Mort - Jaqiuline//Privat//

S: Vil skyde på Allées? OO
O: Katte, hunde, en lille mus? Ugler!
V: Mørkt.. men lidt koldt.
T: Midnat..
D.. 13/3
____________________________________

En lyd hørtes, hvis man havde ørene spidse. Mørket havde vækket uglende og deres tuden var ikke til at tage fejl af. De herreløse katte og hunde, legede tagfat i mørket, mens små mus pirrede i skraldespandene. En mørk skikkelse, det eneste på gaden, som så livlig ud, bevægede sig normalt. Hverken løb eller skreg. Bare gik. Personen bar en sort kjole. Det røde hår hang dovent ned af skulderne, mens en lille blomst sad ude i siden. Det var Lian. Lucy Lian. Hun så op og ned på den lille gade, hvor ingen andre ind hende var her. Lyden fra hendes taske, som blev slæbt ned af gaden, tiltrak masser nysgerrig blikke fra dyre. Den anden hånd holdte hun sit kæreste eje. Kashmir. Våbnet Kashmir. Hvem kunne mon regne ud at hun var en dødsengel? Hvem vil overhoved møde hende her? Lian, smed tasken fra sig og satte sig udmattet på den. Hun så på den store glødende måne, som havde fulgt hende hele vejen. Lian lag sin pistol på skødet. Hun var glad for at, hun havde sluppet for klosteret. Det var en frihed, som var ubeskriveligt! Lian fugtede sine læber, og lod sin kølige, men ret lyse hånd hvile på sin hage. Var hun mon endt i Terre? Eller hvad det nu hed?
Lian træk på skulderne, mens en lille sort kat, med gullige øjne, kom over til hende. Lian tog Kashmir og pegede imod katten, som lag sit hoved på skrå. Lian smilte skævt…

”Er her ingen der kan vise en vej? En guide?” Lian tørrede noget blod fra sin ene kind. Hun slikkede derefter, sine sorte negle, som var blevet røde, af katten. Hun så på den lille blodplet, som sad på sin mørke kjole. Dog sås det ikke, og dog. Lian gjord en lille bevægelse med hovedet, så det gav et kvalmende lyd. ”Jeg undskylder misser. Men jeg var sulten” sagde hun stille, og kyssede kort Kashmir. Det våben havde været med hende, og aldrig svigtet hende. Slet ikke. Det var jo en grund til at hun blev kaldt: Den sorte engel, med våbenet. Men underligt, at der ingen var her? Og hun fik med et trang til at spille.. poker? Lian sukkede højt og irriteret.

Dyrene hoppede frem og tilbage i gyderne, mens en høj pige kom gående med faste skridt. Hendes lange mørkebrune hår hang ned om skuldrene på hende, og hendes grønne øjne skindede i lyset fra månen som lige nøjagtig nåede ind til hende. Hun kom ud fra gyden og stod nu bare og så koldt frem for sig.
Et par sorte katte gik rundt om hendes fødderne, og hun havde armene over kors.
Hun var iført, et par rigtig stramme lyse cowboy bukser, et par hvide, slidte converse, en grå top, og en sort cadigan. De stod helt åben. Hun gik et skridt mere frem og kiggede fra side til side, hvorefter hun gik i den ene retning, da det lod til at der var noget liv, altså et menneske, eller rettere sagt: Et væsen.
Da hun kom lidt længere hen, sukkede hun.
*Jeg troede det var her!?* tænkte hun og gik stille videre. Lidt efter kom hun til et sted, hvor en... Pige sad og... Snakkede? Hvem i al verden snakke hun dog med.
Jaqiuline gik et lille skridt tilbage, og forvandlede sig til en smuk snehvid kanin, hvorefter hun hoppede frem mod pigen. Hun pes stille, og lagde det lille kanin hoved på skrå. Hun løftede den ene pote lidt, og rakte den frem mod pigen, med et håb om at hun ville opdage hende. Vinden ruskede i hendes pels, og den fine kanin øre stod op i luften, mens hun spændt ventede på om pigen i den sorte kjole ville opdage den lille kanin - Som så var Jaqiuline.
En sort kat gik hen til hen til Jaqiuline og kiggede på hende med sine gule øjne som om den aldrig havde set en kanin før. Det lod ikke til at nogle af de dyr, havde set en kanin før.
*Kom nu!* tænkte hun bedende og hendes lille næse bevægede sig på en nuttet måde.-

Mens Lian mumlede i sin lille verden, kunne hun med ét dufte en herlig duft. Hun lukkede øjnene og lod den lille brise kærtegne sit røde/sorte hår. Lian fugtede sine læber, og mærkede stille blodet suse rundt. Et eller andet sted. Lian lag sit hoved på skrå og åbnede sine mørke øjne. Det så sorte ud i mørket.. eller så var de sorte. Lians hvide tænder kom til syne, ved synet af kaninen.
Den hvide kanin. Lian tog den op, mens hun rystede glad på hovedet. Hun havde ingen ide om, at det her var en animagus eller noget i den stil. Hun lod sine kolde læber, møde kaninens hals, eller ryg hed det så. Hun lukkede øjnene og lod sine læber gnide i mod det dejlige, og bløde hud. Lian smilte mildt. ”Være du glad for at jeg ikke er sulten” sagde hun, og så på kaninen. Hun smilte ikke mere, og hendes læber var fortrukket i en tynd lille streg. ”Mørket er kommet min hvide ven. Jeg syntes det var en dum ide at komme her, det er et farligt sted for sådan nogle som dig” Lian så på månden og lag kaninen fra sig. Hun tog sit våben og pegede den imod kaninen. Lian lag sit hoved på skrå, mens hun smilte skævt. Lian så ikke på kaninen, men mere på det ting der var bag dens ryg.
Et skud hørtes, mens en hvid kat løb forbi dem.

Hunden nåede at gø en sidste gang, inden den faldt om på siden. Den træk vejret tung, og Lian smilte stille til kaninen. ”Hvorfor tøvede jeg med at slå dig ihjel? Din pjuske kanin, jeg har lige redet dit liv” Lian tog kaninen, og lod den se, den død nær hund.
”Jeg dræbte den.. og jeg er slet ikke sulten. Sikke et spild” sagde Lian, og gemte stille den lange pistol væk. ”Stakkel” mumlede hun og lag kaninen fra sig. Hun lag derefter hovedet på skrå og pegede rundt. ”Bare du kunne vise mig vejen” sagde hun surt kort tid efter at hun havde sættet sig på sin taske.