En lidt længere tur! //Melinia//

Sted: Under et stort træ.
Tid: Formiddagstimerne.
Omgivelser: Kun Stéphan, fugle.
Vejr: Solen skinner, en let lun brise.
Påklædning: Grønne sportshorts, en hvid T-shirt, løbesko, ingen briller.

Stéph kom løbende med søen. Han var ude for at træne, men han havde valgt en længere rute denne gang, en rute der gik ud af byen. Da han fik øje på søen, løb han hen kanten. Han blev enig med sig selv om, at han ville holde pause her i nærheden. Han bøjede sig fremover og samlede lidt vand i sine hænder, som han havde formede som en skål. Han plaskede vandet i hovedet og vaskede noget af alt sveden væk. Han svedte altid en del, når han lavede noget aktivt. Men han havde intet imod det, fordi det var bare et tegn på, at han faktisk lavede noget. Han rejste sig op og tørrede sit ansigt i T-shirten.
Stéph fik øje på træ, som kastede en stor skygge på jorden. Han gik hen og satte sig under det, mens han nød udsigten over søen.

En smuk rød ræv komme til syne fra nogle af træerne , den lang pels var smuk og skinne i formiddags solen, Den var lige synlig i det høje græs, den stoppede op og så hen mod drengen som sætte sig undre træet eller i dens skygge, Ræven lagde hovedet på skrå og dens blå øjne var lige måde Drengen(Stéphan) , dens hale bevægede sig liveligt , nej mere roligt og elegant , mens en lille vind ramt rævens rød pels....

Stéph ville have rejst sig op, men da han fik øje på noget mellem græsset frøs han til stedet og sad stille. Det var muligvist et dyr, og det ville han nødig skræmme væk, fordi det kunne jo være dens territorium. Og han ville vise den, at han ikke var noget trussel mod den, fordi han ønskede den jo intet ondt. Den havde lige så meget ret til at være her, som han havde. Han satte sig langsomt tilbage i græsset og kiggedet på dyret.

Den rød ræv lagde hovede mod den anden side , da han bliv helt stiv, den så ud til at more sig over hans mod at være på og nygerrige, det rette sig op og lagde hovede til den anden side, og igen og igen, dens rød pels bevægede sig i vinden blide bevægelser og solen fik den rød farve til at skinne, Ræven bevægede nu sig frem ad over mod ham og gik langsomt og forstsigt, da der var gået halvejes hende til drengen, stoppede den op og sætte sig igen, det var ved at undersøger om han var okay

Stéph undrede sig lidt over dyrets opførelse, de plejede bare at løbe videre, men denne sad bare stille, som om den betragtede ham. Han så en tid igen ud mod søen og så, hvordan solen spejlede sig i søen. Han var taknemlig for, at der ikke var andre end ham tilstede.
Stéph rettede sin opmærksomhed mod dyret, han opdagede, at den var kommet tættere på, han fik et mindre chok, da han opdagede det. Det var en ræv. Den så ikke ud til at have nogen sygdom, fordi den havde virkelig en smuk pels.

Den rettede kroppen op igen og gik nu helt hentil ham, den sætte sig foran ham og så mod hans ansigt, den var nygerrige... et menneske , rent menneske, så ren i sindet .... den lagde hovedet til den anden side og så mod hans ansigt med sine blå øjne, den røde pels var lun og skinnede smuk i sollyset, Den røde ræv ... var Melinia som var nygerrige , hun opførte sig som en ræv og man kunne ikke mærke hun var noget andet....
Ræv nussede blidt sit ansigt mod hans ben

Stéph betragtede nu ræven, som kom helt tæt på ham. Han vidste ikke helt, hvad han skulle tænke eller gøre, fordi han havde aldrig været så tæt på et vildt dyr. Da den nussede til hans ben gav det en sær følelse i Stéph, han kunne ikke forklare denne følelse. Hen rakte en hånd frem mod ræven og sagde på en kærlig måde, sådan som man altid talte til dyrene, "Hej lille ven. Jeg vil ikke gøre dig noget." Han misundede ræven lidt, den var nemlig fri.

Den så mod hans hånden og dens øre bevægede sig til hans ord, så udtil den forstå ham... gjorder hun os, altså ræven, hun nærmede hans hånd og den den ramt hendes snude , kom et lille nys fra den og den så forvirret på hånden, hun nussede nu hovedet mod hans hånden og lod ham aede hendes hvis han vil... Ræven lukkede øjne i og så ud til den nyd det ... Pelsen var blød og lidt varmen, men beroligende, Ræven var ikke bange for ham ... overhovedet ikke

Stéph var faktisk lidt meget forvirret over rævens opførelse. Han havde aldrig prøvet sådan noget før, det var fremmede for ham. Han begyndte at føle sig fredfyldt, sådan for alle første gang. Han glemte sin far, og alle de ting han skulle nå. Han ville bare blive siddende her i rævens selvskab til den forlod ham. Han aede den forsigtigt, pelsen var så blød og føltes ren. Var det normalt for en ræv?

Ræven lagde sig ned og lagde sig på hans lår , den mærkede han vil ha den var her lidt i nu... den lå roligt og lukkede øjne i , den faldt i søvn ... solens stråeler ramt den pels , derefter vente den ansigt mod ham og så mod ham *Han virker til at havde urolige natte* tænkte Melinia/ræven, den lagde hovedet til siden og derefter end på hans lår igen og lagde halen over sit ansigt

Stéph nød virkelig rævens selvskab, men han vidste, at han måtte komme videre, der var intet at gøre. Han kunne ikke drømme sig væk i sin egen verden, han havde så mange andre ting at tænke på. "Jeg beklager lille ven, men jeg bliver nød til at tage hjem." sagde Stéph igen med den der lille stemme, som man brugte overfor dyr. Han rejste sig forsigtigt op og strakte lidt ud, inden han skulle løbe hjem.

Ræven så mod ham og gik hen til en Rejsetaske og samle en hælsekæde , med et tegn på den , ræven kom løbene tilbage til ham og lagde den i hans hånden og nussede til hans hånd , det skulle ha havde , Ræven hoppede hende mod et træstammen og så mod ham "Du kan altid klade på mig" sagde ræven og nikkede roligt.... Den hoppede ned fra træesstammende og løb inden mod skoven, den røde ræv forsvandt inden i skoven

Stéph kiggede på halskæden, han forstod ikke helt meningen med dette, men skulle man forstå det? Han takkede ræven og viklede halskæden om hånden, så han ikke ville tabe den på vejen hjem. Han var ikke helt den type, som der gik med halskæder.
Stéph gloede mod stedet, der hvor ræven havde været. Havde den lige talt til ham. Han rystede på hovedet. Nej, det kunne vel ikke passe. Han regnede med, at det var hans egen fantasi, der løb af med ham. Han begyndte at løbe og forsvandt i det fejrne.


//Out.

//Out