Stilheden brydes.. (Eithan=Privat..)

Sted; I udkanten af byen, ved en lille park..
Omgivelser; Træer, græs, nogle få lygtepæle..
Vejr; Overskyet, lidt koldt..
Tid; 02:45
Dato; 26/09-2016
___________________________________________________________________________

Alecia sad på en af de enkelte bænke der var i parken, lygterne var tændt rundt omkring, men der var ikke en sjæl, ud over hende selv.. Hun lukkede øjnene og nød stilheden.. Den blide vind, legede med hendes hår, og fik det til at rode rundt, men det lagde sig til sidst som det havde sat hele dagen..
Hun åbnede igen øjnene, og skimtede ud i natten, hun fornemmede at nogen eller noget var på vej.. Hun kunne lugte noget sødt, så det var højst sandsynligt en vampyr.. Hun havde kun en svag fært af skabningen, og kunne derfor ikke finde ud af hvor vampyren kom fra, eller om det var en mand eller en kvinde. Hun følte sig ikke på nogen måde troet, og lukkede derfor igen øjene.. Når vampyren var inden for en radius af 500 meter, ville hun begynde at kunne hører dens tanker.. Så hun lænede sig tilbage på det hårde træ, bænken var lavet af, og tog en dyb indånding..

Eithan kom stilfærdigt gående et godt stykke fra parken i et forholdsvis roligt tempo og med hænderne begravet i de forreste lommer på hans bukser. Nu og da slog han blikket op mod himlen, men rettede det hurtigt fremad igen med et lettere tåget blik. Prøvede at få styr på alle de tanker, der rodede rundt inde i hovedet på ham. Han satte ubevidst tempoet lidt op, da han nu kun var et par meter fra parken. Da han var helt væk i sine tanker, havde han endnu ikke lagt mærke til den ukendte vampyr, der sad længere henne på en af parkens bænke. Eftersom han som sagt gik lidt i sin egen verden, havde han nær væltet over en efterladt frisbee, men det lykkedes ham dog at genvinde balancen og undgå at falde. Det resulterede dog i, at han blev revet ud af sine tanker, hvorefter han så standsede og rettede blikket ned mod frisbee'en med et olmt blik og forbandede lavmælt, den eller de der havde ladet deres frisbee ligge her og flyde.

Alecia slog øjnene op, da hun begyndte at hører hans tanker.. Hun kunne nu sætte et billede på hvem det var.. Han var vampyr, og var lidt ældre end hende selv.. Hun kiggede hen mod ham, og kunne svagt se ham i mørket.. Han væltede over en frisbee, og blev ret vred over at folk var så hensynsløse bare at lade den forbandede ting ligge der og flyde..
Hun kiggede lettere forbavset på ham..Hun undrede sig over alle de tanker der susede rundt i hovedet på ham.. Der var så meget rod i hans hoved at det var svært for hende at koncentrere sig. Hun trak benene op under sig, og lagde hænderne på knæene.. Hun kunne godt se at han havde retning mod hende, men hun kunne hører hans tanker tydeligt nok til at vide at han ikke havde opdaget hende endnu.. Hun knep øjnene let sammen, og iagtog drengen med et vågent øje.. Hvis han fik øje på hende og var ude på at lave ballade skulle hun være klar til at forsvare sig selv.. Selvom hun ikke fornemmede noget fjentligt ved ham eller hans tanker.. Han gik bare rundt for at holde styr på sine tanker, selvom han ikke klarede det specielt godt...

Eithan snerrede let af frisbee'en, inden han løsrev sit blik fra den og forlod den, da han bevægede sig videre ind i parken. Det tog ham lidt tid, før han bemærkede, at han ikke var den eneste her i denne park. Det måtte være en vampyr. Eithan stoppede op og lod sit blik scanne området for folk, hvor det så landede på hende. Hun virkede ikke just bekendt. Skulle han gå hen til hende? Han trak en hånd op af bukselommen og rodede lidt rundt i sit hår, men stak den hurtigt ned i lommen igen, da han opdagede, hvor fedtet hans hår var. Ulækkert. Han måtte snart få vasket sit hår. Nåh, det havde han ikke tid til at tænke på nu, så han slog dén tanke ud af hovedet. Han var faldet lidt i staver og stod nu blot og så over på hende med et lidt fjernt blik; som om han så lige gennem hende .. som om hun bare var usynlig.

Alecia så drengen spejde ud over parken, og fik endelig øje på hende.. Han stoppede op, og stirrede bare, imens han rodede i hans mørke hår.. Hun hørte hans tanker og fnisede lidt over hans irritation over hans manglende hygiejne. Hun så at hans blik blev fjernt, og a han ikke længere rigtigt kiggede på hende, men mere igennem hende.. Hans tanker fløj stadig rundt, og var ikke rigtig til at få styr på..
Alecia, lukkede langsomt øjnene, og forsygte at lukke hans forvirrende tanker ude i et par sekunder, selvom det var hårdt var det muligt at gøre hvis hun koncentrede sig nok om det.. Langsomt åbnede hun igen øjene, og kiggede på ham.. Han var faktisk ret interesant.. Det var spændende for hende at en vampyr ikke kunne holde styr på sine tanker.. Eftersom hun selv var ualmindelig god til det.. Nu var tanker så også hendes specialitet..

Eithan rystede kort på hovedet og kom tilbage til den virkelige verden. Var det ham hun kiggede på? Han begyndte at føle sig lidt utilpas, da han ikke brød sig om, at folk kiggede på ham. Med langsomme, tøvende skridt luntede han over mod hende, men han nåede dog kun cirka halvanden meter, da han så standsede. Nej, han kendte hende jo ikke. Hvad skulle han også sige? Hun ville sikkert godt være i fred; og han var faktisk heller ikke selv specielt begejstret for at samtale med andre personer. Ja, han var ret asocial. Sikker fordi han ikke var vant til at omgås andre. Han holdt sig for det meste bare til sig selv. Det var nok også bedst. Han var ikke særlig karismatisk, og så følte han sig altid lidt akavet, når han ikke kunne finde på noget at sige; som han desværre aldrig kunne.

Da hun hørte nogle gennemtrængende tænker i drengens hovede kunne hun ikke lade hver med at smile.. Alt det han tænkte... Det virkede som om at det var ham der læste hendes tanker, og ikke omvendt.. Sådan som han var, var præcis som hendes selv.. Hun hadede også når folk stirrede på hende, det fik hende til at føle sig skidt tilpads.. Hun havde heller ikke mere kontakt til andre end højst nødvendigt.. Hun brød sig ikke om at tale da det hele tit blev til akavet stilhed.. Hun levede alene, og hun havde ikke noget imod det.. Hun nød stilhed. Det gav hende en indre ro, og frihed fra alles tanker..
Hun vågnede af sit tankespind, og kiggede på drengen igen.. Han var i tvivl om han skulle gå hen til hende.. Hun kunne ikke lade hver med at smile lidt over ham.. Hun kiggede ned i jorden, da hun vidste han ikke brød sig om at hun kiggede på ham..
På en måde ville hun ønske han kom hen til hende.. Hun ville gerne vide mere om ham.. Det var sjællendt det skete, så hun brændte efter at tale med ham.. Det var en underlig følelse det gav hende.. Normalt var hun ligeglad med andre, det intereserede hende ikke.. Men ham her.. Han var noget specielt... Det vidste hun..

Eithan lod et lettere irriteret suk undslippe hans læber. Irriteret over ham selv. Det var vel ikke så farligt bare at gå over for at hilse på hende. Nej, det kunne han godt gøre. Han vendte blikket ned mod sine fødder, som tilsyneladende var frosset fast til jorden, da det ikke lod til at de ville lystre ham. Gå nu bare derover. Eithan kneb læberne sammen, så hans mund nu kun var en smal streg. Minutter gik hvor han blot stod som forstenet og så ned mod jorden, men han fik så endelig taget sig sammen, rettede blikket fremad og bevægede sig roligt over til hende; eller så roligt som han nu kunne. Eithan standsede, da han nåede hen til hende og lagde hænderne om på ryggen, hvorefter han skiftevis så på hende og ned i jorden. "Du skulle vel tilfældigvis ikke mangle noget selskab?" fik han spurgt efter noget tids stilhed og lagde hovedet en anelse på sned, idet han spørgende skød det ene øjenbryn op i panden.

Hendes øjenbryn skød i vejret da hun så at han gik hen mod hende.. Hun havde regnet med at han bare var gået sin vej, men han gik med lange skridt hen mod hende.. Hun kiggede op på ham, med et forsigtigt smil, og ventede på at han ville sige noget, eftersom hun ikke var specielt god til at starte en samtale.. Præcis som ham...
"Joh, det ville faktisk være rart..." Sagde hun, og kiggede lettere genert ned i jorden.. Hun kiggede igen op på ham, og smilede venligt.. Hun skød ud med hånden mod bænken, som et tegn til at han måtte sætte sig hvis det lystede ham..
Hun iagtog hans ansigt nøje.. Denne spændende dreng der stod foran hende, var faktisk utrolig smuk.. *Underligt jeg ikke så det før..* Tænkte hun, og lagde langsomt hovedet på skrå.. Hun kunne ikke fjerne øjnene fra ham, i noget der føltes som flere minutter.. Hun lukkede let øjnene i.. *Tag dig sammen..* Tænkte hun, og så vredt ned på sine fødder.. Hun kiggede igen op på ham, med et let smil..

Eithan forsøgte at sende hende et smil, men det lykkedes ikke rigtig, da det kom til at se ret så falskt ud. Lidt tøvende dumpede han ned på bænken ved siden af hende, da hun hentydede til, at han skulle sætte sig. Hvorfor kiggede hun sådan på ham? Hans blik var rettet ned mod jorden, som faktisk ikke var specielt interessant, men han turde ikke se på hende. Af ren nysgerrighed skævede han dog nu og da til hende, men fjernede hurtigt blikket igen, da han så, at hun kiggede på ham. Skulle han sige noget? Nej, han besluttede sig for at tie stille og lade hende om at finde på noget at sige - hvis hun var interesseret i at starte en samtale. Eithan forholdt sig bare stille. Det varede dog ikke så længe, da hun begyndte at småirritere ham lidt. "Hvad glor du på?" snerrede han, stadigvæk med blikket rettet ned mod jorden. Ikke videre venligt, men altså helt ærligt. Det var da uhøfligt at sidde og stirre sådan.

Hun begyndte at føle sig en smule underlig, da hun blev ved med at stirre på ham.. Hun prøvede også at kigge væk, men det var underligt svært.. Hun fik et let chok da han snerrede af hende..
"Årh, undskyld.." Sagde hun, og var pinligt berørt over at have siddet og stirret på ham..
"Det er bare.. Du er virkelig smuk..." Sagde hun imens hun så ned i jorden, og trak på skuldrerne.. Med det samme hun havde sagt det, spærrede hun øjnene op, og blev rød i hovedet.. *Fuck! Det sagde jeg bare ikke!* Tænkte hun, og pressede hårdt øjnene sammen, da hun ikke turde kigge på ham..
Hun åbnede langsomt øjnene, men så stadigt ikke på ham.. *For fanden!!* Tænkte hun, og klappede let sig selv i panden.. Hun fik det dårligt af stilheden, hvilket var noget helt nyt.. Hun havde det skidt over at han ikke sagde noget til det hun havde sagt.. Hun skævede langsomt hen til ham, men fortrød det hurtigt, og kiggede hurtigt væk igen..

Eithan så først lidt skeptisk på hende, da det sidste hun sagde kom ud af hendes mund. Det kunne hun da ikke mene. Gjorde hun? Han lænede sig op af bænkens ryglæn og krydsede armene, så de nu var korslagte. Et svagt smil passerede dog hans læber, efter det hun havde sagt. Det var først gang, nogen havde sagt det til ham. Eithan rystede svagt på hovedet. Så tag dig dog sammen. Efterhånden som tiden gik, begyndte han at føle sig lidt .. skidt tilpas. Den pinlige stilhed begyndte at føles lidt akavet. Han rettede sig lidt efter op, så han sad med rank ryg og drejede sin overkrop lidt, så han sad med front mod hende. "Jeg hedder Eithan," præsenterede han sig selv og bed sig forsigtigt i underlæben, da han ikke ville bide hul på læben med sine spidse hjørnetænder, hvorefter han så rakte hånden frem mod hende.

//Undskyld tiden, skulle lige spise.. :]

Hun rystede kort på hovedet.. *Fuck hvor er jeg dum..* Tænkte hun, og klemte hårdt øjnene i..
Hun rettede sig langsomt op, stadig uden at kigge på ham..
Da han igen sagde noget, kiggede hun forsigtigt over på ham, og prøvede at smile, men det lykkedes ikke specielt godt.. Hun kiggede tvivlende ned på hans hånd.. Prøvede han virkelig at være venlig efter den kæmpe brøler hun lige havde begået..? Hun kiggede på ham, og så ham i øjnene.. Hun opdagede igen at det hun havde sagt faktisk var sandt, men hun fortryd stadig inderligt at hun havde sagt det..
"Alecia.." Sagde hun venligt, og trykkede hendes kolde hånd mod hans.. Hun blev en anelse overrasket da hun mærkede at hans hånd var et par grader koldere end hendes.. Det var hun ikke ligefrem ivandt til.. Da hun begyndte at føle at det begyndte at blive akavet, slap hun forsigtigt hans hånd. Hun smilede prøvende til ham.. Men havde stadig lettere varme kinder, efter at hun var blevet forlegen over hvad hun havde sagt..

Eithan rystede kort hendes hånd og gentog sin tidligere stilling; faldt lidt sammen i sin holdning, lænede sig op af ryglænet og lagde armene over kors. Da han ikke kunne finde på noget fornuftigt at sige, holdt han sin bare sin mund. Det var ingen grund til at begynde at plapre løs om et eller andet ligegyldigt pladder. Hun måtte være den fjerde vampyr, han havde mødt her. Mærkeligt at der ikke var flere. Eller det var der måske også? Han havde nok bare ikke stødt på dem. Det kunne også være ligemeget. Eithan foretræk dog at være i selskab med sin egen race. Han var ikke så meget for 'fremmede arter'. Han kørte en hånd gennem sit sorte hår, der var filtret helt ind i hinanden, eftersom det hørte til sjældenhederne at han redte sit hår - eller vaskede det. Men han havde jo heller ikke altid adgang til vand, medmindre han ville bade i søen; og det var han ikke så meget for. Den var sikkert også fyldt med bakterier fra forskellige fugle og lignende.

Hun kiggede lidt for længe på ham, og så så igen væk.. Hun kiggede ud i natten, der stille og roligt var begyndt at blive helt kulsort..
Pludselig hørte hun nogle stemmer ude i skoven.. Hun hørte tankerne der kørte i hovederne på dem der nærmede sig.. De var unge.. Og fulde.. Hun kiggede hen på Eithan, og fortrød det hurtigt og kiggede så væk.. Hun var ualmindelig tørstig lige nu, og det var ikke godt for hende at de kom og nærmest tilbød hende at drikke af dem. Men det var en gruppe drenge, på omkring 16-17 år, eller lidt ældre.. Deres tanker fløj rundt over det hele, fordi de var så påvirkede.. Hun knep øjnene sammen, og så drengene komme gående ud fra skoven og ind i parken. De råbte, og skubbede til hinanden, de fleste af dem bar flasker i hænderne.. De var omkring 8, og de væltede rundt.. Alecia kiggede på dem, og ønskede at de bare ville gå igen.. Hun hadede larm.. Hun kiggede igen hen på Eithan..

Eithan drejede opmærksomt hovedet, da gruppen med drenge kom gående og brød stilheden med deres højlydte råben. Hvad lavede de dog herude på det her tidspunkt? Efter deres væremåde og de flasker de havde med sig at dømme, måtte de komme fra en eller anden fest; og det måtte da have været noget af en fest, for de var vist pænt oppe at køre. Med blikket naglet mod den store drengegruppe, fulgte han sammenbidt alle deres bevægelser. De kunne lige vove på at komme herover. Eithan løsrev blikket fra dem, da han mente, at de faktisk ikke var værdige at kigge på. Bare en flok tumpede, fordrukne drenge, der var høje på et eller andet. Han fnøs let ved denne tanke og vendte blikket op mod himlen. Selvom det var godt overskyet, kunne han lige skimte månen gennem de grå skyer, der stilfærdigt gled hen over den mørke nattehimmel.

// Nu er det min tur til at undskylde x) Jeg skulle også lige spise. ^^

Alecia kiggede igen hen på Eithan.. "Perfekt timing..." Mumlede hun, og kiggede ned på hendes fødder igen.. Drengenes høje råb begyndte at irritere hendes grænseløst.. "Jonas vent på mig!" Råbte en af de mindre drenge til ham den høje.. Drengen der måtte være Jonas vendte sig om mod den mindre dreng, og kiggede koldt på ham.. Alle Jonas' tanker fløj rundt, han var meget agrassiv, og han kunne ikke kontroleres af de andre.. Jonas kiggede på ham og vreden indeni i ham blæste op, hun kunne slet ikke forstå det.. HAn havde jo bare bedt ham om at vente?
Jonas løftede den flakse han havde i hånden, og svingede den helt omme fra nakken og smækkede den i hovedet på drengen.. Alle de andre drenge råbte,og alle de tanker deres fordrukne hjerner gjorde sig larmede i Alecia's hovede..
"Nate! Nate er okay?!" Råbte en af de andre drenge og løb hen til ham.. "Hvad fanden har du gang i Jonas?!" Råbte den samme dreng.. Jonas kiggede koldt på ham.. "HAn irriterede mig! Okay Casper?!?!" Råbte Jonas, og han tippede lidt, og kunne ikke holde balancen..
Vinden blæste hele vejen hen af parken, og med det samme fik hun færten af blod.. Det var Drengen Nate's blod hun kunne lugte.. Hun mærkede hele hendes mave trække sammen, og hun fik en ulidelig lyst til at løbe hen til drengen og dræne ham for hver eneste dråbe blod der var i ham..

Eithans opmærksomhed rettedes hurtigt mod den fulde flok drenge, da de begyndte at larme yderligere. For pokker da. Flere gange var han ved at rejse sig op fra bænken, for at gå over og sige til dem, at de forhelvede bare skulle holde deres kæft og skride. Det lykkedes ham dog hver gang, at få lukket nok damp ud af kroppen til, at han kunne blive siddende forholdsvis roligt. Det ville dog være løgn at sige, drengene ikke generede ham - for de gjorde de. Hvor var de dog latterlige. Da den lette lugt af blod nåede hans næse steg hans interesse for drengene en smule. Men det var dog ikke sådan, at han ikke kunne styre sig. Han havde faktisk tidligere på dagen tappet en yngre pige for blod, så han var ret godt forsynet. Men man var vel vampyr, så han kunne ikke undgå at blive lidt påvirket af den sødlige duft af blod. Selvom drengen, der åbenbart hed Nate, sikkert havde blodet fuld af spiritus fra alle de fester, han muligvis havde deltaget i og hver gang drukket sig fuld. Ynkeligt.

// Jeg vil gerne påforhånd undskylde min manglende kreativitet, og hvis jeg evt. skulle stave underligt.. -.-' Jeg er pænt træt, og spørg mig ikke hvorfor! :D//

Hun kiggede igen hen på drengene, drengen Nate var kommet op og sidde, og han tog sig til hovedet. Casper, - ham der tydeligvis var mindst beroset, - Sad stadig ved siden af ham, for at sikre sig at han var okay.
Jonas var tydeligvis den af drengene der havde drukket mest, og hans tanker fløj rundt i Alecia's hovede, det gjorde næsten ondt.. Men uanset hvor mange tanker der vrimlede rundt i Jonas' hovede, kunne hun høre én helt klart.. Han ville slå Nate ihjel, og Casper hvis det var nødvendigt. Alecia kunne ikke forstå hvorfor Jonas dog ville slå sine venner ihjel..? Var mennesker ikke de skabninger der passede på hinanden og foragtede mord? -Åbenbart ikke..
Vinden bar igen den søde duft af blod, hen til dem, hun tog en dyb indånding og forsøgte at koncentrere sig.. Hvilket ikke var et smart træk, eftersom at den gennemtrængende duft af blod, blev båret helt ned i hendes lunger. Hun havde ikke spist længe, og duften var utrolig fristende.. Hun havde en utrolig selvbehærskelses evne, men uanset hvor god hun blev til det, ville blodet fra et menneske jo altid friste hende..
Jonas bevægede sig langsomt hen med drengene, og tusind tanker vrimlede rundt i hovedet på ham. *Nate den idiot, jeg skal nok sørge for at han ikke kommer hjem igen! Casper flyt dig! Det kommer til at gå ud over mange. Hvorfor kan han ikke bare være ligesom os andre?! Hvorfor kan jeg ikke holde balancen? Jeg ved bare de sladre! De fortæller det til politiet!Jeg må gøre det af med dem alle sammen!* Var bare nogle af alle de tanker der var inde i det kaos man kaldte Jonas' hovede. Hun overvejede at stoppe ham i det han skulle til at gøre.. Man på den anden side, ville det blive one hell of a show..
Alecia kiggede igen over på Eithan, hun havde næsten glemt han var der. Men i det samme hun så hvor smuk han var, skammede hun sig næsten over det.. Hvad var der med ham? Hvorfor fik han hende til at tænke sådan? Føle sådan? Hmm.. Den måtte hun tænke nærmere over senere..
Alecia var næsten hundrede procent sikker på at han vidste hvad Jonas havde tænkt sig at gøre.. Hun nikkede kort over mod drengene, og var ret sikker på at han vidste at det betød; 'Skal vi gå der over?' Men hun kunne jo selvfølgelig ikke være sikker.

Eithan tog ligeledes en dyb indånding og rettede så sit blik fremad. Selvom han var lidt nysgerrig angående den store drengegruppe, formåede han at holde blikket låst fast et sted foran sig. De fortjente ikke hans opmærksomhed. De fortjente ikke en gang et eneste blik. Det var dog meget svært for ham at forholde sig i ro, eftersom hans temperament var ekstremt dårligt. Da han ikke selv bar den evne at kunne læse tanke, slap han heldigvis for alle de forvildede tanker, der sikkert rodede rundt i knolden på ham den ene dreng. Var det Jonas han hed? Det kunne faktisk være fuldstændig ligemeget. Det ragede ham ikke det fjerneste. Han rettede rykken en anelse og tog en endnu en dyb indånding, hvorefter et højlydt suk undslap hans læber. Så skrid dog. Efter noget tid i denne stilling, drejede han hovedet, idet han vendte sit blik mod Alecia, der sad ved hans side. Eithan så automatisk i den retning, hun nikkede mod og bed sig hårdt i underlæben. Antydede hun til, at de skulle gå derover eller hvad? Hvorfor dog det? Han gad i hvert fald ikke blande sig i det. Til svar løftede han blot lidt skeptisk det ene øjenbryn, hvorefter han slog blikket ned mod jorden og sparkede lidt til den med skosnuderne.

Hun fniste lidt over Eithan's raktion, og sukkede så lavt. "Jaah, du har nok ret." Sagde hun lavmældt, og trak på skuldrerne og så ned i jorden. Den irritation der fyldte hele Eithan's krop, begyndte lige så stille at smitte over på Alecia. Drengene irriterede hende, hvorfor skulle de overhovedet rende rundt i skoven så sent..? Det var jo ren idioti.. Unge, fordrukne, ynkelige knægte, der tror de kan styre verden. Se dét, var virkelig en af de ting der kunne gå hende aller mest på. Hun rynkede på brynene af bare vrede og irritation.
Hun kiggede igen over på drengene, Jonas stod og kiggede over på hende og Eithan. Alle hans tanker gik amok, og han gik i panik. Alle hans tanker var som ét stort kaos i hovedet på Alecia. *Fuck, fuck, fuck, de så det! Politiet! Jeg er gammel nok til at komme ind at sidde! Det kan jeg ikke! Mine forældre slår mig ihjel.* Alecia rystede bare fraværende på hovedet. Jonas var virkelig ikke en normal dreng, han tænkte alt for sent på de konsikvenser der kom ud fra hans handlinger.. Det havde selvfølgelig noget at gøre med at han havde drukket, men det var stadig hjernedødt og ukontroleret.
"Eithan..." Sagde Alecia lavt, og kiggede skævt over til ham, og ventede på han svarede..

Eithan stoppede sit sparkeri og drog et let suk. Ved hjælp af hænderne, som han satte på kanten af bænkesædet, rykkede han sig længere tilbage, så han kom til at sidde helt ret op af ryglænet. 'Gå nu, gå nu, gå nu' mimede han med læberne og rynkede svagt øjenbrynene. Eftersom hans lunte var virkelig kort, havde han meget svært ved at beherske sig. Men det lykkedes dog, selvom han nu så lidt anspændt ud. Han havde af alt mest lyst til bare at gå hen til dem og slå dem. Fortælle dem at de fucking skulle skride væk herfra og lade ham være i fred; selvom de jo egentlig ikke havde gjort ham noget. Ikke med vilje i hvert fald. Få det nu bare overstået. Giv ham et par slag og skrid så. Disse tanker var henvendt til Jonas. Kunne han ikke bare gøre det, han havde gang i færdigt? Eithan knyttede let hænderne og vendte så sit blik mod Alecia, da hun sagde hans navn. "Hvad?" snerrede han lidt muggent og afventede utålmodigt, at hun skulle få sagt det, hun nu skulle sige. Det var ikke hans mening at lyde så vrissen. Det var bare hans dårlige temperament, som det i den grad havde fået lykkedes den der drengegruppe at tænde op for.

Hun rykkede en anelse væk fra Eithan, da han vrissede af hende. Hun var godt klar over at det ikke var hans mening at lyde vred, men at det var drengene der irriterede ham så groft, at han havde svært ved at kontrolere sig selv.
Efter et stykke tavshed, kiggede hun igen på hans utroligt smukke ansigt. Hun skulle til at åbne munden, men lige da orderne stod på trappen til at komme ud, hørte hun flere råb, og hendes blik blev kastet hen på drengene. De havde nu fået tændt et bål, og de stod og hældte sprut på det, for rigtigt at få gang i sagerne. De råbte og skreg, og dansede rundt om bålet. Nu var Jonas åbentbart ikke vred længere? Hun kunne mærke at hele hendes krop bare rev efter at få lov til at rive de drenge fra hinanden. "Nu kan det fandme være nok." Sagde hun lavt, og rejste sig fra bænken. Hun kiggede ned på Eithan, der stadig sad der. "Jeg er tilbage om lidt." Sagde hun hurtigt, og vendte sig igen væk fra ham. Hun gik med rolige men lange skridt hen mod drengene. Hun kunne mærke en bølge af panik ramme Jonas, der ikke længere var så agrassiv som før. Han prikkede Casper på skuldreren, og pegede i hendes retning. "Hey se, vi har fået selvskab." Sagde han med et smil, bare glad for der var kommet noget han kunne tage på. En bølge af afskyelige tanker kom fra Jonas' hoved og lige direkte ind i Alecia's. Der var så mange tanker, og så forfærdelig mange billeder, der gav hende lyst til at kaste op. Altså lige efter hun havde slået ham ihjel på den mest smertefulde måde, hendes fantasi kunne præstere.
Da hun endelig kom tæt nok på, stoppede hun. Hun stod ca fem meter fra drengene og bålet. Alecia kunne nu se hvor mange de var, der Jonas, Casper og Nate, og så var der tre andre drenge der heller ikke var mere end de sytten år. De så alle sammen med det samme skumle og klamme blik på hende. Ingen af dem havde regnet ud hvad hun var endnu, og i den tilstand de var i, kom de nok heller ikke til det, før de rørte hende eller kom tæt nok på.
"Hvad kan vi så hjælpe dig med lille dame." Sagde en af de tre andre drenge forførende og trådte et skridt længere hen mod Alecia. Jonas så hurtigt over på ham, og var vred. *Hun er min! * Tænkte han, men det behøvede man ikke ligefrem at kunne læse hans tanker for at vide han tænkte.
"I skal gå." Sagde Alecia langsomt og tydeligt. Hun ville være sikker på at de alle sammen fattede hvad hun sagde. Hende hud glimtede som diamanter i lyset fra bålet, og vindes tog hårdt fat i hendes hår og blæste det hele til den ene side. Hun klemte hårdt hænderne sammen, og prøvede at behærske sig, over alle de tanker der strømmede ind fra alle drengene.
"Nå så det syntes du?" Sagde Jonas med et løftet øjnbryn, og lagde armene over kors. Han irritede hende så gevaldigt! "Du kan da bare deltage, hvis du har lyst? Sagde han, og prøvede at charme sig ind på hende. Hun fik en bitter smag i munden. Det var let som ingenting, bare at knuse alle hans knogler.. Det fristede..

Eithan nikkede kort til det andet, hun sagde, som et slags 'okay'. Selv blev han bare siddende. Der var vel ingen grund til at følge efter hende. Det klarede hun nok selv. Selvom hun ikke havde sagt, hvad hun skulle, kunne han godt regne det ud. Hun ville gå hen og konfrontere drengene. Fortælle dem, at de skulle skride. Han fulgte hende opmærksomt med øjnene og krydsede lidt efter sine arme. De snakkede. Det kunne han se, da deres munde bevægede sig. Men hvad de sagde, vidste han ikke. Og hvorfor helvede havde de dog tændt et bål midt i parken? Tåber. Skulle han gå derhen? Eftersom han jo intet kunne høre, kun lidt mumlen, var han faktisk meget nysgerrig over, hvad der mon foregik. Hvad var det, hun sagde til dem? Eithan løsnede sine arme, så de nu ikke længere var korslagte og lod dem falde på plads ned langs siderne, indtil hænderne så ramte den kolde, hårde bænk. De så alle på hende. Altså hvad var det, de samtalede om? Han rejste sig langsomt fra bænken, stod blot i lidt tid med blikket vendt mod dem. Tøvende tog han det første skridt i retning mod dem, men ombestemte sig kort efter og satte sig tilbage på bænken. Bland dig nu bare udenom. Han rystede let på hovedet og bed sig efterfølgende i underlæben. Flyttede sit blik op mod himlen, men kunne dog ikke lade være med at skæve lidt til dem nu og da.

Hun så med væmmelse på Jonas. "Jeg vil hellere tilbringe resten af mit liv i en kulkælder, end at tilbringe mere end en time sammen med jer." Hun lagde armene over kors, og ventede kun på at én af drengene ville komme med en aller anden åndsvag kæk bemærkning. Så trådte den af de andre tre drenge der havde talt til hende lidt for frem og kiggede hårdt på hende. "Hey!" Sagde han, og så vredt på hende, imens han pegede truende på hende. "Lad lige vær' Lucas." Sagde Jonas, og holdte en hånd op foran ham, så han ikke kunne gå videre. Alecia løftede det ene øjnbryn, og ventede spændt på drengen Lucas' næste træk. Lucas så vredt på Jonas, men sænkede så armen. *Forbandede idiot.* tænkte han, og vendte så ryggen til ham, og gik tilbage til de andre igen.
Alecia kiggede væk fra Lucas og igen op på Jonas, han stod og smilede forundret til hende. Det tændte ham åbenbart at en pige kunne sige fra. "Er du nu sikker på det?" Sagde han langsomt med en forførende smil, og trådte langsomt hen mod hende. Han var omkring de 195 så han kiggede ned på hende, og smilede stadig. "Ja det er jeg sådan set ret sikker på." Sagde hun stadig med et løftet øjnbryn. "Nå, jeg kan ellers give dig en af de mest fantastiske orgasmer i dit liv." Sagde Jonas, og strøj hende let over kinden. Hun spærrede øjnene op, og var et millisekund fra at bide hele hans arm af.
Hun kiggede igen på ham med at tomt ansigt. "Du er latterlig Jonas." Sagde hun og tog fat i han håndled, det skulle kræftedeme ikke rører hendes ansigt. Overrasket over at hun kendte hans navn, spærrede han øjnene op. Men blot fem sekunder efter trak han hendes tæt ind til ham og kyssede hende. Hun spærrede øjnene op. *FØJ, FØJ, FØJ!!!!* Tænkte hun, og skubbede ham så hårdt væk at han væltede om på jorden. Det tog Jonas et par sekunder at fatter hvad der var sket, men smilte så igen. "Nå, så vi er lidt kidsig hva'?" Sagde han med et smil, og rejste sig så op igen.