en stille morgen [Private- Ross]

S: ved breden til søen
O: stille og ensomt
V: vin stille, regn
T: klokken 05:32
D. 4. juni

det var tidligt om morgenen og Constantine sad og kikkede ud på søen mens han havde foldet sine ben op omkring brystet han sad og kikkede ud over søen mens han tænkte på hans live og folk i byen han havde siddet her i de sidste par timer faktisk i en del timer han havde ikke gide at tælle dem han sad godt pakket ind i hans frakke pågrund af regnen atter igen tæt ved ham var et læder skulder taske vis inhold var uvist han rettede på sinne briler og kørte sin finger over glasset så det meste af vander forsvant fra brillerne indtil videre

ross gik som altid i sine egne tanker. idag han hun husket sin skulder taske med sine ting i . Hun tænkte på hendes tid, på Julius, på craig, på alt hvad hun havde oplevet.Hun havde sin mørkegrønne jakke med mørkt for inden i. Hendes hår var vådt og hang ned af hendes ryg og dryppede. Hun kiggede op i himlen. gråt og vådt. Hun kunne mærke vanddrypperne ramme hende en efter en. Hun havde ikke kunnet sovet mere. Så var stået op og gå en tur ned til søen.

han samlede en lille sten op og kastede den ud i søen han var ligså meget fanget i sine egne tanker og tanken om denne form for deja vu ad noget han havde gjort før.. men godt nok i et andet land... for lang tid siden dum ting at sammenligne et pieré land med et ægte land som... england eller noget lignende han var ikke sikker på hvorfor han hanvde taget hertil men sådan var det

hun samlede en lille blomst op. Den var hvid og duftede smukt i denne morgen. Gik videre og kom ned til søen. Hun så en skikkelse. Og så en sten ramme vandets overfalde. blob. hun standsede lid top og kiggede på ham med et nygerrigt blik. Hun begyndte at gå igen tættere på søen. Måske ikke direkte over til ham. Men over mod søen.

han så ud som om han havde siddet der i et stykke tid hvilke han jo også havde hans hår sad listret pågrund af regnen til hans hud og læderfrakken han syntes han følte en tilstedeværelse men da denne følelse ikke blev stærkere regnede han med at det var en det forbi paserede eller bare ham der hallousinerede eller noget tredje

Hun gik lidt vidre, og efter hun var gået forbi ham, satte hun sig lidt længere hende og kiggede på søen. Det var lang tid siden at hun havde været her. Hendes grønne øjne studerede vandet og de ringe der kom af vandet. alt duftede smukt. Duftede levende og denne duft kom i sær her ved søen. Og fuglene var begyndt at synge deres parrigs kald, men sad inde i træerne for ikke at blive våde.

han lagde hovedet ned på sine knæ før han sagde efter et stykke tid i stilhed "underligt tid at færdes herude på" han vidste ikke om hun var der for at være alene eller noget men nu følte han for at starte en samtale ihvertfald indtil videre men sådan hvar han bare engang imellem det var bedre at snakke med en engel end at snakke med en anden vampyr i hans mening

hun sad og kiggede på vandet, koncentrerede sig kun om det indtil hun hørte ham. Hun kiggede op og svarede venligt :" ja. det er det. " sagde hun og sukkede " det et meget underligt tidspunkt vi er ude på." Hun sad lidt og studerede ham, *var han mon en vampyr? nej de kunne ikke være i sollys.. eller kunne de. Han virkede. Anderledes end normale.* Hun smilte et lille smil. hun ville egentlig godt snakke, oprindelig var hun kommet her ud for at tænke. Men nu ville hun hellere snakke med en.

han kikkede op på den mørke himmel som dækede for sollysset "hader alt den regn er begyndt at blive lidt trættende" hans fransk var ikke det bedste og han snakkede det med en britisk accent, han rettede på sine briller der havde rødt glas "kan man spørge hvorfor du er herude?" han undrede sig lidt

hun smilte svagt. " ja, regnen er blevet meget trættende. "Hun kiggede på ham. " jeg kunne ikke sove mere. Jeg havde brug for at tænke, og det er søen et godt sted til. Hvad med dig hvorfor er du her. ?" Hun sad lidt og kiggede op på himlen og ned på ham igen. og sukkede en gang.

han nikkede forståeligt og svarede "tja cirka det samme sad her og tænkte...." han rejste sig op og gik hen og satte sig vedsiden af hende han rakte den ene af sine hanskede hænder frem og sagde "navnet er constantine"han valgte at præsentere sig også selvom det ikke var noget han ofte gjorde

Hun rakte sin egen hnd frem og tog imod hånden. " mit navn er rose. " hun lyttede etfer og hørte en snert af britisk accant. "hvor kommer du fra, du lyder ikke fransk.. britisk måske?" hun smilede. Det var egentlig ret hyggeligt at sidde og snakke med en i steden for at tænke..

han nikkede og sagde "vel mødt Rose" han kikkede ud mod søen og svarede "ja kommer fra London er lige begyndt at snakke fransk for ikke så lang tid siden" han sukkede stille mens han følte regnen mod sin hud "og hvor du måske fra?" han spurgte bare af ren nysgerrighed han havde ellers ingen grund til at spørge

Hun smilte " jeg kommer fra nord irland men har boet i lang tid tæt på london. " hun svarede på flydende fransk. Hun lød som en af dem" så jeg er oprindeligt engelsk talende. " hun havde nu skiftet sprog til engelsk, som var et af hendes modersprog. Hun kiggede ned på søen, den halv grønne sø og kiggede tilbage på ham igen.

han nikkede og gav hende et kort smil før han sagde på irsk(dvs keltisk) "tja har selv været en del i irland blev født der originalt men har boet et stykke tid i london" han skiftede så tilbage til engelsk og sagde "men vis jeg havde vist at været var så dårligt som dette havde jeg måske blevet hjemme" han kikkede op mod regnen og sukkede

hun smilte " det plejer heller ikke at være sådan. Men som alle andre steder går det op og ned." hun kiggede op i det grå vær og regnen faldt stadigvæk. "hvem ved .. måske lysner det snart op" Hun kiggede rundt. alt var vådt, og alt var grådt, men derfor behøvede man jo ikke være trist