træning til det endlig opgør Åbnet

T: 15:00
O: ingen
V: solskin
S: skoven ved barishans hytte




Mikala var ved at træne . Til en endlige opgør hun træne selv om at hun var skadet og såret og syg men hun ville ikke gå glip af den sidste kamp i mod Zane , han hade tyraniseret hele Di Morga i flere månder og han hade nær slog Barishan ihjel og det var en pris på kajika og Velarian og mange ander som indet hade gjore . Og han hade nær slog Mikala ihjel også men nu træne hun som en galt selv om det gjore ondt på hende , men hun ville ikke give efter for smerten lige nu

Blade og kviste knæede og larmede lidt da et par bare fødder kom gående over dem. Det lange hvide hår flagrede lidt efter den pige der nu kom gående. Og de krystalklare og utrolig smukke blodrøde øjne gjorde det bare endnu nemmere at genkende hende. Macha havde kunne høre Mikala på lang afstand og havde siddet og set hende træene længe. Så nu kunne hun da godt afslørre sig lidt fra sit skjul eller sådan noget. Selv var hun fuldkommen ligeglad med Zane og det endelige opgør. Hun forstod det ikk. Altså Zane havde ikk gjorde hende det mindste. Men det kunne godt irritere hende lidt når alle bare snakkede om det. Men det holdt hun for sig selv. Hun sagde ikk noget overhoved men hun smilte heller ikk rigtigt som hun plejede at gøre.

Mikala så på tiden og sank ned i knæ hun puste svaget 2 ååh man hvorfor skal det gøre så ondt at træne lig nu 2 sagde Mikala til sig selv hun satte sig ned og knude sin hændere sammen og hade ikke set eller hørt Macha

"Fordi at du overanstrenger dine muskler, din idiot" lyd den velkendte kolde stemme der stort set altid fik det til at løbe koldt ned af ryggen på folk. "Og hvis du overanstrengerne dem formeget vil du nogenlunde være lam i hele din krop i lang tid..dog med store smerter" Macha stoppede noget med 4 meter fra Mikala og så bare på hende. "Kort sagt. Du presser dig simpelthen for meget"

" Macha du har ikke noget at gøre her og jeg gøre det for at kunne hjælpe mine venner " sade Mikala men Macha hade ret hun hade overanstrengt sig selv og hade stærke smerte i hele kroppen efter hendes træning hun sad 4 meter fra hende

Macha nikkede roligt og satte sig ned der hvor hun havde stoppet op. Hun satte sig i skræderstilling. "Ja dine venner.. Er du sikker på at de ikk hellere vil have at du har det godt istedet for at du kæmper mod ham der den der mørkelver..." Hun sukkede lavmælt. "Og måske er det svært at forstå men jeg har selv prøvet det.. At hjælpe mine venner men det gik bare galt som du nok kan se" Et smil voksede frem på hendes læber. Dog meget svagt og det var det sædvanlige.

Mikala sad op af et træ hun hade ondt over det hele men hun klar sig altid men lige nu kunne hun knapet rør sig uden at det gjore ondt på hende hendes træning hade lammte hende i flere timer og hun var forsvaresløs over for Macha vis hun angreb hende

"Der ser du.. Jeg vil kunne dræbe sig så let som ingenting..hvis jeg altså ville" hvislede Macha og begyndte så at rejse sig op igen. Hun børstede noget stov af sit tøj og strøg en hånd gennem sit lange bløde hår. "Men nu er spørgsmålet. Skal jeg lade dig blive siddende der og lide indtil at smerten går over eller skal jeg gøre noget ved dine smerter?"

Mikala sad og slappe af . Hendes smerte var ved at aftag igen men det tog sin tide hun fik sig langesomt og smertefuldt rejste sig op " du komme bare an Macha " sagde Mikala og var atte på bene igen , hun hade sine hænder fremme tin angreb

Macha sukkede og så lidt væk fra hende. "Det ser vel ud til at du sagtens kan stå på egne ben" sagde hun helt roligt og hendes smil var der heller ikk mere. Hun var bare helt..rolig og afslappet. "Men hvorfor tror folk altid at jeg vil angribe dem? Hvorfor tror du? Sikkert fordi jeg ikk er til stole på eller måske fordi at jeg har været fanget på sin lukkede afdeling mere end 2 gange...Eller mere måske fordi at jeg dræbte hele min vennegræs og min familie, både min pleje og rigtige. Nu skal du bare høre.. Jeg kunne dræbe 9 fuldblods hekse med mine bare hænder da jeg var 5 år..Tror du så at du kan klare mig?"

2 jeg kan ikke sloge og må ikke for mester Barishan 2 sgade mikala og dumpe ned i græsset igen . Hun sukke svaget hun hade ondt i hele kroppen efter træningen men hun ville forsvar sig selv vis Macha skulle finde på at gå til angreb på hende , hun rette sig op af træet so hun atte sad under

Macha fik så et smil til at vokse frem igen. Så brød hun ud i en latter. Den var lidt anderledes. Ikk ligefrem kold og uhyggelig. Men mere..normal. "Har du en mester? Det var dog ynkeligt! Kan du måske ikk klare dig alene? Eller hvad?" Hun fugtede sine læber med et til to slik med sin tunge og smilte så igen.

2 jo jeg kan men han siger at han vil lære mig at kordiner mine evener med hans så han, kajika og jeg kan styre sammen " sgade Mikala og trak bene op under sin hage og så ned hun var en smule bange for macha

"Hmm..Men jeg forstår dig ikk.. Hvorfor træner du dog her ude alene når du ved at jeg jo holder til her? Og hvis du er bange for mig som jeg kan se så er det jo endnu mere dumt! YSntes du ikk? Hvorfor råber du ikk om hjælp ved din så kaldte mester? Og hvorfor vil du i det hele taget styre Di Morga?" Macha nærmest overbombaderede hende med spørgsmål lige nu.

" jeg vil ikke være bange for dig mere og min mester har ander ting at lave og jeg vil ikke styre Di morga " sgade Mikala vredt hun satte sig med rygge til Macha Hun fnøs vredt af hende hun var så vred lige nu at hun næget at se på hende

Macha grinte lidt igen. Som en svag klukken. "Så den lille heks kan altså være vred.. Hvor sødt" grinte Macha og blev bare stående og så mod Mikala's ryg. "Men jeg ville da gerne måde din mester.. Se om han kan lære dig de rigtige ting og sådan.. For hvis han har sagt at su bare skal træne så vil jeg da mene han ikk er særlig god"

2 var din mund Macha han er et godt nok streng men retfærdig 2 sagde mikala og så vredt på hende Mikalas øjen lyne og slog gnister som aldrig før hun var så vred at ingen skulle komme hende for nær eller ville de vide hvorfor det var av i mijav