Dead? - David

Tid || 23.41
Sted || Cimetière - Kirkegård
Vejr || Overskyet, koldt, og en smule regn
Omgivelser || Gravstene, få træer
Dato || Ehm...?
Påklædning || En langærmet hvid trøje, et par stramme sorte bukser, og et par sorte converse

Det dryppede en smule, fra den skybeklædte, mørke himmel. Stjernerne var gemt bag de store tunge skyer, som kunne medbringe hvad det skulle være. Vinden fik bladede til at danse hen over jorden, og den ruskede i de få træers top. Gravstenene havde forskellige former, og forskellige skrifter var brugt til at skive hvad den døde hed, og hvornår den døde blev født og hvornår vedkommende døde.
Nogle steder var der nogle lamper af en art, hvor der skulle havde været lys i, men vinden havde pustet dem ud, og visne blomster lå også på nogle af dem. Det så ud til at mange af gravene var glemt. Måske fordi ingen kendte den døde længere, eller fordi den døde ikke havde nogle venner.
En pige sod foran en grav. Der lå flere visne bukketter af blomster og på den var skriften meget utydlig. Man kunne ikke se hvad der stod. Pigen stod med et rød rose i hånden. Hun bukkede sig ned og lagde den lige foran stenen. Hun foldede hænderne og rettede sig op.
Hun havde lagt mørkebrunt hår, og lyseblå øjne. Hun var iført et par stramme bukser i sort, en hvid langærmet trøje, dog en smule nedringet, men ikke ret meget. Den sad stramt på hende, men hun tog sig ikkke af det, da hun var meget tynd.
Hendes fødder var beklædt, med et par sorte converse. Hun streøg håret om bag det ene øre, og sukkede lavt. Hun betragtede gravstenen. Hun kiggede lidt efter på den smukke røde rose og så ned af sig selv.
Hendes blik kørte rundt på kiregården. Ikke et levene væsen var tilstede.
Pigen var en dæmon. En vind-dæmon. Hendes navn var Alexandra.
Hun syntes det var en smule skræmmende at tænke på døden. Hvorfor skulle man lige dø en dag? Det var et godt spørgsmål, men som ingen ville kunne svare på.

Davids skridt gav genlød imod de mange lyse sten der markerede gangstien. Han manglede stadig sit sværd... Det eneste våben han fandt acceptabelt af alle... Hans brune hår, blev rusket svagt rundt af vinden, svært, eftersom regnen havde gjort det så meget vådt at det havde lagt sig fladt og tungt ned imod hans hoved, men i det mindste gik det ikke ned over øjne.
Hans tøj var vådt, ikke kun af regn, men også af blod... Blodet var et tydeligt bevis på at han ikke var helt normal... Men David var en af de mest normale du ville kunne finde blandt alle mennesker... Han var bare også mere Sindssyg end de andre, hvilket jo så gjorde at folk ikke rigtig lagde mærke til det normale ved ham.
Hans øjne flakkede mellem hver eneste gravsten, mens han ledte efter et bestemt navn... Navnet stod brændemærket i hans hukommelse... Det havde taget ham dage, siden hans møde med Boulder at finde ud af noget mere om hvem der havde boet i Di Morga... Siden den franske Revolution og nu ville han finde den døde person... Koste hvad det vil, ville han rive hans grav fra hinanden og tage sit sværd... Hvis det var der.
David havde ingen af de utrolige sanser som andre magiske væsner... Han var stadig et menneske, derfor kunne han hverken lugte eller føle magiske væsner... Men han havde altid en fornemmelse om der var andre... Hvilket han nu også havde.
"Hallo?" lød hans stemme... Den lød underligt fjern i den vind der fik blade og træer til at ruske sig sammen...

Hun løftede hovedet og drejede det fra side til side. Hun kiggede hvert eneste sted, og i den anden ende af kirkegården, fik hun øje på en mand. Hun betragtede ham. Hun sukkede og lod som om hun ikke havde fået øje på ham og sagde så bare ud i luften. "Er der nogen?" Hendes stemme var blid, og lyden af den blev revet hen mod ham, da vinden gik den vej. Hun blev stående og kiggede lidt efter ned på graven. Ham der var begravet der, elskede hun af hele sit hjerte. Men hun måtte da snart kunne glemme ham.
Alex, som hun blev kaldt, lod armene falde blidt ned på hver side af hende, så de nu hang slapt. Hun kunne lige akurat læse hvad der stod, men læste det aldrig højt. Hun ville ikke blive ved med at tænke på ham.
Hun var der én gang hver måned, men dette var den sidste gang hun ville være der.
Hendes hjerte bankede lidt hurtigere, men tog dog lidt af farten af, da hun roligt begyndte at gå den ene vej. Hun holdt øje med manden, i den anden ende, ud af øjenkrogen hele tiden.
Hendes skridt var lødløse, men så alligevel ikke. Det sand eller grus der var spredt over stien, gjorde så at det gav en underlig rasle lys af en art, når hendes fødder skridt for skridt ramte jorden.
Hun sukkede stillle og havde faktisk allerede glemt ham, der lå i graven hun stod ved før. Sådan mere eller mindre havde hun da.
Hun kunne mærke hvordan hendes rosafarvede læber formulerede et lettet smil.

David rettede hoveder imod lyden. Hvordan havde hun hørt hans fjerne råb? Han havde næsten ikke selv hørt det... Det overraskede ham dog kun kort før han satte kursen imod hende. Hun lod til at være stedkendt her... Og hvis hun ikke var, kunne han altid selv aflægge graveren et besøg...
Davids bestemmelsespunkt var ganske simpelt den ældste grav i området... Hans mål var hverken større eller mindre, men ikke så lille i hans øjne.
Overraskende nok var han hurtigt i nærheden af hende... Muligvis en 2 meter fra hende.
"Goddag" Sage han og lavede et kort buk for hende... Han nægtede at blotte sin nakke selvom han var udødelig...
For selvom han var udødelig, gjorde det stadig forbandet ondt, han havde bare lært at se igennem de fleste smerter, selv de værrere af dem.

Hendes øjne lod hun hvile på ham. Hun sukkede, og sagde blidt og venligt: "Godaften," Hun betragtede ham med et skævt smil, og lagde hovedet en smule på skrå.
Alex skulle lige til at presentere sig, men lod dog være. Hun tog et lille skridt mere hen mod ham, mens vinden fortsat legede med hendes hår, og bladende dansede hen over jorden.
Den kølige luftder var omkring kirkegården, fik Alex til at fryse en smule. Lige nu ville hun ønske at hun havde et dejligt hjem, at hendes familie stadig var hos hende, og at hun var lykkelig. Men intet havde hun. Hun var slet slet ikke lykkelig. Hun vidste knap om hendes familie stadig levede. Hun savnede varmen fra et hyggeligt hjem, hun savnede at kunne snakke om alting med sin familie.
Hun græd næsten invendigt, men man kunne ikke se, andet der viste at hun var trist, end hendes triste blik. Hun sukkede og strøg igen håret om bag sit ene øre.

"En du kendte?" spurgte han og nikkede mod graven med Alex' navn på... Det kunne jo ikke være til at vide om hun faktisk bare stod og var ked af det på den Dødes vegne... Over han havde forladt verden så tideligt og bla bla bla... Noget David aldrig ville opleve.
David på den anden side savnede ikke noget særligt... Hans familie kunne han ikke huske, sit hjem var overalt, han ville ikke kunne dø direkte og for at være ærlig, så mente han selv at han allerede var død og ikke spor andet... Muligvis var han skjult som en levende, men indeni... Var han død som alle andre.
"Jeg kondolere" sagde han så mekanisk... Noget han havde sagt hver eneste gang han var kommet fra en krig... Så han var tit den eneste overlevende, da generalerne allerede vidste hvor mange slag han kunne tage før han døde... Hvilket han jo ikke gjorde... Og så skulle han jo gå rundt blandt alle familierne og undskylde og fortælle sin sorg og alt det der andet bræk...
Selvom han havde været begravet levende, havde han i det mindste ikke mistet sin forstand... Fuldstændig...

"Mere end kendte," sagde hun stille. "Elskede," Hendes øjne hvilede igen på ham, efter de havde været en tur over på graven hun havde stået ved før.
Hun sukkede igen og tog sig så sammen til at presentere sig. "Navnet er Alexandra, men bare kald mig Alex." Hun rakte en hånd frem mod ham. Hendes smil var ret genert... Ja, faktisk meget genert.
Alex lagde hovedet på skrå, igen, og lod så igen blikket lande på graven med den utydelige skrift, lygterne og den røde rose. Det var den eneste rose der var på graven. Den ville holde sig i al evighed. Den ville blive ved med at være rød. Ikke fordi den var falsk. Alex' havde gjort det. Hun var ligeglad, med om folk undrede sig, hver gang de kom. Om så de troede der blev lagt en ny hver gang, vidste Alex at den ikke var ny. Det var den samme. Hele tiden.
Hun sukkede og lod så blikket glide ned i jorden, hvor hun lod det blive. Lige til han ville sige noget igen.

David havde været lidt væk i minderne fra krige der var dukket op i hans hovd, men da hun holdte op med at snakke, rettede han hovedet mod gravstenen med et tænkende blik. "Det er hårdt at miste dem man elsker..." sagde han dybt og beroligende... Stemmen havde Autoritet... Og det en underlig slags beroligende bølge den lavede... Som når man hører en voksen berolige en.
"Men når man gør, skal man huske at komme videre... Og ikke sidde fast ved minderne og finde nye glæder i livet" sagde han så og kiggede på hende. "Du burde spise noget Chokolade... Smagen vil eksplodere i din mund... Når nogen der stod en nær, vil ens sanser altid blive stærkere" sagde han ganske simpelt... Og det var sandt.
Ens snaser, specielt smags- og følelsessansen blev meget stærkere når nogen tæt på en døde... Det var jo selvfølgelig forskelligt fra person til person...

Alex rettede hovedet op igen og nikkede. Hun havde lige besluttet sig for at komme videre. Hendes hænder rystede en smule. Ikke meget, men lidt.
Hun kiggede igen på ham, mens hun lyttede til han ord. Chokolade? Hun ahvde aldrig smagt Chokolade. Hun vidste kanp nok hvad det var.
Hendes blik var nu ikke så trist længere. Hun sukkede.
"Man må kommme videre, det er rigtig," mumlede hun.
Alex' lukkede øjnene i et kort øjeblik og tænkte tilbage på den døde. Hvordan han var.


//Undskyld, har ikke meget krea -.-"//

David smilte lidt da han så hendes forvirrede blik, da han nævnte chokolade. "Du ved... De der kakaobønner der er blevet malet fint og lavet om til plader?" sagde han med et lille grin. Han elskede selv smagen af chokolade... Men ellers så var han ligeglad... DEt var jo fuldstændig unødvendigt for ham at spise, men han gjorde det stadig, da han godt kunne lide følelsen af en fuld mave.
"Skal... Man skal komme videre, ellers dør man også selv" sagde han bare, hverken bedrevidene eller nedgørende... Han havde bare selv oplevet det før... Hvornår anede han ikke, men han havde oplevet det før i hans lange... Meget lange liv... Det kunne han jo ikke rigtig undgå.


//Det helt okay^^//

"Jeg ved det," sagde hun og havde sådan mere eller mindre forstået, eller forestillet sig hvad Chokolade var.
Hendes hænder rystede, og hendes øjne var mere triste end før. Men hun begyndte at tænke på noget andet, så hun pludselig ikke tænkte på den døde længere.
Så kiggede hun igen på David.
"Hvem er du egentlig?" fik hun så spurgt og var slet ikke sikker på at han havde hørt da hun presenterede sig. Hun smilte skævt.

David smilte bare over det. Hun havde faktisk ret i det... David havde hverken sagt hva han hed og hvad han var, det havde han troet hun vidste med det samme eller ligende.
"Navnet er David... Og hvis du undre dig over min viden til dødsfald, er det fordi jeg har oplevet den mange mange... Mange! Gange" forklarede man ganske simpelt, mens døde ansigter stirrede på ham inde i hans tanker.
Men der var et der overraskede ham... Det var fuldstændig blankt, men det ansigt stod ham meget nært. Hans mor? Far? Familie ihvertfald.

Alex smilte skævt. Hun undersøgte hans ansigt, mens hun ledte efter et eller andet tegn på... Hvad han tænke på. Intet kunne hun dog finde.
Hun sukkede lydløst. Hvis bare man på en eller anden måde kunne vække de døde til live, eller sådan noget...? Hun ville ønske hun kunne finde sin familie.
Hendes hænder rystede stadig og hendes blik var usikkert. Hun vidste ikke hvorfor. Frøs hun? Hvad var der galt med hende?
Alex' hænder rystede bare videre.