Dawn (Seiji)

Tid: Solnedgang
Sted: Terre, midt i det hele
Vejr: En smule vind og ellers bare køligt
Omgivelser: Mennesker, bygninger...

~~~~~~~~~~~~~~

Solen var ved at gå ned bag nogen af de høje huse og bygninger der omgav Terre og lavede skygger på jorden. På en bænk foran et par boligblokke sad en enkel dreng, iført en almindelig skoleuniform, som altid. En hvid skjorte, løst slips og lange bukser, alle sad en smule skævt og skjorte ærmerne var trukket op lige under albuerne. Drengens store, grønne øjne var rettet ligeud, snittede alle de mennesker og personer som gik forbi ham og gav ham et lidt underligt blik. Hvorfor sad han der? Hvorfor så han sådan ud? Der var ingen der fik svar på deres spørgsmål. De kom ikke hen til ham og spurgte, han ville nok heller ikke svare dem, hvis det endelig var! Han vidste ikke engang selv hvorfor han sad dér og så ligeglad ud i luften, en chance for at slippe for den lille, usle lejlighed han alligevel ville blive smidt ud af, om nogen få dage?
Drengen ændrede endelig sin stilling, da vinden kort fangede ham i sit greb, tog fat i hans halvlange, sorte hår og gjorde det endu mere pjusket end det var før. Han kørte kort en hånd igennem det og lænte sig en smule fremad, da det var begyndt at gøre ondt i ryggen. Han overvejede kraftigt at gå tilbage. Der skete jo alligevel ingenting i den her by. Han var ikke den mest tålmodige i verden men det var begyndt at gå ham en smule på...

//Wooh! Ukreativt, men en smule langt, da xD//

Et par milietæragtige stølver kunne høres. Deres klikkende lyd fra metal stålen og snude der blev trampet ned i den nylagte astfaldt kunne høres på langafstan. Som en advasel om at denne perosn var på vej i den retning. Det var en høj og spinkelt dreng. På ikk mere end 18-19 år. Måske se 20. Svært at sige. Hans hænder med de lange tunde fingre havde blevet begravet dybt nede i de tætsiddende sorte jeans hvor den enen hånd også lå og fumlede noget noget kunne men svagt ane. Den løse og måske lidt slite hvie skjorte hang ned over buskerne og ærmerne var helt nede dog var der blevet knappet op både ned hans håndled og en enkel knap ved kragen så han følte sig bedre tilpas.
Hans lidt lange kridthvide hår flagrede lidt i vinden og blev mere pjusket end det var i forvejen. Han havde ikk brug for det stads til voks eller gelé. Det føltes klamt mod hans fingre når han strøg sin hånd gennem håret. Det tog også mange folks opmærksomhed ligesom hans blodrøde øjne som tilfældigvis havde fået sig et skær af rosa da han blev født. Han var en smule stolt af det. Det var..anderledes. Og hvad han godt kunen lide var at være lidt anderledes. Men det var han jo også ligemeget hvad. Han var jo en dæmon. En sand dræber maskine med et hjerte af sten.
Han slentrede bare hen gennem gaden og hans blik var rettet lidt ned mod jorden men alligevel så han ud til at have helt styr på hvor han gik. Han gik sådan lidt foroverbøjet og det var ikk fordi at han var krumrygget eller noget. Det var vel bare e form for vane og så var det mere behageligt på den måde. Han kunne mærke andres blikke mod ham. De flerste var betragende da der gik en masse high school tøser rundt i byen denne tidlige aften. Hun virkede meget tiltrækkende af både piger og drenge og han kunne da godt lide lige at gøre et lille nik til en eller to for at se deres sjove reation. Han stoppede så lidt op og fik øje på en bænk tæt på sig. En dreng sad på den som den eneste. Han trængte vel også til et hvil. Han gik der hen, satte sig og åndede lettet op. Han så lidt over på drengen men stak så sin ene hænd ned i lommen på sin skjorte og trak en pakke cigerater frem.

Drengen lod sin ene albue hvile mod sit lår, og lagde derefter kinden mod sin håndflade, med et lidt opgivende suk, og han lukkede irriteret øjnene. Han havde siddet der i noget tid nu, uden at nogen var kommet hen til ham, så det overraskede ham lidt da han kunne mærke bænken bevæge sig en smule og et lavt bump kunne høres. Han åbnede langsomt øjnene og så diskret hen imod drengen som havde sat sig ved siden af ham.
På hans egen alder, deromkring... måske? Det første der sjovt nok fangede hans blik var drengens læber, derefter hans øjne. Måske et lamt forsøg på at se ham an? Studere ham på en eller anden måde?
Han rettede sig op, kort før han lænte sig tilbage mod ryglænet. Han var da ret pæn... når man sådan lige havde set på ham, studeret ham kropsmæssigt. "Hm..." Lød det brummende fra ham, før han vendte blikket væk igen og lod sit sorte hår dække for de store øjne han besad. Hans ansigtsudtryk var ikke anderledes end før, stadig udtryksløst og tomt, med munden let på klem.

//Sorry, my loverboy :[ Men jeg skal logge nu (Skal til og hjem ad og sådan -__-)//

//Okay, honey... vi skrives bare ved, så O.O//