Hvisken fra alle sider~(Valentine)

V: Stile brise, stjerneklar aften.
O: ingen, udover nogle få idioter der prøver at skramme hinanden inden i galhuset.
S: den øverste del af Maison de fous(eksperiment-stuen)
T: omkring midnat~

Mika sad kedsomeligt oppe på et gammel oberationsbord, hun havde den gråsorte violins spidse vinkel imod sin hage, mens hun spandt dens bløde, frie og harmoniske toner gennem hele den uhyggelige stue, de blide toner kunne høres i vær en krog gennem alle etager, hun lukkede forsigtigt øjne, så det tågede grå'violette blik ikke kunne ses, gennem det sølvhvide hår, selv i de mærkeligste steder ville hun altid kunne blive genkendt, hun blev nemlig altid forvekslet med en menneske størrelse porcelændukke. Hun nynnede blidt med på sin melodi, og huskede på at hun lige havde skræmt livet af nogle unge der havde prøvet at skræmme pigerne de var kommet herind sammen med, hendes stille milde latter kunne høres en anelse, for hun var vist kommet til at skramme dem mere end godt var, den ene af pigerne besvimmede automatisk, hun sukkede sarkastisk, hvornår var alting blevet så kedsomeligt for hende?

Den lette brise fik græsset omkring den høje skikkelse i bevægelse. Den høje skikkelse havde hvidt hår der sluttede lige over de brede skuldre. Fyren så på den gamle galeanstalt med et smil på sine læber. Stedet var perfekt til det han havde i sine tanker. Han begyndte at gå mod den dobbelfløjede egetræsdør som udgjorde hoveddøren. Da han nåede den bemærkede han til sin umiddelbare overraskelse at døren ikke var låst. En let panderynke blev synlig i hans mormorhvide pande. Han rystede let på hovedet inden han åbnede døren og trådte ind. Skulle der være andre derinde ville han sikkert sagtens kunne overvinde dem, for svag var han skam ikke.
Døren gik op uden problemer og han trådte ind i det rum der nu kun blev oplyst af månens skær. Rummet var stort og støvet, men støvet gjorde ham intet. Han tog nogle skridt ind mens han betragtede det hele. Jo stedet var perfekt til nogle af de formål som han havde i sine tanker. Han fandt en trappe og begyndte at gå op til første etage. Havde han været et menneske ville trinnene havde knirket voldsomt, men da han jo var vampyr var de komplet lydløse, hvilket han var glad for. Han brød sig ikke om at støje som et andet ynkeligt menneske..

Mika fik en mindre lynagtig fornemmelse, som noget kort gik igennem hende, et af hendes typiske syn, for hendes indre øje så hun en fremmed komme ind, hans udseende facinerede hende dybt, håret mindede så meget om hendes eget, hun satte med et svagt smil hovedet let på skrå, da hendes øjne kort var blevet helt grå, mens visionen kort var igen, før hendes blik igen var blevet mørkelila med et let stref af tåget grå. Hun ville lege lidt, "Godaften fremmede~", hendes hvisken kom fra alle kroge direkte imod den nyankomnde, Mika var blevet opslugt af en skygge, hvis han nu kom ind i det værelse hun var i.