Opgør - Liam

Sted: Kroen 'Den Glade Sigøjner' i den vestlige udkant af Terre.
Tid: 04:00.
Dato: 3. April 2011.
Vejr: Stjerneklart, koldt med begyndende lys langt borte.
Omgivelser: Krofatter.

Ophelia skuttede sig og gned sig i øjet, hvor små dråber af blod havde fået de tynde vipper til at klistre sammen. Hendes alabasterhvide hals var plettet af både blod og luksuriøs spansk vin, men hun var ligeglad. Halsen dunkede smertefuldt og kroppen var så svag, at det tog hende lang tid bare at bevæge benene, men hun var i live - så i live, som en engel nu kunne være.
Det var med blandede følelser, at Ophelia havde forladt den irske pub, efter først at have hjulpet en rystende, grædende fulderik forsvarligt op fra gulvbrædderne, hvor en infernalsk vampyr sekunder forinden havde plantet hans ansigt. Synet af hans brækkede næse og tågede, glasagtige blik sendte både harme og dyb skyldfølelse gennem hendes lemmer på samme tid akkompagneret af den hadefulde sætning: "Du bad om at dø!" der lod til at køre på replay i hendes hoved.
Havde hun det? Hun grublede som besat, altimens hun med ræsende hjerte - i overført betydning - stoppede op foran hoveddøren til sit sølle residens. Udmærket, det var måske ikke ligefrem hendes residens, men det var i hvert fald her, hun havde sin seng. Udmærket, det var måske ikke ligefrem hendes seng, men i hvert fald den seng, hun havde lov til at sove i, hvis bare hun delte den med den høje, rødblondte mand, der i sin tid havde ment, at en engel ville pynte i hans krostue og taget hende ind. Denne burde sove nu, og det burde være sikkert at slutte sig til ham i sengen. Han burde være kølet af, når han vågnede ved daggry.
Men i aften havde intet været, som det burde, og for en gangs skyld var hun ikke den eneste vågne i lokalet. Lyden af fjernsynet nåede hendes glatte øregang før hans tunge pusten, idet hun satte foden indefor. Han rejste sig fra sengen for at tårne sig op over hende med et vurderende blik. Pludselig rakte han frem og hev brutalt ud i de plettede gevandter, som han lugtede til med væmmelse i ansigtet. "Jeg vil ikke have dig her," sagde han køligt, og før hun overhovedet havde nået at tage til indsmigrende genmæle ramte en flad hånd hende med stor styrke lige over øjet. Helt paf og med hånden krampagtigt presset mod øjet tumlede Ophelia baglæns og stødte med ryggen mod døren, der gled i med et hårdt smæld, før hun gled ned i siddende stilling. En tåre funklede på hendes kind som glimmerstøv. Ophelia var overrasket og forskrækket over denne uvante adfærd fra sin samlevers side, kroppen værkede og hun anede ikke, hvordan fanden hun skulle finde kræfter til at klare sig ud af endnu et overfald i aften.

Irriterede bevægelser fik Liam på benene i en fart, hvor han gav sig til at rive de amatøragtige transplantation slanger ud af armene på sig selv. Som var det hans baby, holdte han den glatte pose med sit eget blod i favnen, som han besværligt fik forseglet, i et forsøg på ikke at svine mere end han allerede havde gjort.
Det havde været to mennesker, muligvis allerede påvirket af enten det ene eller det andet, men bestemt også vampyrblod, der havde forsøgt at strangulere ham med sølvkæder efter at han havde forladt pubben. Af årsager han ikke anede var de overbeviste om at hvis blot halsen var strammet godt til med det glinsende stads, så var vampyren så godt som færdig. Liam havde dog også spillet med og fulgt frivilligt hen til en skummel baggård, hårdt koncentreret om at have besværglige, spruttende bevægelser. Det var bestemt ikke nemt at spille sårbar. Da han så havde fået sine legekammerater for sig selv, placede de ham noget så fornemt på de fugtige brosten og gav sig til at stikke smalle slanger ind i årerne på ham, mens de stillede ham alverdens spørgsmål. "Er du klar til at dø?" var nok det mest populære.
Men for pokker, Liam lod sit blik glide rundt på de afrevne lemmer, der lå stablet i en sirlig bunke og rystede på sit tunge hoved. Det var ikke særlig rart at være blevet tømt for et par deciliter blod, specielt ikke nu hvor solen var stået op og han endnu ikke havde fået et acceptabelt måltid. Manden og kvinden, der af sørgelige årsager ikke længere levede i blandt dem, havde været for skæve til at han turde smage den mindste dråbe. Fandeme nej om han ville risikere at være endnu svagere de næste par nætter på grund af urent blod.
Da han trådte ud på hovedgaden, var der noget, som trak i ham. Det var som om hans blod boblede en anelse, lidt ligesom når han følte at de værdifulde dråber var i fare. Han holdte den gennemsigtige pose op for sig og så på de flotte plamager der blev dannet derinde. Det var ikke den. Han stoppede brat op og lyttede ud i natten. Fortrængte lyden af jamrende katte, jamrende fulderikker et par gader længere væk, jamrende børn i nogle mørklagte lejeligheder, men ikke en svag jamren, han svagt genkendte. Det hele foregik på splitsekunder at hans hjerne stablede alle minderne sammen og printede mentalt et resultat frem. Så hun var altså taget hjem? Han mærkede hvordan det sitrede i sine fingre, da tanken strejfede ham om den mulig voldelige ægtemand, hun levede sammen med. Han konfirgurerede en smule med den genkendte stemme og lod sig flyde ind med lydene omkring den. Hun måtte være indenfor.
Det varede heller ikke længe før han fandt frem til en snusket bagindgang. Han stirrede på det mørke træ. Morsomt var det, at han gerne ville, men ikke kunne. "Blimey..." han hævede en knyttet næve og bankede den mekanisk mod døren. Først tre hurtige efterfulgt af to langsomme.

Ophelia vovede ikke at se på mennesket over sig, så hun rettede resolut blikket mod en knast i trægulvet og ventede på, at han fik raset færdigt med den våde dråbe ætsende på kinden. For pokker, hun forstod ærlig talt ikke, hvad problemet var. Han havde smidt hende på porten, og hun var kommet krybende tilbage i løbet af natten, det var sådan rutinen var og havde været det længe. Hun gemte ansigtet i armene med et hvin, da han strøg det rødblonde pandehår tilbage og hævede sin flade hånd endnu en gang. Måske var det blodet, der havde gjort ham bange for at få problemer på halsen.
Næppe havde hun tænkt tanken til ende, før lyden af knoer mod en trædør rungede gennem den dødsensstille kro, og Ophelia mærkede, hvordan både hun og Udlejeren i samme sekund frøs komisk på stedet som i en mere brutal form af legen stopdans. Bank-bank-bank... bank-bank... Med et særligt vederstyggeligt bandeord skrævede han henover hende, tungt pustende som altid, og hun hørte hans sko bevæge sig i en taktfast rytme imod, formodede hun, køkkenet. ,,Hvem i himlens navn..." Ophelia, hvis udmattede krop havde spændt hver en sene kampberedt i forberedelse på Udlejerens næste slag, der takket være denne mystiske nattegæst aldrig var blevet hende tildelt, kunne ikke komme på hvem der måtte tænkes at bruge bagindgangen midt om natten.
Hun rokkede manisk frem og tilbage et par sekunder, men fjernede så endelig armenes beskyttende bur om det hvidblonde hoved, eftersom at faren så ud til for en kort stund at have bevæget sig ud af lokalet. Hun spidsede de perlemorsfarvede læber og sugede anstrengt luften ned i lungerne, men så fik nysgerrigheden forudsigeligt nok fat i hende. Det var nemt for Ophelia at glemme alle sine angster og bekymringer, så snart de ikke var så tæt på længere, og med en koncentreret rynke på næsen trippede hun ud af værelset og satte tøvende kursen mod køkkenet, hvor Udlejeren var forsvundet ind, havde krydset gulvet og nu måtte have åbnet døren. Hun skulle bare have et glimt af sin redningsmand eller kvinde, og så ville hun flyve så langt væk herfra så hurtigt, vingerne ville bære hende.
Ophelias opspillede blå øjne fik øje på et par sorte laksko og en slank men ikke særlig høj krop, der dog var velklædt og stilfuld fra top til tå. Overrasket slikkede hendes blik videre op til et par smukke, brune øjne indkranset af dunkle krøller, og så fandt hendes hjerne langt om længe ud af at kode alle disse informationer sammen. Liam. Var han fulgt efter hende for at slå hende ihjel for alvor? Hun snappede panikslagent efter vejret og trådte et langt skridt bagud for at lade sig sluge af skyggerne og gøre sig så usynlig som muligt.
"Vi har lukket for natten, at du ved det," hørte Ophelia sin sengekammerat sige brysk. Hans stemme var lavmælt, fordi hun stod i den anden ende af køkkenet, men hun bad en stille bøn om, at han bare ville lukke og låse døren med det samme, før Liam fik en chance for at overmande ham. Men den velsignede, bløde lyd af en dør, der smeltede sammen med dørkarmen, nåede imidlertid aldrig hendes ører.

Nu hvor han tog sig lidt sammen, kunne han godt genkende den stank, der hang over omgivelserne. Det var den samme tunge fugtighed, som havde slikket sig om Ophelia da de først havde set hinanden, og det vakte en middelalderagtig stemning over stedet som om de rotter, der luskede rundt stadig bar pest. Det gav ingen mening. Hvorfor ville Ophelia have lyst til at bo her? Han så rundt på det gamle bindingsværk. Han brød sig ikke om at indrømme det, men Anthonys forfærdeligt urene bopæl i Logement var næsten i bedre stand et dette sted.
Oprørsk skulle han lige til at hæve sin hånd endnu engang for at gentage de karakteristiske slag med knorren, da han hørte at manden bevægede sig rundt inde i huset. Han fandt sig derfor tilrette op ad dørkarmen hvor han lænede den ene arm mageligt.
”Godaften,” sagde han i et meget muntert, meget feminint men også meget lavt tonefald, der gjorde, at den blide hvislen næsten blev overdøvet af den høje sus skabt af luften omkring døren udstødte da den blev svunget op. Han stirrede indover hans skulder og så et mørkelagt køkken. Hvor belejligt at han sådan kunne få tilberedt sin aftensmad. Hvad han også vidste, var at et sted dybere inde i et ukendte befandt Ophelia sig. Ved lyden af den voldelige mands stemme blev et smil hevet i vejret på begge sider af Liams ansigt. ”Ja det er jeg klar over.” Kroejeren brummede irriteret og skulle lige til at lukke døren i da Liam igen talte: ”Så er det godt solen snart er på vej op.” Hans mørke øjne fandt sig igen vej ind i rummet bag ham hvor han anede noget lyst. Som glinsende sølv i mørket.
”Hør her sønnike – du er svineheldig overhovedet at være i live. Folk der lusker rundt ved denne tid bliver let ofre for alle de skide cirkusvæsner, der er kommet hertil. Svineheldig, siger jeg dig,” knurrede han til Liam og strammede sin enorme hånd om dørens kant. Det var næsten ikke til at fatte at han havde kaldt ham for sønnike, så de obsidianfarvede øjne fandt kroejerens slørede og et smil krængede sig frem på Liams læber. Han for søgte at holde blikket så skarpt og koncentreret han kunne indtil den store mand gav efter og blev helt slap i skuldrene. Hans ansigt falmede også, hvilket gjorde at Liam ikke længere behøvede at se på de skuende øjne, der før havde været som sprækker.
”Det er en flot kro du har dig,” sagde han ligegyldigt og holdte blikket.
- ”Tak.” Hans stemme var mekanisk glat og totalt tonløst.
”Men jeg bryder mig ikke om folk, som slår på ting, der tilhører mig.”
- ”Javel.”
”Du ved godt, at jeg ikke vil gøre dig fortræd, ikke?”
- ”Jo.”
”Jamen hvorfor inviterer du mig så ikke indenfor?”
- ”Vil du komme indenfor, hr.?” Kroværten trådte til siden og glædeligt satte vampyren sin fod i køkkenet. Han flyttede blikket fra den store mand med en hvis væmmelse og efterlod ham bag sig hvor han stadig stod med øjnene tomme.

//Hvad der sker når udlejeren er kommet helt til sig selv er op til dig :D //

Hvad fanden foregik der dog mellem Liam og den mand, hun aldrig havde troet, hun skulle længes efter at blive alene med igen? Hvorfor lukkede han ikke bare døren i hovedet på den fremmede vampyr, der nær havde slået hende ihjel på en snusket pub få timer forinden og nu stod her og stirrede roligt ind i køkkenet? Ophelia stod for langt væk til at høre alle Liams ord helt tydeligt, men hun var dygtig til at læse folk ud fra deres kropssprog, og vantro betragtede hun sin Udlejer blive helt slap i lemmerne og se på Liam på en sådan måde, at man skulle tro, de netop havde erklæret hinanden deres ubrydelige kærlighed.
Ophelia var en gang før stødt på en kvindelig vampyr i Sankt Petersborg, dengang Petrograd, der havde besiddet den ubehagelige evne til at besnære og tryllebinde hvem end, hun lystede mod deres vilje. Fra denne afstand havde Liams bevægelser en uhyggeligt slående lighed med blodsugerens fra hendes minde, og ganske rigtigt fik han sekundet efter lov til at sætte sin fod indenfor på de kolde klinker. Den tanke slog ned i Ophelia, at Liam måske havde benyttet sig af dette feje kneb over for hende også allerede på den gamle legeplads og senere igen på værtshuset, og at det kun var derfor, hun havde ladet ham komme så tæt på, at han kunne lukke kæberne om hendes hals. Det var både skræmmende og sært forløsende på samme tid at tænke på, at hun måske havde været påvirket af en eller anden tryllekunst, han havde lært sig. Men et eneste blik på kroejerens tomme blik bag vampyren fortalte hende, at det ikke var tilfældet. Sandheden var den pinefulde kendsgerning, at hun havde været så barnligt naiv og så nemt et bytte hele vejen igennem, at Liam ikke engang havde behøvet at overveje det.
Hun havde ladet sig distrahere igen og tilladt Liam at nå flere skridt ind i lokalet, før hun endelig fik sendt besked til hjernen om at tage benene på nakken. Hun famlede blindt efter dørkarmen bag sig, altimens hun fra skyggerne betragtede truslen med sine blå øjne vidt opspillede af frygt, men da hun fandt den tøvede hun pludselig. En bestemt sætning fra Liams sensuelle mund havde nået hendes bevidsthed næsten helt tydeligt fra døren, og den blev ved at trække i hendes tanker: "... bryder mig ikke om folk, som slår på ting, der tilhører mig.” Hvis man så bort fra hans psykotiske ejerfornemmelser, havde sætningen ikke ligefrem indikeret, at han var kommet for at slå hende ihjel. Tværtimod. Hun kunne ikke gennemskue, hvorfor han ellers havde fundet på at aflægge hendes bopæl et hyggevisit som dette, men den nagende tanke var nok til at få hende til at trippe beklemt på stedet et øjeblik frem for at spæne over hals og hoved. Der var desuden også det faktum, at noget underligt var sket i hende, da hun forsøgte at vende ryggen til Liam. Det havde føltes helt umuligt, som om en usynlig lænke begrænsede hendes bevægelsesfrihed.
Tusind ting summede uoverskueligt i hendes hoved, og Liam så ud til at bevæge sig ulideligt langsomt imod hende samtidig. En skrabende lyd lød fra døren i den anden ende, men det fik hende bare til instinktivt at tage endnu et langt skridt bagud, så hun nu befandt sig midt i døråbningen. Hun så slet ikke omgivelserne mere, hun var kun i stand til at fordybe sig i Liams pupiller, som var sorte og, var hun sikker på, nemt kunne sluge hende helt. ,,Vær nu retfærdig, for Guds skyld," stønnede Ophelia og rev sig i håret på desperationens afgrund. Hun gik sært foroverbøjet som en kat klar til at springe. ,,Du lod mig gå før, du kan ikke være bekendt at..." En bevægelse i mørket afbrød hendes barnlige fabuleringer.
"Hvad var det i den enkle besked, du ikke forstod, dit gemene svin? Vi har lukket for natten," aldrig nogensinde før havde den ru stemme, der tilhørte Ophelias sengekammerat, forekommet hende så sød og melodisk som nu. Han, Udlejeren, var vågnet op til dåd, hans væsentligt mere klare blik at dømme, og havde lukket døren, og på en eller anden måde var han kommet meget tæt på dem meget hurtigt. Han viftede med hvad der i mørket lignede en stegepande, og hans grå øjne lyste en smule manisk. Så jog han fremad i retning af Liam, overraskende smidig som en kobra.

Han nød de sekunder med fred han fik, hvor han bare kunne se på konturen af en krop i mørket. I et skridt forsvandt den dybere ind i mørket, men Liam fulgte trop og kunne igen opsluge hendes krop. Hans læber skiltes i et let hånligt smil og med skuldrene rystende af en lav latter vendte han ansigtet op i loftet.
"Retfærdighed?" Hendes bøn morede ham. Forstod hun det ikke? Han så på sit gyldne armbåndsur. Hun skyldte stadig et liv, men hun havde åbenbart fundet sig en god afløser. Ikke at han var noget værd, bestemt ikke, men et liv var vel et liv, ligegyldigt hvor elendigt det så end måtte være. Han skulle lige til at belære hende om hvordan det var ham, der havde fået en flaske i hovedet og hvordan det var ham, der havde forladt baren, da den nu vågne krovært begyndte at flytte på sig. I anledning af Ophelias nærvær sendte han en lille bøn til vejrs om at ingen af dem ville forvise ham for huset, eftersom at det ville sende ham direkte ud gennem muren, om han selv ønskede det eller ej. Som en fodnote tilføjede han, at han virkelig håbede, at kroen ikke havde budget til at have investeret potter og pander af sølv.
"Hvad var det i min bered-dig-på-at-dø-besked, du ikke forstod?" rasede Liam efter kroejeren. Som alle andre blev han fyldt med kamplyst for at øge chancerne for overlevelse og kastede sig frem. Liam flyttede sig før den rødblondte kunne nå at ramme, eftersom at han vidste, at man tabte mest energi ved at misse et slag. Han kunne ligeså godt lade være med at gøre det nemt for denne massive stodder. "Åh nej, det fik jeg jo slet ikke fortalt dig om..." Han blev ved med at flytte sig hver gang en stegepande blev slynget i hans retning, men til sidst fik han nok og daskede den ud af grebet på ham, så snart han fik muligheden. Den fløj i en uhyggelig skarp streg hen ad rummet og kolliderede med væggen nærmest Ophelia. Liam bemærkede dog ikke noget, eftersom at hans opmærksomhed kun snoede sig om den store mand.
"Du står desværre i gæld til både mig og min kære Ophelia, er jeg bange for," sagde han flat og greb fat om manden bag fra. Han strammede sine arme op under hans og holdte ham nede på knæ. En blodåre så ud til at være ved at sprænge i skallen på ham, og med kæben sammenbidt presset frem udstødte han hvæsende lyde. Han spekulerede over hvad der nu skulle gøres. Som han havde forstået det, eller sådan som hans næse havde forstået det, så havde disse to skabninger altså på den ene eller anden måde haft kønslig omgang - øjensynligt mod hendes vilje. Liam snusede til hans svedige hovedbund og pludselig opstod der en idé i hans hjerne.
"Skal jeg voldtage ham?" Han så op på Ophelia og stirrede på den nye opsvumlede del. "I may seem small, but let me be honest with you..." han stoppede sig selv og så ned på manden igen. "Slå ham." I frygt for at hun ville komme med nogle guddommelige undskyldninger gravede Liam sin viden om kristenkundskab frem og sagde: "Frådseri... Ladhed... Griskhed... Hovmod... Vrede... og mon ikke også nydelsessyge."

Bang! Ophelia fór sammen som en kat med granatshock, idet en tung stegepande knaldede direkte mod væggen i en diagonal linje over hendes højre øre. Hun spændte i hele kroppen, røg ned på hug og krummede sig krampagtigt sammen med armene over hovedet. Da hun endelig vovede at se på de kæmpende igen, havde Liam tvunget Udlejeren ned i kræ og så intenst på hende. På indersiden af Ophelia var en heftig debat i gang, og alligevel blev hun konstant distraheret af en dunkende, pulserende åre i sin samlevers tinding og måden, hvorpå det sparsomme lys fra vinduerne ramte Liams krøller. Hvis hun forstod det ret, for en gangs skyld denne aften, var blodsugeren kommet her for at forsvare hendes liv frem for at tage det. Så i princippet, formanede hun sig selv, altimens hun tøvende rejste sig op ved at vippe på fodballerne og bevægede sig imod de to eneste andre personer i lokalet, havde hun intet at frygte for sit eget liv. Men hvad med det uskyldige menneske, der lige nu sad transvedende i Liams faste greb?
Og så strejfede den grusomme tanke hende, om han virkelig var så uskyldig endda. Hendes øje og øjenbrynet gjorde stadigvæk ondt som ind i helvede, og hun vidste, at den ene halvdel af hendes ansigt måtte være en smule hævet. Hun genkaldte sig fornemmelsen af alle de slag og bid, han havde tildelt hende, og især genkaldte hun sig følelsen af hans krop, våd af sved, der pumpede løs oven på hendes nat efter nat efter nat, så hun bagefter kunne falde i søvn i en seng i stedet for at skulle finde et andet sted og muligvis ende op på skumle legepladser i selskab med vampyrer. Alligevel ønskede hun ikke hverken at slå ham, eller at Liam skulle gøre alvor af sine ord om en langt mere brutal behandling, der ville involvere, at Ophelias sengekammerat for alvor gik ned på alle fire.
,,Nyet, Liam..." protesterede hun, men tabte tråden, da han begyndte at liste dødssynd efter dødssynd op, og de i hendes hoved langsomt forbandt sig med billeder. Frådseri: hun så for sig, hvordan han altid tog de saftigste stykker kød fra køkkenet til sig selv og gemte dem, så han ofte om natten kunne liste ned og mæske sig. Ladhed: hun så for sig, hvordan han altid stod sidst op og derefter klagede over, hvor hårdt han måtte slide i det, selvom alt han i realiteten gjorde var at betragte stuepigerne støve af i de fornærmende korte kjoler fra hans lænestol hele dagen. Griskhed: hun hørte ham fortælle kokken, at daggammelt kød ikke skulle smides ud, fordi det var for dyrt og gæsterne alligevel ikke kunne smage forskel, hvorefter han selv gik i byen og kastede om sig med penge til rigelige mængder af sprut. Hovmod: hun genkaldte sig hans fornedrende ord en sen nattetime, hvor han fortalte hende, at hun uden ham og hans forbindelser, penge og magt ville være mindre end et nul, ligesom det var tilfældet med hans ansatte. Vrede: hun behøvede blot at blinke med øjet og mærke den skarpe smerte. Og nydelsessyge...
Ophelia tog tre lange skridt, spidsede læberne og hev besværligt efter vejret, og så plantede hun effektivt sin marmorhvide håndryg i flæsket på hans kinder. Hun fortalte sig selv, at hvis hun ikke havde gjort det, ville Udlejeren have været overladt til Liams form for afstraffelse, men en lille stemme i hendes omtågede hoved mindede hende med en snerren om, hvor godt det havde føltes endelig at være den, der straffede. Hun så rådvildt på Liam, som om hun forventede, at han ville fortælle hende, hvad der nu skulle gøres. På en gang håbede hun, at han ville slippe den store mand uden videre skader, og samtidig frygtede en lille, uvant sadistisk del af hende at lade ham gå uden at have forstået sin lærerstreg. Grundigt. ,,Jeg er sindssyg," mumlede hun og rev sig i håret.

//OoG: Jeg beklager den massive længde. Tager afsted til Berlin i morgen i nogle dage, så får først mulighed for at svare igen, når jeg er blevet installeret i et sommerhus i Jylland et sted med de gamle. Ha' en dejlig Påskeferie//

Uden at kategorisere hvilket sprog hun talte vidste han hvad det betød. Om hun så havde sagt "pony", så stank hendes toneleje af hvad hendes holdning var til omstændighederne. Han hørte et mentalt 'klik' og hans hjerne slog over i sin russiske ordbog. Det var faktisk lidt frækt når hun sådan snakkede det komplicerede sprog, men som Liam opfattede det, så skete det kun når hun var bange. Når hun var bange, vred og svag og han begyndte langsomt at danne sig et billede af hvor meget russisk hun ikke måtte have snakket igennem årene så længe hun var i nærheden af det bæst, som Liam holdt i sine arme.
Han lagde med et kærligt smil sit ansigt tæt på kroejerens og nappede til hans øreflip. "Da, Ophelia," dvælede han som en killing og lod sin tunge kærtegne hans fedtede tinding hvor en blodåre på størrelse med en pyton pumpede løs. Hvis hun ikke snart gjorde hvad han bad om, så ville han blive nød til at voldtage sjælen ud af manden. Liam pressede sig ind mod hans svedige ryg og holdte ham nydeligt frem, da han bemærkede hvordan logikken spillede i Ophelias smukke blå øjne. Hun var klar til at bekæmpe sine indre dæmoner, og hvor var det smukt. Et simrende rus strømmede over ham da hun hørte hvordan slaget gav genlyd i natten og han åbnede munden vildt op. Måden den store mand vred sig i hans favn grundet den 'uretfærdige behandling' gjorde at Liam måtte beherske sig for ikke at blotte sine tænder.
"Det var ét - så er der kun 6 igen," sagde han og klemte til om stodderens arme. Han mærkede hvordan den ene arm blev underlig slatten og det efterfølgende brøl fik Liam til at vrænge på næsen. "Hov," sagde han lavmælt og konstaterede at skulderen måske var gået af led. "Ti stille, det var for at kalde mig sønnike!" Han kastede hurtigt bolden videre til mennesket for at rense sin ikke eksisterende samvittighed og flyttede sit blik mod Ophelia da han fablede om hvor sindssyg hun var blevet. "Nej, du er ved at blive genfødt. 6 synder endnu..." Hun troede måske at genfødslen skete da hun blev sendt tilbage i skærsilden af Gud, men næh nej, så hjælpsom var den skæggede nisse ikke, og det havde han aldrig være. Man måtte selv finde styrken til at blive genfødt, man kunne ikke få det hele serveret på et sølvfad.

Det skete alt sammen meget hurtigt, alt for hurtigt, for Otis O'brennen denne aften. Lydene flød sammen men farverne for hans snævre øjne, og han kunne slet ikke forstå at så lille og ynkelig en krop som den, der tilhørte mandslingen over ham, kunne have så stor styrke. Han svedte som et svin, der langsomt blev vendt over ilden på et spyd, og han vidste, at han i dette øjeblik blev straffet af Gud og ikke ville slippe levende ud af sit eget hjem. Ophelia kendte jo den mørklødede skidespræller, ja de snakkede endda russisk sammen! Otis spyttede i foragt. Den lille tøjte vidste udmærket, at han ikke forstod og hadede det beskidte sprog, medmindre, altså, når hun stønnede det højt om natten i hans seng.
Han mærkede først kulden, da bastarden over ham bed i hans øreflip. Otis nåede dog ikke at grunde yderligere over hvilken form for sindssyg sexforbryder, han blev holdt fast af, da en brændende varme pludselig bredte sig over hans kind som perfekt og pludselig kontrast til kulden. Han fattede sig, og da gik det op for ham, at det var Ophelia, der havde slået ham. Det var altså takken for at tage det grimme pigebarn under sit tag og give hende mad og en varm seng at sove i! En enorm følelse af uretfærdighed skyllede gennem hans knogler, og han skulle netop til at åbne munden og sætte dem begge to godt og grundigt på plads, da et umærkeligt knæk gav genlyd mod kaklerne på køkkengulvet, og hans kødfulde arm så let som ingen ting gik af led under den krølhårede psykopats jerngreb.
Otis O'brennen skreg højere, end han nogensinde havde gjort det i sit liv. Det gjorde ondt, selvfølgelig, men angsten fik hans hyl til at stige til uanede højder. Små blodkar sprang i hans øjne, men han stoppede først sit brøl, da Ophelia endnu en gang trådte frem imod ham på den fremmedes kommando. Så lukkede han blot øjnene og klynkede som et spædbarn, ynkeligt og grimt og alt for hjælpeløst.

Hun hørte Udlejerens brøl og blev først helt forskrækket og fyldt med den irrationelle og instinktive trang til at hjælpe det sårede menneske foran hende. Hvordan kunne hendes ene lussing få en fuldvoksen mand til at hyle så højt og hysterisk som en kvinde? Så fik hun øje på den unaturlige vinkel, hans arm hang i, og et enkelt blik på Liams benede fingre fik det til at dæmre for Ophelia.
Hun blev et øjeblik distraheret af de hænder. Fascineret lod hun sit isblå blik slikke over knoerne og rundt om fingrenes krumning ned til spidsen, der borede sig smertefuldt ned i menneskets kødfulde arm og lukkede blodtilførslen. Så gik det op for hende for alvor, hvad Liam var i stand til at gøre, og med en hovedrysten som en hund med vand i ørerne indså hun, at det var tid til at handle, før blodsugeren selv tog affære og brækkede alle knoglerne i kroppen på ham. Eller voldtog ham foran hende.
Med et syrligt blik på Udlejeren, som var han noget yderst ulækkert under hendes foretrukne støvler af ruskind, trådte hun frem og hævede armen igen. Krysteren lukkede omgående sine øjne og gav op, og et øjeblik fyldtes hun med en sjælden bitterhed over, at hun havde været underlagt denne svage personage så længe. Hendes hånd ramte hans læbe på den helt rigtige måde, så det sprukne skind sprak og blod piblede frem.
,,A'deen." Hun holdt en enkelt finger i vejret. Så slog hun ham igen og holdt to fingre op. ,,Dva." Hun fortsatte med at slå og tælle, tælle og slå, indtil hun knyttede næven ved det sidste slag og ramte ham så hårdt i tindingen, at hun mærkede tommelfingerknoglen splintres. Hun havde aldrig kunnet finde ud af at slå på den rigtige måde. Udlejerens ubarberede hoved sejlede rundt, og øjnene kæmpede et øjeblik for at fokusere, før de lukkede. Han trak stadigvæk vejret, men hans åndedræt var lange og rallende, og blod dryppede fra hans hage og det højre næsebor.
Hun havde fået ham til at bøde for Liams resterende seks dødssynder, og udmattet sank hun sammen på gulvet i en siddende position for Liams fødder, hvor hun bemærkede, at hans sorte, blankpudsede sko var blodstænkede. Det ærgrerede hende af en eller anden grund. Skyldfølelsen kom snigende og blandede sig med den vidunderlige lykkefølelse, slagene havde givet hende, og sammen dansede de to en indviklet tango i hendes indre.
,,Genfødsel min bagtilsiddende legemsdel..." mumlede hun næsten uhørligt og gloede mørkt på Liam. Hun bebrejdede ham for det, der lige var sket i dette køkken, hvor hun havde tilbragt næsten fire år. Hun bebrejdede ham, fordi at smerten ved at bebrejde sig selv langt overgik smerterne fra splintrede knogler, slag over øjet eller endda en psykotisk men vanvittigt smuk vampyrs tænder boret langt ned i kødet.

Liam følte at der til sidst kom en smuk rytme ud af det. Hele rummet skreg. Det lød som en russisk march og trak ham tilbage gennem historien. Det tændte ham. At sidde med raketterne flyvende over hovedet og med døde kroppe over det hele. At kunne se hvordan menneskerne slagtede hinanden i meningsløs kamp og... Liam strammede grebet ved slaget 4 og pressede sig ind mod kroejerens bagtilsiddende legemsdel (lol).
Han kunne mærke hvordan mandens puls steg i raseri, men så langsomt begyndte at falde. Havde hun virkelig tæsket ham ud af kontrol? Liam pressede sit ansigt mod den svedige nakke og hørte sig selv udstøde en sær lyd. Han ville gerne bare forsvare sig med at det bare var et grynt, men kunne nok ikke komme udenom stønnets sandhed.
"Oh Ophelia..." Lugten af blod. Det sitrede i hans fingre. Det sitrede i hans mundvig. "Oh Ophelia...." Liam lod sin venstre hånd glide højre om Otis' hoved, tvang ham til at blotte struben og lod sig opsluge af dybet. Hvad han havde forventet skulle blive et bad af eufori forvandlede sig til det rene helvede. Tanken om at denne drukkenbolt havde levet livet på sin helt egen, beskidte måde havde slet ikke krydset ham. For fanden. Han følte sig som et lille barn der havde sat sine håndflader på en brændende varmeplade fordi ingen mor havde sagt "av av". Han mærkede hvordan han skød sine skuldre op om ørene, krympede sig en smule og blodet, der skvulpede over hans læber. Da han drak havde det været rødt, men da det igen kom ud i friheden havde det fået sig en næsten sort farve. Det lignede mænadeblod, og det gjorde ham bare endnu mere dårlig. Skide grækere. Skide alkoholikere. Liam brølede. Hvis nogen spurgte ham hvorfor, ville han ikke være i stand til at svare. Han var rasende over igen at blive nægtet blod og derfor bed han igen. Ikke for at drikke, men for at dræbe. Han bed fast og rev til, skubbede kroppen ned i gulvet og satte sig overskrævs på ham. Blodet piplede i små stød, det lød næsten som om han prøvede at hviske noget, men Liam var ligeglad.
"Du hjælper ikke til, du ér bare til!" skrålede han og vred op i den arm, der ellers havde det storartet. Lyden af en knogle der brækkede, hud der blevet revet af hud og blod, der dryppede mod gulvet kærtegnede hans øregang. Følelsen af at pakke gaver op ramte ham. Hans fingre sitrede efter at finde et nyt sted at give sig til at grave. Unødvendigt lod han den ene hånd presse sine fingre ned mellem hans ribben. Efterfølgende gav han den anden arm samme opmærksomhed og med et dyrisk blik i øjnene glemte han næsten Ophelias tilstedeværelse. "Svineheldig... Svineheldig, siger jeg dig," citerede han prustende og rejste sig op. Han var kun forpustet fordi det var hvad folk ville forvente af ham, men da han kom i tanke om det manglende publikum valgte han at slappe af i sine skuldre og droppe menneske-legen. Han stirrede ned på den lemlæstede tingest der svinede de allerede beskidte omgivelser til med sin urenhed. Hvis ikke Ophelia havde været til stede med sin euforiserende duft ville han ikke kunne holde ud at være i lokalet. Mageligt sørgede han for at lade sin ene fod glide langs gulvet mellem de livløse ben og bore sig op i bæstet der havde livet der. Hastigt bukkede han ned, stak sine fingre ind i det fine hul hans tænder havde lavet i hans hals som var det dagligdagsarbejde og skilte hovedet fra resten af kroppen. Han spekulerede over hvad han skulle gøre ved det, men valgte blot at kaste det over i en af køkkenets gryder. Som en venlig hilsen til den kok der end måtte arbejde der.
"Jeg beklager min tilstand," sagde Liam tonløst og tørrede modstræbende sine hænder i sit tøj. Han stirrede igen ned på tingesten, og beklagede ikke hans tilstand. Han satte sig ved Ophelias side, og gloede ud på sit værk. Han følte sig klog nok til ikke at lægge sine arme trøstende om hende. Men måske det netop var det, en engel havde brug for? Han gav sig et mentalt dask over hovedet for at tænke på andres behov og skød kæben frem. Han sad bare og betragtede med sine ben strakt ud for sig, krydset over hinanden og hænderne sat i gulvet bag sig som støtte. Han mærkede noget vibrere i sine bukser og et smil struttede frem. Han trak benene til sig og satte sig i en stilling så han ikke behøvede støtten fra sine arme og fiskede den grimme lille telefon frem. Det var en af de dersens klaptelefoner, og med tiden var han begyndt at syntes ret godt om den. Adrian og ham havde desuden brugt mange timer på at se hvem der kunne skrive hurtigst på de små taster, og på grund af Liams overlegene alder løb han altid med sejren. Det var den dejlige ting ved at dele hus med en yngre - man havde førsteret til alt. Lyset fra den lille sag var skarpt, og gjorde hans ansigt mere blegt end det burde være.
Afsender: Adrian
modtaget: kl. 04:26
"Alle børnene løb ud fra den brændende skole, undtagen Kamilla, hun blev bollet hårdt i røven af en gorilla. Hvornår kommer du hjem?"
Liam lagde hovedet bagover i en lydløs latter, stak en næve i munden på sig selv og lod sine skuldre ryste glæden ud. Han følte sig menneskelig ved at sidde og fnise sådan, men fordi han gjorde det efter at han lemlæstet en anden mand mindede ham om hvad han i virkeligheden var.

Det var den dumpe lyd af Udlejerens hoved, der landede med perfekt og uhyggelig præcision i en gryde efterfulgt af et metallisk ekko, der fik Ophelia til at skrige og flytte på sig. Bortset fra, at hun slet ikke på nogen mulig måde var i stand til at skrige mere. Og der var jo også Liams sarte ører at tage hensyn til, kom hun i tanke om med et lille fnys. Han var så dyrisk, så frygteligt skræmmende i dette øjeblik, at den gammelkendte følelse af, at hun kun levede og åndede – billedligt talt - for at tilfredsstille ham, blussede op i hende igen på fuld styrke. Hendes hals udstødte en grotesk, gurglende lyd, idet hendes blå øjne langsomt kom til syne fra sit skjul under hendes arme.
Hun havde kujonagtigt og barnligt set væk, da Liam havde indtaget Otis' blod for derefter at kaste det op igen i en kaskade af mørkt slim på et allerede tilsølet gulv. Hun havde siddet som forstenet og nynnet nationalmelodien, imens lyden af lemmer, der blev skilt fra kroppen, rikochetterende mod væggene og gulvet og tilbage direkte ind i hendes glatte, alabasterhvide øregang. Men da det gik op for hende, at den blodige klump på gulvet nu var ganske hovedløs, følte hun sig pludselig som en hypnotiseret, der ikke var i stand til at slide sit blik derfra, og højst sandsynligt bare ville brække nakken, hvis hun forsøgte.
Hun opfattede alle bevægelser meget senere, end de forløb i dette øjeblik, og det var først, da Liam allerede havde sat ved hendes side, som om det var den mest naturlige ting i verden, at hun opdagede, at han havde flyttet på sig. Hun havde for mange spekulationer i hovedet, tanker i form af vildfarne, blinde møl på indersiden af kraniet, og hendes hjerne havde altid fungeret sådan, at den i situationer som denne begyndte at køre på nødbatteri og kun kunne fokusere på en ting ad gangen. Lige nu havde hun for travlt med at vænne sig til tanken om, at hun var fri og nu også hjemløs, til også at rumme en frygt for vampyren, der var skyld i det. Hun hørte ham ævle om sin tilstand, men selv dækket af blod og opkast var han skræmmende og forbandet sexet, nøjagtigt som han havde været før.
Hun havde levet her så længe, at hun ikke længere kunne forestille sig, at man kunne befinde sig anderledes. Ophelia, der på mange måder var et stort barn, havde altid haft det svært med forandringer, og i øjeblikket hadede hun Liam for at bringe dette over hende. Men en følelse blandede sig med dette had, en modstridende følelse, der forrådte hendes fornuft ved at minde om taknemmelighed. Hun kunne tage hvorhen, hun ville nu, snakke med hvem, hun lystede, kysse folk, fordi hun havde lyst, og ikke fordi, at hun var tvunget.
En svag vibration flåede hende ud af tankerne. Liam havde åbnet telefonen, før hun overhoved havde registreret dens eksistens, og et øjeblik efter betragtede hun hans krop opføre sig, som om latter rislede igennem den. Instinktivt, drevet af den fandenindvoldske nysgerrighed der ikke ejede fornemmelse for tid og sted, lænede hun sig ind over hans skulder for at læse med. Det hvide hår slikkede mod hans skulder. Hvis han blev sur over denne invasion af sit privatliv, måtte han jo elegant sørge for at lade hendes hoved holde Otis’ med selskab i en mugbegroet gryde, og hun ville ærlig talt være ligeglad. Hendes øjne skimmede beskeden fra en ukendt Adrian, og pludselig flakkede en snert af liv over dem. Hun udstødte et tørt bjæf, der med lidt god vilje kunne tolkes som en latter. ,,Modent," kommenterede hun flat, og følte sig lidt som Ophelia igen.
Hun var sindssyg, Liam var sindssyg, denne Adrian var - uden tvivl - skingrende sindssyg. Hvorfor kæmpe imod sine modstridende impulser længere? Udmattet lod hun hovedet, der stadigvæk svævede over Liams telefon, hvis ikke han altså havde flyttet sig for hurtigt for hendes sanser at opfange det endnu, dumpe tungt ned på hans skulder. Det passede så sært i hulningen mellem skulderbladet og hans hoved. ,,Du har gjort mig hjemløs, mudak," tonelejet var roligt og afklaret, selvom hun lige havde kaldt ham en bastard.

En duft nåede Liams næsebor, og hans syn opfangede de smukke lokker af blegt hår. Han følte sig fristet til at gribe ud efter dem, og gøre dem til hans ejendom, men han vidste at han ikke kunne. Han havde givet hende sit ord, han ville kun røre hende hvis hun gav lov. Det vil sige, hvis hun rørte ved ham, hvis hun bad om at dø eller hvis hun direkte - eller indirekte - sagde "Rør ved mig". Han lod sine døde organer blive fyldt med hendes duft, og han satte begge sine tomler på telefonens lille tastatur. Uden at tænke videre over det, valgte han ikke at kommentere hendes bemærkning om hvor moden var, eller ikke var. Han havde levet tre gange så længe som hende, hvad vidste hun om alderdom? Han ville gerne skrive svar til Adrian, men så stod det klart for ham hvor beskidte hans negle var blevet. Det var jo ligesom med små børn, der havde været ude og lege i mudder. Hvis det havde været Ophelias blod ville han blot have spist sine fingre for at sikre sig at intet af hendes blod gik til spilde, men dette var jo snavs, og skulle på ingen måde nær hans læber igen.
Fra det ene sekund til det andet lod han sin tommelfingre glide over tasterne og stirrede på sit færdige værk:
Modtager: Adrian
Sendt: kl. 04:27
"Ved slaget tolv, min gode fe."
Oversat ville det betyde at Adrian skulle blande sig uden om og lade være med at bekymre sig hvad Liam lavede på denne tid af døgnet. Han kunne kravle tidligt i kisten, hvis det var det han ville, ligegyldigt hvad måtte det blive alene.
Liam stirrede ned på hoved, der dinglede ved hans skulder og vrikkede let med fødderne. Han var lige ved at spjætte da det gik op for ham at hun rørte ved ham. Det brusede i ham. Hun hvilede sit hoved mod hans skulder? Hvor var det sødt, det mindede ham næsten om en klichefyldt film han havde set i London. Hendes ord kom bag på ham. Normalt ville folk lyde en smule mere oprevet når de højt kunne konstatere at de var blevet hjemløse, fordi deres sjofle udlejer var blevet revet i stumper og stykker. Han klukkede svagt over sit nye kælenavn, var ikke helt sikker på hvad det betød, men vidste at det ikke var helt så kærligt, som han ellers kunne have håbet på.
"Måske," svarede han og trak forsigtigt med den ene skulder. Hun kunne jo bare holde kroen lukket, så havde hun da tag over hovedet i et par dage indtil folk begyndte at fatte mistanke til hvad der var sket omme i køkkenet. Han skulle nok gøre rent efter sig, men det måtte blive en anden nat. Så kunne hun fortælle folk at udlejeren havde taget på verdensomrejse. Liam lagde hovedet bagover og forestillede sig et legeme på hvert kontinent. Europa kunne få hovedet og USA straffes med hans sørgelige eksemplar af manddom. Han stak sin telefon i brystlommen, så ned på hende ud af øjenkrogen og valgte at følge sine instinkter. En snavset hånd, der havde en kraftig duft af rust flyttede sig op mod hendes hage, som han langsomt løftede op i for at få sine skulder fri, men også for at få hende i nøjere øjesyn. Hun var smuk, ingen tvivl om det, og det skyldes ikke kun den ophøjede aura, der hang om hende. Render under hendes øjne markerede hendes ansigt og viste hendes holdning til livet. Det bragte en smil frem på Liams læber. Han lod sit kølige åndedrag nærme sig hendes og herfra forsatte han med at betragte hende. "Vil du kysse mig?" Hendes skønhed gav Liam en trang til at opføre sig blidt som et lam. Hun var anderledes. Meget anderledes, og særdeles kostbar, og med hendes seneste fortid kunne han ikke nænne at tvinge hende til en hel masse. Han ville underkaste sig, bare den ene gang.

Englen skulle lige til at gøre vrøvl, da Liam tvang hende til at flytte sit tunge hoved fra det varme - okay, måske ikke varme - og trygge hulrum ved hans hals. Hun var så udmattet, men kroppen var ikke fysisk træt. Hendes hjerne, derimod, føltes som tyggegummi, efter at det var blevet straffet brutalt mellem en kontorsekretærs kæber i halvanden time. Desuden lugtede han af blod, metallisk og frastødende, og hans mørkebrune, næsten sorte øjne var så dybe og intense, som de stirrede direkte og nådesløst ind i hendes klare blå, at hun følte det, som om de mørke pupiller kunne sluge hende med hud og hår og navlefnug hvert øjeblik, det skulle være, som et sort ormehul et sted i intetheden.
Hun holdt blikket, indtil hans læber formede en bøn, der var lang tid om at sive ind og sætte sig fast. Pudsigt, tænkte hun flygtigt, hvornår mon Liam var begyndt at spørge om lov? Hun rettede øjnene mod sine egne bare tæer, der så ud som om, at de havde taget fodbad i blod, uden helt at vide hvorfor. Om det var nervøsitet, der netop nu lod til at slå rod i hendes maveregion og langsomt kravle op for at sætte sig som en klump bomuld i halsen, var Ophelia ikke sikker på, men det varede lidt, før hun huskede på, at han afventede et svar. Det var uvant rent faktisk at have et valg og befinde sig i Liams selskab på samme tid. Så var hun jo tvunget til at tænke selv.
Var de blodtilsølede omstændigheder passende til at kysse Liam? Nej. Havde hun lyst til at kysse Liam? Bestemt. Burde hun stoppe med at overanalysere alting? Afgjort. Hun gav overkroppen besked på at læne sig fremad, og læberne besked på at forme sig om Liams, først prøvende og derefter langt mere intenst, end hun havde forestillet sig. Det slog hende, at hun måske ikke var så udmattet, når det kom til stykket.
Tanken fik hende til at smile forbløffet og derved afbryde deres kys igen i en brøkdel af et sekund. Hun kunne endnu smage hans unaturligt kolde ånde på sin mund, og en nysgerrig rynke tonede sig frem på Ophelias næse. Hun havde næsten forventet, at den var lun som hos et menneske, hvad der set i bakspejlet jo var fuldkommen absurd. Fascinationen strømmede igennem hende sammen med viljen til at udforske hver en centimeter af hele Liams kolde, døde krop, hvor bizart det end måtte lyde. Med dette i baghovedet vristede hun sig helt fri af hans greb om hendes hage, så det blev nemmere at rykke så tæt på Liam, at hun kunne tælle hvert af hans mørke øjenvippehår, hvis hun ville.
Hun løftede en bleg hånd og lod den dristigt og legende udforske Liams nakke og hans muskuløse, lidt benede skuldre. Hans hud var af en skiftevis glat og klistret våd struktur på grund af blodet, men hun lod sig ikke mærke med det, idet hun en smule for ivrigt omfavnede hans læber med sine egne for anden gang. Hun regnede med, at dette var et acceptabelt svar på hans spørgsmål.

Liam gloede tilbage i hendes øjne. Han forsøgte at gøre op med sig selv hvad han forventede af hende. Af en eller anden uretfærdig grund virkede glamour ikke på hende, hvis det havde gjort, så var de nok også nærmere endt op i en eller anden sandkasse på legepladsen, nøgne og dyriske. Ophelias væsen tvang Liam til at gå langsomt frem, og jo mere han tænkte over det, jo mere havde han egentlig lyst til at det også skulle være sådan. Medlidenhed var ikke en del af hans natur, men alligevel følte han en trang for at stille hendes behov på en måde, der tog afstand fra hvad hun måske var van til.
Hun var en smule blodig, men dette syntes Liam nu ganske godt om. Som regel skulle alt helst være så rent som muligt, men nu hvor omgivelserne også var blevet malet røde, så virkede det så naturligt at de sad der, stinkende af jern og med røde strøg. Hendes læber var så røde at han ikke kunne lade være med at forestille sig smagen af hendes blod da de mødtes. I øjeblikke som disse ville han ønske at han samtidig kunne være tilskuer. Hendes berøring gav ham en fornemmelse af, at det de delte var noget smukt. Af en art. Skønheden og udyret, brygget sammen i en avanceret ballet, der pludselig blev afbrudt. Hendes hage frigjorde sig fra hans hånd, en hånd som bare hang ud i luften i nogle sekunder, nøjagtigt hvor den var blevet efterladt. Han sad bare helt stille, naglet til stedet, naglet til øjeblikket og de sekunder, der nægtede at passere forbi.
Liam mærkede hendes smalle fingre samle sig om hans nakke og da hun vovede at genoptage deres kys løb en forbløffende følelse af stolthed igennem hans brystkasse. Han holdte stædigt fast i sin umenneskelighed og undgik derved at smile under deres kys mens han lod sin svævende hånd finde sig til rette på hendes glatte læg. Han genkaldte sig synet af hendes vinrøde kjole bag sine lukkede øjenlåg og forsatte med at stryge hendes glatte hud frem og tilbage med de bløde fingerspidser.
Med den hånd der ikke var travlt beskæftiget, tog han forsigtigt fat om hendes ene (hvilke en af dem det er, er op til dig selv) og trykkede let til. Så han havde altså hørt rigtigt, for der var altså et eller andet galt med knoglen i hendes tommel. Han stod splittet mellem seksuel lyst til bare at ignorere det og forsætte deres lille leg, og det at skulle handle omsorgsfuldt. Han bremsede deres kys og de hypnotiserende bevægelser mod hendes ben ophørte og han placerede i stedet sin håndflade et sted på hendes ben med de yderste led oppe under kanten af hendes kjole. Med en lille lyd - som han faktisk ikke vidste om andre også kunne høre - blottede han sine tænder og bed sammen. Han lod et lille stykke af sin underlæbe komme i klemme mellem de sylespidse tænder og mens hånden gled længere op under hendes kjole genoptog han deres kys i håb om at et par dråber var nok til at heale skaden.

En skarp smerte fik en skælven til at ryste Ophelias krop, da Liam lagde pres på hendes højre hånd, men hun var med det samme for distraheret til virkelig at mærke det rigtigt. Med dyb fascination betragtede hun Liams skarpe tænder synke dybt ned i hans egen, blege underlæbe, hvorefter der gik hul på overfladen og en dråbe klart, mørkerødt blod tappert kæmpede sig vej frem. Før den fik lov at falde, genoptog han kysset, og hun overgav sig villigt præcis som før. Hendes blå øjne flakkede hen over hans ansigt og blikket slikkede langsomt hen af kurven, som næsen formede, og hans marmorlignende læber.
Ophelia kunne genkende smagen af hans blod med det samme, og lige så grænseoverskridende, som det havde været første gang, så vidunderligt var det nu at føle det på sin tunge igen. Hun kom næsten til at le, da den kendsgerning ramte hende hårdt i baghovedet, at det blot var få timer siden, at hun havde indtaget de søde dråber på en skummel legeplads i bare tæer første gang. Tanken fik hende, af en eller anden upraktisk grund, til at slå blikket ned mod sine fødder. Det lignede, at hun havde taget fodbad i rød maling, bortset fra, at det jo i realiteten var noget langt værre end maling, der plastrede gulvet, væggene og Liams kostbare skjorte til denne nat. Et øjeblik fik hun kvalme over sig selv og hele den tilsølede situation.
Smerten fra tommelfingeren, der hele tiden havde været bagest i hendes bevidsthed, forsvandt helt efter få, dyrebare sekunder, og alle sanser blev pludselig vækket og styrket og skærpet. Hun rystede på hovedet for at få sit eget hår væk og af vejen for ansigtet og halsen, som hun af en eller anden grund vidste ville glinse af sved på nuværende tidspunkt, hvis hun havde været et menneske. Liams hånd, der udfordrende var forsvundet op et sted under det bordeauxfarvede stof, føltes pludselig glohed og så intens, at den lige så godt kunne have været sunket gennem hendes hud som smør og strøget mod selve knoglen.  
Overvældet tog hun med den nu næsten helbredte højre hånd et sikkert greb om en håndfuld af hans blanke krøller og lænede sig langt ind over hans krop. Forsigtigt lod hun sin spidse tunge glide over hans underlæbe med et desperat, brændende ønske om ikke at lade en eneste dråbe blive tilbage på hans mund. Ulideligt forsigtigt lukkede hun sine egne, regelmæssige tænder sammen om det bløde skind for at tvinge en dråbe mere frem i lyset, samtidig med at den venstre hånd kravlede op under hans trøje og plantede sig et sted på hans muskuløse brystkasse, lige omtrent der, hvor hjertet ville have banket hurtigt og vådt, hvis Liam havde været i live.
Det krævede foruroligende stærk viljestyrke, erfarede Ophelia kort efter, at bevæge sig væk fra hullet i læben igen, meget mere end det havde krævet første gang, sådan at det blev muligt at lade tungen gå på opdagelse dybere inde. Små elektriske stød susede rundt i alle blodbaner og fik hende næsten til at vibrere, da hun borede neglene ned i den bløde hud under sine fingre, som om hun havde tænkt sig at hage sig fast til Liams spinkle krop for evigt.

Måden hvorpå hun desperat forsøgte at suge hver en dråbe til sig gjorde deres kys en del mere intenst. Han var udmærket klar over hvilke tanker og følelser det fik til at pulsere rundt i hendes krop, og det fik Liam til at føle, at han måske havde gjort en god gerning. Eller han kunne i det mindste gøre op med sig selv, at han gjorde noget, der var til gavn for både ham selv, men også en anden. Han gjorde aldrig rigtig noget uden en bagtanke, der førte til sit eget bedste, men det var mest fordi han ikke længere forstod sig på romantik. Det der med at købe blomster eller små kort. Det var mere end tusind år siden at han havde oplevet skønheden ved blomster, på samme måde som Ophelia og hendes slags oplevede dem på. Dengang var de heller ikke en værdivare, men noget man bare kunne gå ud og plukke selv i den frie natur. Så Liam gav vel enkelte dråber af sit blod i stedet for store buketter blomster. Menneskemænd gav jo også kun blomster for at få sex, og Liam... tjah.
Da hun satte sine blide tænder mod hans sarte mærkede han hvordan hullet langsomt lappede sig sammen igen, og lukkede fuldstændigt af for såret. Hendes greb om hans hår fik hans højre hånd til at stramme sig grådigt om hendes glatte lår og med sin frie hånd. Tydeligt kunne han mærke hendes bevæge sig om under de plettede tekstiler, og han skulle lige til at bede hende om at tage den af fordi han følte sig beskidt, da hun borede neglene i ham. Det var nok i virkeligheden hvad han havde ønsket allermest af hende. Dette erotiske angreb fra hendes side satte en mindre kædereaktion i gang. Hans hånd, der før havde støttet om hendes glatte nakke, drev ned over hendes ene bryst og pressede sig om siden på hende, så den kunne finde sig til rette på ryggen hvor kjolen fornemt var hægtet sammen.
Han talte russisk som en 6-årige, men det fortalte kun om mængden af ord han kunne, ikke hvad ordene bestod af. En 6-årige ville aldrig tale af samme ordforråd som ham. "Ti menya... vozbujdaesh," betroede han hende med en stemme, der måtte få isen på antarktisk til at føle sig stærkt underlegen, og genoptog deres kys. Kædereaktionen forsatte og Liam lod den anden hånd skyde længere op under kjolen langs låret, indtil den nåede op til det nye lag tekstil som hans fingre hægtede sig fast på. Han trak en anelse, men stoppede til gengæld deres kys. Han måtte simpelthen lære at beherske sig, specielt når netop dét havde været planen. At han for en gangs skyld skulle lade sig 'underkaste' eller hvad fanden, men nu vidste Ophelia i det mindst hvor hun havde ham og hun behøvede kun at rykke en smule på sig, og så ville Liam få fri mulighed for at trække til.

At mærke Liams sikre og stadigvæk en smule frygtindgydende greb, koldt som graven og så blidt som døden, bevæge sig fra hendes hvide nakkehår til den runde kurve af det ene bryst fik en sensation til at løbe gennem Ophelias langlemmede krop. Det var forunderligt, hvordan hun kunne tillade sig selv at nyde hans intime berøring, selvom tanken om, at han så let som ingenting kunne knække hendes nakke som et halmstrå om sommeren konstant lå i hendes baghoved og spøgte. Denne aften var hun ramt af en galskab, en sindssyge, og for første gang i lang tid var hun i stand til kun at tænke på sig selv og pludselig mærke et for længst glemt begær, der slog rod i tarmsystemet og langsomt kravlede opad, indtil det havde alle kroppens stilstående organer i et jerngreb uden lige.
Liams ord flåede hendes mundviger opad i et forbløffet smil, og et barnligt glimt kom til live i Ophelias øjne. ,,Otlichno," hviskede hun med et drillende smil mod hans øregang. Han kunne altså også snakke russisk, den gode blodsuger. Det undrede hende faktisk slet ikke spor. Han fascinerede hende, netop fordi at han emmede af tid lige fra hans måde at holde kroppen på til dybden i hans mørkebrune øjne. Liam måtte have oplevet store og sikkert også grusomme ting i sin livsbane, og med en evighed i horisonten var det vel ikke så forbløffende, at man tillærte sig alverdens kundskaber og sprog. Ophelia kunne i et flygtigt øjeblik se sig selv i fremtiden og spekulerede nysgerrigt på, om hun måske til den tid kunne snakke flydende swahili eller gøre alverdens countrymusikere våde i underbenklæderne med sit fremragende banjospil.
Da hans fingre til sidst slog lejr ved messingknapperne i kjolen, blev hun straks uhyggeligt nærværende igen, og sekunder efter skød hun ryg som en kat i solskinnet på en altan. Hun håbede, at han havde intentioner om at befrie hende fra dette vinrøde klæde, der pludselig forekom hende at snære så ubehageligt over livet, da den anden hånd, der før bare havde lignet en naturlig forlængelse af det marmorhvide lår, kravlede opad og fangede kanten på et helt andet og væsentligt tyndere stykke stof, end hun havde regnet med.
Ophelias klare, blå øjne spillede op og blev runde som en dås, fanget og spærret fast af et køretøjs store forlygter. Hun trak vejret i hvinende stød, selvom oxygenet ingen fysisk effekt havde på hende, og var pludselig glad for, at hendes krop var andet og mere end et menneskes. Hun slap i det mindste for de rosenrøde kinder, det glasagtige blik og den nervøse sved, som hun vidste ville have ødelagt romantikken gevaldigt på nuværende tidspunkt for blot 389 år siden. Englen strøg håret væk fra ansigtet og vred sig så ganske let under Liams kroglignende tag i silkestoffet. Hendes hænder gled i blodet under sig, men hun holdt sig i balance og så brændende på Liam med de mørke krøller, der i dette øjeblik dannede en slags bibelsk krans om hans ansigt.

Han vidste godt hvad det betød, det hun sagde, men af en eller anden grund kunne han ikke finde frem til den helt rigtige oversættelse. En hvisken i hans baghoved fortalte ham bare at 'det er det der gode der', som han skulle være vældig tilfreds med at få som respons. Udtrykket i hendes ansigt sagde også det hele. Om hun så havde sagt at hun hadede ham mere end noget andet i denne verden - hvilket hun skam også måtte, han ville have hende alligevel - ville dette blive modbevist ved dybet i hendes øjne. Alligevel var der noget tilbageholdenhed over hende, som Liam ikke helt vidste hvordan han skulle slippe af med. Havde det ikke været for hans blod i hendes krop, ville han ikke have den fjerneste idé om, hvad hun ville have ham til, men fordi at de var blevet lænket til hinanden med disse blodige, mentale kæder, handlede han rent instinktivt da de knoglede fingre strøg over de metalliske dimser, der fornemt hægtede hendes kjole sammen langs rygraden. En efter en knappede han dem op i et langsomt tempo. Egentlig havde han ikke tid til at gøre sig umage, men han havde lyst. Han var ligeglad med at solens stråler snart ville kradse sig op ad horisonten, nu ville han tilpasse sig et nyt miljø. Ophelias miljø. Glide ind i hendes tanker, forstå hendes behov og føle det lille snert af menneskelig, som han til tider godt kunne komme til at savne.
Han mærkede efterhånden hvordan tekstilerne slækkede deres greb om hendes blege krop, og han følte det lidt som om han trådte videre mod det uendelige. Gid natten aldrig måtte stoppe. I forsigtige strøg, nærmest som om han frygtede at hun ville gå i stykker hvert øjeblik det skulle være, skilte han stoffet helt ad, trak de korte ærmer over hendes smalle skuldre, og da hun rykkede på sig rev han til med den anden hånd, og fik kringlet det bløde stof længere ned mod hendes lår.
"Hmm..." brummede han stille, kærtegnede hendes glatte hud og drog et af de sjældne suk, som han ellers havde vænnet sig af med. Solen steg længere op i himmelsvælget. "Ophelia?" Hans mørke øjne rettede sig mod hendes i det han tog et fast tag om hendes krop, der lidt efter lidt forekom mere og mere nøgen i mørket. Han mærkede hvordan organer der ellers virkede døde under normale omstændigheder blev vækket til livs og en smule fraværende gav han sig til at pille ved det bløde stof. "Fortæl mig, hvad du vil have mig til at gøre." Han troede aldrig nogensinde han skulle få sagt sådan en sætning. Faktisk kunne han slet ikke huske sidst han havde sagt noget i den retning, det var jo aldrig frivilligt at han overgav sig på den måde.

Hvorfor var han så ulideligt lang tid om at knappe hendes kjole op? Havde han gigt i fingrene, eller var den svejset sammen? Mon hun selv skulle træde til og… den flyvske tankegang bremsedes omgående, da det bløde stof endelig kærtegnede hendes skulder på sin vej ud af det favntag, det havde holdt hende i alt for længe. Hun betragtede sin snehvide hud, der føltes langt mere ren nu, hvor det blodplettede stof ikke længere var i kontakt med den, og lod sin lillefinger danse i et lille spiralmønster hen over skulderbladet.
En spag, snurrende lyd af tilfredshed blandet med spænding undslap englens bløde halsregion, idet Liam trak det hvide bomuld ned i retning mod knæet. Hun strøg det platinblonde pandehår tilbage og skulle netop til at fange hans blege læber i endnu et heftigt dansetrin, da han stillede hende et højst besynderligt spørgsmål, som næsten blæste hendes hoved for alt andet indhold. Alle hjerneceller stimlede sammen om hans ord og gjorde tankerne tågede, og hun frøs i en akavet, foroverbøjet position. Hun følte, at han gjorde nar af hende. Det var tåbeligt og menneskeligt at tro, men hun var gået ud fra, at Liam var typen, der aldrig bad om lov eller spurgte pænt. Hun havde både forventet og ønsket, at han havde taget kontrollen. Ophelia havde brugt mange årtier på at lære at føje i stedet for at kræve, og hun virrede nervøst med hovedet, som om at det skulle hjælpe hende til bedre at finde ud af, hvad hun ville have ham til at gøre ved sig, frem for bare at få hende til at ligne en evnesvag med tics. ,,Æh... blæh..."
Hun vidste udmærket, indså hun, hvad hun ville have. Hun vidste, hvor hun ville have hans hænder til at stryge som hvidglødende metal, og hvad han skulle sige for, billedligt talt, at få det kolde blod i kog. Men en kortslutning var sket et sted på øverste etage, og en underlig følelse af sceneskræk begyndte at klemme hendes hjerte som en klump blød modellervoks i solen. Alle ord smagte dårligt og lød som halvhjertede replikker fra skiftevis en russisk pornofilm og en kvalm pladderromantisk novelle. Men måske behøvede hun slet ikke at bruge ord. Liam havde ikke ligefrem vist dyb og inderligt afsky for hendes krop, så han ville sandsynligvis ikke klage til de højere magter, hvis hun lod den om at tale for sig.
Hun sugede luftpartiklerne ind gennem de små, perlelignende tænder et sekund eller to, før hun med et skævt smil pludselig klamrede sig til hans gråhvide skjorte og lagde en stor del af sin egen vægt mod hans krop, sådan at han - medmindre han pludselig havde tænkt sig at gøre modstand - ville blive tvunget ned i en mere vandret position, hvorfra hun mageligt kunne lirke neglende ind mellem knapperne og skjortestoffet og bane sig vej ind til hans brystkasse, der dannede et beskyttende bur om et frossent hjerte. Med hurtighed og præcision, og en del øvelse generelt når det gjaldt at afklæde mænd, krængede Ophelia den nu åbne skjorte af Liams skuldre. Hun plantede forsigtigt sine kolde, ferskenfarvede læber på hans besynderligt nøgne og hårløse brystkasse og lod dem kravle nedad, nedad til de nåede den irriterende forhindring, der var Liams buksekant.
Hun lod drillende de afrundede fingerspidser danse på messingknappen over lynlåsen, da hun pludselig gik lidt i stå. Måske foretrak han at tage sine jeans af selv? Ophelia havde en gang haft et kortvarigt forhold til en mand, som så det som en dyb krænkelse af sin person og sin manddighed, hvis kvinden klædte ham helt af. Men samme mand havde på den anden side også hørt stemmer og haft en sær besættelse af østers. Uanset hvad rejste hun sig langsomt op, uden at bryde kontakten mellem sine egne isblå øjne og Liams mørke blik, og tillod derved i stedet at lade kjolen glide helt ned af hendes kurvede krop foran ham. Så løftede hun udfordrende det ene, kraftige øjenbryn.

Han var ikke helt sikker på hvad han havde forventet af hende. Hun var trods alt en engel, Guds egen lille lærling, og han havde efterhånden tvunget sig selv til at indse, at de på normalvis ikke omgik vampyrer, og da slet ikke på denne måde. Det var nok den tanke, der gjorde, at Liams læber trak op i et taknemmeligt smil, da Ophelias vægt pludselig lagde sig over ham, så han med spændte mavemuskler langsomt blev sænket mod gulvet, der føltes som at være flere kilometer under ham. Alt imens han bare blev ved med at dale gik hans tanker til tingesten der trods alt ikke lå så langt fra dem. De desperate, prustende lyde han havde udstødt i et forsøg på at holde sit eget liv i gang, fik Liam til at indse at han garanteret havde brugt samme teknik for at holde sit underliv igang. Det morsomme ved dette var - i følge Liam selv i hvert fald - at Ophelia ikke ville opleve at høre så meget som et åndedrag fra Liams side, og det fyldte hans brølende reptilhjerne med budskabet om, at det nok skulle gå storartet alt sammen.
Blodet havde gennemvædet den ellers hvide skjorte og i takt med at det var størknet, havde det klæbet sig til hans hud. Derfor var det en ufattelig befrielse da knapperne pludselig gled fra hinanden mellem Ophelias fingre, og jo længere ned hun nåede, jo mere spændte Liam i sine kæber i et bittert forsøg på at holde tænderne inde. De lod ikke rigtig til at have en charmerende indvirkning på Ophelia, og han ville jo helst ikke skræmme hende, selvom de jo egentlig bare var et tegn på nydelse. Og raseri, i nogle tilfælde, men Ophelia burde da vide bedre til at det ikke ligefrem var dét humør hun bragte ham i.
Med Ophelias hjælp slap Liam ud af skjortens omfavnelse, overgav sig derfor til det kolde gulv under sig og mærkede Ophelias bløde læber mod sin døde krop. Han svajede let i ryggen, placerede kortvarigt sine hænder i hulrummet mellem rygraden og gulvbrædderne og lukkede øjnene. Det virkede så usandsynligt alt sammen. Hendes uopnåelige væsen og ophøjede aura. Alle de energier der blev udsendt fra hendes krop sprang mod ham og ætsede sig gennem huden som syreregn. Aldrig ønskede han at det skulle stoppe. De blege hænder som han havde holdt skjult under sig strøg hastigt op til hans hofter, men da Ophelia så bremsede op fortrød han øjeblikkeligt. Hun var som et vildt dyr i en skov, hvor skoven var det eneste rigtige og det eneste hun kendte til og følte sig tryg ved. Liam var det fremmede. Ondskaben udefra der var tvunget til at bevæge sig i en evig langsom ballet, blot for at få lov til at nærme sig skovens liv og skønhed.
Med hovedet hævet en anelse betragtede han hende rejse sig, og han begyndte pludselig at forstå. Instinktivt vristede tre af hans fingre bukseknappen op, og da han hørte lyden af det knitrende satin, der faldt til jorden, løftede han sig selv op på lænden og skød tænderne frem. Ikke efterfulgt af en hvæsende grimasse, men lod dem blot titte frem i et halvåbent gab.
Han hævede sig yderligere, blot for at gøre den siddende stilling mere komfortabel og strøg sine håndflader om Ophelias blege lægge, hvor den ene hånd stoppede i et greb om baglåret, mens den anden forsatte op langs den åleglatte hud. Han nærmede sig hendes krop med sit ansigt, forsigtigt, fordi han frygtede at skræmme hende væk. Havde han været et menneske, ville hun kunne mærke en varm og fugtig ånde mod sit lår, og dette mangel havde det med at sende folk over stok og sten. Han stak en kølig tunge frem mellem de skarpe tænder og kærtegnede den del af inderlåret hvor naturlige instinkter fortalte ham at lårpulsåren befandt sig. Han vidste, at hvis han ikke tog sig sammen ville han give efter for hendes duft, men hvad han også vidste var, at det ville blive værst for ham selv. Det havde han trods alt erfaret. "Ophelia..." hviskede han som den lille bæk i hans hoved ville have gjort det. Det var ikke for at kalde på hende eller få hendes opmærksomhed. Det flød bare så glat igennem hans læber, gjorde det så intimt og så havde han bare lyst til at fortælle hende, hvor meget han havde lyst til hende. Han var næsten sikker på at et lyserødt skær kunne anes over hans læber da han lod dem nærme sig hendes underliv. For at undgå at skamfere hende sørgede han for at holde læberne samlet i det han mødte hendes hud i et kys. Han slap sit greb om hendes lår, gled en anelse tilbage og fangede hendes hænder i sine. "Ophelia..." Han forsatte med at vippe bagover indtil mørket atter adskilte deres fingre, og da han igen kunne hvile ryggen mod kroens nederste flade sneg han sine fingre i sin buksekanten og afklædte sig til ned omkring låret hvor han blev nød til at sætte sig op endnu engang for at tvinge de stædige bukseben af læggen. Han flyttede sine mørke vulkansten op mod hendes arktiske perler og rakte hånden frem i en gestus.