La Petite Mort - Zoey/Privat.

~ forbeholdt Zoey.

Tid: 23:35
Sted: Ude foran to snuskede barer i gyderne.
Dato: 12-06-13



Fugt lå i luften. Regn støv glinsede som millioner af mikroskopiske krystaller, der til trods for deres illusion om skønhed, var iskolde. Afvisende og fjerne. Deres kolde kys lå overalt i de smalle passager som udgjorde Terres gyder; en farlig labyrint hvor man aldrig helt kunne gætte sig til hvad der lå rundt om hjørnerne. Adrenalin. Lige til og ubegrænset for dem der turde udfordre skæbnen og bevæge sig ind i de mørke afkroge. Her kunne man finde kvinder der tilbød deres slidte uskyld, mænd der købte den, og kom man dybt nok ned i skidtet og tjæren, ville man kun finde levn af en tabt civilisation. Anarkister der samlede i flokke, som ulve gjorde det. Pushere der stod vagt som årvågne ugler, med skarpe blikke der hurtigt kunne lure en i fordærv. For ikke at nævne de utrøstelige, der for længst havde solgt deres ærgerlighed og livsglæde til pusherens tryllestøv.

Himmelen afspejlede selve gydernes manglende moral; mørke vat skyer, der omfavnede en gylden fuld måne. Den ville få hårene til at rejse sig på de overtroiske. Spøgelses historier ville blive vækket til live i mørket, varulve ville se ud fra deres skalke skjul i de mørke kloakker, med gule, dæmoniske øjne, der ikke blot søgte deres offer med blodig hensigt, men søgte at kvæle deres sjæl. Man kunne fornemme skikkelser i mørket, der gik langs murerne. Skygger, stemmer, hundrede vis af stemmer! Den paranoide ville kunne mærke hænder som rakte ud og rørte ved denne. Men alt sammen ville i sidste ende være opspind, opspind skabt af det enkelte individs misledende fantasi.

I dette mørke utopi var der også forretninger, påkaldte værtshuse med uhumske væsener, og diverse morderiske typer. Det var iblandt netop sådanne to huse, at en stor skikkelse sad gemt i en kærlig omfavnelse af mørke, der skjulte hans tilstedeværelse for forbi passerende. En sort, men slidt, læderjakke udgjorde den perfekte illusion om intetheden i den blindgyde jætten befandt sig i. Det to meter høje gadekryds, virkede optaget af et blodspor der lå på den nøgne jord. En af de handske beklædte hænder blev rakt ned for at lade pege og lange finger, glide igennem den mørke blod stribe der skulle vise sig at være begyndelsen på et langt spor. Ulve grønne øjne stirrede på den mørkerøde, fugtige, masse over hans fingre, og han gned tommelfingeren imod det, i en overvejende bevægelse, før han forsøgte at opfange færten, der dog syntes at ebbe ud med støvregnens hjælp. Et lille væsen kom frem fra under den sorte jakke, hvis slidte ender normalt sluttede ved anklernes begyndelse. Dets hoved syntes lille og deformt, med øjne for store til dens kranium, og øre der syntes overproportionerede i forhold til alt andet. Små hænder kom til syne, med tre fingre der endte ud i katte klør. Den så intenst på blodet over sin herre’s fingre, med sine lysende grønne øjne. Dens hud var dækket af slange agtige gyldne skæl, men den var stadig under dække af den sorte frakke, så det ville være svært at spotte den eller dens herre endnu.

Lidt fra nævnte blindgyde, stod en samling af lokale udskud, der vaklede ud fra den snuskede bar der udgjorde en af side væggene til blindgyden. Et spektakel blev hurtigt skabt, da flokken på ti-femten stykker hurtigt blev aggressive imod hinanden og kom op i et hidsigt skænderi, om noget så simpelt som penge. Noget som giganten i skyggerne ikke syntes at reagere synderligt på dog... ikke endnu.

Der lugtede stærkt af alkohol, blod, forrådnelse og urin på det lille værtshus. Indelukket, gammelt og klamt. Det hang som en tyk dyne henover det lille lokale. Menneskerne var mange, og hvis man havde tendens til klaustrofobi, var det nok ikke det sted, man ville søge hen. Hvis man gik ud, hang samme stank over gaderne og gyderne. Den var stærk og de færreste ville kunne holde den ud i lang tid. Der var mørkt. Mørke og lugten omgav det hele.

Hun passede på en måde ikke ind i dette gadebillede. Høj, men spinkel pige, med langt, mørkt hår og en forholdsvis lys hud. Iført mørkt tøj, som var en anelse for stort, i et forsøg på ikke at skille sig for meget ud. De mange, store væsener skræmte hende lidt, men omvendt var hun ganske nysgerrig på at lære universet bedre at kende. Ny, tilflytter, rig, egoistisk og dobbeltmoralsk. Åbenhjertet, god, nysgerrig og uvidende. Det skumle versus det lyse. Alt sammen ukendt. Hun var dog udmærket klar over, at der var en del forskellige væseners tilstedeværelser. Sådan et sted og på sådan et tidspunkt, som dette.

En lyd. En hvinene lyd. Overdøvede det hele. Overdøvede larmen fra den flok på en ti-femten stykker, som var på vej mod en af de usle barer. Aggressiviteten kunne mærkes på lang afstand. Det skumle overskyggede alt. Utrygheden kunne fornemmes. De mørke hjørner, hvor hemmelighederne var skjult. Opmærksomheden rettet mod alle lyde og bevægelser. Adrenalinen pumpende rundt i blodet. Skridtene forsøgte at være lette og lydløse. Hun forsøgte at falde i med omgivelserne, men alligevel følte hun sig udenfor. Alene. Ensom. Var det hendes race, der udgjorde den følelse?

Synet, en mørk skikkelse. En stor mørk skikkelse. Siddende, omslugt af mørket. Falder i et med gyden. Blodet. De grønne øjne. Det hele så mørkt.

Der hang virkelig et mørkt og dystert tæppe over disse stræder.

Den første stemme skar igennem den aggressive skare:
,, Du skylder penge!", råbte en høj fyr med mørkeblondt hår, og et middelaldrene ansigt.
Alle de normale karaktertræk på et udskud fulgte ham: læder jakke med et bande symbol på ryggen, et uvasket og tjavset hår. Tøjet der stank af dages spildte alkohol. Bag ham var der en mindre gruppe på lignende personer. De samledes som en horde af rovdyr overfor en anden gruppe, hvis leder var en af mørkere hud men til trods var den gruppe lige så uhumske at se på; i en illusion af normale hiphoppere, havde de adopteret den amerikanske bande-mentalitet. Guldkæder hang over deres bryst, imens at de med bandanaer om deres halvskaldede isser, stolt fremviste eksotiske aftegninger i en blanding af lilla og sort.
,, Fuck home!", råbte en i den anden gruppe tilbage af den blonde.

,, Fucking perkerer!", råbte et yngre medlem af den hvide skare.
,, Hvad sagde du, kælling?!", counterede et andet medlem af modsatte bande.
Denne trådte frem i en aggressiv manner: fremviste brystet som en hane der oppustede sig i et forsøg på at gøre modparten bange. Komisk.
Det syntes at skulle til at kollidere i et hunde slagsmål, før en af bandemedlemmerne, råbte op:

,, Hey! Guys.. look!"

Med et blev en ung pige målet for den brutale samling af aggressive og adrenalin fyldte mænd; Zoey. Gule øjne vendte sig automatisk imod hende, og som månelyset skinnede ind i dem, ændrede farven sig til en hidsig gylden; det afslørede bandemedlemmernes overnaturlige afstamning, og med ét blev de som en flok glubske ulve med øjnene fæstnet imod en uheldig rødhætte. Dyriske træk kom til syne, idet både de mørke og de hvide's læber spredte sig i et lusket smil og de alle vendte sig imod hende med en morderisk intention, og et følelsesløst blik.

,, Hvad har vi her?", sagde lederen for de hvide.
De trådte alle tættere på og for hvert skridt de tog syntes deres anatomi at ændre sig drastisk: alle blev de mere foroverbøjede, deres arme syntes at gro sig længere, deres knæ brækkede og skubbede sig indad, imens at pels begyndte at gro.
En sniffede luften;
,, Et menneske!", konstaterede en af de hvide i fryd.
,, Hun er vores!", hvæste en af de sorte!

Knurren udbrød og igen syntes deres aggresivitet at være vendt imod hinanden: altså var de to forskellige klaner, dog ... med et fælles bytte.


I mellem tiden, havde giganten i baggrunden rejst sig, endnu i et dække af skyggerne. Hans blik syntes stadig kun at holde interesse for det flygtede offer, indtil at flokken udenfor de snuskede værtshuse blev mere aggressive end forventet. Deres larm og skænderier, forstyrrede sol-jættens tanker og resulterede i en let irritation. Han snerrede og fremviste let de gule, spidse, tænder, inden han vendte sig halvt om for at se hvad ulvene hylede over? Det viste sig at være en pige. Et menneske, men det var svært at sige iblandt lugten af våd køter. Passivt så den høje skikkelse i mørket til, imens man kunne antyde fysikken på en bredskuldret og muskuløs herre i mørket, der til trods for at han sagtens kunne være samme dyriske morder, ikke sluttede sig til den sultende bande af varulve. Interesseret så han til; han tvivlede dog på hendes overlevelse, hvis hun løb, løb de efter og var sikkert hurtigere end hende. Hvis hun skreg, ville hun kun pirre dem, så hvad... ville hun gøre?

En stemme. Flere stemmer. Det hele i et virvar. Skænderier og slåskampe på vej. Penge- og magtkampe, bander og grupperinger. Sproget var ikke pænt. Sproget var slet ikke pænt. Passede for godt ind i disse gader med den tunge dug af stank og mørke.

Det hele så nyt og udfordrende. Pigen, hende selv, Zoey, havde aldrig før befundet sig i denne del af Di Morga. Hun havde generelt ikke bevæget sig meget rundt i byen. Så uskyldig, men alligevel selvsikker. Et bytte, udmærket klar over det, men alligevel bevæger hun sig ind i de mørke gyder, hvor hun ikke burde være. Udfordrer skæbnen, mærker suset. Lysten. Lysten til at være en anden, end den hun er. Lysten til at være et af disse mørke væsener, men alligevel. Lysten til at forblive sig selv.

De store mænd, hun så lille. Kontrasten var tydelig. Månens skær, der bredte sig over byen. Hun lod blikket glide op mod det, men da en af mændene fik de andre fra gruppens fokus over på hende så hun skræmt på dem. De to grupper, nu i slåskamp mod hinanden, om hende. Skræmt, men alligevel tænkende. Hvordan ville hun kunne slippe levende fra dette? Hvis hun løb, ville de jo nok følge efter? De var både hurtigere og stærkere end hende. Hun kunne virkeligt mærke uskylden rulle ind over sig. Hun anede ikke, hvad hun skulle gøre. Hun rettede ryggen. Hun kunne lige så godt gøre et forsøg, men hvad lavede skikkelsen, som sad inde i mørket. Den store skikkelse, som hun kun havde fornemmet var der før?

Hun var ikke dygtig i en slåskamp. Hun havde jo faktisk overhovedet ikke en chance ved disse overnaturlige væsener. Hun havde ingen våben på sig. Hun havde ingen teknikker. Hun var helt bleg for dette. Det eneste, som hun kunne gøre, var at træde frem. Ud i måneskinnet og stå ved sig selv. Sikker i sin sag. Hun trådte et skridt frem mod væsenerne, men så hun alligevel stod lidt dækket i skygge. Hun havde stadig ikke fortrudt, at hun havde begivet sig ud, dette sted, på denne aften.

Hun sagde ikke et ord, da hun trådte et skridt længere frem mod væsenerne. Hun betragtede blot deres forvandling. Deres udvikling. Benene der knækkede sammen, armenes længder, endda pelsen, som langsomt kom til syne. Det skete langsomt, eller faktisk ret hurtigt, men det føltes for Zoey, som om det tog lang tid. Det gjorde hende dog ikke det store. Det gav hende tid, til hele tiden at holde sig selv oppe på, hvad hun skulle gøre. Hun ænsede overhovedet ikke andet i sine omgivelser. Hele hendes koncentration lå på mødet med disse væsener.

Ligesom hun trådte ud i måneskinnet og blev fanget af dets blege omfavnelse, lod den aggressive ulveflok til at falde ned og lod nysgerrigheden glide over hende i stedet. Deres ansigtet præget af den pels der voksede fra deres hud, lå som en tyk manke omkring deres kindben og tænderne der voksede, kraniet der knækkede og blev deform; skabte en ulve snude. Ørerne blev spidse og voksede sig længere og større. Hybrider, i dette stadie af deres transformation, oprejste ulve der gik på deres bagben. Den øverste trædepude blev til en grotesk version af en pote, imens at hændernes fingre endte ud i spidse klør. Det var let at kende forskel på de to varulve flokke: den ene besad lys pels og den anden var en mikstur af mørkebrune og sorte pelstyper.

Den største af de hvide gav et bredt ulvesmil ved Zoey's fremtræden.
,, Nej, se-gnrrr- middagen kommer til os drenge!"

Stemmen var brummende og snappende, som kunne hybriden knap tale mere på grund af sit bæst-blod.
,, Lille killing, du er vist faret vild er du ikke? Kom med os så skal vi nok vise dig vejen hjem!", en lang mørk, knurrende, latter kom fra bæstets strube.
Han blev dog stoppet af den sorte der afbrød og hidsigt skubbede til den vide:
,, Neej, kom med os, lille spurv!", lokkede han i en raspende mande stemme.

Skikkelsen fra mørket fortsatte med at se til, en smule mere interesseret end før over pigebarnets mod - eller dumdristighed nok nærmere. Hvad var hendes idéer? Hvad tænkte tøsen dog på, at villigt gå frem i månelyset og blotte sig for ulve? Han virkede dog ikke til at det pirrede nogen lyst til at blande sig i scenen, selvom der kom en stigende interesse fra skyggerne. Det lille gyldne væsen kravlede op fra jakkens dække og inde i mørket kunne man fornemme et lille væsen kravle på skuldrende af noget stort og sort. Mørke grønne øjne der stirrede fra nattens afkrog, enten ikke opdaget af den hidsige skare, eller også udgjorde han ingen trussel for dem, eller måske var det omvendt?

Om ikke andet ville et par klør lukke sig om Zoey's arm, hvis ikke kun gjorde noget for at forhindre det. Det var den hvide hybrid der med sit store 'venlige' tand smil greb fat om hendes arm og stirrede sultent på hende med de gule øjne.

,, Hvis vi nu laderrrr-rrr- hende løbe", foreslog en af de andre hvide hybrider. ,, Så er det den der fanger hende, den derrrr-rr- må æde hende!", gnækkede den.
Ulvene syntes at eniges, og den hvide tale til hende igen:
,, Hørte du det, lille spurv? Flyv! Flyv og syng! Syng!!"

Med ét ville den store hybrid kaste hende fra sig, imens at alle hybriderne satte af i en symfoni af øredøvende ulvehyl! De begyndte igen at transformere sig men denne gang var det helt! Uden menneskelige træk, mareridts bæster fra paranoide barnedrømme!