Det spejlende hav //privat-Cash//

Sted ~ Stranden?
Tid ~ 00.00 præcis XD
Omgivelser ~ ingen
Vejret ~ En blid vind, stjerner og månen er på himlen
Påklædning ~ Et par sorte, stramme lårkorte cowboy shorts, en stram sort t-shirt og en sort og mørkegrå hættetrøje.

Der lød nogle stille fodtrin i mørket nede ved stranden. Det var en dreng der kom gående i gennem nattens mørke, hvor det eneste der gav lys var stjernerne og månen på den store og ret så klare natte himel. Et lille suk lød og det var nok det eneste man kunne høre ud over den blide vind der var dernede og vandets larmen. Små bølger viste sig i havet, hvis man kunne se dem i mørket. Drengen gik meget langsomt og hørte musik i et par store høretelefoner, hvor musikken var skruet helt op i.
Drengens navn var Night og det passede meget godt da det jo var nat når han var ude. Night havde aldrig været nede på stranden eller det havde hban sikkert, men ikke denne her. Han vidste ikke engang at der var en her.
Night sparkede til sandet og fik nogle få sandkort i øjet. "Av!" sagde han højt da han mærkede det og hurtigt blev øjet lukket. Han tog høretelefonerne af og lagde dem om nakken inden han slukkede dem."det er sku bare typisk!" snerrede han og derefter kom et suk frem. Han prøvede at få det ud, men gjorde det bare værre end det allerede var. Lidt efter løb hans øjne i vadn og det lignede han græd. Han satte sig ned på knæ da det ikke nyttede noget a gå imens han prøvede på at fjerne det?
Night sukkede igen, men denne gang mere irreteret end før.

Solen var nu atter gået ned, og nattens væsner kunne træde til, mens de kølige vinde slikkede hen over jordoverfladen og gjorde den kold og forfriskende for de folk, eller dyr der kom og lod sig køle af fra solens hedende stråler sendte. En let nynnen kom frem i skovens mørke, som så ud til at komme tættere og tættere på havet, på stranden og dets udbredte sand der bestod af bitte små sten, som udgjorde dette bløde lag til jorden, og som fortsatte ud i havet, og sank længere og længere ned mod intetheden af jorden, helt tæt på jordens kerne, og alligevel var der 5000 kilometer fra. Nynnen blev afbrudt af et suk, af et træt, måske irriteret suk, det var ikke helt til at vide, det var nok os lige gyldigt, intet var helt præcist og ville heller aldrig blive det. Der kom nogle skridt, nogle skridt der blev tungere og tungere med tiden, som om de ikke kunne blive tungere, det var som at høre bly hamre ned mod jorden, og alligevel blev det gjort med en yderst forsigtighed alligevel lød det så højlydt, men på den anden side, kunne personen ikke hører det, der var så langt væk fra hans bevidsthed, som noget overhovedet kunne være. Nogle øjne vendte sig op mod himlen, og betragtede de mange stjerner, han savnede nogen gange dagen, men ind i mellem, gik han faktisk rundt i den, bare med vinter beklædning, og maske hen over hovedet som om han var en eller anden forbrændt person der ønskede at lege røver. Han smilede en smule over den tanke, men lod den synke hen igen og gik videre, igennem de mange træer til han mærkede den skredende grund under sig, den grund som kunne fjernes ved et vindstød, og bare kunne drives tilgrunde af blot en orkan, han gik videre, videre i sin egen verden imens hans tanker gled hen over alt det han havde oplevet i sit liv, alt det han havde oplevet igennem 400 år, og var klar over at der ville komme 1000 af år mere, og kunne næsten ikke begribe det, han savnede den tid hvor han var ‘levende’ som nogen sagde, men det var umuligt, han kunne gå tilbage i tiden, men han var så også klar over at han var nød til at gå frem i tiden igen, til den tid han var kommet fra, og han kunne ikke bærer tanken om at sige farvel til det minde igen, han havde gjort det før, og det havde knust hans hjerte mere eller mindre.

Havet stille bølge lyd ramte Night øre igen og blikket blev flyttet tilbage imod havet, eller det ene gjorde. Det andet øje var lukket, lukket for det smukke syn af stjernernes smukke spejling i det store hav. En lille og næsten lydløst suk kom fra de fyldigelæber og derefter rykkede blikket sig op igen. Imod den store himel, den frihed der kom gennem Night, hver gang han kiggede der op var ubeskrivelig. Den varmede ham. Den varmede hans kolde krop op indtil han kiggede væk eller vågnede fra den frie føelse.
Night blik flyttede sig igen og der forsvandt denne dejlige føelse fra hans krop, hans blik var nu nede på din hånd, hvor noget vand kom frem, rent vand. Han lagde hovedet tilbage og lavede vandet i hans hånd til en stor dråbe, som han puttede ind i øjet, hvorefter sandkornet han havde i øjet blev heveet ud da han fik vandet ud igen.
Et lettet suk kom denne gang ud igennem de fyldige læber. Night rejste sig stille op og børstede sandet væk fra knæene inden blikket fløj rundt. Stille gik han lidt tættere på vandet og et smil kom frem, hvorefter han begyndte at lege med havet's vand.
Han begyndte at øve sig på sin vandkraft også selvom han faktisk var ret go. Øjnene blev lukket og vandet rejste sig og blev formet. Øjnene var lukket i lidt tid, men blev derefter åbnet. De røde øjne luste i det klare mørke, men det var også det eneste man kunne se af ansigtet. Vandet svævede i luften og var blevet formet til forskellige ting, en død rose, en node og mange andre ting, men de blev hurtigt til kugler, som blev skudt længere ud i vandet. Nu øvede han sig på at rammed det han ville, eller ret og sagt at sigte, skyde og ramme.

Blikket flakkede sagte rundt, og en anden tilstede værelse kunne den gamle vampyr mærke, han vidste ikke helt om det var godt eller dårligt, det kunne vel være begge dele. Blikket stod stille da det så en anden person, en … vampyr, ligesom ham, han havde svært ved at tro det, svært ved at sætte sig ind i at der var en anden vampyr på dette sted… men nu var han her jo også selv, gammel og forbandet, kunne man sige, men uden på viste der sig et andet syn, det var ungt, koldt, og drabeligt, det forvendte føde, forventede kulde, og ondskab, alligevel var det ikke sådan personen inden i var, personen inden i var fanget som en skal og tog gerne imod hver en trusel om at han skulle dø, at han skulle blive dræbt af en eller anden, han kunne ikke være mere glad for tilbudet, han følte sig totalt… han kunne ikke finde et ord der passede ordenligt til det han følte, måske fanget? Urokkelig? Der var mange tillægsord han kunne proppe på, en masse symonymer han kunne sige som kunne beskrive hans lidelse omkring det han var igennem. Og dog… havde han mødt mennesker, væsner, folk som han kunne snakke med, folk som betød noget for ham, dem som han ikke ville miste selvom han vidste at en dag ville han være nød til at se dem dø, nød til at være vidne til at folk omkring ham døde og ikke kunne genoplives igen, med mindre de skulle igennem samme lidelse som ham. Han sukkede stille, og blikket faldt videre rundt, og det landte igen på skikkelsen længere henne hvis ansigt ville være utydeligt for et menneske, men for ham var det mere end bare tydeligt, nogen mennesker troede at de var nød til at råbe får at få fat på en vampyr, men en hvisken var nok, en hvisken var så høj som et råb kunne være, nogen gange kunne han heller ikke selv forstå det, men så alligevel vidste han at det var sådan det var, det var sådan det fungerede, hans sanser var jo blevet forstærket ved hans forvandlig, han havde fået en flagermus’ hørelse, syn, og lugtesans.

Night stirrede på vandet imens han med lethed trænede. Det var ellers noget underligt noget at træne på denne tid, måske kedede han sig bare ret meget? måske havde han bare lyst til at lege lidt. Det var jo heller ikke sådan at nogle ville komme... eller, hvad?
Et suk lød igen og et kedsomt blik kom nu frem på hans blik.
Night kunen høre at der var nogle en vampyr? eller noget andet. Han vente sig om og kiggede og fik øje på en dreng. Vandet hang stadig i luften. Night studerede den anden person og smilte stille. Man kunne ikke se Night's ansigt for hans hætte.
Night smilte til denne person og vente sig om igen da han ikke tænkte at han ville have noget med ham at gøre, men måske tog han fejl?
Night havde stadig et smil på og hans aura var venlig og helt ufarlig da Night ikke havde nogle grund til at være farlig eller sur eller noget. Night havde altid været meget rolig og gjorde ikke nogle fortræd kun når han skulle have blod så var han nød til det.
Night lagde stille vandet ned og derefter dumpede han ned og side og derefter lagde han sig og sukkede igen, men denne gang var det meget tungt og langt.

Den ældre vampyr gik hen imod det forladte omvandrende menneske lig, en alder på 15 regnede han med, det var næsten umuligt at sige, men hans død havde forgået i en alder af 14-16 år. Han mumlede lidt, og var ikke sikker på om det ville hjælpe at afbryde den unge vampyrs sind, ved at afbryde ham i sin tankegang, han overvejede konsekvenserne ved det, kunne denne unge være stærkere end ham? Umuligt, han var vel kun lige blevet det? Så at han øvede sig nu var vel kun for at blive bedre, han trak roligt på skuldrende, de fleste vampyrer plejede ikke at finde deres evner så hurtigt, men man havde vel ret til at være anderledes frem for andre. “Hmm…” mumlede Cash, imens hans tanker kredsede lidt rundt omkring det der med den unge vampyr, imens han tog nogle skridt hen til vandet der lå et stykke foran ham, og lod sig kastes op på det fugtige sand, han lod hovedet falde lidt på skrå, og gik helt tæt på, der kom en underlig bue når vandet begyndte at nærme sig ham, en bue hvor det ikke kunne trænge ind til ham, som om det var et kraftskjold. Han mumlede kort for sig i det en kort hovedrysten gled hen over ham, og han lod sig selv gå tilbage på den tørre grund, og kiggede frem for sig igen, hen imod drengen som stadig så ud til at øve sig, han rynkede brynene, gad vide hvor længe han havde været vampyr, det havde i hvertfald ikke ligefrem været nogen mild vampyr, siden at han gik hen og var blevet bidt i en alder af 14-16 år. Han gik roligt hen mod drengen, det var underligt han trænede alene, havde han ikke en mentor eller noget? En der kunne vejlede ham igennem de mange besværlige ting? Selvom nogen vampyrere havde det med bare at gå fra deres ofre når de er blevet bidt, det kunne være det var sket med denne dreng? Han kunne ikke vide det, et lille suk gled igennem hans læber, stakkels dreng, gad vide om han havde familie, bare han ikke var blevet udstødt fra den. Igen rystede han på hovedet, og bad sig selv om at tage sig sammen, men det var måske pågrund af tanken over at hans egen familie havde udstødt ham, havde bedt ham om at gå af helveds til. Kun fordi han var blevet bidt og ikke kunne lave om på det. Dejlig familier man kan finde nu om dage… sagde stemmen i den gamles hoved, og et mindre boblende had spredte sig i ham, men han sagde intet og prøvede at holde sin vrede inde omkring det, og det lykkeds, nogen gange havde det virkelig gået galt, pågrund af at minderne havde været for stærke, at hans tanker omkring sit gamle liv havde en så stor effekt på ham at man skulle tro det var løgn.

Night lå nede i det bløde og meget kolde sand. Kulden gled stille igennem hans også kolde krop. Kulden var altid en dejlig føelse, men det var varmen også nogle gange. Det kom an på situationen. Night vidste ikke om han skulle rejse dig op oig gå over til denne anden vampyr da han ikke vidste om det ville skabe problemer. Det kunne jo være at denne vampyr ikke ville have selvskab, som han gerne ville. Et suk støg over de fyldige og bløde læber. Blikket blev rykket op på en stjerne der var større en de andre. Var det den der blev kaldt nordstjernen? Endnu et lille smil viste sig og derefter et grin. Men så røg hans koncentration over på denne anden vampyr bag ham. Var han god eller var han ond? Indtil videre virkede han rar da han ikke havde gjordt ham noget, men han kunne ikke sige det med sikkerhed da han heller ikke havde talt til ham. Hvor længe havde han været vampyr? var han gammel altså flere hundrede år eller var han ung lige, som ham? Det var kun et år siden eller sådan noget han var blevet bidt af en anden vampyr. Var denne vampyr glad for at være vampyr eller ville han havde ønsket at den vampyr der havde bidt ham aldrig havde gjordt det? Night var ret gladf for at være vampyr da han aldrig kunne dø og var i sine gode år. Ikke for gammel. Night ville havde været lidt irreteret, hvis denne vampyr havde bidt ham når han havde været i 20'erne eller mere. Nogle gange var det jo heller ikke såp godt at være 15 år da der var mange ting han ikke kunne. Han måtte ikke gå på bar da man skulle være 18, men det blev han jo. Så kom han jo bare til at ligne en ung 18-årig. Og man havde jo heller ikke travlt med at gøre ting, som at se verdnen når man var vampyr da de jo aldrig ville dø. Almindelige mennesker ville jop kun have en bestemt tid de kunne gøre det inden de døde. Night kom tilbage til 'virkeligheden' efter alle sine mange tanker og undrede sig nu over, hvad denne vampyr havde tænkt sig. Ville han gå der bag ham forevigt? eller ville han komme ever eller gå? Night lagde hovedet mere tilbage så han lige kunne se noget, men nåede ikke så langt at han såden anden da hans hætte var ved at falde af. Han skyndte sig at ligge hovedet, som de var før og tage hætten ordenligt op igen. Alt han kunne var at vente og, hvis denn vampyr ville tale med ham kunne han svare venligt, men indtil da kunne kan ikke gøre andety end at kigge på den store himel og de mange stjerner. Og lytte til det brusende vand.