Uvejret raser over centret - Nanna.

Sted :: Inde i Eau.
Tid :: Lidt over 4 tiden.
Dato :: 23. Juli 2010, som irl.
Vejr :: Regnen siler ned udenfor, og tordenen kan tydeligt høres.
Omgivelser :: En del mennesker/væsner.

Trods det 'gode' vejr, der hærgede udenfor, hvilket altid havde været Vera's yndlingsvejr, var hun i usædvanlig dårligt humør lige nu, mere end normalt, hvis det overhovedet skulle vise sig at være en mulighed. Hun havde helt fortrudt at være taget til storcentret. Til dels pga. de mange folk, der omgav hende, og så det faktum, at hun havde haft en lang dag. Først med arbejdet, og dernæst dansen. Hvilket også havde været den største årsag til at hun mest af alt havde glædet sig til at kunne komme hjem og slappe af foran fjerneren eller lignende. Men, det var lidt en umulighed nu, i hvert fald først efter uvejret havde lagt sig, kunne det være sikkert for hende at kunne tage bussen hjem. Dog regnede hun ikke med, at det ville blive lige foreløbig, da det efterhånden havde raset i et par timer.
Vera tog et bedre fast tag i de to lettere vægtløse poser, hun havde i hånden, idet hun slentrede hen ad det marmor lyse gulv, der tilhørte den øverste etage. Det var ikke så tit, hun overhovedet begav sig ud af Di Morga øst. De Clairvoyante evner hun besad, var de største grund til det. På et sted som dette, der var godt fyldt op med folk, kunne man ikke uden besvær undgå berøring. - Det der medførte, at hun fik et syn af de fleste's fremtidige hændelser. Dog hjalp den dunrende musik der lige nu kørte i hendes ører, med hjælp fra den sorte ipod's høretelefoner, til at lukke af for hendes koncentration. Helt ubevidst førte hendes fødder hende ind i en eller anden tilfældig møbelbutik, hvorefter hun automatisk fik sat kursen mod sofa afdelingen. Når der ikke var så meget andet at tage sig til, kunne man jo ligeså godt slå tiden ihjel der? Det var dog bare hudløst irriterende med de blikke hun straks fik draget til sig, det var hun godt nok efterhånden så vant til med sin alternative påklædning, blege hud, der altsamme bare gjorde hende til en skønhed at se på. Alligevel var det eneste respons de fik tilbage et dræberblik, hvilket fik de fleste til at vende sig væk. Hun sukkede svagt, efter at have kvalt et gab, der automatisk fik fremkaldt tårer i øjnene, og slog sig derefter ned at sidde på den nærmeste lænsetol, imens hun lod blikket glide over butikken med sit sædvanlige lettere uinteresseret blik.

På gangen der førte til møbelbutikken, fjernede folk sig i hurtige tag og dannede en åbning, for én som de åbentbart nødig ville komme for tæt på. Forståeligt nok. Det var nemlig Nanna der kom gående... ikke nok med dét, så hvilede der en tordensky over hende. Som var den taget fra stormvejret udenfor og fortsat svævede over hende. Hun var drivvåd og hendes mørke hår, blev fuldstændig sort, og det klistrede irriterende til hendes ansigt. Hun vidste at hendes slangekrøller hun ellers skjule, ville springe frem når det begyndte at tørre. Hun var iført et par lavtaljede militærprintede bukser, med vige bukseben og havde et løst kædebælte i bæltestropperne - som faktisk ikke hjalp spor med at holde bukserne oppe... Hun havde en åben sort lynlåssweatshirt på med gule dødningehoveder. Indenunder bar hun en nedringet mørkegrøn undertrøje. Hun havde store sorte snørrebåndsstøvler på. Om det passede sammen, var hun fucking ligeglad med - hun gik med det der passede hende, og så kunne dem der var utilfredse rende hende. Hendes mascara var løbet og fik hende til at se ud som havde hun grædt. Som om! Men det anede hun jo ikke selv. Ikke før det begyndte at tørre og størkne. Hun bandede lavmældt af vejret og stoppede kort op for at vride den sorte lynlåstrøje midt på gulvet. Mange sendte hende forargede blikke, men hun ignorerede dem blankt. Hun sukkede. Hun trængte godt nok til at sidde ned.. Det var først nu hun opdagede at hun stod ved siden af en møbelforretning. De ville nok ikke blive just henrykte, over at have en divvåd pige siddende i deres dyre møbler... men det var forsøget værd. Hun vandrede ind i butikken og så sig omkring. Der var faktisk ikke så mange mennesker som hun havde frygtet og skuldrene sank ligesom en etage. Hun vandrede hen til tyk, og blød lænestol og dumpede trær ned i den. Sukkede dybt. Hun opdagede et øjeblik efter at der sad én i stolen ved siden af, og hun glippede forbavset med øjnene. Hun havde håbet hun kunne være i fred "Æhh.." lød det akavet fra hende som hun så mod pigen af det gotiske udseende "Hey.." hilste hun derefter og sad ret stift i lænestolen. Som ventede hun på at pigen bad hende om at skride..

Helt i forglemmelse om, at de dersens møbelbutikker faktisk plejede at have nogle strenge indehaver, der ikke ligefrem tillod, at man fordrev tiden dér, satte Vera sig bedre til rette, efter at have sat poserne tæt ved sine fødder. Hun kunne tydeligt mærke hver en muskel i kroppen let strækkes og trætheden lettere sænkes dybere over hendes krop, idet hun lænede sig lidt tilbage i stolen, og fik slængt fødderne på dens skammel. Alt imens fik hun kastet diskrete blikke hen mod skranken, der heldigvis var alt for langt væk, og tom. Dog kunne hun se enhver lille ting på disken, som de stak papirer osv. Det var jo også kun normalt, at væsner's syn var mere skærpet en de håbløse menneskers. Vera kastede et kortvarig blik ned over sig selv, der fik afsløret den slidte og sorte læderjakke, der stod åben, så man kunne så den tætsiddende hvide t-shirt indenunder med det påtrykte billede på af den dystre Marilyn Manson, der var i fuldgang med et lydløst skrig, samt de sorte hullede jeans og nogle vans, hvis snørebånd var skødesløst bundet. Vera skævede til begge sine sider, da hun kunne høre skridt nærme sig, hvorefter de grønne øjne fik hvilet sig på en mørkhåret pige, hvis stil og ydre skilte sig en del ud. Hun hævede svagt begge bryn, lettere overrasket over, at hun overhovedet turde bevæge sig derinde, når hun var så drivende våd, men forholdt sig dog bare tavs og vendte blikket fremfor sig igen, da pigen ikke så ud til at have lagt mærke til hende. Hun trykkede et par gange på volume tasten til ipod'en for at få den skruet ned, da pigen med garanti ville begive sig i snak med hende lidt senere hen. Efter bare nogle få sekunder efter, viste Vera's forudsigelse at være sand, som sædvanlig egentlig. Hun rynkede automatisk brynene, men vendte sig om mod pigen igen. Hun virkede godt nok meget mere anderledes end de fleste andre .. mennesker? Det måtte da næsten være umuligt. Eller nærmere trist. Hun havde ellers været sikker på, at pigen var et eller andet væsen. "Hej", svarede hun kort for hovedet, for ikke at fremstå til at være faldet i staver og sendte blikket gentagne gange ned af hende. Det var nu egentlig bare en vane. "Bor du her?", tilføjede hun, for egentlig bare at bryde stilheden og hævede svagt brynene. "Eh byen mener jeg". Hun sendte hende et svagt smil. Man kunne vel godt være høflig for en gangs skyld?

Nannas krop løsnede sig da pigen nærmest sagde 'go' for at hun måtte side i nærheden af hende. Hun sukkede og lænede sig slapt ned i lænestolen, med et svagt bump. De ville ikke blive glade for de våde plamager hun ville efterlade i møblet... Men nå ja.. Så måtte de jo bare smide hende ud. Hun slog skødesløst benene op på den tilhørende skammel og fik - allerede nu - efterladt et par mudder'mærker på læderet. Men hun så ikke ud til at tage notis af det. Hun vendte blikket hen mod pigen af det dystre udseende, som sad ved siden af hende. Spærrede let forbavset øjnene op, og udstødte en halvkvalt lyd af et forstumt grin. "Naaeeej... jeg bor ikke i en møbelforretning" Sagde hun halvironisk, da pigen havde fået det til at lyde sådan, i første omgang. Hun slog blikket hen på pigen og gav hende - en smule åbentlyst - elevatorblikket. Hun var en spøjs en, mente Nanna med dén montering som hun havde på. Men ak ja, det var vel så moderne. Hun selv, gad ikke følge med i sådan noget. Det var jo ikke engang sikkert at det var derfor, pigen gik klædt sådan. Måske prøvede hun at udtrykke noget... eller også synes hun bare det var sejt, råt eller cool, at gå i sådan noget kluns. Det klædte hende også - uden tvivl. Nanna's blik fæstnede sig i pigens ansigt "Jeg bor i udkanten af Terre.." svarede hun. Ikke fordi hun lystede det særligt, men for at gengælde pigens venlighed. Det var vel det mindste hun kunne gøre. "Og du?" spurgte hun, og kastede pigens spørgsmål, tilbage til hende selv.

Vera lod som så mange andre gange hovedet ligge skråt til den ene side, idet hun lod blikket glide over pigen, imens hun var i fuldt gang med at sætte sig bedre til rette. Hun kunne lige forestille sig, hvordan indehaveren ville koge over af raseri, når han engang fik lagt mærke til de mudrede aftryk, den mørkhårede piges sko fik efterladt. Men det var sgu hans egen fejl, når han ikke engang holdt styr over sin butik. Hun lod endnu engang granskende de grønne øjne hvile over butikken, som for at få indprentet sig enhver lille detalje. Men den var nu virkelig kedsommelig. Nogle plakater her og der ville nok hjælpe på de hvide vægge. Men så langt kunne ham manden åbenbart ikke tænke. Eller kvinde? Hun havde vist bare gået udfra, at det var en mand, en af de typisk runde, beskæggede forretnings typer. Vera rynkede svagt panden, og skævede over mod pigen igen, da hendes stemme kom med et kækt svar, til det første hun havde sagt. Hun hævede automatisk det ene bryn. "Mm, det havde jeg gættet.. eftersom du ikke lige helt vedligeholder den", svarede hun og vendte kortvarig automatisk blikket mod pigens skammel, der nu var tildækket med mudder. Hun hev dernæst høretelefonerne ud af ørerne, efter at have slukket musikken og selve ipod'en, for derefter at lade den dumpe ned i en af forlommerne på læder jakken. Hendes blik gled hen på pigen igen, da hun kunne mærke hendes blik hvilende på sig. Det ene bryn fløj atter i vejret, en af de mange vaner efterhånden, med et blik der tydeligt sagde 'Hvad glor du på?'. Men, det var bare blevet en hængende attitude med tiden, for hun fandt pigens selskab tiltalende. Hun nikkede svagt, mere eller mindre usikker på, om hun egentlig havde fået fat på hendes svar. "I Allées", svarede hun vanligt og løftede den ene hånd til at kradse på den blege kind. En let grimasse gled over Vera's ansigt, da hun forventede en eller anden reaktion fra pigens side. De fleste plejede altid at kigge med et medlidende blik eller lignende på én, når det dæmrede for dem, at det var 'de fattiges kvarter'. Sådan nogle højrøvede forkælede bundter. Hun klarede sig da fint.

Nanna kunne ikke undlade et skævt smil ved pigens svar og så dernæst ned på sine mudrede støvler. "Nej... godt set" mumlede hun, hentydende til at hun -bestemt ikke- vedligeholdt butikken og dets møbler. Hun var vidst ikke så slem - hende pigen i lænestolen ved siden af hende selv. Så tavst til, da ipod'en blev fjælet i lommen. Kæft hun måtte ha penge, siden hun gik rundt med sådan én.
Nanna fulgte pigens blik rundt i lokalet. Det kunne lige så godt have været et lagerhus efter hendes mening. Det var ikke fordi der var særlig meget indretning.. og de stod mere i kolonner, og på rækker, end som designet til hyggelige små stuer. Hun drog et lille suk, og vendte atter blikket hen på pigen, som kort efter gav hende et svagt olmt blik. Ak ja, det vile hun vel også selv have gjort, og hun fjernede dernæst - himlene med øjnene- blikekt fra pigen. Ikke fordi hun blev særligt mærket af det. Bare en af hendes mange uhøflige vaner. Vanerne som overhovedet ikke lignede hende selv. Hendes sande jeg...
Hun vendte automatisk blikket hen på pigen - som hun stadig ikke havde fået navn på - da hun talte. Han så erkendende på hende. Hun havde sit helt eget sted... og hun så ikke ud til at være så gammel igen. Lignede en atten, nitten årig... men det var svært at bedømme med dét alvorlige blik og dén mørke aura som synes at hvile over hende. Hendes øjne ledte også én på vildspor. De der grønne øjne... de så så... ja, de så ud til at have meget erfaring her i livet. Hun havde allermest lyst til at kalde hende en 'heldig skid' eller lignende, men kvalte det. Det ville hun nok bestemt ikke bryde sig om. Nanna ville arbejde hårdt for at få råd til sit eget sted, istedet for dét faldefærdige hus hun havde bosat sig i. Hun skulle nok få sit eget med tiden... Det havde hun sat sig for.. og når hun først havde sat sig for noget, skulle hun skam nok få det.

Vera lod endnu et blik vandre hen mod pigens skammel, ved hendes kommentar, og kunne nu selv ikke tilbageholde et smil. Dét var ellers noget, der sjældent viste sig på hendes ansigt. Hvorfor, vidste hun egentlig ikke selv. Det var bare blevet hendes hverdag efterhånden at rende rundt og være dyster, så derfor heller ikke noget, hun tænkte særligt over.
Hun vendte sine øjne mod den mørkhårede pige igen. Den mørkhårede pige. Det var det Vera havde fået døbt hende. Først nu faldt det hende ind, at hun faktisk ikke havde fået fat på hendes navn. Hun havde vist haft mere travlt med at betragte hendes alternative udseende. Hun rynkede svagt panden, før hun fik åbnet munden for at sige noget. "Hvem er du egentlig?", spurgte hun, idet hun fortsat lod blikket glide over hende. Måske var det en bedre idé at præsentere sig først. Men nu afventede hun bare pigen svar, inden hun lod blikket vendes mod loftet, hvori der ovenover dem var et ovalt formet vindue. Regnen, og uvejret i det hele taget, havde langtfra forstummet, så vidt hun nu kunne se, og høre.
Vera så hen på pigen igen, idet hun satte sig mere op. Efterhånden var det begyndt at føles som at ligge i en tandlæges stol, og det var bestemt ikke en følelse hun holdt af. Hun kunne godt se, at pigen havde sine øjne hvilende på hende, og havde vist faldet en smule i staver? Men denne gang undlod hun dog at sende hende et olmt blik. Der var jo ingen grund til at være fjendtlig. Pigens forhenværende svar dæmrede først nu op for hende. Terre. I udkanten af Terre, mere præcist. Allées modsætning. Pigen virkede langtfra som en eller anden snotforkælet unge, men så vidt hun vidste var det der 'de rige' boede. Vera selv klarede sig med nød og næppe ved hendes mosters hjælp, og så selvfølgelig hendes arbejde.

Nanna vågnede først fra hendes egen verden da pigen ved siden af hende spurgte hende om ét eller andet. Hvem hun var. Se det var et ganske godt spørgsmål og kunne egentlig opfattes på flere måder... men det var nok hentydende til hendes navn. Hun hævede let det ene øjenbryn og sendte hende et skævt smil "Plejer man ikke at præsentere sig selv først?" spurgte hun og så på hende. Hun havde dog tænkt sig at præsentere sig.. ville helst ikke komme forkert ind på denne... dystert udseendet pige ved siden af hende.
Hun rykkedes sig så hun sad med ryggen lænet op ad stolens ene armlæn og svang benene om det anede. "Mit navn er Nanna" præsenterede hun sig så endelig "Men kld mig Silver" bad hun da hun i bund og grund hadede sit navn som pesten.
"Og du?... Hvad hedder du?" spurgte hun og kastede pigens spørgsmål tilbage til hende selv.
Gad vide hvordan det måtte være og have sit eget hus som hun åbentbart havde.. Det måtte være fantastisk. I et hus.. eller lejlighed - eller hvad hun nu end boede i. Det måtte være så... fantastisk at have varme - møbler - vand.
Nanna udstødte et lille suk ved hendes dagdrøm. Hvad hun dog ikke ville gøre for sit eget sted.. istedet for den faldefærdige ruin hun havde bosat sig i.. Hun arbejdede dog også hårdt på det. Arbejdede dag og nat for at tjene penge nok til at tjene til... ja, i hvert fald en bolig i Alleesgyderne. Måske... hvis alt gik vel, kunne hun flytte ind om et halvt års tid... Hvis hun fortsatte med at knokle som hun gjorde. Nu når hun tænkte over det, var hun faktisk ret så udmattet efter dagens arbejde - og hun havde endda fået tidligt fri idag.
Hun lod sig synke længere ned i stolen og fik pludselig meget trætte øjne. Hun kløede sig åndsfraværende i det ene ogda hun fjernede hånden igen opdagede hun at hendes make-up var tværet ud. "DAMN!" udbrød hun og lod fingerspidserne tørre det værste af under hendes øjne. Tænk hun ikke havde opdaget det tidligere..