Kashmir - Luke//Privat//

S: Sombre
O: Naturen og en lille sø. Så er der halv færdige træer.
T: Morgen.
V: Lunt. Solen skinner ikke, men dog.
D...
_____________________________________________


Et højt skud hørtes. Fuglene der sad og tvættede til hinanden, fløj nu bange omkring. Lucy pegede imod endnu et træ, med et lille mærke. Bang! Lucy smilte skævt, og kyssede sit våben. ”Sådan Kashmir. Du bliver bedre og bedre” hun så på fuglene og fnøs kort. ”Jeg er ikke efter jer vel. Være bare glade for det, unyttige væsner” Lucy gav sig til at skyde igen, men den her gang med øjnene lukket. Tre skud efter hinanden hørtes, og fuglenes skrig. Lucy åbnede roligt sine øjne, og smilte triumf. ”Sådan. Vi er gode” mumlede hun og førte læberne imod Kashmir, altså våbnet Kashmir. Lucy havde haft den, lige siden hun blev født. Hun havde arvet den. Kashmir var det eneste våben.. væsen som vil beskytte hende. Det våben der snart skal hævne. Lucy satte sig træt ned på den hårde jord, selvom der var græs. Sombre var et godt sted at holde fred. Hun kunne øve sig, ligeså tosset hun ville, ingen vil alligevel komme. Dog en dejlig morgen..

En høj rødhåret skikkelse, med skrigende grønne øjne, gik roligt igennem Sombre. Hyggeligt sted. Skikkelsen som forresten hed Luke havde et fint sort jakkesæt på, med hvid skjorte og blodrødt slips. Det eneste ved påklædningen der skilte sig meget ud var hans røde converse. Han havde et smil på sine blege læber mens han lod sit blik møde en kvindes. Han rettede let kursen mod hende. Det var enlig utroligt at han ikke havde sine hunde med, men sådan var det jo.

Lucy lag ikke rigtig mærke til noget. Hun skød videre, men satte sig dog ned efter et stykke tid. Træerne omkring hende, havde alle huller og alle hullerne var nøjagtig den samme sted. Lucy tørrede en lille sved perle af sin pande, mens hun betragtede sit våben. Hun smilte skævt, og så, så op. En dreng? Han havde retningen imod hende? Hun rejste sig op, gemte Kashmir borte i sin sorte lange kjole. Kjolen dækkede hele hendes lyse hud, undtagen halsen, og armene. Hendes røde/sorte hår svajede med brisen, mens hendes sort/brune øjne skimmede drengen. Hun lag hovedet på skrå og så nysgerrigt på ham.

"Bonsoir" sagde han med et roligt smil da han var kommet tættere på. Hans øjne var halt lukket for ikke at lyse for meget, men det var til ingen nytte da hans øjne alligevel skinnede vildt. Han smilte så og gav hende et kort elevator blik. Han lod blikket ende på hendes øjne og fik sine lange, men rolige skridt blive langsommere og standsede så lidt fra hende. Han lod let sit hår komme foran hans øjne og åbnede dem så mens han lod hånden med et guld armbånd glide op og fjerne håret fra øjnene. Hans hår var enlig ikke særlig langt men nok til at gå ham på nerverne. Hans øjne skreg højt i det sollys der nu overhovedet var.

”Hej” svarede hun bare. Fransk.. typisk. Hun lo stille og gemte Kashmir væk. Hendes våben skulle bare gemmes bort, det var det. Hun så lidt på drengen, da han lignede en hun aldrig havde mødt eller kom i tanke om at ville møde. Han så ret rolig ud, som om alting her i verden var naturlig. Gad vide hvilken væsen han var? Lucy gik stille over til ham, bare for at se om hun ikke så syner. Hun rakte sin hånd imod ham, da hun var kommet tætter på. ”Mit navn er Lucy Lian II” sagde hun, med et mildt smil. Lucy plejede ikke at smile sådan, men hvad gjord det egentlig?

"Luke Main" svarede han blidt igen og trykkede blidt hendes hånd, "Så, du skyder herude?" sagde han og grinte lidt, det var nemt for Luke at se hvad folk skjulte, eller om de løg. Han smilte blidt og lod sin egen hånd glide ned igen. "Alle har hver deres ting de bruger steder til" sagde han og grinte kort og kiggede lidt rundt.

Lucy smilede anerkendende. Hun viftede med Kashmir, mens hun nikkede selvglad. "Yes sir! Det er lige det jeg gør" Hun så på Luke, mens en lille smil bredte sig på hendes læber. Dette smil som hun var berømt for, denne dystre smil. Lucy lod stille sine ben føre sig nærmer på Luke. Hendes hår svajede letter med, og hendes dystre smil blev på læberne.
Endelig stoppede Lucy op, meget tæt på Luke. Hun lod kort til at bukke sig, mens hun gemte våbnet væk. "Jeg er henrykt over at møde dig Luke" hendes stemme havde godt nok ændret sig, men hun var dog sig selv. "Hvad er du så for et væsen?" spurgte hun. Hvorfor spugte hun overhoved? Hun kendte svaret. Sikkert fordi der ikke var noget andet at tale om.

Luke smilede blidt til Lucy da hun kom tættere på, "Dæmon," svarede han, hav vidste godt nok at hun vidste svaret, men han svarede alligevel, "Og du," spurgte han tilgengæld, dog vidste han også hvad hun var, men spurgte alligevel, nok af samme grund som Lucy.
Hans smil bredte sig en smugle da han mærkede vinden komme og tage hendes lugt og føre den over til ham, stadig tydeligt engel.

//Kreasvigt!//