Fra skoven til stranden (Melinia)

s: stranden
o: vand og sand?
t: aften
v: lunt, klar himmel
påklædning: det sædvanlige hvide tøj og bare fødder.

Taisho kom roligt gående langs med vandkanten, dog lige så vandet ikke ramte ham nå det kom glidende i små rolige bølger.
Himlen var stadig lidt orange, der hvor solen var gået ned, men resten af himlen var ved at blive mørk, mens stjernerne kom frem, stadig flere og flere.
En lille kølig, men stadig på en måde lun, brise fik hans hår til at bølge let og han stoppede op for at nyde det.
Godt nok var det her ikke som skoven, og i skoven var der bedre chance for at være alene, men stranden var nu et hyggeligt sted, nå det ikke var for varmt og om aftenen hvor folk, som nu, havde trukket sig tilbage til deres hjem.

Oppe ved kanten hvor der var græs ved stranden , det lå lidt højere kom en lille velkendt ræv løbende , i fuldt fart over græsset, den stoppede op da ræven så en sommerfugle ved siden af sig og gik ned , klar til angrib .... og hop , den sprang efter sommerfuglen , men fik den ikke og stod nu i det bløde sand, den så nu mod Taisho , Ræven lagde hovedet på skrå *Hvad er der med ham i dag* tænkt ræven/Melinia , den løb nu ned mod ham og stoppede op, den var genkendelig og vis du vidste det var Melinia , vidste du det var hende... de havde ikke set hinanden i noget tid

Han hørte noget bevægede sig i det høje græs, kunne høre det lange græs gnide mod hinanden men så blev der stille.
Han hørte ikke ræven komme gående gennem sandet, men snart fornemmede han noget ved sig, han så sig over den ene skulder og så en lille ræv.
Ræven fra skoven.
Han smilte
"Jamen davs Melinia" sagde han, han havde straks genkendt hende.

Melinia lagde hovedet på skrå "du langsom" sagde ræven, hendes stemmen var anderledes når hun var en ræv, men sammen tonefald , Melinia forvandle sig elegant og hurtigt om til sit rigtigt jeg, menneske skikkelse , hendes påklædning var som altid men hun bare en slags rejsekappe over sig i dag, det var ikke lige så varmt , som det havde været de andre dag ...
Melinia så mod ham "Noget galt , du ser så tænkelig" sagde hun venligt og lagde hovedet på skrå .... hun lignede sig selv , hendes smukke blå øjne var dog ikke sæt op , det hang ned over hendes skulder og var længere end man lige troede

Han så kort på hende mens han tænkte.
"Det ved jeg ikke lige" sagde han, han kom i tvivl om hun vidste noget om hans familie, om han havde fortalt hende om en der havde forladt ham med deres børn, han kunne ikke huske om han havde fortalt det, men det var jo også lige meget.
"Der sker jo altid noget, ikke?" smilte han

Melinia så mod hans ansigt da han tænkt "er det noget med din familie" spurgte hun og smilede, han havde snakkede lidt om det ikke meget, han havde snakke om hun havde forlade ham og givet ham en stor burdet , det havde han dog ikke sagt hvad var... Melinia lagde hovedet på skrå "Tja ved jeg ikke , jeg lever mest blandt dyr du ved" sagde hun og gjorder grin med sig selv lidt
Melinia begyndte at grinede, hendes blide latter var rar at hører på , hun havde en hånden for munden mens hun grinte

"Hmmm" svarede han neutralt
"på en måde, lad os sige ens...lad os sige kæreste, pludselig, uden et ord forlader en i længere tid.
Først er man ulykkelig, men så beslutter man sig for at komme videre.
Men det er svært at glemme da man også fik børn sammen, tvillinger faktisk" han så ud over havet
"...Så en ag kontakter hun en igen, kun for at sige hun forlader en for evigt, men at man godt kan få børnene vis man vil" han så på hende igen
"Jeg er en umulig familiefar" han rystede på hoved og blev lidt gladere af hende dejlige latter.

Melinia stoppede med at grinede og så mod ham med rolige og støttende øjne "Åhh på den måde" sagde hun og nikkede , hun forstå hvad han ment og lagde en figner gled over hendes kind , da hun tænkt "Det umuligt da du stadig holder af hende , man siger at vis du virkelig har elsket en, vil du altid .... Men så må du finde en du elsker højere " sagde hun og så vandet og lod hænderne mødes på ryggen...
"Det svært at være noget man ikke har været , og så pludseligt... især det at de nok ha en vis .... hvad er nu ordet " Melinia tænkt sig om og fandt ordet "forventninger af hvad du skal gøre... men det er jo deres valg"

Han sukkede og grinte lidt
"Som altid snakker du så man kun forstår halvdelen" sagde han og rystede blidt på hoved.
"Det er lige meget, hun er væk nu og jeg er allerede ved at..." han stoppede sig selv og tænkte sig lidt om, som dæmon var det nok underligt, i det hele taget bare underligt til ham, at han skulle nævne han allerede havde mødt op til flere søde kvinder.

Melinia så mod ham og smilede "jeg forstå" sagde hun kort og sukkede lidt "og undskylde jeg er uforståelig" sagde hun og var helt rolig i sindet..
Hun virkede lidt anderledes end deres første møde, mere i mødekommende og venlig, men stadig et eller andet holdt hende tilbage "Og , du skal ikke skæmme dig over det med du har set kvinder, det er vel naturligt"

Han svarede ikke, som altid var han lidt overrasket over hendes tendens til at vide ting som han enlig kun tænkte.
"Hvad går du så ellers og laver?" spurgte han og smilte venligt, kunne godt mærke der var noget ved hende, men så alligevel ikke,

Melinia stoppede op og så mod ham , med store øjne , beviset der var sket et eller andet "hvad for dig til at tro det" spurgte hun og holdt sig få munden og grinede så *Ja nu ved han der er sket noget* tænkt hun og vendte sig mod vandet, og mærkede det ramt hendes fødder "Tja , ikke noget nyt" sagde hun og prøvede at dække for det ... hvad var det enligt som var sket..
Man kunne se Melinia nu fik det tænkende blik og ikke ham

Han så lidt på hende, han havde ramt lige i plet.
"Kom nu, Melinia, du kan stole på mig" smilte han og stod stadig så vandet ikke ramte ham, han lagde hoved let på skrå

"ahhh" sagde hun og vendt sig elegant rundt og hendes hænder mødes på ryggen , hun lagt sig frem over og tænkt "Nop" sagde hun drillende, vandet ramt nu mod hendes ben , når der kom en bølge , hun smilede roligt til ham... "Min hemmelighed, vis der sket noget" sagde hun og så mod himlen tænkende igen, hun små smilede af sige selv, den måde hun inden i mellem forsvandt for omverden var bare ikke noget hende

Han grinte drillende, men gik ikke hen til hende da hun stod i vand.
"Bebe" hun havde ret til at holde det for sig selv, men han kunne ikke lade være alligevel, hun havde gjort ham nysgerrig.

hun tænkt sig om og gik op af vandet, hun stod foran ham og små grinede...
Derefter nærmende hun hans øre, eller langsomt nærmede det og hviskede "Næh" sagde hun og begyndte at løb hen ad det bløde sand som hun kunne mærkede i mellem fødderne , hun stoppede op og så mod Ham
derefter rakte hun tunge "jeg fortæller det ikke"

Han grinte og løb efter hende, men han var langsom og kluntet i sandet og var tit ved at falde, selv om han løb i det rimlig faste sand ved vandkanten.
"Du!" svarede han og vidste at på denne måde fik han ikke fat i hende.
På et øjeblik stod der en gigantisk hund i stedet for an mand, hunden var hvid og på størrelse med en elefant.
På en øjeblik var han foran hende, hvor han lagde sig halvt ned, logrede med halen og så ventede på hendes træk.

"Ahhh snyder" skrig hun og forvandle sig til en ørken ræv, de var kendt for at være hurtigt af alle ræven , hun rakt tunge til ham "Du kan prøv vis du kan" hun vendte at løb nu, hurtigere og mere elegant end før, hun løb med små hop til den ene side og hoppede op i græsset som var i strand området, hun lagde hovedet på skrå "Du langsomt" sagde hun og sad og vendte på ham

Han havde givet hende et forspring, små ben ville aldrig være hurtigere end hans store.
Han sprintede af sted og nåede hen hvor hun var på næsten kortere tid, men han stoppede op og kiggede sig omkring, han kunne ikke se hende i græsset.
Han snuste og begyndte at snuse sig frem til hende.
Han havde den ulempe at han ikke kunne snakke i hunde-form.