En tur i skoven //Melinia//

Sted: i en mørk skov.
Tid: 22.45.
Vejr: en lille let brise.
Omgivelser: nogle faldende træer, og ellers normal skov omgivelser.
____________________________________________________________________________________________________

Krodon gik stille igennem skoven, en ganske normal nat, hvor månen var fuld og smuk, den skinnede i alt sin pragt, ned på ham. Han har gået for sig selv, i et par dage, og kedet sig en lille smule, og er endelig begyndt at føle sig, en lille smule ensom. Han går og hænger en lille smule med hovedet, imens han har gået og tænkt på, hvorfor han aldrig støder ind i nogen.

Ikke lang fra ham , måske forbi nogle træer , var der en åbning i skoven og hvor der var en søen, ned ved søens bred stod et stort træ og nyd måneslys , men under det lå en lille skillelse ,en pige ... hun havde blåt hår og var guldende brun i huden, hun havde lukkede øjne og så ud til hun så i månelyse , det lyset ned på hende og fik hendes hår til at skinne lidt,
hun havde ikke noget over sig så han kunne se hendes lille påklædning

// Påklædning som på billedet//

Han kunne se en sø igennem træerne, og gik forsigtigt der hen, med et lidt bankende hjerte.
Han så pigen der lagde ved det store træ, og tænkte *hvad laver hun der?*.
Han gik tættre på så han kunne se hende ordenligt, og da han kom helt over til hende stod han og så på hende i et par sekunder.
Efter lidt tid sagde han noget til hende, "heey sover du elleeeer".

Melinia lå bare og sov indtil han sagde noget, hun duftede "Dødengel " sagde hun og åbnede sit ene øjne og så hvor tæt han var på , det gav et chok i hende "undskyld min uhøflighed " sagde hun og så undskyldende på ham
hun så sig omkring "Åh klokken er blevet meget" sagde hun og stærkt kroppen "Jeg sov , ja" sagde hun , hun svarede enligt på hans spørgsmål... hun små rødmede over at havde sovet foran en fremmende

Krodon kiggede lidt nærmere på hende, for at se om han kunne gennemskue hvad hun var for en.
"du er ikke en elver vel?" spurgte han... og kiggede en ekstra gang på hende.
"NU ved jeg det!!" sagde han med en lidt hæved stemme. "du er en animagus ikke?" sagde han med et mindre smil på læben, og havde nu sættet sig ned foran hende.

hun smilede over det sidste "Jep er jeg" sagde hun og bukkede hovedet lidt ned , hun smilede til ham "Sæt dig enligt ned lidt" sagde hun og klappe på græset ved siden af sig, hun så mod søen, men et blik som om det fangede hende, gjorder det os, hun smilede "Så hvad laver du her i skoven" spugrte hun og smilede blidt til ham

//smutter i seng//

"ja jo mange tak" sagde han og satte sig ned ved siden af hende, der hvor hun havde klappet.
Jeg går endelig bare for mig selv for tiden, har ikke fundet nogle at snakke med, de sidste par dage" sagde han med en lidt trist stemme. "men nu fadt jeg da dig" sagde han hurtigt, og smilede til hende med et venligt smil.

hun små grinede af det han sagde "der var de vis heldig" sagde hun og små grinede bag sin hånd , som hun havde få munden "Såh, du er ensom" sagde hun gentagende af hans ord, hun tænkt sig lidt om "Man er hvad man gør det til ik" sagde hun og så mod ham og derefter mod søen "Jeg er aldrig ensom , skoven er min ven" sagde hun og gled en hånd over græsset

"hehe ja det er jeg" sagde han lige efter hende og smilede på en lidt sjov måde.
" ja det kan du jo have ret i, men der er folk som ikke kan gøre for at de bliver født som en dødsenegl" sagde han men en lille trist mine.
han rejste dog hovedet hurtigt op og sagde, " men nu er du her jo" og smilede til hende igen.

Melinia smilede og så mod ham "Tja, du kan altid komme til mig " sagde hun og smilede sødt, derefter så hun mod vandet "Jeg er en del af naturen" sagde hun forklarende "er der altid , men stadig ikke tilstede" hun små grinede og rakte tunge til ham , hun smilede "Jeg er Melinia og dem?"!

Krodon stiledte sig op igen bukkede fint og sagde "Jeg hedder Krodon, jeg er dødsengel".
efter han havde præsenteret sig selv satte han sig ned igen.
han spurgte hende "er du endelig altid her?"

Melinia nikkede "du kan altid finde mig i skoven, jeg kan duftede dig på afstand" hun pegede på sin næse, hun smilede "Så , må jeg se dit ansigt" spurgte hun da han havde den dækkede med sin kappe, hun havde ikke set ham helt ...
Melinia så mod søen "her er så smuk , jeg er elskede naturen"

"øøøøhm ja" sagde han og tog hætten af, under hætten var der en flot mand med lidt mørke brune øjne og med sort, lidt langt hår, og smilede tilbage på hende.
" ja du har ret her er smukt, her er næsten lige så smukt som du er" sagde han og fik en lille smule røde kinder og smilede tilbage.

Melinia begyndte at grinede af hans ord valg og så mod ham "Så må jeg heller vise dig noget nuttede" sagde hun og smilede sødt til ham, hendes smil var blid og behageligt derefter forvandle hun sig til en lille polar ræv unge, hun så ned på sig selv og smilede og hoppede op på hans skød, hun havde sammen klar øjne , de sad og kiggede ham lige i øjne, hun havde ikke noeget i mod at side på ham ... hun så undersøgende på ham *han er ret smuk * tænkt hun

Han kunne ikke lade vær med at age den lille søde polar ræve unge, selv om han vidste det var hende.
han fik en lille smule røde kinder af at hun hoppede op i skødet på ham, men han kiggede tilbage i hendes flotte øjne og tænkte *hun er da endelig meget smuk* og lidt rødere kinder, og smilede over hele ansigtet, imens han holde om hende.

da han holdt om ræven, udnyttede hun chance og forvandle sig om , sad nu på hans skød i sin menenske form og krammende ham ....
Melinia små grinte mod hans øre , hun slap derefter og så mod ham "de bliver ved med at rødmede" hun kørt en figner over hans kinder , nygerrige og smilede sødt "Troede ikke dødsengel kunne det" sagde hun og lod sin hånd ligge stille på hans kind kort ... han var smuk, og blid .... hendes øjne forbliv mod hans, så de så hinanden i øjne, hendes var klar blå . så uskyldig /pure, men med dybe hemmeligheder

Han blev helt forbavset, over at hun lige pludselig forvandlede sig tilbage fra ræve ungen, og til menneske igen. Men han kunne ikke andet end at kramme tilbage. Han blev en smule flov, og kiggede ned, da hun kommenterede at han stadig havde røde kinder. Men efter kort tid blev han nærmest forelsket i hendes blå øjne, han kunne mærke der var noget, men hvad det var viste han ikke.
"hvor har du flotte øjne".

Melinia så til siden "Min øjne er det eneste som stadig viser min fortid" sagde hun og så tilbage mod ham , hun gled en hånde over hans kind "Såh" sagde hun og prikkede ham på panden, så han kom ud af fangskabet fra hendes øjne, hun smilede til ham , men bliv sidene "og tak" sagde hun og smilede roligt til ham... hun havde nu sin hånd mod hans bryst, ikke noget hun tænkt over , da hun var på vej af hans skød

men nu var det hans tur, til at være lidt lejesyg, han nærmest hoppede frem, så hun væltede roligt om på ryggen, og han var over hende.
Han smilede sødt til hende med et lille sødt smil og vendte hovedet på skrå.
Men lige pludselig falder hans arme sammen, så han flader ned over hende, men han når lige at falde til siden så han ikke rammer hende.
de ligger nu på siden begge to, "undskyld" siger han og kigger på hende, " det var ikke meningen jeg skulle falde ned over dig" siger han og laver et lille smil.

Melinia fik et chok da hun lå i græsset og så op på ham og små grinede, hun lagde en hånden på panden og havde lukkede øjne, det næsten hun så og kiggede på var ham som var over hende, hun rødmede nu,
da han faldt , lukkede hun øjne klar til han lå på hende, men så derefter til siden og opdagede ham der og hun begyndte at grinede meget "det okay" sagde hun mens hun grinede ordene frem, hun så mod ham og havde nu igen lukkede øjne , da hun grinede så meget

"hvorfor var det nu sjovt" spurgte han med et smil på læben og grinede også lidt selv.
Han kravlede lidt tættere på hende, han var helt inde ved hende, og holde nu om hende imens de låg der i græsset og nærmest omfavnede hinanden.
han smilede lidt og gav hende en ordenlig krammer, imens han fik lidt af hendes hår i hovedet, hen kunne ikke lade vær med at snuse til det, det havde en dejlig duft af græs.

Melinia forsætte med at grinede og så mod ham "fordi , fordi" sagde hun mens hun grinede , hun fik helt ondt i maven "du skulle se dig selv" sagde hun så og grinede vider, hun mærkede han kravelede indtil hende og lagde armene om hende, hun så nu overrasket på ham, men lod ham gøre det, det var faktisk rart , alt ligge tæt til ham, men hun var ikke som andre , der skulle mere til end bare en dag , der skulle date og meget mere vis det skulle udviklende sig til mere...
hun smilede og lod sin hånd gled igennem hans hår "Hvadså? nyder mig det" sprugte hun, hun havde os en sød duft ...men ja hun duftede af græs

han elskede at give krammere, så han gav hende et par mere.
"ja jeg nyder det sagde han med et tilfreds smil på læben.
han kørte hans hånd igennem hendes hår, imens han fulgte hånden med øjnene.
der efter låg han endelig bare og kiggede ind i hendes dejlige blå øjne.

"er det ikke fareligt få dig at ligge og kigge mig i øjne" sagde hun og smilede , hun kom til at tænke på hans ansigt igen den gang han faldt, hun prøvede at holde masken, men gik ikke så godt, da hun begyndte at grinede igen, da hun havde armene omkring ham lagde hun bære hovedet under hans hag og mod hans hals, mens hun grinede, man kunne mærkede hendes mave rystede mens

"jamen hvad er det dog der er så sjovt" sagde han, og smilede til hende.
han så mod søen og sagde "ja den er virkelig smuk", han smilede ned til Melinia og krammede hende igen, nu var han rigtig glad.
De havde lagt der i lidt tid og snakkede frem og tilbage.