ikke af egen fri vilje at hun græd. DEr var jo ingen lyd. Ingen hulken. "St-st-sto-p-p.." kunne man kun meget svagt høre hende mumle med en bedende undertone. Det lige lige kmap hørligt men siden at han var en vampyr ville han måske bedre kunne høre det. Hun kunne mærke at hun næsten ingen kræfter havde til at snakke i og hendes stemme var væk. Hun ville løfte sit andet ben for at for hindre ham i at komme nærmere. Det gik godt men det var ikke nogen større kraft i at holde ha væk på samme måde som før..

Vladimir rejste sit ene øjnebryn, og hans smile bredte sig støre, i et kort stykke tid, en smule overrasket over hvor meget hun egentligt kunne tage, før hun fjernede sit ben. Han trak hans klør langsomt tilbage, og fnøs et par gange som en later. Han kiggede så lidt op og ned af Kamile, og nød hvad han så.. SMerte, frygt og sorg.. Den perfecte blanding, for hans sadistiske sin. Da hun nu havde fjernet sit ben, nærmede han igen hendes hals med sine tænder, men kneb sine øjne sammen, og fnøs endnu engang da hendes andet ben kom i vejen. Han hvæsede så hidsigt og slap Kamiles hals, som hans højre hånd havde presset nede, og hev hendes lår til siden for at give ham plads til at komme ned. Han greb så fast i hendes ene håndled og pressede det ned over hendes hoved, ogforsøgte så at bide sig så fast i hendes hals. Dog ikke hendes strbue, så han ville ikke dræbe hende, men blot drikke fra hende. Hvis det lykkedes ham at bide sig fast, begyndte han grådigt at drikke fra hende. Han kunne godt mærke, at han nok ikke skulle gøre dette i for lang tid, for så ville hun ikke engang have mere energi til at leve vidre med. Men han ville bare have en smule Aspara blod.. Bare.. En smule...

Kamille lod modvilligt hendes lår flytte sig fra hans mave. Men han var både stærkere end hende og han var jo ikke lige så såret som hende. Hun havde mindstet en helt del energi og blod ellerede fra alle de dybe kød sår hun ahvde fået i hendes kamp mod ham. Hun kunne kun kæmpe imod at hans førte hendes arm over hendes hoved et kort øjeblik før at hun måtte give op. Hun så ham komme nærmere igen og der gik ikke længe før at hun kunne føle hans ånde mod hendes bare hud omkring hendes hals og nakke område.
Så kom det. Hans bid der borede sig ned gennem hendes hud ligesom hans klør havde gjort ved hendes ben. Endnu et skærende skingert og ret så højt skrig kunne høres fra hendes strube da dette skete. Hun huskede ikke at det ahvde gjort så forbandet ond første gang en vampyr havde ville smage af hendes blod. Og den gang havde hun lovet sig selv at hun ikke ville opleve det en gang til. Men det var alligevel sket for hende. Hun lænede sit hoved mere bagud og hende søjne var igen spæret helt op mens at tårrende ikke mere trillede i dråber med i lange tunge kilder ned omkring hendes øverste kinde parti. Hun lå først helt stille og kunne føle hvordan at hendes blod blev suget ud af hende. Så var det at hun igen fik taget kræfter til sig. Hun lavede en hård hoved bevægelse så hans tænder blev revet ud og hun igen var fri. Mere eller mindre. Under forvirringen havde hun vredet sin hånd fri og efter noegt tid var hun halvt på benene. Hun haltede klodset bagud. Væk fra ham. Med blod smurt helt ud over sig selv. Hun hyperventillerede igen og der gik ikke særlig længe før at hun knækkede sammen over sig selv. Nole af hendes ribben var med sikkerhed brækket og hendes sårede ben havde ikke kunne holde til hende.Alt dette blandet godt sammen med den feber der hurtigt steg i hende. Hendes ånde kunne nemt ses i dette kolde vejr og en klar sveddråbe gled ned over hendes ansigt. "Din..forbandede.....vampyr......" lod det igen meget meget svagt fra hende mellem hendes uregelmæssige vejrtrækninger. Det var endda lavere end sidst hun sagde noget..

Vladimir rystede en smule over smagen af hendes blod. Så saftigt.. Så fyldigt.. Så. .Fantastisk.. Da han så blev benægtet det, og hun kravlede væk fra ham, hvæsede han højt, og kneb øjnene sammen. Hans før sadistiske smil, var nu forsvundet, og hans ansigtsudtryk havde nu blot ændret sig fra ond og glædelig, til sulten, næsten hungrende. Han måtte have mere af hendes tykke blod.. Han måtte have mere af hendes saftige blod.. Måtte have mere... Han betraktede hende falde til jorden, og rejste begge øjnbryn af hendes kommentar. han hvæsede højt, og fnøs en enkelt gang.
"Nok.. Ikke.. Den smarteste.. Kommentar.. Nu..." Sagde han med en hakkende latter, i det han hoppede imod Kamile, med tænderne skudt frem, og hans hænde fremme og klar til at gribe fat i Kamiles håndled og tvinge hende ned, for så at sætte sine skarpe tænder tilbagei hendes hals, od dræne hende fuldstændig for hver eneste dråbe, og så derefter at fryde sig med hendes saftige kød. Han ville dræbe Kamile, hvis ikke dette angreb blev stoppet.

Et råb hørtes i nærheden af dem, fra en ung mands strube.
"Flames!" En stor flamme fløj så imod Vladimir, og ramte hans side, hvilket sendte vampyren flyvende igennem luften, nu med ild i tøjet, og sin ene side. Råbet var kommet fra en mand, der lignede han var i tyverne. Han stormede imod Kamile, i hurtigt nok til at hans fine hvide og moderne hat gled af fra hans hoved, men det ignorerede han fuldstændigt, og fortsatte imod Kamile. Hans meget elegante, hvide jakkesæt baskede bag ham i vinden,og hans sorte sko var for længst ødelagt af muderet. Han stoppede op da han var imellem Kamile, og der hvor Vlad var fløjet hen. Han kigged ekort ned på Kamile, og spærrede øjnene op.
"Hvad f..." Han hvæsede så højt og kiggede tilbage imod Vladimir. Hans øjne flakkede op med skarpe røde gnister. Han holdt sine arme ud til siden, og flamer samlede sig om hans hænder. "Dit monster!" Hvæsede han efter Vladimir, og slog sine hænder ud imod ham, hvilket sendte en flame direkte imod ham, og en fløj op i luften, for så at dale med høj fart ned imod ham. Gavorn vendte sig så imod Kamile, og gik ned på hug ved hendes side.
"Hvad fanden har han dog gjort ved dig.." Sagde han omsorgsfuldt, og rystede en smule på hovedet. Hans flamende æjne mistede det røde i dem, og hans gyldenbrune øjne kiggede nu op og ned af Kamile for at se hendes sår. Han kiggede hurtigt over skulderen for at se om Vladimir Stadigt var i nærheden, men så ham blot være igang med at løbe sin vej. Gavorn kiggede så tilbage på Kamile, og lænede sig lidt ned imod hende, og forsøgte at samle hende op.
"Sig til hvis det gør ondt, så skal njeg nok være mere forsigtig.. Men vi må have dig på hospitalet.." Sagde han, og hvis ikke at det gjorde for ondt på hende, ville han så lyfte hende op, og begynde hastigt at gå imod parkens udgang. Hans brune hår hvislede blidt med vinden, og der var allerede utalige blodpletter over hans fine hvide jakkesæt, som skar sig ud over den hvide kontrast.