Et nyt hjem? - Melinia privat

Sted: Skoven
Tid: 13:00
Vejr: Mørke skyer men ingen regn
Omgivelser: Fugle der synger, ræve der er ude og gå og en masse træer med en sø.


Cricker sad op af et træ, han så ud til at være i meget dybe tanker om noget. Han lagde ikke mærke til at der kom en lille ræv hen for at lugte til ham. Han lå bare og stirrede op i luften, op på skyerne der egentlig ikke lignede noget specielt, men bare store grå skyer. Der regnede heldigvis ikke og det så heller ikke ud til at det kom til det lige foreløbig. måske var det bare grå skyer uden noget vand i. Han vågnede pludselig op fra sine tanker der ræven kom til at bide ham lidt i benet. Han kunne ikke lade være med at smile, nu var han jo jord dæmon så han ville ikke jage den væk eller være ond overfor den, han lod den bare snuse til ham imens han sagde noget til den: "Hej bette ven" Han vile ae den, men den krøb sammen da den var meget sky. Han smilede og lænede sig tilbage igen hvorefter at han faldt tilbage i sine tanker.

Ræven lagde hovedet på skrå og så mod ham , da han lagde sig tilbage i sine tanker, den kravelede langsomt hen op man kunne mærk dens poter mod hans maven, da stod nu på hans maven og kiggede på ham, den havde himlen blå øjne, mærkeligt for en ræv ....
Efter lidt tid sætte den sig ned og lagde hovedet til den anden side, så ud til den sagde noget galt .... men ræve kan jo ikke snakke og forstå.... eller kunne den..
Denne ræv var altså ikke bare en ræv men Melinia , en anden ræve unge kom ud og kravlede langsomt hen og lagde sig op af hans arm, nu var de tre ræve unger, den som havde bidet ham, den som sad på maven og den som havde lagt sig op af hans arm

Cricker kiggede lidt forvirret på de tre ræve. "Øhm.." Han var ikke helt klar over hvad han skulle sige. "Det eneste der mangler nu er at i siger mama" Han grinede lidt for sig selv ved tanken. Han vidste heller ikke helt hvad han skulle gøre, han var ikke vant til at der kom sådan nogle ræve hen til ham og bare lagde sag op af ham. Han lagde også mærke til at den ene ræv havde havde himmel blå øjen. Han synes at det var lidt mærkelgt, da ræve ikke plejer at have den farve øjne. "Hmm, hvad er du for en?" Han kiggede nærmere på den.

Ræven som lå på ham var virkelig Melinia, da han sagde den gjorder den noget overraskede , den kravlede tætter på og sætte sin klode næse mod hans ... som om den forstå ham.... Den ræv som havde bide ham lagde sig ved den anden ræv som havde lagt sig ved hans arm...
Ræven på hans maven lagde hovedet på skrå, og så mod ham med sin blå øjne

Cricker kiggede på ræven lidt forundret. Han kælede lidt for den, det var ikke tit at han fik lov til det, men det var blandt andet det han elskede ved at være en jord dæmon. Man var så tæt på dyrene og man kunne nemt forstå dem. "Du er da en usædvnalig ræv er du ikke?" Han blev ved med at kigge på den. Han var slet ikke klar over at det slet ikke var nogen ræv. Det føltes som om at det virkelig var en ræv og ikke en animagus. Men det vidste Cricker jo ikke endnu.

Den lyttede til ham og lagde hovedet til den anden side og derefter tilbage igen...
dette sket hurtigt og derefter lagde Ræven sig ned og så mod ham , den smilede "fordi jeg ikke er en ræv" sagde den med en rolige stemmen, var ræven snakkede... Ræv bliv liggende på ham ,mens den så roligt på ham med sin blå øjne

"ARH!" Cricker gav et sæt fra sig da han hørte at ræven talte. Han så fuldstændig forskrækket ud. "Du.. Ehm.. Hvad?" Han så fuldstændig forvirret ud, han havde ikke regnet med at ræven ville tale til ham. Måske hørte han bare forkert? Han tog sig selv til panden som om han ville se om han havde feber. Men han tog den hurtigt ned igen, han kiggede på ræven. Han begyndte at slappe mere og mere af, han havde nok hørt om nogle mennesker der kunne lave sig om til dyr.. Animagus hed de vidst? Han kiggede igen på ræven.

hun lagde poten på hans panden og rystede på hovedet, det var da han var fald ned igen "Ingen feber , sorry du høre rigtigt " sagde ræven og hoppede ned , de to ræv løb hen og nussede sig op af hende. Ræven fnøs og forvandle sig om til sit rigtigt jeg, det sket på en elegant og hurtigt , hun sætte sig på hug og ræve ungerne nussede op af hendes ben , hun så mod ham, hendes øjne var helt himlen blå som ræven "Du er ny i området, så vil lige undersøge om du var okay" sagde hun.... hendes hår var blåt og hud farvende var guldende brunt , hun aede rævene ... hun små grinede da de valte hende omkuld

///Påklædning som på billedet///

Cricker kiggede på hende da hun forvandlede sig. Han var stadig ikke helt sikker på hvad han skulle sige.. Hej? Eller sådan noget, men han fik da smidt nogle ord ud af munden. "Du skræmte da godt nok livet af mig der" Han satte sig mere op så han ikke lå halvt ned og kiggede på de små ræve og kunne ikke lade være med at grine lidt selv da de væltede. "Du er en animagus er du ikke?" Han var stadig ikke sikker på at det var det de hed. Men han var næsten sikker på det. Han kunne ikke rigtig få blikket fra de små ræve, men han fik da kigget op på pigen der sad foran ham.

Melinia sætte sig op og ræven slikkede hendes arme , hun grinede lidt da det kilder "Jo jeg er, eller hvad de kaldere det her"sagde hun og løftede en af ungerne og sætte den på hans skød..
Den begyndte at puttede sig indtil ham "her du må få den, deres mor og far er blevet dræbt , og han synes om dig ..." hun aede den blidt bag øret..
Derefter så hun mod ham og smilede "og ser ud til de har fanget dit blik"

Han kiggede på ræven da hun lagde den på hans skød. Han vidste ikke helt om han skulle beholde den eftersom han aldrig rigtig var hjemme selv. "Hmm, jeg kan da prøve at tage mig af ham, men jeg ved ikke om jeg egner mig til det" Han kiggede på hende. Et eller andet sted ville han gerne at hun tog den tilbage da han måske ikke havde tid til at passe den og på den anden side ville han rigtig godt beholde den. Han havde lidt svært ved at beslutte sig.

Hun smilede "ræve er meget selvstædig, det du skal gøre nu da den er unge er , tryghed, mad og varm, når den bliver ældre , kommer den og gå som den lyster og du kan altid kalde på den" sagde hun og aede ræven unges hovede, hun smilede da den nikkede til hende , som om den forstå hende og om vendt...
"Og så bare være der få den, du kan give den en prøve, vis ikke det går , såh " hun smilede "tager jeg ham tilbage" hun aede derefter den anden ræv
"Åh ja, hvad laver du enligt herude " spurgte hun og smilede roligt til ham

Cricker tog en dyb indånding og pustede ud. Han var stadig ikke helt sikker, men hun virkede nu til at have meget tillid til ham så han kunne vel lige så godt gøre det. "Okay, jeg skal nok prøve at se hvordan det går." Sagde han imens han kiggede på hende. Da hun spurgte hvad han lavede herude lænede han sig tilbage igen som han havde gjort tidligere. "Jeg lå bare og tænkte på noget" Han kiggede op på himlen igen "Jeg overvejer om jeg skulle flytte op i bjergene"

Melinia så mod ham med rolige øjne "lyder som en fed ide, men kommer du til at savne noget , siden du overvejer det " spurgte hun og det lod forvirret "sorry, retter det... er der noget som holder dig for ikke at flytte til bjergende " spurgte hun . det lyd beder... hun så mod træerne , hun kunne ikke forstille sig et liv uden for skoven , hun tog dog til byen for at arbejde , men det var det ... måske når hun skulle købe inden , men ellers ikke

"Hmm" Cricker så ud til at tænke lidt over hvad hans svar skulle bliver, men han vidste jo nok hvad det var der holdte ham tilbage. "Jeg har set så mange i den her del af skoven komme galt afsted... Hvad enten det er et uheld eller overfald a vampyrer eller varulve.. Hvis jeg nu flytter, hvem skal så passe på dem i den her del af skoven?" Han kiggede derefter på hende igen.

"Åh ser deres problem" sagde hun... Melinia lod sig falde ned på jorden og sad ved siden af ham , hun tænkt sig om og så mod træernes gren "men sker tingen ikke kun vis de skal ske" sagde hun og så mod hans øjne, deres øjne mødte hinanden og hun flyttede dem ikke, de var blide og rolige , og fuld er alt det man så i naturen , hun lagde hænderne på sin lår og gled lidt , få at få varmen , hun smilede mod sine knæ nu og så derefter rundt i skoven

"Hmm, jeg kan nu ikke lide at flytte herfra i tanken om at sådan noget kan ske og der ikke er nogen her til at beskytte de stakler" Han kiggede på hende da hun satte sig ned ved siden af ham. Hun var meget flot, men han ville ikke sige det til hende, han smilede bare let til hende og kiggede sig om i skoven da hun gjorde.

Melinia begyndte at grinede "Øh!" sagde hun og så mod ham med rolige øjne nu , "Men mange tak, jeg liver i skoven som dyrene , så må jeg vel os være en lille skabning som ha behøv for beskytning " hun gjorder lidt sjov med sig selv og små grinede, hun vidste godt hvad han ment og deres øjnes mødes nu, hun havde klare blå øjne som ræven havde haft, tydeligt at se hun havde været den
"men du velkommende til at bliv, skoven er os et fantasiske sted at være, selvom den er farlig , så start så blid " hun snakke som en klart natur elsker, hun passede slet ikke ind i byen, deres krop sider var op af hinanden , da de sad tæt, hun så mod ham

Cricker kiggede op i et kort øjeblik. "Ja, vi minder vel meget om hinanden gør vi ikke?" han kiggede på hende og smilede. "Jeg mener, vi hører begge to hjemme i naturen og vi elsker den jo også begge to" han kiggede sig lidt omkring for at se om der var nogen. Det var der dog ikke, hvorefter han kiggede på Melinia igen. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige lige nu. Skoven havde altid været hans hjem og det ville det blive ved med at være, lige indtil den dag han ikke er her mere, han havde jo også den hytte sammen med en. "Men nu kan jeg ikke huske om jeg har spurgt... Men bor du bare i huler eller har du en hytte et sted?"

Melinia så mod ham og smilede "Lad mig vis dig" sagde hun og gled sin hånd ned af hans arm og ned til hans hånd og flettede deres figner og greb fast , så hun var sikker på han ikke forsvandt "Skoven beskytter den" sagde hun kort og gik lige i mod nogle gren , men de flyttede sig for dem eller det gjorder ikke ondt at gå mod dem, de gik forbi en masse træer og der var helt mørket nu , man kunne ikke se noget i mørket, andet vis man kendt vejen, hun smilede for sig selv , men hun mærkede han flugt med hende....
Melinia stoppede op og så i en åbning , der var en sø, som var smuk , mange dyre og nogle få sårede og der mit i det hele en hytte , hun smilede til ham "Her bor jeg" hun så mod ham og slap hans hånd igen men langsomt

Det gav et lille sæt i Cricker da hun tog hans hånd. Hvad havde hun gang i? Han kunne da ikke tillade sig at gøre det her overfor Kelsey. Han nåede ikke at tænke helt færdig før at hun havde sluppet igen og han kiggede sig omkring. Der var faktisk rigtig smukt lige her, han havde aldrig set det før, men han havde heller ikke særlig meget tid til sightseeing nu hvor han skulle redde alle mulige hele tiden. Han kiggede på hende. "Det er da et meget smukt sted du bor." Han kiggede på hytten. Den var lidt større end hans var, men han brugte den nu heller ikke særlig meget.

Melinia nikkede og havde set han overraset blik "Bare rolige er ikke til sådan nogle forhold" sagde hun og stærkkede kroppe og så mod søen, hun smilede tille , en fritte kom løben hen mod dem og den kravelede op af hans ben og op på hans skulder , den var ikke gamle og bære forbindning om benet... Melinia smilede af den "åh , du har nu fået en ny ven" hun snakke til fritten og den nikkede , hun gik hen mod søen og træk vejret dybt

Han smilede. "Nej nej, men jeg har bare en i forvejen" Han kiggede på hende, han var jo ikke vant til det med forhold, Kelsey var det første forhold han havde haft i hvad? 119 år. Han kiggede ned på fritten der kravlede højere op og begyndte at smile. "Der kan man bare se" Han kiggede stadig på den.

"det min ven, han er helt vild med mine drenge venner" sagde hun og små grinede og vendt sig mod ham "åh, nej bare rolige , kærlighed er ikke lige mig, kan man vel sige" sagde hun og små grinede , hun så mod søen ,
"så hun er din første , spændende skal jeg vis holde øje med " sagde hun og smilede "man siger folk forandre sig efter første kæreste , nu for vi at se om det er sandt ved drengen"

Han smilede til hende. "Tja altså jeg ændre mig nok lidt, det er 119 år uden en kæreste og så pludselig redder man en pige i skoven og så bliver man kæreste samme aften, det gik lidt stærkt men.. Ja det føltes bare rigtigt" Sagde han til hende. Han vidste faktisk ikke hvorfor han fortalte det, men han følte at han kunne stole på hende.