.:A fake:.

Sted: Impure residuelle
Vejr: Stjerneklart
Tid: Midnat
Dato: irl
Omgivelser: Han og en anden

Sammenstødet mellem den hvide bløde håndflade og den grove murstensvæg prikkede imod Ahngels hud og rev en smule i det idet han lod sine hænder glide op over væggen og fjernede den lille mulighed for at hans yndling for natten ville forsøge at slippe ud af hans favntag. De lange sorte negle lod sig strejfe murens masse idet hans kæber lod sig lægges om hendes søde solkyssede hals og sænkede tænderne i hende. Hjerteslagene påbegyndte og et kvalt støn kom fra den unge pige, som havde været uheldig på sin druktur på det fine hotel. Fars lille rige pige der tror hun ejer verdenen og følte sig endnu mere heldig da den underskønne vampyrhan lod hende lokkes i sit favntag. Hun. Hun havde håbet på noget andet, hvorimod det hele var gået efter Ahngels plan idet han forseglede aftalen og bed hendes nakke. Blodet strømmede stille. Alkohol mættet blod der dryppede ned ad Ahngels hage og videre ned over den marmorhvide hals. Den lille rytme lod sig sænkes stille, men inden det stoppede helt, trak Ahngel sit bid til sig og rettede sig op, stadig støttende imod væggen, idet hun med ryggen imod den lod sig falde som en kludedukke ned på fortovet. Månen prydede kort deres kroppe og fik Ahngel til at ligne noget fra en helt anden verden. Sølvbeskinnet og henholdt i månen. Hun derimod, lå i en skygge der blev længere og længere. Døden havde været på besøg hos hende i form af et falskt menneske. Ahngel stod endnu og lod sig overvære lyset der forsvandt fra hendes slørede øjne og hendes overmalede ansigt hvilede i en tavs forfatning. Måske ville hun undslippe sin død hvis hun var udholdende, men Ahngel havde ikke tænkt sig at blive for at se efter. Han drejede om og fortsatte ned ad gaden idet han med en elegant bevægelse fjernede blodet med sine fingerspidser.

Mika kom forsigtigt gående, Hun havde en mørkegrå jakke der skjulte hendes ansigt, da hætten var meget lang, det eneste der kunne skimtes var hendes sølvhvide hår og de marmorhvide hænder der var i lommerne. Hun havde kedet sig og ville bare gå en tur, hvordan hun var endt så langt væk fra domkirken viste hun ikke men hun smilte bare *Jeg bliver nødtil at blive en smule lost for at lære stedet at kende*, hun gabte og tog hætten af, for at afsløre det mørklilla pupiler, hun så sine omgivelser an, og var en smule skuffet over ikke at se nogen. "Hmm."

Ahngels sorte hår blev kort løftet af en brise der kom ikke langt derfra. Hans røde øjne gav et kort ulmende glimt fra sig idet han langsomt lod dem rettede imod den modsatte side af vejen, hvor en skikkelse kunne antydes ikke så langt fra. En dødsengel på vildspor? Et kort sleskt smil kom frem idet Ahngels krave rettede sig op og lagde sig lidt om hans ansigt på grund af vinden. Det kunne nemt gå hen og blive interessant, dette her. Ahngel skævede kort til Månen, hvor en enkelt ensom sky kom hen over og gjorde området helt mørkt i et kort øjeblik indtil den havde passeret og månen igen lyste op. Stor og rund med et faretruende eftermæle. Rovdyrene elskede disse tider hvor blodet der ville løbe kunne spejle månens lys og blive sølvfarvet. Hvor kunstfærdigt.

Det var ikke fordi hun ikke kunne lide at gå rundt om aftenen, men hun syntes der var noget uroligt ved at gå rundt et sted hun ikke kendte så godt, det var en blanding af to følelser, glæden ved natten og farende ved det ukendte. Hun sukkede med et mildt smil i det snehvide ansigt, hendes pandehår faldt over hendes øjne så de ikke kunne tydes som andet end små grålilla lys gennem det lysehår, hun gik rundt uden rigtigt at vide hvilken retning var, den imod domkirken, da den var lige vedsiden af hendes villa. Hun så en skikkelse ikke langt fra hende, men noget sagde hende at det måske ville være klogest at spørge end anden om vej, hun rystede tanken af sig, det var ikke som om hun ligefrem havde det sjovt, og værre kunne det heller ikke blive. Hun smilte da hun viste det var en åbenlys løgn. Hun valgte at gå over til skikkelsen, "Godaften, ved de hvor domkirken ligger henne?", hendes stemme var blid og let, og hun så på ham med et venligt blik uden bagtanker.

Ahngels røde øjne vendte sig og fastlagdes på den fortabte lille engel der tilsyneladende ingen sans for sin retning havde i samme øjeblik. Et gip førtes igennem ham men kunne ikke ses på hans ydre person. Meget sjældent kom noget fra det indre ud og viste sig. Noget så forfærdeligt sjældent. Han lod sig se hende an. Lod sine dybe røde øjne fastlægges i hendes og holde hendes blik i en tid. Lod hende fortabes i hans blik og lade hende få en smagsprøve af den ufattelige sensation af tryghed der måtte findes i hans blik. Øjne man ville kunne svømme væk i og glemme sig selv fuldkommen.
Det drømmesugende blik blev frataget af en distration. "Bonnesoir petit ange.." hvislede han stille. Et dystert smil kom frem idet han lagde blikket imod en sidevej. "Denne vej." sagde han så og drejede om. Han kunne ikke sige hende vejen. Den lå i hans fødder og ikke hans hoved. Han kunne ikke bare sig: til højre der og til venstre ved det andet kryds. Det lod mennesker til. Han havde retningen som et instinkt.

Hans blik var ligeså sugende og hypnotiserende, som hendes eget tit kunne være, og hun huskede på alle de gange hun selv havde givet andre en hvis følelse af håb og komplethed. Hun satte hovedet på skrå og kunne ikke lade vær med at facinere sig af hans væsen, han virkede ikke som noget hun havde mødt, eller for den sagskyld, noget hun kunne huske. Da han hilste hende an, gav hun et høfligt buk, og nik som hilsen. Da han pegede mod siden vejen smilte hun svagt og fulgte med op vedsiden af ham, hun huskede den betrygende fornemmelse fra før og valgte at ikke komme for tæt på, dog kunne hun ikke lade vær med at undre sig over denne person, som næsten virkede sent for at hjælpe hende, i hendes hvileløse vandring i natten, ja næsten som en engel, "Har de et navn? hvis jeg må tillade mig at spørge" Hun smilte venligt, mens hendes nysgerrighed var godt gemt bag den marmorhvide facade.

Ahngel vendte blikket imod hende med et stumt udtryk idet han trak tiden lidt ud for hans svar til hende, nærmest som om han tænkte over hvad han skulle svare. Overvejede små ting der ville ske hvis og hvis han gav hende sit rigtige navn. Han havde tit den ide.. Han burde ikke give det til engle.. aldrig til engle. De havde deres metoder og alt for lette adgang til Croix 4.
"Kald mig Ahngel." sagde han så. Han sagde 'kald mig' og ikke 'mit navn er'.. det var meget merkant. Han så imod vejen igen derefter med et tænkende blik. Han virkede ikke som om at der var mere at hente frem fra ham med hensyn til navne. Intet efternavn og intet fornavn, blot denne simple eksistens som han så ofte brugte i stedet for det andet. Ahngel. Glasset foran frankrigs højtstående alfahan.
"Og Dem?" sagde han endelig og lod igen sine øjne hviles på hende i en tid. Igen så hende an som om han så direkte igennem hende.

Hun nikkede da han besvarede hendes spørgsmål, det var et navn hun før havde hørt, men navnet virkede anderleds, som om det havde en anden mening, en ny betydning. "Ahngel", Hun smilte let, og så imod natte himmlen, hun rettede sit tågede dog blanke blik imod ham, "Mika Amané, det er mig en ære Ahngel" hun rakte sin snehvide hånd ud som hilsen. Hun var lidt irriteret over at hun ikke havde så god en evne til at styrre sine kræfter, hun ville virkelig gerne se hvad der forgik inde i hans hoved, næsten som han så på hende lige nu. Det vakte hendes nysgerrighed.

Ahngel stoppede stille op og vendte sig imod hende og lagde hovedet lidt på skrå i takt med at vinden kort tog i hans halvlange sorte hår. Han nikkede og rakte sin hånd imod hende. Hans hud var ligeså meget lys. Lysere end hendes, men ikke meget. Han var dog en vampyr og havde ikke denne mængde blod i sin hud, så han ville se meget lys ud også selvom man stillede ham op ved siden af et blegt menneske.
Hans kolde hånd trykkede stille hendes og lod deres håndflader mærkes imod hinanden i en tid. Han nikkede igen for at tage imod hendes hilsen endnu engang og for diskret at sende den tilbage til hende igen.
Han vendte sig og begyndte igen at gå.
"Så sig mig.. Er De ny her, eller er De bare glad for at løbe disse ricikoer?"

Hun pjuskede forsigtigt op i det allerede pjuskede sølvhvide hår, med et mindre sarkastisk smil. Hun fandt det komisk at det var så tydeligt at hun var faret vild. "en smule af begge dele vil jeg tro? jeg er rimelig ny her, men i de andre byer jeg har boet i har jeg aldrig haft problemer når det kom til min nattelig vandringer", hun smilte let,med et grin, og så sig omkring, "Ikke at denne by minder mig om noget sted jeg før har været", hendes mørkeviolette pupiler blev en smule større da hun så rundt, med hovedet let på skrå. Hun rettede sit funderende blik mod Ahngel, med et blidt smil, "Jeg gætter på at, jeg ikke er den første vildfarende person du hjælper?", han virkede som en der kendte stedet, og viste hvor han gik, hun tog det som at han sikkert havde hjulpet andre før hende selv.

"At hjælpe er et meget varieret begreb, lille engel." sagde han så og gik fortsat med et køligt udtryk, som om han var badet i tanker, hvilket han jo egentlig også var, men det gjorde ham ikke ukoncentreret. Han skævede kort til hende så hans røde øjne kort kunne skimtes fra hendes vinkel. Hans mund var blot en lukket streg i hans ansigt og han lukkede kort øjnene til inden han så frem for sig igen.
"I så fald. Velkommen til terre. Byen af korruption, død og ødelæggelse." sagde han så. Han brød sig tydeligt ikke meget om selve byen. Det var dog meget nemt at gennemskue, men også kun fordi han lod det være således.

"Aha", hun nikkede da hun havde regnet med at få en mindre modsigelse, det smilte hun bare svagt over, med blikket mod himmlen. "Hvilket ord ville du da bruge istedet for hjælpe?", hendes tågede øjne så bare på ham, med det som altid utydelig blik, hun lagde mærke til hans øjne, men blev ikke overrasket så stort, da hun fra starten af havde regnet med hvad hun havde med at gøre. Hun satte hovedet på skrå, "Nå så det, er det byen står for'? hvad har jeg fået mig selv rodet ind i?", hun hviskede det sidste med en oprigtigt stemme. Hvis hun kunne vælge var hun blevet hvor ingen kunne røre hende, men hun viste også at hun på samme tid ikke kunne leve uden usikkerheden og frygten i denne her del af verdnen.

Ahngel svarede ikke hendes første bemærkning, men nøjedes at sende hende et tænkende blik og et kort nik. Han lyttede fortsat og drejede af ned af en sidevej.
"Tja.. en engel som Dem burde nok ikke tage for meget ud på de her tidspunkter." sagde han så og vendte hende igen et blik. Han overvejede noget. Et eller andet. Han vendte blikket imod fronten igen så hans underskønne igen var usynligt på hende. Hans hår lod sig medtages af vinden i ny og næ, afslørende en smule af hans ansigt og tippen af hans vipper.
Han havde nemt ved at høre hende hvisken.. Hvis hun ville forholde sig fra hans rækkevide så burde hun blot tænke det. Han var ingen tankelæser. Ønskede ligeså heller ikke evnen. Han havde respekt for det uigenkendelige sind og de hemmeligheder der måtte bevæge sig. Han ville hellere dø end at lade nogen få fuld adgang til hans kaotiske sind..

Hun satte hovedet på skrå og så på ham med et næsten oprigtigt undrende og uskyldigt blik. Men blødte så op i et svagt smil, "Tror de ikke at jeg kan forsvare mig, Ahngel?", hun så imod himmlen, og kunne ikke helt skjule sin fryd, hun var jo ikke en helt normal engel. Hun var glad for at hendes skyggekappe, dækkede for hendes arme og kun lod hendes hænder være til syne, for fra hænderne og op af var hendes marmorhvide hud dækket af sorte ar, der næsten kunne ligne tattoveringer, så yndefuldt som de strakte sig, hun rettede sig op da hun vækkede sig fra sin lille drømmende tanker. Hun så fra himmlen og imod Ahngel, hun var nem at facinere, men aldrig havde hun været ligeså facineret som nu, hun betragtede bare hans person i ny og næ, for ikke at gøre sit selskab bebyrdet. "Har de boet her længe Ahngel?", hun så en smule nysgerrigt på ham.

Ahngel gik stille videre og vendte ikke blikket på hende ved den første kommentar. Blot et tænkende blik kom frem i hans igen meget dragende røde øjne. Tillod hans pupiller at snørre sig den smule sammen, så de blot var reducerede til en sort flænge igennem den røde iris.
Det næste spørgsmål kom frem på hendes læber og satte nogle tanker igen igen... Beregnede dagene og månederne.
"Et år.. to måneder og ... otteogtyve dage." sagde han så og nikkede kort. Eftertællede det i hovedet og nikkede endnu engang bare for at bekræfte han havde beregnet det rigtigt.. Et kort dystert smil blev overnalet hans hvide mund idet han sendte et par rebelske tanker om i baghovedet.. Mon ikke han ville kunne høre dem?

Hun grinte en anelse overrasket over hvor hurtigt og præcist han havde udregnet det, "hmm, det ikke så længe igen", hun rettede sit tomme blik imod ham, "Tør jeg spørger hvad der dragede dig til en by af korruption, død og ødelæggelse?", et drillende og undrende smil kom på hendes læber, da han ikke virkede som typen der bosatte sig sådan et sted, *hvad mon der er gemt bag hans facade?*, tænkte hun mens hun så rundt på gaden, til de forskellige gadelygter og opdagede ironisk at hun ikke havde en frygt for mørket i denne by, et svagt smil kom frem, mens hun igen betragtede stedet som om det var et kunstværk af største klasse, dette gjorde hun ikke tit. Kun når hun så potentiale i noget, og det gjorde hun klart i stedet her.

Ahngel skævede kort til hende igen derefter da hun havde spurgt ham om hans grund til at være i Terre.. Han var igen stille i en tid.
"Mit embede." sagde han kort og godt. Egentligt var det ikke direkte hans embede, men mere denne lille ting udenfor embedet.. men selvfølgelig så var dette en fransk bys efterladenskaber, så han havde sit skalkeskjul for sit egentlige erinde, som forhåbentligt snart var ovre.
Han sænkede blikket lidt igen og så på gaden foran sig. Han stoppede da op og bare stod i en tid..

"Ahh", hun nikkede forstående, da hun anede ved hans svar at det ikke var noget hun skulle prikke for meget til. Hun stod på tær, og strakte sig kort, før hun gik videre. Hun så ned på sine lange snehvide fingre, og havde ikke set ham stoppe, så hun kom til at gå direkte ind i ham. Fordi hun havde været i sine egne tanker mistede hun balacen, og faldt. Hun skyndte sig at rejse sig hurtigt, og så imod sit venstre ben, det så fint ud, der var bare en lille skramme under hendes knæ, det blødte kun lidt, så hun var glad. Hun smilte undskyldne til Ahngel, "Af en engel at være, er jeg rimelig klodset", hun bukkede sit hoved undskyldne, og rette på sit ben.

Ahngel vendte sig om og så lidt på hende. hans øjne blev drevet ned til hendes ben. "Klodset.. eller bare fraværende?" sagde han og skænkede hende et kort øjebliks øjenkontakt. Derefter satte han sig ned på hug, meget elegant og hurtigt så han blot var et hoved højere end hendes knæs placering. "Stå stille.. Jeg ønsker ikke et spark." sagde han og sendte hende et advarende blik inden han bukksede sig ned og lagde den ene hånd bag på hendes knæhase. Han lagde sine kolde læber imod skrammen. Ganske rigtigt fangede han kort blodet med sine læber og derefter lod dem hvile på selve såret, som så småt begyndte at lade sig heale af hans kolde berøring. prikkende.