In the dark (Seiji)

s: Terren
k: midnat
o: ingen mennesker , stjerne klar himmel
v: koldt


På en bænk i Terre sad en blondt hår dreng med marmor hud og gyldne øjne hans navn var Cheshire men mange kalde ham bare Chez. Han var sorget og havde et langt sorg hen af brystet. *pokkers arbejde* tænkte Chez og hostede, han hostede dog ikke blod op heldigvis. Chez arbejdede som en lejemorder dog imod hans vilje og denne gang var jobbet ikke gået som planlagt. Han kiggede op i himlen på stjernerne og ventede på smerten fra sorget ville få væk, hvilke den nok ikke ville forløbig.

Skridt fra et par stølver man normalt ville finde på en fra militæret gik hen over astalten i en af gaderne i Terre. Man kunne høre det på lang afstand. Den varelsende lyd fra metalsålerne ville ikk kunne være et alt for godt tegn på venlighed. De tilhørte en høj og spinkel flot dreng på nok 18 år. Eller det lignede han da en på. Han havde halvlangt pjusket kridhvit hår som stod ud til alle sidder. Han øjne var rød/brune og dybe. Sådan nogle de fleste piger nok ville kunne blive ved med at stå og se ind i uden at opfatte hvad der var rundt om dem.
Seiji, navnet på denne dæmon, kom roligt gående med sine hænder i lommerne på hans sorte cowboy bukser og den hvide skjorte hang løst ned over dem. Han fik lidt foroverbøjet men alligevel var hans blik kun rettet mod en ting. Eller måske mere person. Den blonde dreng nogle 50 meter fra ham var denne 'ting' som ahvde vækket hans opmærksomhed. Den duft af vampyrblod havde steget ham til hovedet og ført ham derhen.

Chez var et venligt væsen han havde aldrig haft planer om at opsøge slåskamp med mindre han var på arbejde. Han hørte en lyd af metalsåler og vente sit hovede imod lyden. Hans øjne faldt på en spinkel dreng på nok 18 år , hans duft fangede ham *en dæmon?* tænkte han lidt udmattet efter blodtabet. Chez var et mislykket forsøg på at lave en vampyr, han havde stadig alle hans menneskelige følser, han kunne ikke heale hans egne sorg og så var han imun overfor solen men en vampyr var han alsår stadig. Chez fjernede noget af hans pluskede hår fra øjnene så han bedere kunne se drengen.

Seiji så kort på drengen igen men så videre ligefrem for sig. Han gik bare videre forbi ham. *Endnu et ynkelig og hjælpeløs væsen* tænkte han med et opgivende suk mens at han bare forsatte videre hen af vejen. Så stoppede han op og så sig over skulderen på drengen. Et mystisk og lumsk smil havde blevet placeret på hendes smalle læber og for noget kunne det godt begynde at gå over i et modbydeligt smil. "Nåeh, lille ven, hvorfor sidder du dog der helt alene? Og så med det store sår? Skulle du ikk gå til hospitalet?"sagde han så med en stemme som kunne få det til at løbe koldt end af ryggen på stort set alle. Og så sagde han det i et ret ligegyldigt toneleje. Han stod stadig med hænderne i lommerne men nu bløjede ham sig meget svagt bagud.

Det gik kold ned af hans ryg da en stemme spurte om han ikke burte gå på hospitalet. Chez kiggede bagud da en stemme snakkede til ham. Det var samme person som før "jamen godaften " sagde Chez til dæmonen " nej jeg kan behandle min egne sorg" mumlede Chez meget lavt. Han kunne ikke lide hospitaler og følte ikke han havde brug for dem. "er det ikke lidt sent at være ude?" spurte Chez med et smil.

De to mundviger på de smalle læber blev trukket mere fra hinanden og frem gav et lidt større smil samt smallere læber. Seiji vendte sig så lidt mere om mod drengen. Denne dreng havde da virkelig en uforskammet mund. Eller også var hanbare blind. "Tror du ikk at det er dig du skal spørgs om det? Og jeg vil ikk mene at det er sent for...natten er jo stadig ung" Han måtte dog indrømme at denne dreng faktisk lagde en stor interesse hos Seiji. Han var i hvert fald ikk menneske. Det var han for bleg til at være og så det sår ville havde dræbt ham for længe siden. Han lod sine tanker stryge gennem sit hoved og komm så frem til hans afgørelse. En vampyr. Ingen tvivl. Hans smil voksede. For nogen ville det faktisk ogaå havde en lidt forførende virkning. "Så sig mig, lille blodsuger. Hvad er dit navn?"

"hmm for mennesker er det sent, men ikke for mig" sagde Chez og grinte. Hans krop begyndte endelig at heale. //før skrev han ikke kunne heale jeg mente hans krop aldrig healede med det samme xD// Det sorg som engang var på hans bryst var væk nu og pludselig virkede han ikke så træt fra blodtabet mere. Chez vente sig op så hans knæ var på bænken, på den måde var dæmonen ikke længere bagved ham. Et smil formede sig på hans læber, så man kunne se hans unormale hugtænder, dog var de ikke så store da han ikke var sulten. "mit navn? Cheshire, Cheshire Alois Phantomhive" præsentede Chez sig stadig med et smil på læben. Inderst inde forventede han dæmonen ville grine, Cheshire er navnet på katten fra Alice i Eventyrland. "hmm Du er en dæmon ikke? hvad er dit navn? " spurte Chez og studerede ham. Hans ansigt var forlængst kodet ind i Chez hukomelse , nu manglede han bare et navn.

"Nåeh ja det har du nok ret i men alligevel hvorfor tror du så at det er sent for mig?" Seiji rystede så let på hovedet så hans kridhvide hår meget svagt hvirvlede om ham og genspejlede månens blege lys. "Nej bare glem det. Du vil sikker ikk forstå det alligevel hvis jeg prøvede at forklare" Han var ret direkte talende kunne man sagtens høre. Han var ret ligeglad med hvad andre ville syntes om det han nu sige. Og så var han ikk lige frem den type der gav andre ting nogle nye ord. Men dog så gav han stort set altid de nye menneser han lige ahvde mødt et nyt navn. Sådan et slags kæle navn. Han vendte sig så helt om mod denne unge vampyr som bare blev ved med at facinere ham. Han smil vidste dog starks at han var en af disse klodblod jægere. "Så du hedder Cheshire.. Lige som den der mærkelig kat i det der eventur som man altid hørt som lille? Men så må man jo lige finde ud af om det passer til dig. Om du er en mærkelig kat.." sagde han og hans smil voksede en smule igen. Meget lidt. Så begyndte han at gå hen mod Cheshire med rolige og afslappede skridt. "Og mit navn er Seiji Inosaki.. Men du kan bare kalde mig Sei, lille blodsuger"

"well om jeg er mærkelig kan jeg ikke sige selv, det er op til folks synspunkt af mig men en ting kan jeg da sige jeg forsvinder tit som denne kat fra eventyret " sagde Chez og grinte. "Seiji" mumlede Chez med læberne, nu var navnet og Sei's ansigt kodet ind i hans hukomelse. "Sei" sagde Chez igen for denne gang at kunne huske kælenavnet. "Du kan bare kalde mig Chez , det gør de fleste , men hvad laver du her ude? ude og gå en tur?" spurte Chez og kiggede på Sei imens han ventede på svaret. "nå ja.." mumlede Chez og tænkte på han nok snart skulle gå tilbage og fortælle missionen er fuldført at manden Chez skulle dræbe var død.