Tordenvejret raser - Todd.

Sted ;; Dét sted der normalt er fyldt med små børn - legepladsen.
Omgivelser ;; Ud over Chase og div. legepladsting er der helt øde.
Vejr ;; Det tordner, og det regner voldsomt meget.
Tid ;; Klokken er godt over midnat - deromkring klokken halv et.
Dato ;; Søndag d. 8. august .. ligesom in real life.

Et vældigt brag af et tordenskral kunne høres langt væk, men det var alligevel øredøvende og på grund af den voldsomme lyd, kunne det næsten få det til at føles som om, at et jordskælv var ved at opstå. Flække jorden over i to dele og få den til at ryste. Dog var det kun et tordenvejr. Det så ikke ligefrem ud som om, det snart skulle til at stilne lidt mere af - tværtimod. Faktisk kom det tættere på. Nærmede sig langsomt De Jeux's areal. Netop som et nyt tordenskal brød løs, blev en skinger, knirkende lyd blandet sammen med den rungende torden, idet den rustne jernlåge indtil legepladsen blev slået op med en tøjleløs håndbevægelse. I samme nu som et lyn lyste himlen op og delte den i to, blev en sort, opsnøret støvle med metalplade sat på skosnuden, plantet på jorden. En ikke særlig venligsindet, mørk skikkelse trådte efterfølgende helt ind. Smækkede lågen i bag sig så dens gamle hængsler gav en klagende lyd fra sig. Chase, som denne sorte silhuet hed, lyste op i et flækkende, grumt smil, der var med til at blotte det nederste af hans to, ualmindeligt skarpe hjørnetænder. Tomt. Her var fuldstændig tomt. Selvfølgelig. Alle de mindreårge børn der plejede at opholde sig her var for længst gået hjem, hvor de sikkert nu lå og snorksov. Det var nok også deres held. Hans smil groede en smule, inden han slog skruehovedet på sin svensknøgle mod sin frie hånds håndflade. Altid havde han den med sig. Hvor som helst, når som helst. Den kunne vel næsten snart betragtes som hans kendetegn. At hvis man hørte den velkendte, klingende lyd der lød, når han tabte skruenøglen ... så vidste man bare, at det var ham. Chase Terror. Ham som få måske kun kendte, men som alle før eller senere ville få som deres værste mareridt. Med standhaftige og målbevidste skridt vadede han hen til et mindre klatrestativ, der var placeret cirka midt på legepladsen og klatrede op i det med en næsten supersonisk hastighed. Han plantede sig selv helt oppe i toppen af det, hvor han med sin ledige hånd greb fat rundt om en af klatretårnets jernstænger og satte sig på net, der var blevet hægtet fast imellem to stolper. Både hans tøj og hår var plaskhamrende vådt. Han var våd helt ind til skindet. Men det generede ham ikke så meget. Sådan en smule vand skulle ikke få lov til at påvirke hans humør. Han satte for en kort stund sin skruenøgle ind i sin mund og holdt den fast dér med tænderne, alt imens han hurtigt rettede på sine sorte handsker, hvor fingerdelene var blevet cuttet af, og der henover knoerne var sat hvide nitter. De var dog ikke helt så hvide mere, eftersom den hvide farve efterhånden var blevet slebet godt af under alle de slagsmål, han i ugens forløb havde deltaget i. Han lod søgende sit blik scanne området for levende væsner, men til hans store skuffelse var der ikke noget at se. Ikke en gang en helveds kat havde vovet sig ud i det her vejr. Han udstødte en blanding imellem et halvkvalt støn og et irritababelt og ophidset suk, inden han lagde sit hovede en anelse bagover og vendte sit blik op imod den skybelagte, oprivede himmel.

En skikkelse af en dødsengel, - en dreng på omkring de 17 år, lå et stykke væk fra indgangen hentydet til lågen af legepladsen. Denne dreng hed Todd Gorgeous og han var førhen på vej hjem til sin usle lejlighed, men fordi hans ene vinge stadig var kommet til skade, havde han ikke haft held med sig. Efter at han fløj hen over legepladsen, mistede han kontrollen endnu engang og fløj med en hurtig hastighed ned mod jorden. Som også gjorde at hans ene vinge kom mere til skade, end den var i forvejen. ”Argh..” mumlede han, imens at han lå helt stille på den kolde jord, imens at han mærkede hvordan regnen sivede ned på Todd. Hans tøj var blevet for længst vådt, han havde ligget på jorden i et stykke tid. Måske skulle han også bare lige overnatte på legepladsen? Der var jo ingen på legepladsen hen på aftenen eller tidligt om morgenen så han kunne sagtens nå at forsvinde ud af den blå luft, uden at blive opdaget af nogen. Hans vinger var stadig slået ud, imens at hans trøje var revet i stykker om bag på ryggen, pga sine sorte vinger, det kunne tydeligt ses at den ene vinge var kommet meget til skade. Den var nærmest brækket midt over. Han var iført en sort T-shirt, sorte stramme jeans, hvor der var huller på ved foran knæene, sølv kæder som hang på hver sin side af hans bukser, og som raslede når han gik, han havde glemt at tage en ekstra trøje udover, for at han ikke skulle blive mere kold end i forvejen, men han havde ikke regnet med at der ville komme sådan et vejr. Både med tordenvejr og en masse regn som sivede ned fra himlen. ”Forhelvede..” sagde han lavt og krummede sig både forsigtigt og lidt mere sammen, end han lå i forvejen, og lagde sine arme ned omkring sine knæ. Idet at han lukkede sine øjne lidt, imens at han prøvede på at glemme den høje larm og støj fra tordenvejret. Han elskede regnen og havde ikke noget imod at hans tøj var vådt, men han havde noget imod tordenvejret. Fordi det mindede om den dag, hvor hans søster døde. – ”Syntes ellers.. at jeg har fået straf nok” brummede han og lod sin tunge glide ud at slikke ved det ene metal stykke, han havde i sit snakebite på underlæben. Todd prøvede på at slappe af i kroppen, imens at han håbede på at der ingen var til stede. Også alligevel, til at der var nogen som måske kunne hjælpe ham.

Chase rettede sit hovede op, så hans ansigt atter blev vendt frem ad, da han hørte en eller anden beklage sig. Eller havde han hørt forkert? Han strakte opmærksomt sin hals og spejdede vagtsomt rundt i omgivelserne. Ledte endnu en gang efter noget .. levende. Søgte efter den person, der havde udstødte de ret misfornøjede lyde. Hans sygeligt blege ansigt lyste op i et gruopvækkende smil, netop som hans øjne opfangede omridset af en skikkelse nede på jorden - henne ved lågen. Dén låge som han for kun lidt siden var gået ind ad. Hvorfor helvede havde han dog ikke bemærket ham før nu? For personen var af hankøn. Det kunne han se. En af hans mange færdigheder var blandt andet, at han havde et forrygende syn om natten, eftersom hans øjne var enormt hurtige til at vende sig til det sortnende mørke. Derfor kunne han også skimte et sæt vinger på hans ryg. Sorte. Hurtigt fik han konkluderet at han måtte være af racen dødsengel. Ikke engel. Engle havde ikke sorte vinger. Denne fyr var langt værre, end de sølle, hvidvingede engle, der altid var så uskyldige. Han kunne brække sig af det. Men ham her ... han var måske værd at spilde sin tid på. Måske kunne han give ham lidt modstand. For ærlig talt havde han ikke rigtig mødt nogle endnu, som han fandt værdige. Det kunne være rart med noget udfordring for en gangs skyld. Men før han begyndte på at flække denne dødsengels kranie, måtte han nok hellere lige se ham an. Han rejste sig halvvejs op for at klatre ned igen, hvilket ikke gik helt så godt, eftersom han, da han var nået hen til kanten af klatretårnet, fik sat sin ene fod ind under en af de mellemrum, der var i nettet. Alt det resulterede i at han fik overbalance og faldt forover. Dog nåede han aldrig at falde til jorden takket været dét net, som han fod havde sat sig fast i. Nu hang han bare dér og dinglede. "Årh for satan!" bandede han irriteret og forsøgte at rive sig løs, men samtidig måtte han også være lidt forsigtigt, da han helst ikke ville ende med at få hjernerystelse, - for hvis han fik løsrevet sig, men ikke nået at gribe fat i noget andet, ville han lande lige på hovedet. "Fandens til skodnet," hvislede han med en giftigt undertone, inden han drog et opgivende suk og skævede tøvende hen til den ukendte dødsengel. "Hey crackhead ... hjælper du ikke lige?" bad han en smule hjælpeløst og lagde mut sine arme over kors. Normalt var hans døde øjne skjult af hans halvlange pandehår, men det var nu helt synlige, fordi alt hans hår hang ned ad på grund af tyngdekraften. Han hang jo med hovedet ned ad. Med et irritabelt tonefald mumlede han noget om, at han fandme skulle smadre den her legeplads, når han en gang var kommet ned herfra, men ellers gjorde han ikke rigtig mere. Ventede bare på om ham englen var døv, eller ville komme og hjælpe ham ... eller fortsætte med at ligge der og klynke.

Todd hævede det ene bryn, da han hørte at der var nogen til stede, at han ikke længere var alene, crackhead? wtf, hvis den person vidste hvem han talte til, ville han ikke snakke sådan til ham, imens kunne Todd lugte sig frem til at den ukendte dreng, var en vampyr, det væsen som han hadet som pesten. Med lidt besvær rejste han sig op og lod sine vinger forsvinde, så han så ud som et normalt menneske, han gik derefter over mod den rapkæftede dreng og lagde sin ene hånd på hans skulder, "Hvis du taler sådan til mig igen.. for du døden at se igen, hvor du kommer til at ende i helvede, forstået?" spurgte han hviskende mod hans øre, da han lænede sig lidt imod ham og strammede samtidig grebet om hans skulder. Inden da førte han sin anden hånd ned mod hans fod og til nettet, hvor foden sad fast i, "En vampyr som dig, burde sagtens kunne klare sådan noget..." mumlede han og hev en smule i nettet, som ikke hjalp en dyt. "Men.. selvfølgelig du er måske bare for svag til at kunne hjælpe dig selv" smilede han skævt, inden at han tog ordentlig fat i ham, en dreng som han ikke kendte, heller ej hans navn, men han var ikke interesseret i at lære ham at kende, når han bl.a. var en vampyr, efter at Todd var kommet tæt nok på ham, fik han en færd af at denne dreng ikke kun var en vampyr. - Men hvad han mere var, kunne han ikke regne ud. Idet at han begyndte at hive og trække i drengen. Der gik ikke lang tid før at hans fod kom fri, efter at han mistede balancen, da han havde trukket drengen fri fra nettet, bare ved at hive i ham, Todd var ligeglad om han følte nogen smerte. Faktisk var han en smule vred på drengen, imens gav han hurtigt slip på drengen, skubbede ham lidt væk, da de lå på jorden, "Vil ikke være i nærheden af en vampyr.. så smut hjem til din rede", efter at han havde sagt det, rejste han sig op og rettede lidt på sit tøj, uden så meget som at se på drengen.

Chase fulgte den endnu fremmede dødsengel med sine ulæselige øjne, da han kom gående. Hans første ord fik ham til at rynke lidt på næsen. Som om sådan en smule tomme ord ville kunne skræmme ham. Selvom han udmærket godt vidste, at det var sandt. Men hans liv var faktisk allerede skod nok, så det tog han sig ikke mere af. Lod det bare prelle af sig, som var hans ord blot nogle sølle dråber vand, og han selv var overtrukket med plastik. "Røvhul, mand ..." mumlede han for sig selv og himlede diskret med øjnene. Han skulle nok få ændret hans syn på ham. Skulle nok få lagt helt andre ord i hans mund. Få ham til at falde ned på knæ og tigge om tilgivelse. Først skulle han bare lige have kringlet en plan sammen. En snedig én. Han så blot ud i den tomme luft med et tænksomt og hemmelighedsfuldt udtryk i øjnene, alt imens dødsenglen var i fuld gang med at prøve at få ham fri, - hvilket også lykkedes til sidst. Han vågnede op fra sin egen lille verden, netop som han kunne mærke, at hans fod atter var blevet befriet fra nettets faste tag og faldt efterfølgende ned på jorden. Andet end at fortrække sine mundvige i et lidt skummelt smil gjorde han ikke. Heller ikke da han blev skubbet væk fra ham. Han rullede bare om på ryggen, hvor han drejede sit hovede lidt og fæstnede sit blik på den dystre engel. Efter noget tid på jorden, - der var ret så mudret, - rejste han sig op med et godt tag i sin store skruenøgle og lod hurtigt sit blik skøjte ned ad sig selv, før hans øjne blev rettet mod den ukendte fyr igen. "Hvis du ikke vil være i nærheden af mig ... så var det fandme et dumt træk at hjælpe mig ned derfra," konstaterede han med et løftet øjenbryn og så lidt skeptisk på ham, inden hans modbydelige smil voksede en lille smule, og hans to skarpe tænder blev synliggjorte. Han listede sig om bag ham, hvor han lænede sig lidt op af ham og greb med sin frie hånd fast i en af hans overarme. Strammede sit tag i den yderligere, hvorefter han trykkede sig selv op af hans ryg og lagde sit hovede på hans ene skulder. "Faktisk burde du nok gå hjem. En lille knægt som dig burde slet ikke bevæge sig udenfor på det her tidspunkt af natten. Du kunne jo støde ind i nogen, der kunne finde på at gøre dig fortræd." Ved de sidste ord løsnede han sit tag i hans arm en smule og kørte sin hånd ned langs hans arm, før han trak den til sig og trådte et skridt væk fra ham. "Har dine forældre ikke fortalt dig, at du skal holde dig væk fra typer som mig?" hvislede han med et dæmpet toneleje og sendte ham et lidt skadefro, lettere hoverende smil.

"Jeg har før dræbt en vampyr, er ikke en skid bange for dig" sagde han uden så meget at vride sig løs, faktisk stod han helt stille og ventede blot på at han ville give slip på ham. En lille fnisen undslap fra hans læber, "Hvad.. fanden kan du gøre ved en dødsengel? .." spurgte han inden at han så meget havde fået et svar, kom han selv med det, "Intet vil skramme mig, og desuden må jeg gå der hver det passer mig.. og mine forældre er døde.. så nej, det har de ikke direkte fortalt mig!" hvæsede han og vendte sig om mod ham, inden det havde han godt mærket hans berøring ned af hans arm, "Og du skal ikke røre ved mig igen!" tilføjede han, Todd var forelsket i en og det var Jake, han var forelsket i, ingen udover ham måtte røre på ham, selvom han stadig selv var lidt i tvivl, mente han at han selv tilhørte Jake. Som om at han var hans skytsengel. "Du har tilfældigvis også noget du skal i stedet for at være her?" spurgte han med en kold tone i stemmen. Imens at han lagde sine arme over kors, da han kiggede på ham, lagde sit hoved en smule på skrå, inden at han selv trådte et skridt tilbage, så der kom mere afstand imellem dem.