Hvisken fra Gravene~ (Vittorio - Privat)

blide små forsigtige skridt kom gående imod Kirkegårdens åbning. Skridtene der blev taget, var næsten lydløse i sig selv og ville kun blive hørt af det trænede øre.
Skikkelsen var Misa. Hendes lyse silhuette blev skjult af den sortekappe hun bar, med en stor hætte, så selv hendes marmorhvide ansigt var dækket. Det eneste man kunne se var hendes silkebløde sorte hår, hendes tågede mørkeviolette øjne når hun nu og da kiggede op og hendes snehvide hænder. Hun havde som altid den sortgrå violin, fast i sin venstre hånd. Selv om Misa var dækket, lagde de omkring gående væsner hurtigt mærke til hende og begyndte at flytte sig for at hun kunne gå videre imellem dem. Hun havde noget over sig, noget så stærkt at hun kunne blive genkendt flere mil væk, hun lignte næsten en porcelændukke i menneskestørresle, så blank og marmorhvide hun var.
Hun sukkede kort da hun var nået ind til kirkegårdens midte, før hun let strakte sig og lod den mørke hætte falde sig om skuldrende. I det øjeblik hætten faldt, var væsnerne forsvundet ind i deres mørke, og et næsten veltilfreds lille smil kunne tydes på hendes rosa læber. Men det ærgede hende lidt, hvem skulle nu underholde hende? eller i det mindste prøve.

Langt om længe var denne mystiske nyankommende mand ankommet til hans hjem han smillede lumsk og trådte væk fra skyggen omkring træer han var ved. Ud ved gravene han lod et glødende men tomt blik ned mod gravene ved ham"Det ligner sig selv før jeg gik rundt men dejligt at være ved sit hjem igen"sagde han og trådte så rundt med den ene fod. Han knipsede lidt med højre hånd mørkt var der og han havde ikke udkviklet sin elskede blå flamme endnu mere end den var så nu havde han tiden. Han stirrede lidt på sin flade håndflade hvor der begyndte at komme små spiraler rundt ovenpå, der gik ikke lang tid før den blå flamme lyste stærkt op i mørket og ovenpå hans hånd"Velkommen tilbage flamme til vores hjem"sagde han tilfreds men med et sil på læben. Han fornemmde nogen og sank højre hånd ned lidt med den blå flamme på der blev ved med at lyse op og lyse op #Du søger for lavt herre# sagde flammen til ham. Manden ved navnet Vittorio kiggede uforstående ind på flammen"Jeg søge rikke lavt men højt det ser nemlig ud til at vi har selskab i nærheden"sagde han og vendte hovedet rundt. "Men så er spørgsmålet hvorhenne det kom fra"sagde han stille og med tankerne trillende rundt i hans hoved. Han tog nogle skridt frem højt tre før han stoppede.

Misa havde sat sig på kanten af det mørke springvand, og havde den ene hånd i vandet. Hun havde siddet i sine egne langt ude tanker, da hun pludselig havde sanset noget. De sølvhvide pupiller var blevet større og næsten sorte, mens hun roligt så sine omgivelser an. Det var som om hun zoomede ind på alt der måske kunne havde vagt hendes sanser.
Hun lukkede sine øjne og begyndte at lytte indæt til sine omgivelser. Og det gav resultat, hun lod sin violin ligge på kanten, før hun forsvandt ind i den første skygge hun så. Og med den som teleportations middel dukkede hun op 4 skridt bag ham. Et næsten overrasket udtryk kunne findes i hendes øjne, da hun ikke helt havde regnet med hvad hun så. En vampyr? Hun grinte indvendigt og holdte sig for hovedet, jeg gik i alarmberedskab pågrund af en anden vampyr? smukt Hun så lidt granskende på ham, "Godaften?", det lød næsten som et spørgsmål istedet for en melding, men ikke desto mindre valgte hun at sætte et venligt smil op.

Manden hørte stemmen han lod flammen være tændt stadig mens han drejede om på venstre fod så han stod overfor hende på den afstand de måtte have overfor hinanden."Godaften unge dame"sagde han høfligt og bukkede kort for hende flammen havde han fuld kontrol over den glødede stadig op i den blå farve. Vittorio som var navnet på dne unge herre betragtede hende lidt først øjnene for det havde han en vane der sagde at det skulle man se og tjekke først"Røde øjne de er en vampyr som mig gætter jeg på"sagde han med den venlige stemme. Han kiggede rundt og kunne se spidsen af springvandet derfra, hvor han stod"De sidder vel og nyder natten ved springvandet"spurgte han og trådte med langsomme skridt hen imod det da han nåede springvandets kant kiggede han på den blå flamme der mest så ud til at ville svæve over vandet og murstenen som springvandet var lavet af. "Vittorio Renari til tjeneste hvad er deres navn"tilføjede han spørgende og vendte rundt så han kunnede på hende igen med flammen svævende over hans hånflade.

Hun bukkede ligeså høfligt igen, og kunne ikke lade vær med at sætte sit hoved en anelse på skrå. Flammen gjorde hende nysgerrig, måske var han også halv ild dæmon? Men hun rystede på hovedet. Nutidens vampyre havde jo, hver især deres unikke magi. Hun holdte jo ikke sit venstre øje skjult, for ingenting selv. Det sorte pandehår var altid i en sideopsætning så øjet ikke var til syne. Det var kun hendes højre mørkeviolette øje der var fremme, det andet kunne, kun lige skimtes. "De faktisk violette", hun skar en sarkastisk grimasse, men nikkede "Men ja, jeg er fuldblods vampyr."
Hun holdte blikket på ham, analytiker? Hun smilte med et småt grin, hun gik forsigtig over til springvandet og rakte hånden frem, "Mig en fornøjelse Vittorio" hendes smilhuler blev tydeliggjort, "Nanase Phantomimé, rart at møde dem" Hun holdte sit rolige blik på ham.

Vittorio fulgte hendes bevægelser med hans øjne mens han trykkede hendes hånd"Fornøjelsen er helt på min side Misa"sagde han høfligt igen med et venligt smil. Han slap så hendes håndtryk og satte sig ned på springvandets kant hans blå flamme svævede lidt rundt ved hende og lidt ved ham også"Jeg ser at du ahr mødt min lille flamme her"sagde han venligt uden at smile han havde enlig selv lavet flammen, og brugt lang
tid på at øge dens styrke til at vokse sig virkelig kræftig og stor men
den blå flamme havde enlig lang tid før den ille blive stor men det var jo
ikke noget der hastede. "Misa hvad laver de herude ved kirkegården om natten"spurgte han og det samme han gjorde det havde han vendt hans hoved mod hende, så hans øjne var også rettet på hende#Hun vil elske en lille svævende flamme som mig herre #sagde flammen til ham men Vittorio rystede lidt på hovedet og vendte kort blikket og hans hoved væk fra hende"Jeg tager ingen chancer det må være underligt at se en svævende flamme lige pludselig"sagde han men tænkte lidt det var ham selv der fik den til det. Han håbede ikke hun ville tro han var skør for lige pludselig talte ud i den frie luft fordi hun kunne tro at han talte med sig selv og ikke med en flamme men måske kunne hun se den"Jeg er også selv vampyr"tilføjede han med et bredt smil.

Hun smilte og så en anelse ned, det var et stykke tid siden hun havde mødt en anden vampyr. Generelt var Misa ikke typen der mængede sig, med sin egen race da de fleste normale vampyr af ren automatik hade hende fordi hun var fuldblods. Og selv hos fuldblods havde hun ikke det man kaldte venner, da de fleste kun var omkring hende på grund af den magt hendes familie havde. Hun nikkede blidt og vente igen sit blik imod ham, ”Den er lidt svær, ikke at få øje på den”, hun kunne ikke lade vær med at grine, den svævede jo omkring i den frie luft. Hun satte hovedet let på skrå, ”Er det en del af din magi, eller en illusion?”
Hun satte sig roligt på kanten vedsiden af ham, og vendte en anelse rundt så hun snakkede til ham og ikke ud i luften. ”Jeg kunne ikke klare at være indenfor mere, så jeg gik mig en tur”, hun smilte, med et ærligt træk på skuldrende, ”og så tog mine ben, mig ubevidst hertil." Hun boede i den sorthvide villa lige imellem kirkegården og kirken. Hun satte hovedet på skrå og så nysgerrigt på ham. Han kunne umuligt snakke til sig selv? Han var jo ikke sindssyg, eller rettere det regnede hun ham ikke for. Hun smilte, ”Hvad bringer dig herude? Og det er rart at støde ind i en vampyr”, hun så ned i vandet, med et tænkende udtryk, ”Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg sidst så en?”, hun så op med et smil.