Stilheden overtager. - Claire (privat)

Sted: Legepladsen, De Juex.
Tid: Aften
Vejr: solens stråler brænder stadig på himlen men der er skygge over jorden. Køligt, støvregn.
Omgivelser: Ingen, folk er taget hjem.

Stilheden havde lagt sig over legepladsen ikke en sjæl var til at se, det var blot vindens blide favn tag på træernes kronblade der var til at kunne hører, selv gaden var øde og tom, uhyggeligt, og dog, afslappende. En tuden kunne høres fra et hult træ et stykke væk fra legepladsens rutchebane som kunne få et hvert menneskes hår til at rejse sig af skræk og ubehag. Nogle skridt kunne høres på fortovets asfalt med de mange sten som kom fra legepladsen. En kvindelig skikkelse kom frem fra den lave belysning, det blonde hår stod hende om hovdet i en pjusket frisure og fik hende til at se frisk ud med den sorte hue på toppen. Hun smilede skævt for sig selv, hvorfor havde hun ingen anelse om, dette var bare dagen for hende til at smile, der var ikke nogen grund til det, hun havde bare lyst. Selvom der nu ikke var meget at smile over igennem hendes liv, hun vædede langsomt sin underlæbe, og gik igennem den lave låge til byens legeplads aom lå helt stille og alene for sig selv, men nu var hun her, nu kunne hun få lov til at have den for sig selv, uden at skulle blive bemærket af gamle sure damer der troede hun var komplet tosset. Hun kiggede stille rundt, inden hendes ben trak hende hen til gyngerne og lod hende dumpe ned på det smalle og aflange sæde, så hun kunne begynde at bevæge gyngen lige så stille frem og tilbage, hun trak sine ben til sig og lændede sig forover imens hendes hænder holdte godt fat i kæden, hun skubbede så sine ben frem så gyngen begyndte at svaje fra side til side, frem og tilbage, nord mod syd. Hun smilede svagt og blev ved og ved, som om alt bare var… så befriende, hun havde faktisk ikke fortaget sig noget i dag, men lige nu… kunne hun ikke andet end at elske den hun lænede hovedet tilbage og grinede med de hvide tænder og gyngede højere og højere så det begyndte at kilde i maven på hende, hun elskede sådan noget her, og ønskede faktisk at hun snart tog til byens forlystelses park, hun ville prøve den vilde rutche bane, hun ville mærke susset, russet, hvordan hun mærkede vinden i sit ansigt, som fik hende til at ønske at den fornemmelse aldrig ville ende, bare det var sådan, hun bed sig stille i læben og lukkede langsomt de brune øjne og gyngede videre, imens de mange tanker fortsat var som en alt væltende storm omkring denne behagelige fornnemelse af en rutche tur i en forlystelses park, denne oplevelse af at kunne slappe af, give slip, og mærke hvordan vinden sussede igennem hendes tykke hår og befriede hendes hovedbund for varme. Sådanne tanker gjorde hun, en pige på knap de atten.