Under et forbandelse - Melinia /Privat//

S: Sombre
T: Aften
V: Koldt og det regner uden stop
O: Få vampyr og masser af bænke
D: 27-8-10
_____________________________________



Et skrig, efter fuldt en snerre, hørtes som et ekko i hele området Sombre. Fem vampyr stod foran en spinkel men tydeligt høj rødhåret engel. Denne engel, Asma, fortræk ikke et mine. Vampyrerne havde dannet en cirkel rundt om hende, mens de alle stod kampklar. Asma lod sine hænder klappe sig, mens hendes var varm som altid. Hun så på himlen, mens regnen piskede hendes ansigt. Hendes tøj var allerede gennemblødt og det var alt andet også. En af vampyrerne tog hendes bagfra, mens hans arme holdte om hele hende. Asma lod sine hænder dale, mens hun smilede stadig. ”Være ikke dum. Tror du at jeg er forsvarsløs?” Asmas stemme lød ret dyb og hendes vejrtrækning var heller ikke til at tage fejl af. Hun lag hovedet tilbage imod hans skylder, mens hans tænder havde frit spil til at sætte sig på hendes hals. Og som svar på rigtig, gjord vampyren trækket. Asma havde underligt nok fået sin hånd om det sted hans hjerte nu var, og vampyren slap hende omgående.
De andre omkring dem stirrede og deres snerren forsagede stille hen, da de begyndte at løbe af sted.
Vampyren som vred sig af smerte lå nu foran Asmas fødder. Asma så på den med sørgmodigt udtryk. Hun bøjede sig ned til den, mens hun lod sin ene finger kører rundt i hans gyldne hår. ”Hvorfor gøre i det her? Hvorfor tager i livet af andre?” vampyren svarede ikke, men snerre som om han kæmpede med noget. ”Tro mig. Jeg er mere en engel”