Falden - Malika, Cash//Privat//

S: Bibliothéque
O: Bøger :O
V: Mørkt, kulden er ikke sød -.-"
T: Midnat.. der omkring
D: 5/9
_____________________________________

Mørkest stilhed fremmanede den uhyggelige stemning ved biblioteket. Vinduerne som gav småtudene lyde, og vinden som sivede igennem dem. Asma havde ikke rigtig noget i tankerne.
For det første anede hun ikke hvad hun lavede her. Og for det andet, havde hun ikke regnet med at hendes ben vil føre hende til biblioteket, som om der skulle være noget interessant over det. Asma undslap et lille suk over hendes ellers lydløse læber. Hun satte sig stille en et nedslidt stol og et lille støvsky dannede sig. Hun bed sig forsigtigt over pegefingeren, mens hendes blik hvilede på de så ruder. Natten var en gåde for hende, selv var bøger. Natten og bøger. Noget mindede om hinanden. Bøger fulde af ord, natten fyldt med gåder. Asma lo stille over sin skøre og meningsløse tankegange. Hvis man kedede sig, kom man med de dummeste tanker.. typisk. Hun rakte en hånd imod en bog, som lå foran hendes fødder. Den var revet itu og derfor så den gammel ud. Asma tog den op i al forsigtighed, mens side efter side gled på gulvet. Hun lag sit hoved halv på skrå, mens hun betragtede bogen. ´Falden´ hed den. Asma pupiller blev med ét store og runde i det.

Malika var gå på biblioteket for at hent nogen bøg hun hade resevret i nogen uger. Hun skulle dem da hun snart hade 12 unger og skulle opdrave på en gang, de mindste lå stadig i hendes mave og var ikke født endnu. Men det kunne ikke gå længe før de kom til verden hun var i slutninge af sin garvilite så om nogen dage eller en uge mere kom de så til verden, og Malika ville har meget tralvet med at passe dem alle sammen. På en gang men hun var ikke alene om det da hun så kom der hen fik hun øje på Asma, man Asma hade ikke set hende som et mennske i flere år så det kunne godt komme som et chok for hende. At så sin lillesøster som et mennsk igen

Det var ikke første gang at denne spinkle, og tårn høje skikkelse lod sig bryde ud i det dystre mørke, de mange lygter flakkede stille som han kom hen af vejen han sugede dets energi til sig, han havde brug for det, måske til jagt? Ingen vidste det, kun ham selv, og hans dystre sind. Nogle røde øjne lyste frem fra det stille blik, de havde ingen form for blidhed i sig, de var udtryksløse, viste ingen former for følelser. Man skulle tro at denne mand, denne fremmede skikkelse var på sin færd efter et udsøgt måltid, men hvor ville han dog få fat i det? Der var ingen tvivl om at han var en vampyr, de røde øjne gjorde sandheden helt klart for andre, dog var de få folk som var på fortorvet hurtige om at komme væk, de veg sig for hans blik og håbede ikke at der ville ske dem noget, måske var det frygt der gjorde dem så svage? Han vidste det ikke, men han fandt det svagt at de ikke kunne se på ham som de jo så på så mange andre. Et lille suk gled ud igennem hans læber, der lød nu mere som en tudende fløjte da luften slap ud igennem de næsten utydelige sprækker mellem de skarpe tænder.
Med et standsede den sort klædte skikkelse og kiggede hen på sin side, bibloteket, det lå roligt hen for natten, som om der ikke var noget ved det, det så helt igennem … forsvarsløst ud. Kunne man sige, dog ville det være det sted som ikke ville virke i øjenfaldende. Hans tanker gled tilbage på det der tidligere var sket samme aften han havde nakket en ung kvinde med hjem fra gaden, og havde fået stillet sine lyster på den ene eller den anden måde hvor han til sidst havde flået hende op og taget sin føde som om han var en ulv, løve, tiger, eller hvad man kunne sætte ord for. Hans blik drejede kort rundt inden han gik hen til den lille sti hen mod bibloteket. En rød tunge trådte frem fra de hvide læber og slikkede kort overlæben som om han allerede kunne lugte blod i luften, men han var ikke sulten, hans appetit var stillet, men det kom vel an på så meget. Han sagde ikke noget, ikke en lyd kom fra ham, han var næsten usynlig, da han trådte ind blandt skyggerne, det var som om de omringede ham og gjorde ham i med ét af omgivelserne. Roligt lod af døren glide til side uden at lave for meget spetakkel, han trådte indenfor med nogle lydeløse trin fra de ellers meget store militær støvler han havde på. Han havde nu ellers aldrig været i militæret, men hvad pokker, lidt små tyveri gjorde vel ikke noget? Og hvem kunne forhindre ham, hans ene mundvig trak stille op, det var ikke noget specielt af et smil, det var mere koldt end hvad godt var.

Asma hjerte bankede underligt nok hurtigt. Hun var forgabt i bogen ´Falden´, hun bladrede, og det medførte kun at siderne dalede ned. Men det underlige var at bogen ikke indeholdte ord, og at den aldrig løb tør for sider. Asma bladrede og bladrede ivrigt videre. Lag derfor ikke mærke til sine omgivelser mere, selvom hun kunne mærke nogen. Hun var ikke alene, super. Hun ønskede i været fald selskab, men bogen her.. den kunne hun ikke forlade, den vil hun beholde. Bogens titel sagde hende ikke noget. Var det for en forskellige art? Det vil sige, en anden race som ikke er blevet opdaget endnu? En race der kunne læse, via.. ingen ord? Måske dværge? Men der var ikke så mange dværge her i Terre. Asma mumlede stille, uden at se op på dem der var kommet. Hun skulle lige tænke færdig, det var vel hendes kendetegn. Tænke. Hun bed sig på underlæben og vente bogen op på bagsiden. En sort men meget yndig skrift mødte hendes øjne. ´Gabriel´ stod der, og der var tegnet små tegn rundt om navnet. Gabriel var en engel, eller navnet havde hun da hørt. Hun kørte sin finger over navnet, mens hun lag bogen ved siden af sig. Hendes halvt sovende øjne var på bogen. Lod dem hvile der, lod dem mærke dette navn. Hun vil altid blive nysgerrig, selvom nysgerrighed kunne være farlig. Bogstaveligt havde ´nysgerrighed´ taget hendes liv. Derfor sad hun og skinnede som hun nu gjord, selv i mørket. Hun træk vejret dybt ind til lungerne mens endnu et lille støvsky dannede sig, da hun rykkede sig lidt tilbage. Hun vil ikke se op. Ikke endnu. *Lad stilheden herske lidt længere, lad denne tomhed vare lidt endnu* tænkte hun, og nikkede kort. Det lød mere som om en stemme sagde det. Men hvad pokker gøre det også? Hun måtte jo leve med at være skør.. ikke?

Mikala liste forbi hende. Så hun ikke opdagete hende men det var en smule svære med hendes ret store mave, men det lykkes hende at liste forbi asma uden at hun opdagete hende. Så var hun hen med reloren med bøgeren og børne opdravlse hun tog dem ned og læst lidt i dem, hun satte dem på plads hun ikke kunne bruge og tog dem som det var nødtig for hende. Og liste tilbage forbi Asma og over til skranken og fik dem lånt hun gik ind igen for at finde en rigtig god madbog, som hun kunne lån også hun ledet og tabet en masse bøge så det. lavet et være raballer hun dukke sig for ikke at blive opdaget som mennske

Skikkelsen gik roligt videre ind, der var intet at se, eller jo for hans vedkommende, han kunne se de mange skikkelser, og omrids af ting og sager der var runt omkring lige så tydeligt som var det på højlys dag, han kneb sine øjne sammen så pupillerne blev store og fyldte næsten hele regnbuehinden, selvom der ikke var særlig meget regnbue over den. De kolde lig agtige hænder var dybt begravet i den sorte skinjakke han havde på sig over skuldrende, hans blik flakkede hurtigt rundt som han var på udkig efter noget, som ikke fandtes, ikke i denne verden, eller tid. Han mindes de gamle dage hvor alting virkede så let, der hvor han havde haft en betydnings fuld rolle blandt sit folk og bogere, men nu var det gledet ud af hans hænder som sandet der blev revet væk fra dets grund i luften, han lagde minderne væk, de var ham ikke til nogen gavn lige nu, og han havde ikke den store lyst til at lade sig om slutte af sorg da det ikke førte nogle vejne, han kunne huske hvad hans mor altid havde sagt: Overlad sorgen og hadet til dem der ikke er stærke nok til at elske. Delvist var det sandt, delvist var det forkert, men ja, man skulle jo ikke lade sig trænge på af sorgen i al evighed, det førte ingen vejne, det hjælp ikke nogen, og derfor heller komme videre, og acceptere det der var hændt, selvom det hele tiden dukkede op. Han kiggede rundt, det var vigtigst at tænke frem i tiden, men hvor meget fremtid var der lige over ham, han havde levet i over 400 år, og hans gamle liv hjælp dybest set ikke på det overhovedet, ham og hans elver blod var som forbandet til at kunne leve i flere år tusind år, og for godt tohundredeogfirogtyve år siden havde han været en elver, der kunne blive gammel og grå med en hvis langsom forandring, dog kunne han forandres frem for nu hvor han altid ville være fanget i denne krop, denne alder som han nu var for menneskerne, men i virkeligheden ville de besvime hvis hans rigtige alder trådte frem, en ting han kun kunne hade ved sig selv, men en ting han var nød til at acceptere og han havde jo også haft godt tohundrede år til det. Så hvad andet var der at gøre? Intet. Det var det endelig svar, og sådan ville det altid være, for hans vedkommende. Roligt lod han en finger glide hen over nogle reoler, de var fyldt med støv, og hans næse trak sig sammen så en rynke kom frem af mishag over menneskers skødesløshed over for deres møbler. Han gik roligt videre, imens han gned sine fingre op af hinanden så støvet kom væk fra dem, hans blik var udforskende, og sugede alle billeder til sig, alt det han så rundt om sig blev suget med ham ind i hans blik og gemt bæk ned i en kiste som om det var sidste gang han ville få muligheden for at være.

Mikala så op. Det var ingen som hade opdaget hende så hun kunne roliget leder vider efter en madbog, hun ville lære at laver ordenlige mad og ikke det hun altid lavet det var for kedliget. og hendes 10 var godt træt af det sammen være ander dag men Malika kunne ikke finde på, ret meget andet og lave men det håbe hun at madbogen kunne lave om på fra nu af. Suki hendes ældste og eneste datte hade lavet mad i aften da Malika ikke hade for mange kræfter tilbage. Da hun snaret skulle føde de 2 hun gik og vent på i 9 måndere

Asma rynkede sin pande, da hun ikke rigtig kunne regne noget ud. Dum, uklogskab, skør og underligt. De ord beskrev hende meget vel. Hun rejste sig op, mens hendes øjne forbliv på de nedslidte og gamle ruder. Hun så ud over det sorte landskab, ikke så meget at se på. Havde hun ikke følt noget lige før? En slags aura? Hun rystede på hovedet da hendes hukommelse var ligesom en si. Hun fugtede sine læber med tungen, mens hun langsom bed sig på underlæben. Hun så på bogen igen, mens hun bladrede stille. Hun havde faktisk lavet et værre rod, hvis man kunne sige det. Biblioteket ville altid være et gådefuldt sted. Natten vil altid opsøge det her sted. Asma smilte skævt mens hun gemte bogen væk. Hun lag den under andre stak bøger, og prøvede at huske stedet, da hun hundred procent ville komme tilbage til den. Og hun havde da fundet ud af en ting.. der findes dværge her i Terre, men åbenbart ikke så mange, gik hun ude fra. Hun rystede på hovedet. Nu opsugede alle de tanker hende. Hun gav et lille suk fra sig, og lod sit hår dække sit ansigt. Hun sad stille på hug, mens hendes lange tynde fingre kørte over stengulvet i al stilhed. Nuvel, hun bare en engel med få ting i livet. En engel som ikke engang vidste hvad skulle lave. Hendes hoved hang dovent ned, og hendes øjne lukkede sig. Lod de små auraer der var her, suse rundt. Livløse, søvnige, dovne.. Hun sukkede igen. Suk efter suk. Ingen ting af tage sig af. Hun regnede ikke med selskab, selvom der var nogen herinde. Alle gik være til sit, og det var jo også det bedste. Men alligevel, nye venner til listen.. det vil da ikke skade? Asma rejste sig op, tørrede noget af sig, med små berøringer. ”Er her nogen?” spurgte hun stille. Meget stille endda. Hun var ikke bare.. bare nervøs. Hun gik stille frem, med sine lydløse bare tærer. Hun var begyndt at gå bare i tærer. Et nyt vane… Total oprevet her. Hun prøvede stille at holde, den lille frustration tilbage. *Lidenskab* sagde en stemme, og Asma lo stille. Bevares.

Malika liste stille rundt for at finde den bedste madbog hun kunne finde. Hun hade virkelig burg for den lige nu da hun ikke viste hvor længe hendes børne kunne, tåle det andet de fik flere gang i ugen da måtte spar på pengen og maden til vinter. Ellers ville de ikke kunne klar sig i gemme vinter så de måtte tag til takke med det mad de fik ind til vider, selv om Malika ikke kunne lige at lave det sammen om og om igen være ander dag