Witch! Way??(Tarathiel=privat)

• Tiden

19 : 21 (Nær Solnedgang)

• Stedet

Skovens dybe indre, mellem stier og kløfter, vandløb, skovbryn, vandfald, skovsøer,

• Omgivelserne

helt stille, ingen fugle kvidren, blot den dejlige lyd af sommer brise i træernes krone og vandets brusen fra vanddamme.

• Vejret

Varmt, solrigt, Blå himmel med bagende smuk skindende sol, snart solnedgang.



*hvor kom jeg fra?, hvilken vej er tilbage, det kan ikke være den der sti? eller kan det??. Årh! alt er blevet så mørk siden starten jeg kan slet ikke finde hoved eller hale i hvor jeg kom fra og min mobil lægger der hjemme??* Hun bed sig i underlæben let over de fyldige peach farvede læber, mens hun stille så rundt med de hav blå dådyr øjne"årh jeg kan ikke" fingerne lod sig blidt tage til hovedets hårrødder og masseger dem blidt i det hun gik ned i knæ med lettere rystende ben mens hun mumlede noget uforstående.

hendes beklædning var let, forbinding om armen fra et sår hun havde fået i kamp mod nogen sortelver for at slippe fra dem, mens hendes korte hvide top hang stramt på hendes krop og de sand farvede shorts gjorde hende til et temmeligt smukt væsen.
hendes lange hvid blonde hår var sat i en uskyldig pjusket hestehale samt hendes sko var blot sandaler som herkules ville ha gået i vis han fandtes??.. hun sad blot der mellem 2 stier og kiggede til den ene og så den anden mens hun prøvede at gøre op med sig selv hvor hun var kommet fra?, men det var ikke umuligt at se at denne uskyldige pige var faret vild? og var nærmere hjælpeløs end stærk.....

Kajika sukkede stille og lagde sig blot på jorden kryllede sammen med bene oppe til brystet som en eller anden lille killing i det hun hørte nogen komme og stoppe ikke så langt fra hende, bladene hvislede smukt som var der nogen der blidt pustede til dem med vilje, mens kajika mærkede den dejlige sommerbrise blidt flagre igennem hendes lange smukke hår, det gik hende helt ned til hofterne.. hun kiggede sig langsomt over skuldren i det hun opdagede den høje sortelver og fik et lettere forbauset ? ansigts udtryk efter som det ikke var de fleste der gik ture så sent i skoven, netop af frygt for at fare vild?. Hun satte sig op*hmm måske kender han vejen!* og betragtede ham mens hun stille lod tankerne drive i det hun sad på sine ben nu og så mod ham"Hej! hvor er det godt endelig at se en her?, ved du øhm du skulle tilfældigvis ikke kende vejen tilbage til byen" hun støtte hænderne af mod den muldrede tørre bløde jord og lod sig igen komme vaklende op på bene med et smil over læberne, var dette mund hendes rednings mand?.

Hun så på ham temmelig forundrende i det hun vendte næsen op mod skyen lidt og sagde"Hey ikke dril mig okay jeg gået igennem... øhm? ja lidt meget idag jeg leder efter byen Terra" hun så på ham temmelig uskyuldigt og sagde"så vis du vil vise mig vej ville det være dejligt??" hun bevarede blikket mod ham og strøg blidt nogen hvide smukke totter væk fra sit ansigt og de smukke blanke blå skindende øjne betragtede ham stadig ventende efter et svar, mens hendes uskyldige læber blidt blev fugtede af den jordbær røde tunge mens de glasligende negle lod sig køre igennem de små totter hår der ikke var lange nok til at sidde i den stramme hestehale... hun stod blot der med hånden let på hoften og skød hoften til siden i det hun satte en finger for læberne af sig selv og sagde"Hmm ellers må jeg vel blot søge videre men så tror jeg at jeg tager den vej du kom fra! der må da være nogen civilisation! der"

Hun stod der lidt uforstående i det hun pegede i begge retninger og sagde forvirret"men ? du må da være kommet et eller andet sted fra og endten så finder jeg ud ved hjælp af dig eller os! fare jeg vild og må blot finde et hjem og vis du kom fra en eller anden? kan jeg finde en telefon eller os følger jeg dig, indtil du siger hvor vejen er ellers lader jeg dig ikke være" hun prikkede ham direkte på næsen med et drilsk smil til ham det samme som han havde givet hende, i det hun krydsede armene og så lettere alvorlig ud, mens vinden blidt fik hendes smukke lange blonde hår til at flagre mens hendes hud funklede nærmest i dens brunlighed, der lignede mere dirmandt hud end normal hud, dog var hun os en blanding af Aspara verdens smukkeste mest elegante og balanceret væsen i verden med et strejf af engel guddommelighed og uskyldighed i en, hvilket resulterede i det mest smukkeste og mest uskyldige væsens aura man kunne have og så hendes duft.... årh! hendes duft der var bedre end hvilken som helst peach amora perfume!... mere blid end blomster og det dejlige sommer vejr selv... Hun tog sig til til panden og sagde"Hmm så hvad beslutter du?" hun rettede let på shortsene mens hun ventede på svar fra ? Elveren hun blot lige havde mødt.

Hun så på ham temmelig irrriteret og sagde"okay tak?" mumlede hun i det hun gik kun få cm fra ham sagde hun"Primadonna"hun gik stille videre temmelig oppe at køre over hans hårde opførsel i det hun sagde"Den dumme elver baaaah! jeg har alligevel aldrig ku li sortelver de går for meget op i at være kold som ham Zane der eftersøger mig som om en sortelver er bedre end mig baaah!" hun lavede opkaste fingeren mod munden i det hun lukkede øjnene og stoppede for at trække vejret en ekstra gang og gik så med rank ryg igennem stien for at finde tilbage til byen mens hun gik lidt og bandet go svovlede indtil hun trådte i noget mudder og skrig højt"Auv!... sig det løgn auv.... min fød" hun tog sig til anklen og gnubbede den i det hun mærkede de stikkende fornemmelser og skrig højt så fuglene i træernes kroner fløj op og væk der fra... hun så rundt og mørket var allerede faldt på og hun var muddret på ryggen og røven!... *årh man... kan det blive være??? ide mindste er jeg sluppet for den der stædige lille sortelver der troede han var primadonna??*

Det eneste Mori havde hørt fra hendes mumlen, det var Zanes navn. Han ville have vendt om for at spørge hende, men så alligevel lod han vær. Han ønskede næsten, at hun ville dø i sit eget brokkeri. Men han ville så gerne spørge om Zane, fordi han ville så gerne gøre det af med den lille ...
Mori havde været i gang med at nedbrænde i busk i vrede, da han hørte skriget. Han gik i retning af lyden, fordi det kunne jo været noget interessant, som var sket. Men han måtte grine højt, da han fik øje på hende tøsen fra før. Nu sad hun der pænt placeret i mudret. Han kiggede ned på hende, han elskede den fordel, han havde i situationen.


//logger.. ses.//

Hendes smukke markerede katte agtig kindben var smukke og glatte samt helt røde undeer øjne og over kindbene i det hun rødmede flovt over at se hvem hendes såkaldt ! redningshelt kunne være i det hun sad der indsmurt i mudder på ryggen og i det smukke hvide hår i det hun holdte stadig om den skadet ankel der var vredet utrolig meget om, dog sad den ikke forkert men hendes ankel var helt rød og hendes fod lidt hævet..*årh hvor er det pinligt og så står han bare der og argh! hvorfor liiiiiiiiige!!!! MIG!!!!* hun bed sig i underlæben og så uskyldigt op mod ham i det hun sagde temmelig stædigt"hvad vil du... gå din vej vis du ikke vil hjælpe... der intet at se her og jeg har ikke brug for din hjælp du intet til mig og argh" hun havde prøvet at rejse sig op mens hun snakkede til ham men det var ikke gået som forventet... i det hun bed smerten igennem læben så hun blødte lidt fra den forbidte læbe og sagde"auv!"

Hendes øjne glinsede i det hun så op mod mori og sukkede let i det hun gav et anerkende nik fra sig og sagde lettere stoltheds svækket"hvad vil du gerne vide?" hun tog sine sandaler på igen i det hun gav et lettere klagende piv fra sig som en lille såret killing og så op mod Mori igen og sagde"undskyld vis jeg har været... temmelig? belastende indtil videre men det ser ud til at du har været min rednings mand indtil videre selv om jeg egenlig ikke ville ha det så har du vel været der for mig så...... tak" hun smilede kært i det hun bed tænderne sammen igen og kørte dem savtakket over hinanden i det hun kunne mærke den stikkende smerte*årh jeg kommer aldrig til at kunne gå her fra jeg må hellere komme hjem og få forbinding på men vis jeg tager hjem bliver jeg måske fanget?*

kajika tog blidt fat i hans arm og lænte sig ind til ham både for bedre at kunne lægge i hans arme, men os fordi det var lettere for ham at bære hende så. Hendes læber var adskildte i det hun lukkede øjnene i smerte fra den lettere dinglende fod og sagde"Argh.... det gør ondt" hun så op mod ham fordi han var jo meget højre og så var han os så robust hun var kun 1,60 cm og spinkel og slank af bygning.. Hun sukkede let og sagde"ja det? kan vi vel godt" hun lod sig blot bleve båret som en prinsesse... det ville Ma´lakel ha sagt, *Nå så du bliver rigtig båret som en lille prinsesse ville han ha sagt... med afsky!... jeg kan ikke holde til det mere nej nej nej!!* før hun opdaget det tog hun sig til hovedet og tårene de smukke gennemsigtig glinsende tåre der løb ned af de gyldenbrune smukke kinder faldt mod bordet hun var blevet sat på alene... Kajika trak den dårlige ankel op til sig og så rundt i rummet i det hun strøg tårene væk med hånden og tænkte*hvad vil han egenlig os med mig?!*

Kajika så mod ham i det hun tørte tårene lidt mere væk og så op i luften for han intet kunne se men da han rakte hende papiret kiggede hun uforstående på ham som om han var dum eller sådan noget indtil hun stille sagde"tak og hvorfor spørg du angående ham?" hun kiggede stille mod Mori i det hun sagde"forresten jeg hedder kajika og ja jeg ved vel en del om Zane jeg har datede ham og sådan lidt mere altsååå.... lang historie så?" hun sukkede let og lod papiret glide under øjnene i det hun så mod ham og tog blidt fat i hans hånd med et lettere irriteret men dog anderledes smil end andre piger"undskyld mig men, du har langt det fold forkert det vil blot rykke sig når jeg rejser mig og så støtter det ikke og dette fold er heller ikke støttende nok efter som det selveste anklen nær hælen der mest stikkende smerte ved og ... årh! undskyld" hun tog sig til hovedet og lod fingerne glide hen over panden og lukkede øjnene mens hun smertende sagde"jeg... det blot jeg sygeplejerske eller uddannet som det i en meget tidlig alder af 17 år men stadig det lidt af en vane... undskyld du prøvede jo blot at hjælpe eller nærmere at være venlig..." hun så lidt væk da hun sagde venlig fordi hun så ham skam ikke som venlig i det hun opdagede hun stadig blidt holdte om hans håndled. Hun trak!, sin hånd til sig og så væk i det hun rødmede let over kinderne som havde hun rouge på og sagde"un...und.... je... jeg mener... undsky..undskyld"

Mori måtte sluge hendes ord og tænke længe over dem. Hun havde ligefrem dated Zane? Så var det måske ikke klogest, at han havde taget hende med herhen. Hvad hvis han kom for at hente hende? Det var ikke værd at tænke over nu. Han tænkte lidt over hendes navn, Kajika, han havde aldrig hørt sådan noget før, men sådan skulle det vel være.
Da hun stoppede ham i at lave forbinding og begyndte at rette på ham, fik han lidt svært ved at beherske sig. Så da hun havde givet slip i hans hånd med en masse undskyld, rejste han sig brat op. "Du kan lægge den selv så. Jeg plejer ikke selv at komme til skade!" sagde Mori sammenbidt og prøvede at beherske sig. Hun var en kilde, han skulle bruge, så nyttede det ikke, at han var hissig.
"Tarathiel." præsenterede Mori sig, da han havde fået lidt styr på sig selv igen. Han satte sig igen hen, men ville ikke genoptage forbindingsarbejded, da hun selv mente, at hun var bedre til det. "Jeg spørger ind til ham, fordi jeg af med ham." fik Mori svaret på hendes første spørgsmål om Zane. Og ja, han ønskede at komme af med ham.

Hendes øjne udviste stor fortrydelse i det hun sagde"Tarathiel ... undskyld før at jeg rettet på dig det var ikke mening jeg ville det og er du aldrig kommet til skade??" hun tog sig til munden lidt og begyndte at grine i det hun blinkede til ham og sagde"hvor kedeligt hva? så har du altså ikke mødt din ligemand i nu? træls... du virker ellers som typen der godt kan li et godt slagsmål?" hun bed sig let i underlæben*Sagde jeg mund noget forkert nu... eller vil han blot grine eller ignorer mig* hun lyttede opserverende med da han fortalte om at han ville som de fleste komme af med Zane i det hun dumpede ned med sin ryg på bordet dog gav det ikke et dump efter sig fordi hun var halv engel vejede hun knap intet?, men hun lod blot et lille suk slippe struben i det hun sagde"så det vil du... jamen jeg ... jeg vil ikke hjælpe dig om så Zane ville slå mig ihjel kan jeg ikke se nogen grund til at hjælpe en fremmede" hendes stemme var lettere neutral og ligeglad i sit tonelege, hverken glad trist eller sur? blot neutral??.... hun satte sig op uden at kaste et blik mod Mori i det hun bandt bandagen rundt om dog lidt for stramt end hun skulle på grund af den dulmende ophidsel i sit indre.... hun hadet nu os Zane lidt...

"Så hvem er din overmand og ... virkelig det kunne jeg dog ikke forstille mig lige nu efter din gæstfrihed har været så .... så dejlig" hendes smil var let at se, kærlig og roligt fordi han havde været lettere omsorgsfuld selv om hun stadig ikke troede at han var den kinda boy der ville være det?.
Hun bemærkede hans indre vrede da han slugte æblet rådt og skubbede blidt æblet i hans hånd væk og svarede"nej jeg vil ikke hjælpe dig, jeg hverken kender dig eller er noget nær dig ingen gang bekendt og jeg ej en oprør.... jeg ikke som alle de andre så nej jeg.... jeg vil ikke hjælpe dig desværre" hun rejste sig lettere humpende op i det hun stille bed tænderne sammen og så ikke over mod Mori, hun lod sig blidt gå stille hen mod døren temmelig færdig i hele kroppen svag over den store bidende smerte der javede sig op igennem kroppen fra den skadet ankel... måske var noget brækket inden vendigt!?.

Kajika gik helt i stå i det hun skrig højt da han tog hårdt fat og hun mærkede bordets blanke glatte overflade i det hun bed tænderne sammen og lukkede øjnene i smerte over hans voldelighed og sagde"argh! Tarathiel du skader mig" hun bed sig i underlæben lettere pinligt i det hun slap blidt underlæben og så på ham og sagde"Stop med at være så voldelig jeg vil ikke gi dig informationerne til at fælde Zane!" hun skubbede til Mori og humpede hen til døren og flået den op efter som den havde lukket sig selv efter der var træk gennem det søde hus... hun fik døren op og gik så ned i knæ af smerte og tænkte*hvad nytter det?... jeg kan ingen gang holde til blot at humpe hen til hans dør hvordan skulle jeg så nogen sinde kunne holde til at slippe væk fra ham!*

kajika lukkede øjnene og prøvede at skubbe sig fra ham og sagde små"arh.. iiih!... mmmh! ... ufh!!" da han lukkede døren åbnede hun øjnene og så overrasket mod døren i det hun helt stoppede med at skubbe mod Mori og hendes blik blev vendt mod ham i det hun sagde"hvad skulle det smæk til!?, jeg kan ingen gang løbe eller gå så hvor skulle jeg tag hen andet end at være fanget her" hun mumlede stille og sukkede i det hun hun så lamslået på ham og sagde"nej! han får mig aldrig igen du kan godt glemme det jeg vil ikke dræbes igen!" hun bed tænderne sammen, og sprang på mori, i det hun nu lå oven på ham. Vis hun altså havde vældtede ham ned med det overraskende spring mod ham. Hun holdte hans arme og så på ham temmelig alvorligt og sagde"jeg vil ikke tilbage til ham!, du kan lige vove" de fleste brugte det med at zane ledte efter hende når de truede hende men hun ville ikke give sig uden kamp. Hun pustede stille ud og sagde"hvad vil du vide om ham spørg løs" hun strøg blidt håret om bagved øret og sukkede og hendes blik var vendt væk fra hans.